I november 1965 nedsattes en tjenestemandskommission, der fik til opgave at udarbejde forslag til en revision af efterlønssystemet for statstjenestemænd og for folkeskolens og folkekirkens tjenestemænd. Endvidere skulle kommissionen fremkomme med forslag til løsning af andre problemer, som udviklingen siden gennemførelsen af tjenestemandslovene i 1958 havde gjort det ønskeligt at søge løst, således at spørgsmål af særlig karakter kunne udtages til forlods behandling, og forslag til deres løsning fremsættes uden at afvente afslutningen af kommissionens øvrige arbejde.

Kommissionen måtte imidlertid opgive forlods at udtage visse særlig hastende lønstrukturproblemer til særskilt behandling, fordi det konstateredes, at selv om det vel ville være teknisk muligt at rette enkelte af skævhederne noget op, ville en sådan midlertidig og delvis løsning medføre, at den tilbageværende, ikke-reviderede del af lønsystemet blev belastet med nye skævheder.

Kommissionen fik herefter i maj 1966 et supplerende kommissorium, hvorefter det blev overdraget den at behandle spørgsmålene om den fremtidige ordning af tjenestemændenes løn- og andre ansættelsesvilkår som helhed.

I foråret 1968 afgav de under kommissionen nedsatte udvalg beretninger indeholdende bl. a. udkast til lov om statens tjenestemænd og lov om tjenestemandspension. Tillige var udarbejdet udkast, til midlertidige bestemmelser om normering og klassificering.

En afslutning af kommissionsarbejdet var først mulig på et senere tidspunkt, og først i december 1968 færdiggjordes arbejdet med lovudkast om tjenestemændenes fremtidige ansættelsesvilkår, herunder efterlønsordningen. Afslutningen af denne del af kommissionens arbejde førte til, at lønnings- og pensionsministeren i første omgang kunne fremsætte nærværende lovforslag tillige med det i det efterfølgende omtalte forslag til lov om tjenestemandspension. Den sidste del af tjenestemandsreformen: forslag til lov om tjenestemandslønninger m. m. og klassificering af tjenestemandsstillinger i staten, folkeskolen og kirken fremsattes først på et senere tidspunkt.

Alle tre dele af tjenestemandsreformen fremsattes uden principielt betydende ændringer i, hvad tjenestemandskommissionen havde foreslået.

Taget under ét betegner de tre love i flere henseender væsentlige ændringer i tjenestemandslovgivningen. For det første omfatter komplekset såvel statens som folkeskolens og folkekirkens tjenestemænd. Disse to sidste grupper var dog ikke medtaget i det oprindeligt fremsatte lovforslag, men tjenestemandskommissionen havde i sin betænkning foretaget indstilling herom, og da der under folketingets behandling af lovforslagene viste sig at være politisk enighed herom, stilledes de fornødne ændringsforslag, således at der nu er etableret en fælles lovgivning for statens, folkeskolens og folkekirkens tjenestemænd.

Som den anden hovedbestanddel af reformen fremhæves ændringerne på forhandlings01nrådet, idet man med hensyn til forhandlingsrettens indhold har forladt den formelt ensidige fastsættelse af tjenestemændenes løn- og andre ansættelsesvilkår. En række spørgsmål — særlig spørgsmål om lønniveau og klassificering, arbejdstidens længde, ferie, sygeløn og ydelser uden for den faste lønning — skal fremtidig afgøres ved aftale med tjenestemændenes organisationer. En følge heraf er, at lovstoffets omfang fremtidig vil blive begrænset meget betydeligt. Enkelte spørgsmål vil dog ikke kunne afgøres ved aftale. Dette gælder forhold, der bestemmes ved lov eller i henhold til lov eller angår forvaltningens opgaver, organisation eller personalebehov.

