Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Langkilde, Hanne Budtz [formand], Lembourn, Adam Møller, Per Federspiel [næstformand], Ib Thyregod, Marie Louise Truels-Christensen (fra 10/11 Per Møller), Rigmor Christensen, Meta Ditzel, Højland (fra 25/11 Else-Merete Ross), K. Axel Nielsen, Camre, Knud Hertling, Otto Mørch, Knud Nielsen, Holm Tved og Poul Dam.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Ved lovændringen blev følgende paragraf indsat i straffeloven:

,,§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år."

Lovændringen er gennemført med henblik på Danmarks ratifikation af De forenede Nationers konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Lovændringen gennemførtes samtidig med den nedenfor omtalte lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m. v. Se herom nærmest følgende sag.

Straffelovændringen indeholdt i den form, hvori den var fremsat, tillige et forbud imod propaganda for krig, der var indsat for at opfylde menneskerettighedskonventionerne. Ved et ændringsforslag til 3. behandlingen udgik denne bestemmelse. Der henvises tillige til omtalen af konventionerne under B I nr. 2.

Det fremgår af fremsættelsestalen, at vedtagelsen af straffelovsændringen om racediskrimination og den dermed sammenhængende lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. ville blive taget som et samtykke til ratifikation af den ovenfor nævnte FN-konvention om racediskrimination.

I 1966 nedsatte justitsministeriet et udvalg til at overveje, hvilke lovændringer der her i landet burde gennemføres med henblik på ratifikation af konventionen. Dette udvalg, som afgav betænkning i december 1969, har foretaget en nøje gennemgang af konventionen og dens forhold til gældende dansk ret. Konventionen er optrykt som bilag til dette udvalgs betænkning. Konventionens første afsnit, som omfatter artiklerne 1-7, fastsætter de materielle forpligtelser, der pålægges konventionens parter, og som særligt er omtalt i artiklerne 4-5. Den her gennemførte straffelovsbestemmelse er anset for nødvendig for opfyldelsen af art. 4. Der henvises her til det sagkyndige udvalgs betænkning s. 33-35. I konventionens andet afsnit, som omfatter artiklerne 8-16, er der optaget en række bestemmelser til sikring af konventionens gennemførelse. Der skal således under De forenede Nationer oprettes en særlig komité bestående af 18 sagkyndige personer valgt af deltagerstaterne, som har til opgave at påse, at konventionen opfyldes og efterleves af deltagerstaterne. En deltagerstat kan i henhold til artikel 14 erklære, at den anerkender komiteens kompetence til at modtage og behandle meddelelser fra enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner inden for dens jurisdiktion, som hævder at være ofre for en krænkelse fra den pågældende stats side af nogen af de i konventionen omhandlede rettigheder. Danmark har anerkendt den individuelle klageret i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention. I fremsættelsestalen hedder det videre:

„Regeringen må da også i princippet anse det for rigtigst, at der fra dansk side afgives erklæring i henhold til artikel 14. Et sådant skridt vil dog blive nærmere overvejet i lys af den bredere tilslutning, som må være en forudsætning for, at systemet om individuel klageret kan virke. Det kan i denne forbindelse oplyses, at ingen af de 34 stater, der indtil nu har ratificeret konventionen, har afgivet erklæring i henhold til artikel 14."

Det nævnes i fremsættelsestalen, at det var fremhævet af det nedsatte udvalg, at det kunne overvejes, om der burde foreslås endnu mere indgribende lovgivning navnlig til sikring mod, at der på arbejds- og boligmarkedet diskrimineres på grund af race, oprindelse eller lignende. Man har dog ikke anset dette for påkrævet, idet man har anført, at specielt spørgsmålet om udlændinges sociale og trivselsmæssige vilkår her i landet undersøges af det af regeringen nedsatte udvalg til behandling af udenlandske arbejderes forhold i Danmark.

Ved 1. behandling fik det fremsatte forslag en noget kølig modtagelse. Der blev givet tilslutning til forslaget men især hensynet til ytringsfriheden blev fremhævet. Mest betænkelig var Poul Dam (SF) og Per Federspiel (V) især m. h. t. bestemmelsen om forbud mod propaganda for angrebskrig.

I det nedsatte udvalgs betænkning hedder det, at udvalget har drøftet, på hvilke områder der teoretisk og praktisk kunne være risiko for racediskrimination i Danmark, og at man navnlig har beskæftiget sig med sigøjnernes forhold. Som konklusion på det afsnit, der behandler sigøjnernes forhold, hedder det:

„Udvalget har bemærket sig Europarådets anbefaling vedrørende sigøjnernes stilling i Europa og ministerrådets henstilling til regeringerne om, at myndighederne bl. a. fremmer oprettelse af et tilstrækkelig stort antal campingpladser for dem, hvilket udvalget herved henleder opmærksomheden på."

I det oprindelige forslag var ordet „nedværdiges" erstattet af ordene „gøres til genstand for nedsættende omtale eller behandling." Ændringen kom frem som følge af et ændringsforslag i udvalgets betænkning stillet af justitsministeren. I bemærkningerne til ændringsforslaget siges det, at den foreslåede ændring vil medføre, at bestemmelsen i højere grad end i den oprindelige formulering vil tilgodese hensynet til menings- og ytringsfriheden.

Et mindretal (Poul Dam (SF), stillede forslag om, at forslaget om forbud mod krigspropaganda udgik. Et flertal mente, at bestemmelsen burde vedtages af hensyn til den internationale solidaritet.

Ved 2. behandling oplyste justitsministeren, at ministeriet lige havde fået besked om, at et forslag svarende til bestemmelsen om forbud mod propaganda for angrebskrig var blevet forkastet i det norske storting. Herefter trak Poul Dam (SF) sit forslag om, at bestemmelsen skulle udgå, tilbage, og forslaget gik til fornyet overvejelse i udvalget.

Den omstridte bestemmelse havde i forslaget følgende ordlyd:

„I § 110 e indsættes som stk. 2:

"Stk. 2. På samme måde straffes den, der driver propaganda for at ophidse til angrebskrig."

Til 3. behandling stillede justitsministeren forslag om, at bestemmelsen om forbud mod krigspropaganda udgik. De blev vedtaget uden afstemning. Lovforslaget blev herefter vedtaget enstemmigt med 157 stemmer.