Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.
Lovforslaget bygger på socialreformkommissionens 2. betænkning af september 1972 og er foreløbig det sidste i den række af lovforslag, socialreformkommissionens arbejde har dannet grundlag for. De øvrige er lov nr. 227 af 27. maj 1970 om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender, lov nr. 311 af 9. juni 1971 om offentlig sygesikring, lov nr. 262 af 7. juni 1972 om dagpenge ved sygdom og fødsel og lov nr. 605 af 20. december 1972 om den sociale ankestyrelse.
Bestemmelserne i det her omhandlede lovforslag skal afløse følgende love:
Lov nr. 170 af 29. april 1960 om revalidering, lov nr. 169 af 31. maj 1961 om offentlig forsorg, lov nr. 193 af 4. juni 1964 om børne- og ungdomsforsorg, lov nr. 229 af 6. juni 1968 om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister, lov nr. 230 af 6. juni 1968 om husmoderafløsning og hjemmehjælp, lov nr. 119 af 15. marts 1939 om mødrehjælpsinstitutioner og lov nr. 118 af 7. april 1936 om tilsyn med herberger, arbejdshjem m. v.
Lovforslagets hovedprincipper er beskrevet i de almindelige bemærkninger, som ledsager lovforslaget. Heraf fremgår bl. a. følgende:
"1. Der gennemføres en administrativ forenkling. Dette giver sig i forhold til den, der har brug for bistand, udslag i, at henvendelse om enhver form for bistand kan rettes ét sted, nemlig til det sociale udvalg i opholdskommunen. Ud fra den betragtning, at der må foretages en samlet bedømmelse af en families forhold, findes der ikke basis for på det lokale plan at opretholde særlige børne- og ungdomsværn. Det sociale udvalg får under behandlingen af de enkelte tilfælde adgang til at søge råd hos amtskommunens socialcenter og andre sagkyndige, men herefter kanaliseres ydelse af hjælp til den enkelte gennem de stedlige sociale myndigheder. I overensstemmelse hermed nedlægges revalideringscentrene og mødrehjælpsinstitutionerne som selvstændige institutioner, og deres opgaver på de områder,
der er reguleret ved sociallovgivningen, fordeles mellem de sociale myndigheder i kommunerne og amtskommunerne.
2. Der sker en udbygning af de former for bistand, der kun ydes den enkelte.
Afgørende for, hvilken bistand der kan ydes, er den enkeltes behov, ikke om pågældende er pensionist, erhvervshæmmet, værnepligtig o.s.v. Eksempelvis skal alle have adgang til en rådgivningsordning, uanset om de har børn under 18 år, ligesom økonomisk hjælp udmåles efter samme retningslinier, hvad enten trangsårsagen er sygdom, aftjening af værnepligt eller en ægtefælles død, og varig hjemmehjælp og institutionsophold ydes, uanset om pågældende er pensionist.
I overensstemmelse hermed sker der en omlægning af den kontante hjælp, således at der i den akutte trangssituation kan sættes ind med en økonomisk hjælp, der modvirker, at de hidtidige levevilkår i væsentlig grad forringes — som efter de gældende regler om "udvidet hjælp" til værnepligtige, langvarigt syge m. fl. Det tilsigtes herved at undgå en vedvarende nedgang i familiens sociale situation. Når det viser sig, at der må ydes vedvarende offentlig hjælp, sker der imidlertid en nedtrapning af ydelserne til folkepensionsniveauet.
3. Der sker en decentralisering af ansvaret for oprettelse og drift af sociale institutioner, således at institutionerne under hensyn til, hvor udbredt behovet for den enkelte institutionstype er, henføres til kommunerne eller amtskommunerne, og kun helt specielle institutioner drives af staten. Denne ordning betyder navnlig en ændring for børne- og ungdomsforsorgens institutioner, medens der på nuværende tidspunkt endnu ikke foreslås decentralisering af særforsorgens institutioner.
4. Der gennemføres en omlægning af finansieringen af udgifterne.
Hovedtrækkene i den hidtil gældende ordning med hensyn til finansieringen af de udgifter, der berøres af lovforslaget, er følgende: Udgifter vedrørende særforsorg — herunder åndssvageforsorgen — og til mødrehjælpens hjælpeforanstaltninger dækkes af staten. Størstedelen af udgifterne efter revaliderings- loven afholdes af invalideforsikringsfonden, hvis midler — bortset fra et arbejdsgiverbidrag — tilvejebringes af staten. Udgifter ved driften af forsorgshjem afholdes af amtskommunen med 75 pct. statsrefusion. For så vidt angår de øvrige udgifter gælder det, at udgifterne i almindelighed fordeles mellem kommunen og staten, og den gennemsnitlige statsrefusion til kommunerne af disse udgifter er beregnet til ca. 67 pct. For så vidt angår institutioner for børne- og ungdomsforsorg gælder der meget varierende regler for fordelingen af driftsudgifterne mellem kommunerne og staten, afhængigt af, hvilken institutionstype der er tale om.
Ved forslaget tilsigtes det at opnå en mere ensartet finansiering af de sociale udgifter. Efter de foreslåede finansieringsbestemmelser — der har været forhandlet mellem regeringens opgave- og byrdefordelingsudvalg og de kommunale organisationer — vil udgifter vedrørende særforsorgens — herunder åndssvageforsorgens — institutioner ligesom hidtil blive afholdt fuldt ud af staten. Driftsudgifter vedrørende forsorgshjem og lignende institutioner vil blive afholdt af amtskommunen med 75 pct. statsrefusion. De øvrige udgifter — herunder udgifter ved driften af andre institutioner inden for lovforslagets område — vil blive afholdt af kommunerne med 50 pct. statsrefusion.
Det er regeringens hensigt i forbindelse med den ændrede finansiering af de sociale udgifter at søge gennemført en forhøjelse af statens tilskud til kommunerne efter objektive udgifts- behovskriterier med sigte på, at den hidtidige balance mellem statens og kommunernes udgifter på det område, der dækkes af loven, opretholdes."
Ved 1. behandling blev der ført en meget indgående debat, som ikke lader sig kort referere, men kan karakteriseres som en velvillig modtagelse af lovforslaget kombineret med en vis skepsis over for enkelte meget vigtige sider af lovforslaget, eksempelvis refusionsbestemmelserne.
Socialudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.