Som et tredje og meget væsentligt punkt indeholder loven et lønsystem, som ganske bryder med det hidtidige lønklassesystem. Det gennemførte system er opbygget uden hensyntagen til nogen enkelt tjenestemandsgruppe. For flertallet af stillinger er lønrammerne opbygget således, at der er en afstand på 2 3/4 pct. mellem to på hinanden følgende løntrin. For en række højere stillinger er forskellen dog godt og vel 5½ pct. På grundlag af de nævnte løntrinsafstande indeholder bestemmelserne 40 lønrammer mod de hidtidige 30 lønningsklasser, hvorved der er sket en større differentiering for så vidt angår den pensionsgivende løn. Endvidere er sket en imødekommelse af kritikken mod de meget lange lønningsklasser. Det er efter klassificerings - loven nu således, at de første lønrammer gennemløbes på 10 år. Derefter sker en afkortning af antallet af alderstillæg, indtil der for de rammer, hvortil chefstillingerne er henført, kun er ét løntrin.

Om ændringerne i øvrigt henvises til omtalen under de enkelte lovforslag, hvor der i store træk er gjort rede for de væsentligste af de punkter, på hvilke lovens bestemmelser afviger fra, hvad der hidtil har været gældende:

I. DEL.

Almindelige bestemmelser.

Kapitel 1. Lovens område (§ 1).

Det er heri fastsat, at som tjenestemand anses enhver, der er ansat i statens, folkeskolens eller folkekirkens tjeneste efter lovens regler. Den hidtidige karakteristik af tjenestemands- begrebet (varigt og som livsgerning) er altså forladt, hvilket har sammenhæng med, at varig ansættelse ikke længere bliver den enerådende ansættelsesform, jfr. nedenfor.

Kapitel 2. Ansættelse (§§ 2-9).

1. I overensstemmelse med tjenestemandskommissionens hovedsynspunkter vil tjenestemandsansættelse kunne ske varigt, på prøve med senere varig ansættelse for øje eller på åremål.

2. Som hidtil skal tjenestemænd udnævnes enten af kongen eller af vedkommende minister, der dog helt eller delvis kan overlade udnævnelseskompetencen til andre. I modsætning til tidligere er der ikke i selve tjenestemandsloven givet regler for, hvilke tjenestemænd der skal have kongelig udnævnelse. Dette skal først fastsættes ved en senere lov.

Det fremhæves i denne forbindelse, at folketingets lønnings- udvalg om dette spørgsmål udtalte, at den stedfundne udvikling talte for en væsentlig begrænsning af den kreds af tjenestemænd, som udnævnes af kongen. Dette gjaldt såvel civile som militære tjenestemænd, og udvalget fandt, at der ved ordningen måtte sigtes imod, at kun slutstillinger, hvis arbejdsopgaver og placering gjorde det rimeligt, blev forbundet med kongelig udnævnelse.

3. I forbindelse med den under tjenestemandspensions- loven gennemførte omlægning af pensionsalder optjeningen er der skabt grundlag for en mere nuanceret vurdering af helbredstilstanden hos den enkelte ansøger til en tjenestemandsstilling, idet hovedvægten nu lægges på de konkrete krav, der må være opfyldt for at kunne bestride den ansøgte stilling. Der er herved banet vej for en udvidet ansættelse af personer med invaliditeter og helbredsmangler.

4. De hidtidige bestemmelser i tjenestemandslovgivningen om konkrete uddannelsesmæssige betingelser for ansættelse i visse stillinger er bortfaldet, dog at der er givet lønnings- og pensions- ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler på området. Begrundelsen herfor er, at det ny lønsystem er opbygget således, at der ikke er fastsat lønrammer, som er forbeholdt tjenestemænd med bestemt angivne uddannelser, og indplaceringen af de forskellige tjenestemandsgrupper i lønsystemet er som hovedregel forudsat at ske på grundlag af en stillingsvurdering, i hvilken uddannelsesmæssige forudsætninger indgår sammen med andre forhold, der har betydning for udførelsen af de pålagte arbejdsopgaver.

5. Reglerne om opslag af tjenestemandsstillinger bygger i vidt omfang på de hidtidige bestemmelser herom, men er dog i sammenhæng med bestræbelserne for at skabe et mere åbent tjenestemandssystem blevet udbygget på enkelte punkter.

