Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Lysholt Hansen, Poul Dalsager, Jørgen Peder Hansen, Ove Hansen, Anker Jørgensen [formand], Lone Nielsen, Bertel Pedersen [næstformand], Arne Larsen, Henning Philipsen, Stetter, Gerda Møller, Knud Thomsen, Kristen Østergaard, Søren Jensen (Hasseris), Kofoed, Erik Hansen og Svend Haugaard.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Loven der trådte i kraft den 15. juni 1972 indeholder en række ændringer i forhold til lov nr. 228 af 3. juni 1967 om egnsudvikling, som samtidig ophævedes.

Formålet med loven er som hidtil, at der efter reglerne i loven kan ydes bistand til fremme af industriel og anden erhvervsmæssig udvikling i egne af landet, hvor dette må antages at være af væsentlig betydning for befolkningens adgang til at opnå andel i samfundets almindelige økonomiske, sociale og kulturelle fremgang.

Ved ydelsen af bistand skal der søges opnået en lokalisering, der er hensigtsmæssig for erhvervslivet og tilpasset andre udviklingsfremmende foranstaltninger, som det offentlige har eller påtænker iværksat (§1).

Om ændringerne i forhold til den tidligere lov skal anføres:

Der er foretaget en omformulering af § 5, stk. 2, således at bestemmelsen nu har følgende ordlyd:

„Stk. 2. Ved afgørelsen af, om bistand kan ydes, skal rådet tage hensyn til, om den beliggenhed, der vælges for en virksomhed, er hensigtsmæssig for denne, og om stedet, eventuelt på længere sigt, er egnet for en videregående erhvervsmæssig udvikling."

Baggrunden for denne ændring er et ønske om, at også andre synspunkter end de rent erhvervsøkonomiske må indgå med større vægt i overvejelserne ved formulering af en lokaliseringspolitik, og at der tillige må tages hensyn til befolkningens bosætningspræferencer. Det gælder endvidere udbygningen af samfundets grundlagsinvesteringer, hvor bredere samfundsmæssige hensyn må tilgodeses, og det gælder forureningsproblematikken og en række andre grundlæggende forhold, hvor afgørelsen i vidt omfang må træffes af planlægningsmyndighederne.

For at stimulere den erhvervsmæssige udvikling og dermed beskæftigelsen i egnsudviklingsområderne er den hidtil gældende adgang til at yde garantier for lån til anlægsfinansiering ophævet og erstattet af hjemmel til at yde statslån. Lånene skal sammen med foranstående realkreditlån kunne dække op til 90 pet. af anlægsfinansieringen. Den maksimale løbetid for lånene er for faste anlægs vedkommende sat til 20 år og for maskin- og inventaranskaffelser til 10 år. Låntagerne kan af egnsudviklingsrådet fritages for afdrag i indtil 5 år fra lånets udbetaling (§ 6).

I henhold til den hidtil gældende bestemmelse i lovens § 11 kunne der i hvert finansår inden for et beløb af 22 mill. kr. gives tilsagn om tilskud til industri- og servicevirksomheder til dækning af anlægsudgifter. Bestemmelsen er nu omformuleret således, at tilsagnsrammen er udgået af loven med den konsekvens, at rammen og den hertil knyttede bevilling fremover må fastsættes på de årlige finanslove.

§ 12 indeholder en ny bestemmelse, hvorefter der kan ydes fuldt tilskud til dækning af de med virksomhedens flytning forbundne flytteomkostninger. Endvidere kan der ydes tilskud til dækning af flytteomkostninger for medarbejdere, der er af væsentlig betydning for en tilfredsstillende drift af virksomheden på udflytningsstedet.

Endelig skal det nævnes, at der som en nydannelse i loven er indføjet en hjemmel til at yde tilskud eller lån til finansiering af grundlagsinvesteringer. Hjemmelen dækker dog kun sådanne specielle tilfælde, hvor investeringen står i forbindelse med en helt konkret erhvervsmæssig aktivitet, som er af væsentlig betydning for et områdes erhvervsudvikling. For at understrege hjemmelens begrænsede sigte er beløbsrammen — 5 mill. kr. — optaget i selve loven (§ 17).

