Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om udskrivningsprocenten for kalenderåret 1972, se side 68.

Loven går ud på for regnskabsåret 1972-73 at fastsætte en overgrænse for stigningen i de kommunale skatter. Denne overgrænse er opnået ved, at loven fastsætter et maksimum for stigningen fra 1971-72 til 1972-73 i den enkelte kommunes eller amtskommunes budgetterede provenu af indkomstskat, ejendomsskatter og dækningsafgift. Den maksimale stigning er for Københavns og Frederiksberg kommuner fastsat til 11,5 pct. og for de øvrige kommuner til 7 pct., efter at der for de sidstnævnte kommuner er sket fradrag for det amtsfondsbidrag, der er pålignet kommunerne i 1971-72. For amtskommunernes vedkommende kan stigningen maksimalt udgøre 20 pct.

Den højere overgrænse for amtskommunerne må ses på baggrund af, at amtskommunerne hverken i 1971 eller 1972 får udbetalt efterreguleringsbeløb fra kildeskattedirektoratet. Til kommunerne vil der derimod blive udbetalt henholdsvis ca. 1,2 milliarder kr. og ca. 2,2 milliarder kr. i de 2 år, og disse beløb indgår ikke i den budgetterede udskrivning i kommunerne..

Ud over de generelle procenttillæg åbnes der ved loven mulighed for en nærmere bestemt, højere skatteudskrivning i kommuner og amtskommuner med en vis befolkningstilvækst fra 1. juli 1970 til 1. juli 1971, ligesom kommuner og amtskommuner kan udskrive til dækning af merudgifter henholdsvis til boligsikring og børnetandpleje og til befordringsgodtgørelse til visse grupper af uddannelsessøgende.

Der findes i loven en dispensationsbestemmelse, hvorefter indenrigsministeren i ganske særlige tilfælde kan tillade, at en kommune eller amtskommunes samlede skatteudskrivning overstiger det fastsatte maksimum.

Loven må betragtes som et led i regeringens bestræbelser på at dæmpe væksten i den offentlige sektors forbrug af personale og kapital og tilvejebringe en bedre planlægning og koordinering af udnyttelsen af de økonomiske muligheder for de forskellige samfundsgrupper.

Der er de senere år sket en stærk vækst i de kommunale og amtskommunale drifts- og anlægsudgifter, der omfatter omkring halvdelen af de samlede offentlige udgifter. Denne vækst er finansieret dels gennem en kraftig forøgelse af skatteudskrivningen, dels gennem en væsentlig stigning i låntagningen.

Af indenrigsministerens bemærkninger ved fremsættelsen af lovforslaget fremgår det, at denne vækst, der har andraget 15-20 pct. årligt, efter regeringens opfattelse i væsentlig grad overstiger, hvad der ud fra samfundsøkonomiske hensyn kan anses for forsvarligt. Regeringen har derfor optaget forhandlinger med de kommunale organisationer om kommunernes og amtskommunernes økonomiske forhold, og der er under disse forhandlinger opnået enighed om, at der må tilvejebringes et nærmere samarbejde vedrørende investe- ringsbudgetteringen og de kommunale låneprogrammer.

Da det aftalte samarbejde imidlertid ikke kunne etableres allerede for de kommunale og amtskommunale budgetter for 1972-73, der ifølge loven om kommunernes styrelse skal være endeligt vedtaget senest den 1. oktober, fandt regeringen gennemførelsen af den her omhandlede lov nødvendig. Forslaget til loven var inden fremsættelsen tiltrådt af de kommunale organisationer. Samtidig har regeringen fastsat snævre rammer for kommunernes og amtskommunernes adgang til lånoptagelser både i indeværende regnskabsår og i 1972-73.

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget anbefaledes det af regeringspartiernes ordførere, Erik Hansen (Vejle amt) (KF), A. Chr. Andersen (V) og Martin Pedersen (RV).

Ove Hansen (S) beklagede, at folketinget skulle beskæftige sig med et lovforslag, der drejede sig om tvangsregulering over for kommunerne. Når de kommunale skatter var steget så stærkt, hang det sammen med, at regeringen og folketingets flertal havde påført kommunerne betydelige udgifter. Ove Hansen fandt det urimeligt, at skatteloftet skulle være ens for alle kommuner uanset deres størrelse og uden hensyn til, om det var udviklingskommuner. Regeringen havde pålagt kommunerne at udfærdige flerårige budgetter, og denne planlægning blev der nu på uheldig måde gjort indgreb i. Når hans parti alligevel ville medvirke til lovforslagets gennemførelse, var det i erkendelse af, at indgreb for tiden var nødvendige.

Ømann (SF) var utilfreds med lovforslaget og dets efter hans mening for grove kriterier. Det var ikke sært, at kommunerne følte sig ladt i stikken. Tendensen til samordning mellem de kommunale budgetter og den økonomiske politik i øvrigt pegede efter Ømanns opfattelse hen på en skattereform, der skulle gå ud på at lade indkomstskatterne til henholdsvis stat og kommuner afløse af en enhedsskat.

Efter udvalgsbehandling vedtoges lovforslaget ved 3. behandling uændret med 141 stemmer mod 4 (Erhard Jacobsen (S), VS, DK), medens 9 medlemmer (SF) undlod at stemme.