L 116 Lov om statsligt indskud i Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S.

Af: Handelsminister Erling Jensen ()
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 170 af 04-04-1973
Efter 1. behandling henvist til Erhvervsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ifølge § 1 kan handelsministeren foretage et rentefrit indskud af statskassen på indtil 100 mill. kr. som ansvarlig kapital i Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S.

Af udvalgets tilføjelse til betænkning fremgår, at staten indskyder 50 mill. kr. i finansåret 1972-73, medens det resterende indskud først foretages, når den statsfinansielle situation tillader det. I det oprindelige lovforslag var det derimod forudsat, at statens indskud foretoges med 50 mill. kr. i finansåret 1972-73 og 50 mill. kr. i finansåret 1973-74.

Vilkårene for dette indskud aftales iflg. lovens § 2 mellem handelsministeren og Finansieringsinstituttet.

Af fremsættelsestalen og bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at denne aftale bl. a. må indeholde bestemmelser om vilkårene for det statslige indskud, herunder hvilken stilling dette indskud skal have i forhold til de lån, instituttet i øvrigt optager, og om indskuddets stilling ved selskabets eventuelle likvidation etc.

Aftalen må ligeledes indeholde bestemmelser om, til hvilke formål instituttet kan yde lån på det kapitalgrundlag, der er tilvejebragt gennem indskuddet og instituttets supplerende lånoptagelse. De må ydes med sigte på at fremme eksporten og endvidere med det sigte at lette særlige investeringer, såsom omstillings- og miljøbeskyttelsesinvesteringer inden for den konkurrenceudsatte industri. Lånene forudsættes ydet til virksomheder inden for industri og håndværk, herunder også til virksomheder inden for byggeriet, for så vidt finansiering direkte tager sigte på eksport.

I bemærkningerne til lovforslaget er der foretaget en nærmere opregning af låneformålene. Der nævnes her for det første etablering af nye eller udvidelse af bestående produktioner med eksportmæssigt sigte. Hertil kommer produktionsomstilling bl. a. som følge af ændrede markedsforhold. Der skal endvidere kunne ydes lån til fremstød på nye markeder og ekstraordinær indsats inden for de eksisterende markedsområder. Endelig skal der, som allerede fremhævet, kunne ydes lån til miljøbeskyttelsesinvesteringer inden for den konkurrenceudsatte industri.

Det forudsættes, at udlån til de nævnte formål kan bevilges i tilfælde, hvor det skønnes, at de tilsvarende investeringer ikke kan iværksættes tilstrækkelig hurtigt på basis af virksomhedens egne midler suppleret med lån via det normale lånemarked.

Aftalen med Finansieringsinstituttet må endvidere indeholde bestemmelser om vilkårene for de lån, instituttet yder som led i ordningen. Lånene forudsættes at skulle være relativt kortfristede, normalt 8-10 år.

Den daglige administration af ordningen varetages af Finansieringsinstituttet. Statens indflydelse på administrationen af ordningen sikres ved, at instituttets repræsentantskab suppleres med to repræsentanter for staten udpeget af handelsministeren. Disse to repræsentanter indtræder desuden i instituttets bestyrelse på lige fod med den øvrige bestyrelse.

Ordningen forudsætter visse ændringer af Finansieringsinstituttets vedtægter, idet der dels skal skabes vedtægtsmæssig basis for, at instituttet kan modtage det statslige indskud som ansvarlig kapital, dels for at de to nævnte repræsentanter for staten indtræder i instituttets repræsentantskab og bestyrelse.

Ved lovforslagets 1. behandling fandt ordføreren for det konservative folkeparti, at kapitaltilskud til Finansieringsinstituttet hellere skulle bestå i, at staten overtog kursrisikoen for udenlandske lån, som instituttet måtte optage, ligesom han fandt, at dette ville overflødiggøre den foreslåede statsrepræsentation i instituttets ledelse. Ordføreren for venstre fandt ikke, at instituttet havde behov for tilførsel af offentlige midler af den foreslåede karakter eller for offentlig repræsentation i bestyrelsen.

Mindretallet stillede ændringsforslag sigtende til, at handelsministerens bemyndigelse i henhold til lovens § 2 indskrænkedes således, at det ikke kunne kræves som betingelse for indskuddet i instituttet, at staten bliver repræsenteret i instituttets ledelse. Dette ændringsforslag blev ved 2. behandling forkastet med 96 stemmer mod 26. 25 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 108 stemmer mod 57 (KF og V).
Partiernes ordførere
R. Lysholt Hansen (S), Jens Peter Jensen (V), Knud Thomsen (KF), Dagmar Andreasen (RV) og Sigurd Ømann (SF)