Loven er den anden af de tre hovedbestanddele, som tjenestemandsreformen omfattede. Lovforslaget var, da det fremsattes, fuldt overensstemmende med det af tjenestemandskommissionen af 1965 udarbejdede udkast til lov om tjenestemandspension, men undergik under behandlingen i folketinget en lang række ændringer, der navnlig hang sammen med, at det ønskedes at lade tjenestemandslovene også omfatte folkeskolens og folkekirkens tjenestemænd, samt at der som noget nyt ønskedes optaget bestemmelser om samordning mellem tjenestemandspensioner og pensioner efter den sociale pensionslovgivning.

Om den bredere baggrund for nedsættelsen af tjeneste- mandskommissionen og for fremsættelsen af de nye tjenestemandslove, som på adskillige områder væsentligt bryder med hidtidige regler, henvises til bemærkningerne under den foregående sag: lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken.

I det følgende nævnes i hovedtræk de væsentligste af de ændringer, der ved tjenestemandsreformens gennemførelse er sket på pensionsområdet.

I lovens kapitel 1 (§ 1) er fastsat, at loven under ét omfatter de tjenestemænd, der er ansat efter loven om tjenestemænd, i staten, folkeskolen og folkekirken, samt disse tjenestemænds efterlevende ægtefæller og børn.

Også folketingets tjenestemænd er medtaget i bestemmelsen, men det er dog forudsat, at kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende pensionsspørgsmål for disse tjenestemænd som hidtil forbliver hos folketingets egne organer.

Lovens kapitel 2 (§§ 2-10) indeholder reglerne om egenpension. Efter de nu gennemførte regler baseres pensions adgangen i princippet på, at ansættelsen i tjenestemandsstilling medfører inddragelse under den til tjenestemandssystemet knyttede pensionsordning, således at tjenestens forløb og tidsmæssige udstrækning for den enkelte tjenestemand bliver bestemmende for udmålingen af pensionsgodets økonomiske værdi. I overensstemmelse hermed er pensionsadgangen ikke fremtidig afhængig af, om tjenestemanden på ansættelsestidspunktet har overskredet en bestemt i loven fastlagt aldersgrænse, og der er derfor ikke i loven medtaget regler om en aldersmæssig begrænsning i adgangen til at blive omfattet af tjenestemandspensions- ordningen.

Pensionsberettigelse er gjort betinget af, at tjenestemanden ved sin afsked har haft ansættelse i mindst ti år i en stilling, som er af en sådan beskaffenhed, at ansættelsestid i stillingen kan medregnes i pensionsalderen. Bestemmelserne herom afløser de hidtidige regler, efter hvilke det var en forudsætning for erhvervelse af pensionsalder, at tjenestemanden havde været ansat 5 år efter det fyldte 30. år. Det er dog forudsat, at en tjenestemand uanset tjenestemandsansættelsens længde har ret til pension, dersom han afskediges på grund af erhvervsned- sættelse til en tredjedel eller derunder, eller såfremt han afskediges som følge af tilskadekomst under tjenesten.

Spørgsmålet om tjenestemænds pligtige afgang salder skal i henhold til lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken fremtidig behandles som et aftaleanliggende, idet det er forudsat, at der kan træffes aftale om afgangspligtens indtræden inden for en ramme bestående af 70 års alderen som den øvre grænse og det 60. år som den nedre grænse. I tilslutning hertil indeholder pensionsloven den bestemmelse, at retten til afsked med pension indtræder fra udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 60 år, eller — såfremt der ved anden lov måtte være fastsat en aldersgrænse under 60 år — når han når denne lavere alder.

I henhold til lovens § 4 er en tjenestemands pensionsalder fastsat til det antal år, i hvilket han efter sit fyldte 25. år har været tjenestemand. Det er i reglerne nærmere angivet, hvilken art af tjeneste der kan danne grundlag for medregning ved opgørelse af pensionsalderen og dermed kvalificere til opnåelse af pension.

