L 94 Lov om ændring af lov om garantier eller lån til bygning af mindre fragtskibe.

Af: Minister for handel, håndværk industri og søfart Knud Thomsen (KF)
Samling: 1968-69
Status: Stadfæstet
Lov nr. 416 af 18-12-1968
Ifølge lov nr. 331 af 24. november 1961 om garantier eller lån til bygning af mindre fragtskibe, som ændret ved lov nr. 45 af 16. februar 1966, kunne der i hvert finansår af handelsministeren på statskassens vegne inden for et beløb af 8 mill. kr. ydes garanti for lån optaget til bygning eller ombygning af mindre fragtskibe på visse nærmere fastsatte vilkår. I visse særlige tilfælde var der i stedet adgang til at yde lån.

I praksis er loven blevet administreret således, at der inden for den årlige bevillingsramme har været afsat 500.000 kr. til udlån til ombygninger eller motorudskiftninger, medens garanti har været ydet inden for et beløb af 7 1/2 mill. kr. til nybygninger.

Ved den nu vedtagne lovændring er rådighedsbeløbet blevet forhøjet fra 8 mill. kr. til 20 mill. kr.

I det fremsatte lovforslag var dog kun foreslået en forhøjelse til i alt 15 mill. kr., men beløbet forhøjedes med yderligere 5 mill. kr. under forslagets behandling i folketinget.

Baggrunden for forhøjelsen var en række faktorer, herunder at prisen på mindre fragtskibe var steget siden 1961 som følge af højere materialepriser og arbejdslønninger. Samtidig var det blevet nødvendigt at bygge skibe med større lasteevne, større maskinkraft og fuldt moderne navigationshjælpemidler. Forhøjelsen ville også være af betydning for bevarelsen af bestående småskibsværfter.

Hele forhøjelsen af rammebeløbet er forbeholdt ydelse af garantier.

I praksis ydes sådanne garantier i forbindelse med lån optaget i Danmarks Skibskreditfond. I henhold til skibskreditfondens vedtægter kan denne uden stats- eller bankgaranti yde lån på 50 pct. af byggesummen under forudsætning af 7 års løbetid for lånet, men såfremt der stilles sådan garanti, kan fonden yde op til 80 pct. af byggesummen. Den procentdel, der af skibskreditfonden kræves garanteret, har vekslet noget i tidens løb, men andrager nu 40 pct. af byggesummen, eller halvdelen af lånet.

Ved 1. behandlingen kunne samtlige ordførere anbefale lovforslagets gennemførelse. Der fremsattes dog samtidig ønske om en kortere udvalgsbehandling med henblik på drøftelse af den praksis, der var for ydelse af lån og garantier, herunder navnlig lånenes løbetid.

Folketingsudvalgets arbejde med lovforslaget resulterede i den foran nævnte forhøjelse af rådighedssummen til 20 mill. kr. samt i, at handelsministeren ved 2. behandlingen kunne give tilsagn om at ville følge forholdene omkring lånenes løbetid nøje. Der var dog adskillige praktiske og formelle vanskeligheder ved at ændre den bestående ordning. I denne forbindelse kan henvises til et af handelsministeren udarbejdet notat, der er optrykt som bilag til folketingsudvalgets betænkning, hvori nærmere redegøres for disse forhold.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 150 stemmer.
Partiernes ordførere
Jens Risgaard Knudsen (S), J. Hindkjær Pedersen (KF), Henry Sørensen (V) og Poul Dam (SF)