Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer::
Poul Nielson, Alsing Andersen, Erik Andersen (Sdrj. amt), Knud
Damgaard [formand], Frode Jakobsen, Koch, Søgaard [næstformand], Frandsen, Kurt Brauer, Lowzow, H. C. Toft, Knud Østergaard, Arne Christiansen, Kaj V. Andersen, Kristen Østergaard, Nordqvist og Westergaard Andersen.
Loven har følgende ordlyd:
"§ 1.
I lov nr. 187 af 20. maj 1933 om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde, som ændret ved lov nr. 145 af 23. april 1952, affattes § 5, stk. 2, således:
"Stk. 2. Sker overførelse til civilt arbejde, efter at pågældende har aftjent værnepligt ved første indkaldelse, træder civilt arbejde i et tidsrum, der fastsættes i bestemmelser udfærdiget af indenrigsministeren, i stedet for vedkommendes genindkaldelse. Ministeren fastsætter endvidere bestemmelser om varigheden af civilt arbejde, der træder i stedet for tjeneste efter § 31 i lov om civilforsvaret."
§ 2.
Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende."
Om baggrunden for forslagets fremsættelse skal anføres følgende fra bemærkningerne:
„For de værnepligtige, der overføres til civilt arbejde efter at have aftjent militær værnepligt ved første indkaldelse, er varigheden af det civile arbejde for øjeblikket 3 måneder, jfr. den nuværende lovs § 5, stk. 2. Denne gruppe af civile værnepligtige indkaldes dog kun til civilt arbejde i 3 måneder, såfremt de ville være blevet genindkaldt til forsvaret. Der er ifølge den nuværende lov ikke hjemmel til at forlænge eller afkorte varigheden af tjenestetiden for disse civile værnepligtige.
Civilt arbejde i 3 måneder træder således i stedet for vedkommende værnepligtiges genindkaldelse til forsvaret. Genindkaldelserne (mønstringerne) i forsvaret har siden 1967 normalt ikke været af længere varighed end 7 dage for menige værnepligtige og for befalingsmænd 12 dage. På denne baggrund har man fundet, at der er et misforhold mellem varigheden af det civile arbejde, der træder i stedet for mønstringerne, og varigheden af mønstringerne i forsvaret.
Som følge heraf foreslås det, at indenrigsministeren bemyndiges til at fastsætte varigheden af den civile værnepligtstjeneste, der træder i stedet for genindkaldelse. til forsvaret. På baggrund af varigheden af de nuværende mønstringer inden for forsvaret agtes varigheden af det civile arbejde, der træder i stedet for mønstringerne, fastsat til 6 uger.
Ifølge praksis anvendes den nuværende § 5, stk. 2, ligeledes på værnepligtige inden for civilforsvaret, der begærer sig overført til civilt arbejde. Der er for øjeblikket tale om følgende grupper af værnepligtige:
a. Værnepligtige, der overføres til civilt arbejde efter at have afsluttet fuld førstegangstjeneste i civilforsvarskorpset. Indkaldelse skal dog kun finde sted, såfremt de værnepligtige ville være blevet genindkaldt til yderligere tjeneste, herunder til mønstringer ved civilforsvarskorpset, eller ville være blevet indkaldt til tjeneste i henhold til civilforsvarslovens § 7.
b. De i civilforsvarslovens § 31 omhandlede værnepligtige, der overføres til civilt arbejde, forinden den samlede meniguddannelse er afsluttet, jfr. civilforsvarslovens § 31, stk. 3 og stk. 4.
c. Værnepligtige, der overføres til civilt arbejde efter at være udtaget til befalingsmandsuddannelse, men inden denne er afsluttet, jfr. civilforsvarslovens § 31, stk. 5.
Tjenestetiden er for de enkelte ovenfor omhandlede grupper af forskellig længde, og tjenestetiden ved det civile arbejde vil for hver enkelt gruppe blive fastsat i et passende forhold til den tjenestetid, de værnepligtige inden for civilforsvaret ellers skulle have aftjent."
Lovforslaget blev i folketinget mødt med tilslutning af Poul Nielson (S) og Westergaard Andersen (RV), ligesom også Frandsen (SF) fandt, at forslaget var et skridt i den rigtige retning. Derimod kunne hverken Lowzow (KF) eller Arne Christiansen (V) medvirke til lovforslagets gennemførelse.
Forslaget henvistes til behandling i et udvalg, hvor et mindretal (det radikale venstres medlemmer af udvalget) gav udtryk for, at man forbeholdt sig ret til i forbindelse med revisionen af forsvarsordningen og lov om civilforsvaret at vende tilbage til spørgsmålet om den i lovforslagets bemærkninger nævnte varighed af det civile arbejde, der træder i stedet for mønstringerne.
Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) stillede et ændringsforslag, hvorefter varigheden af den civile værnepligtstjeneste, der træder i stedet for genindkaldelsen til forsvaret, fastsattes til samme varighed som genindkaldelsen.
Ændringsforslaget blev ved 2. behandling afvist af samtlige andre partiers ordførere og forkastedes med 125 stemmer mod 16.
Ved 3. behandling meddelte Frandsen, at socialistisk folkeparti ville afholde sig fra at stemme ved forslagets endelige vedtagelse, idet partiet fandt, at der uanset den i lovforslaget indeholdte forbedring af forholdene stadig var tale om en grov diskrimination overfor en gruppe af unge. Lovforslaget vedtoges herefter med 93 stemmer mod 52 (KF og V); 17 medlemmer (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.