Det er samtidig forudsat, at anden forud for tjenestemandsansættelse udført virksomhed, der er udført på vilkår, som adskiller sig fra reglerne for tjenestemandsforholdet, som alt overvejende hovedregel ikke skal kunne tilgoderegnes gennem tillæggelse af forhøjet pensionsalder efter tjenestemandsreglerne.

Efter lovens § 5 er den pensionsgivende lønningsindtcegt lønnen på det opnåede løntrin forøget med eventuelle personlige, pensionsgivende tillæg. Lønningsindtægt, der overstiger 91.000 kr., kommer dog ikke i betragtning ved pensionsberegningen.

Egenpensionens størrelse er fastsat således, at den for hvert års pensionsalder udgør 96 kr., samt et beløb der andrager følgende procentdele af den pensionsgivende lønningsindtægt:

Af beløb indtil 32.000 kr .......... 1,5 pct.
og af beløb fra 32.001 kr ......... 1,2 pct.

Pensionen kan dog ikke overstige den til en pensionsalder på 37 år svarende pension.

Lovens kapitel 3 (§§ 11-13) indeholder reglerne om ægtefællepension

Efter de tidligere regler var der ikke hjemmel til at yde ægtefællepension til en kvindelig tjenestemands efterlevende ægtefælle. Da bestemmelserne i pensionsloven bygger på, at tjenestemandspensionen betragtes som en rettighed, der følger af, at ansættelsesforholdet er blevet etableret i tjenestemandsansættelsens form, er der i overensstemmelse hermed indført bestemmelser om en såvel den mandlige som den kvindelige part i ægteskabet omfattende ægtefællepension.

For at kunne opnå ægtefællepension er det en betingelse, at tjenestemanden havde opnået en pensionsalder på mindst 3 år, eller at han ved sin død var pensioneret. Reglerne gælder dog ikke, hvis ægteskabet er indgået på dødslejet, eller efter at den afdøde ægtefælle var fyldt 60 år, eller efter at tjenestemanden var afskediget med egenpension.

Ægtefællepensionens størrelse udgør et basisbeløb på 58 kr. for hvert års pensionsalder samt et beløb svarende til 2/3 af tjenestemandens egenpension. Der er ved bestemmelsernes affattelse åbnet mulighed for at afpasse ægtefællepensionens størrelse under hensyntagen til ægteskabets varighed i tilfælde, hvor den afdøde ægtefælle var væsentligt ældre end den længstlevende.

I modsætning til tidligere er det efter loven forudsat, at der ikke ved indgåelse af nyt ægteskab sker indgreb i retten til at oppebære en erhvervet ægtefællepension. Det er dog fastsat, at der kun kan ske udbetaling af den ægtefællepension, der er størst.

I lovens kapitel 4 (§§ 14-16) indeholdes regler om børnepension m. v.

Efter loven er det nu forudsat, at børnepension tilsikres i samme udstrækning, som der består privatretlig forsørgelsespligt over for børn, i modsætning til tidligere, hvor de da gældende regler ikke kom til anvendelse i forhold til de børn uden for ægteskab, over for hvem der i offentligretlig henseende kun havdes bidragspligt. Reglerne omfatter nu også udtrykkeligt stedbørn, der er medtaget til forsørgelse i det fælles hjem.

Efter loven opretholdes adgangen til at opnå børnepension i form af tillæg til anden pension i de tilfælde, hvor en tjenestemand, som er afgået fra tjenesten med egenpension, har børn.

Hvor der er tale om børn af en afdød tjenestemand eller tjenestemandspensionist, er reglerne derimod ændret således,, at børnepensionen tilkommer barnet som selvstændigt berettiget. Denne ret er ikke gjort afhængig af, at den pågældende tjenestemand ved sin død har opnået en vis levealder eller opfylder bestemte mindstekrav med hensyn til ansættelsestidens længde.

I modsætning til tidligere fremtræder pensionsberettigelsen for efterlevende børn af en afdød tjenestemand herefter som en rettighed, der er løsrevet fra de vilkår, som er bestemmende for den eventuelle efterlevende ægtefælles pensionsmæssige stilling, idet børnepension ydes uafhængigt af, om anden efter- levendepension samtidig kommer til udbetaling.

