Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Loven medfører, at den lempelse for den amtskommunale grundskyld, som hidtil er blevet ydet landbrugsejendomme, gartnerier, planteskoler, frugtplantager, skove og plantager, bortfalder med virkning fra og med skatteåret 1973-74.
Ifølge de hidtidige bestemmelser i den kommunale ejendomsskattelovs § 6 nedsættes den amtskommunale grundskyldpromille for landbrugsejendomme m.v., bortset fra de staten tilhørende, for et givet skatteår med 1/20 for hver fulde promille, landbrugets forrentningsprocent af handelsværdien i det skatteåret nærmest forudgående kalenderår var mindre end 4,5. Dette betød, at den amtskommunale grundskyld for landbrugsejendomme m.v., der højst kan udskrives med 20 promille, helt bortfaldt ved en forrentningsprocent på 2,5 og derunder.
Statskassen ydede hver amtskommune et årligt tilskud svarende til det beløb, hvormed grundskylden til amtskommunen af landbrugsejendomme m.v. nedsattes efter ovenstående hidtidige regler.
Tilskuddet fra statskassen vil i finansåret 1972-73 udgøre ca. 250 mill. kr.
Loven indeholder endvidere nogle ændringer af i det væsentlige teknisk og redaktionel karakter.
Af indenrigsministerens fremsættelsestale og af lovforslagets bemærkninger fremgår, at regeringen ikke finder grundlag for at opretholde tilskudsordningen efter Danmarks tilslutning til De europæiske Fællesskaber.
Lovforslaget blev i folketinget modtaget velvilligt af socialdemokratiet og socialistisk folkeparti, mens ordførerne for det konservative folkeparti og venstre gav udtryk for den principielle holdning, at landbrugsjord er et produktionsmiddel, som ikke bør beskattes. Ordføreren for det radikale venstre var principielt tilhænger af at afskaffe særordningen for landbruget, men fandt, at der eventuelt i en overgangsperiode burde tages særlige hensyn, da landbrugets fulde udbytte af EF-medlemskabet først kom frem efter en 5 års overgangsperiode.
Loven blev ved 3. behandling vedtaget med 79 stemmer for (S og SF) og 51 imod (KF og V), mens 21 medlemmer (RV) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.