Lovforslaget fik i folketinget en gennemgående positiv modtagelse. Dog fremsatte ordføreren for det konservative folkeparti og til dels også venstres ordfører en række kritiske bemærkninger især om den i lovforslaget indeholdte statslånsordning. Det bemærkes herved, at lovforslaget ved fremsættelsen tillige indeholdt en bestemmelse om, at der i særlige tilfælde skulle kunne ydes lån til anskaffelse af bolig for medarbejdere, der er af afgørende betydning for virksomhedens drift. Under behandlingen i folketinget udgik denne bestemmelse. Det hedder herom i den af folketingsudvalget afgivne betænkning:

„For at begrænse statslånsordningens anvendelsesområde og under hensyn til de iøvrigt gode lånemuligheder inden for boligsektoren er der i udvalget opnået enighed om at foreslå, at bestemmelsen i § 7 om lån til anskaffelse af bolig for medarbejdere udgår, jfr. det nedenstående ændringsforslag nr. 1. Ændringsforslaget er tiltrådt af handelsministeren.''

Fra betænkningen skal videre anføres:

„Udvalget har med ministeren drøftet spørgsmålet om de eksisterende lokale virksomheders mulighed for at opnå støtte i henhold til egnsudviklingsloven. Udvalget er med ministeren enig i, at disse virksomheder i egnsudviklingsområder bør have mulighed for at opnå støtte i henhold til loven, men at intensiteten af støtten må bero på en vurdering af den med projektet forbundne egnsudviklingsmæssigeeffekt. Dette indebærer, at de stærkeste bistandsformer må forbeholdes de virksomheder, der tilfører egnen nyt initiativ. Dette vil i praksis oftest være virksomheder, der tilflytter egnen udefra, men også lokale virksomheder, der optager ny produktion, vil kunne opnå tilsvarende bistand.

Udvalget har endvidere med ministeren drøftet den i henhold til lov om lån til håndværk og mindre industri administrativt fastsatte overgrænse for lån, der for tiden er på 200—250.000 kr. Da bistand i henhold til egnsudviklingsloven som hovedregel søges begrænset til investeringer af en betragtelig størrelse, har udvalget henstillet til handelsministeren, at den ovennævnte maksimumsgrænse for lån i henhold til lov om lån til håndværk og mindre industri forhøjes, såfremt det drejer sig om investeringer inden for egnsudviklingsområder eller lokaliteter, hvor lignende problematik gør sig gældende. Handelsministeren har over for udvalget erklæret sig rede til at forhøje den nævnte lånegrænse til 300—350.000 kr.

Det er udvalgets opfattelse, at der ved administrationen af lovens bistandsmuligheder må lægges vægt på, at ingen kommuner i egnsudviklingsområder på forhånd udelukkes fra efter egnsudviklingsloven at opnå støtte til den erhvervsmæssige udvikling, når særlige behov herfor foreligger.

Udvalget ønsker at fremhæve, at der i henhold til lovforslagets § 14, der svarer til bestemmelserne i den gældende lovs § 12, bl. a. vil kunne ydes tilskud til projekter af almen betydning for et områdes erhvervsmæssige udvikling, og at der til sådanne projekter bør kunne henregnes en fælles markedsføring for flere egnsudviklingsområder.

Handelsministeren har stillet det nedenstående ændringsforslag nr. 2 om lovens ikrafttræden, som foreslås fastsat til den 15. juni 1972.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de foreslåede ændringer."

Efter 2. behandling henvistes forslaget til fornyet udvalgsbehandling, og i den af udvalget afgivne tillægsbetænkning indstillede et flertal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den form, hvorunder det forelå efter afstemningen ved 2. behandling.

Et mindretal (venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med et af mindretallet stillet ændringsforslag om en udvidelse af egnsudviklingsrådet med to medlemmer (1 medlem fra Håndværksrådet og yderligere 1 medlem fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd). Mindretallet ønskede med ændringsforslaget dels at styrke egnsudviklingsrådets indflydelse i forhold til rådets forretningsudvalg, dels at styrke erhvervslivets repræsentation i rådet og endelig at øge folkevalgte organers betydning i egnsudviklingen.

Ved 3. behandling blev ændringsforslaget forkastet med 115 stemmer mod 48, mens 1 medlem tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod. Herefter vedtoges lovforslaget enstemmigt med 159 stemmer; 3 medlemmer (Niels Ravn, Adam Møller og Hans Kjær (alle KF)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.