Beløbssatsen for børnepensionstillæg og børnepension er fastsat til 2.150 kr. for hvert barn og til 4.300 kr., hvor der er tale om børnepension til forældreløse børn.

Lovens kapitel 5 (§§ 17-19) indeholder særregler om bl. a. pensionsalderb er egningen for militære tjenestemænd samt for sådanne tjenestemænd, for hvilke der er fastsat en lavere pligtig afgangsalder end den almindeligt gældende.

De hidtidige regler om efterindtægt er ved lovens kapitel 6 (§§ 20-23) opretholdt inden for rammerne af en forenklet lovtekst.

Som en nydannelse er dog optaget bestemmelse om, at et dødsbo er berettiget til efterindtægt, dersom en tjenestemand afgår ved døden uden at efterlade sig ægtefælle eller børnepen- sionsberettigede børn. Herved er der skabt mulighed for gennem udbetaling af efterindtægt af lønning i 3 måneder efter dødsfaldet at tilgodese enlige tjenestemænds pårørende, hvis forsørgelse var afhængig af afdødes indtjening.

Ved reglerne i kapitel 7 (§§ 24-26) om opsat pension er skabt grundlag for en nyordning, der vil kunne understøtte bestræbelserne for at tilvejebringe en højere grad af bevægelighed inden for tjenestemandssystemet, idet reglerne sikrer, at indtjente pensionsrettigheder bevares inden for visse rammer efter fratræden.

Dette formål tilgodeses derved, at en tjenestemand, der fratræder tjenesten uden at være berettiget til pension, bevarer ret til en senere forfalden pension af samme størrelse som en på grundlag af den opnåede pensionsalder og den pensionsgivende lønningsindtægt på fratrædelsestidspunktet ordinært beregnet egenpension. Denne opsatte pension kommer til udbetaling fra det fyldte 67. år eller — dersom den berettigede forinden måtte blive erhvervsudygtig i et omfang, der begrunder tilkendelse af offentlig invalidepension — fra erhvervsudygtighedens indtræden.

Ligesom retten til at opnå ordinær egenpension er betinget af, at ansættelsen har haft en bestemt mindste varighed, er retten til opsat pension gjort afhængig af, at ansættelsestiden forud for fratrædelsestidspunktet har haft en bestemt mindste længde, idet det forudsættes, at den pågældende skal have opnået en pensionsalder på mindst 3 år.

Retten til opsat pension annulleres, såfremt den pågældende senere opnår ansættelse i en stilling, i hvilken ansættelsen giver adgang til pensionsaldersmedregning, idet der ved sådan genansættelse forudsætningsvis sikres adgang til at opnå ordinær pension dels på grundlag af tjenesten fremover, dels på grundlag af den ansættelse, som tidligere er bragt til ophør ved den pågældendes fratræden.

Reglerne om opsat pension er udformet således, at der gennem retten til opsat pension tillige sikres den berettigedes ægtefælle og hans børn under 18 år efterlønsgarantier inden for det opsatte pensionskravs beløbsramme.

Kapitel 8 (§ 27) fastsætter, at der, når der ved regulering sker generelle ændringer af tjenestemandslønninger, samtidig skal foretages tilsvarende regulering af egenpension, ægtefælle- pension og børnepension.

Kapitel 9 (§§ 28-30) om samordning med pensioner efter den sociale pensionslovgivning blev først indsat i loven under folketingets behandling af lovforslaget. Efter reglerne i dette kapitel tilsigtes at skabe forudsætning for, at tjenestemands- pensionister ligestilles med andre befolkningsgrupper, hvad angår rettighederne efter den almindelige sociale pensionslovgivning, idet tjenestemandspensionerne nu beløbsmæssigt er afstemt på en sådan måde, at en kombination af pensionsydelserne kan finde sted. Reglerne skal ikke i detaljer gennemgås her.

Endelig indeholder loven i kapitlerne 10 og 11 (§§ 31-38) forskellige særbestemmelser samt ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. Loven trådte i kraft den 1. juli 1969.

Ved fremsættelsen gav lønnings- og pensionsministeren' en udførlig redegørelse for den foreslåede nyordning af tjenestemands- pensionssystemet. Blandt de væsentlige forhold, ministeren pegede på, og som ikke allerede er berørt under omtalen foran, var spørgsmålet om tjenestemændenes bidrag til pensionsordningen. Ministeren anførte herom:

„Grundlaget for beregning af de pensionsbidrag, der tilbageholdes ved udbetaling af tjenestemandsløn, er i tidens løb undergået adskillige ændringer.

Efter det foreliggende lovforslag er det forudsat, at forpligtelsen til at svare selvstændigt bidrag til tjenestemandspensionsordningen bortfalder. Dette må ses på baggrund af, at der efter den hidtidige ordning ikke består nogen indre sammenhæng mellem pensionsbidraget og værdien af den pension, en tjenestemand opnår. Man vil derfor kunne ophæve forpligtelsen til at svare tjenestemandspensions- bidrag, uden at dette medfører nogen reel ændring af tjenestemændenes lønmæssige stilling eller af de efterlønsmæssige forhold. Hertil kommer, at man ved at afskaffe bidragsforpligtelsen opnår en væsentlig forenkling og administrative besparelser, idet en række funktioner, der knytter sig til beregning af bidrag og pensionsbidragsover- førelse ved stillingsskifte m. m., herved gøres overflødige.

Jeg vil dog gerne bemærke, at det i tidens løb utvivlsomt har været af betydning for bedømmelsen af
tjenestemandspensionsordningen, at den har været indrettet således, at udgifterne delvis er blevet bekostet af tjenestemændene selv, og at det på denne baggrund vil være forståeligt, hvis tanken om afskaffelse af tjeneste- mandspensionsbidraget måtte fremkalde visse følelsesmæssige betragtninger. Men da forholdet, som jeg har nævnt, er det, at bidrags- forpligtelsen er uden reel betydning for byrdefordelingen og desuden er medvirkende til at gøre pensionsordningens forvaltning unødigt kompliceret, har jeg anset det for rigtigt at tage skridt til at fjerne pensionsbidraget. Denne forenkling medfører ikke nogen udgiftsforøgelse for staten."

Lovforslaget kom til 1. behandling i folketinget sammen med forslag til lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken og file en velvillig modtagelse, selv om enkelte af ordførerne fandt, at forslaget først endeligt kunne bedømmes, når forslag til den tredje hovedbestanddel af tjenestemandsreformen: klassificeringsbestemmelserne, forelå.

Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget til folketingets 1 Ølmingsudvalg, som i sin betænkning fandt anledning til at fremdrage følgende synspunkter:

„Udvalget er opmærksom på, at folkepensionens og andre sociale pensionsydelsers andel i den samlede efterløn til kommunale tjenestemandspensionister og pensionister fra koncessionerede selskaber vil blive væsentligt større end hidtil, såfremt sådanne pensionister bliver omfattet af bestemmelser svarende til de i pensionsJovforslaget indeholdte regler om samordning med ydelser efter den sociale pensionslovgivning, og at der som følge heraf vil opstå spørgsmål om ændret fordeling af statskassens, kommunernes og koncessionerede virksomheders andele i den samlede udgift til efterløn.

På udvalgets foranledning er der indhentet udtalelser om socialministeriets, indenrigsministeriets og ministeriet for offentlige arbejders syn på det heraf følgende byrdefordelingsproblem. Udvalget har bemærket, at indenrigsministeriet i denne sammenhæng har udtalt som sin opfattelse, at der under kommende forhandlinger mellem staten og kommunerne må tages hensyn til den besparelse, kommunerne opnår ved omlægning af de kommunale tjenestemænds pensionsforhold."

I betænkningen stilledes som allerede nævnt en lang række ændringsforslag af lønnings- og pensionsministeren. Samtlige ændringsforslag var tiltrådt af hele udvalget, som var enig i sin indstilling.

Efter at ændringsforslagene var blevet vedtaget ved 2. behandling, vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling; 3 medlemmer (VS og Martin Pedersen (RV)) tilkendegav dog, at de hverken stemte for eller imod.