6. Ansættelse på prøve er indført som generel betingelse i stedet for den hidtil anvendte aspiranttjeneste. Prøveansættelsens varighed er forudsat gjort til genstand for aftale, men det må antages, at den kun i sjældne tilfælde vil blive længere end 2 år.

7. Det skal ved lov bestemmes, hvilke stillinger der kan besættes på åremål samt åremålets længde. Áremålsansættelser forudsættes at kunne finde anvendelse såvel på udefra kommende personer som på allerede ansatte tjenestemænd. Begrundelsen for indførelsen af åremålsansættelser er dels, at der er behov for, at staten for en kortere årrække besætter højere stillinger med folk, som uden for staten har erhvervet en særlig teknisk sagkundskab eller har dokumenteret særlige evner og erfaring som administrator, dels at man har ønsket muligheder for, at allerede ansatte tjenestemænd får mulighed for i en afgrænset periode at påtage sig særligt krævende opgaver og ansvar i en anden stilling end den, de hidtil har beklædt.

Om åremålsansættelser anførte folketingets lønningsudvalg bl. a. i sin betænkning:

„Ministeren har i denne forbindelse oplyst, at det er hans hen- sigt efter vedtagelsen af tjenestemandslovforslaget at rette forespørgsel til samtlige ministerier om, hvilke tjenestemandsstillinger der efter ministeriernes skøn ved nybesættelse vil kunne besættes på åremål i overensstemmelse med de af tjenestemandskommissionen angivne hovedsynspunkter. Ministeren vil derefter på grundlag af de modtagne besvarelser udarbejde et forslag, som i henhold til forskrifter om forhandlingspligt skal forhandles med statstjenestemændenes centralorganisationer inden forelæggelsen for folketinget.

Arbejdet med lovforslaget vil blive søgt fremskyndet, og det påregnes, at forslaget kan fremsættes i næste folketingsår.

Ministeren har dernæst udtalt, at lovforslaget vil bygge på de principper, som er gengivet i tjenestemandskommissionens 1. delbetænkning, side 22, samt i bemærkningerne til lovforslagets § 7. Forslaget vil således have til formål at tilføre tjenestemandssystemet øget smidighed gennem anvendelse af midlertidig ansættelse i dertil egnede stillinger, og bestemmelserne vil blive søgt udformet på en måde, der letter adgangen til åremålsansættelse af såvel udefra kommende personer som allerede ansatte tjenestemænd.

Med hensyn til fastsættelse af åremålets længde er det ministerens opfattelse, at det kan være hensigtsmæssigt at angive et minimum og et maksimum, således at der åbnes mulighed for at tage konkrete forhold i betragtning ved besættelsen af de enkelte stillinger. Endvidere må det påregnes, at man for at kunne medtage flest mulige stillinger i lovforslaget vil foreslå, at besættelsen kan ske på åremål, således at det ikke fremtræder som en pligt for ansættelsesmyndigheden.

I overensstemmelse med § 35 i forslaget til tjenestemandslov må løn- og andre ansættelsesvilkår for åremålsstillinger fastsættes ved aftale med statstjenestemændenes centralorganisationer, men der vil blive lagt vægt på ved udarbejdelsen af lovforslaget om åremålsansættelse at angive de rammer, herunder pensionsregler, inden for hvilke aftaler kan indgås. Herved skulle der blive mulighed for at knytte sådanne særlige vilkår til åremålsstillinger, at de kan få den fornødne attraktive kraft."

8. Reglerne om udfærdigelse af ansættelsesbrev svarer til de hidtil gældende. Dog er bestemmelsen om, at tjenestemanden ved sin ansættelse skal underskrive en erklæring, hvori han på

ære og samvittighed lover at opfylde sine tjenestepligter med nidkærhed og trofasthed, bortfaldet, da den ikke ansås for at have selvstændig retlig betydning. Endvidere er det i grundlovens § 27 indeholdte påbud om, at kongelig udnævnte tjenestemænd skal afgive en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven, ikke som tidligere gentaget i tjenestemandsloven.

Kapitel 3. Tjenestemandens pligter (§§ 10-18).

1. Pligtig konstitution i en stilling, der er midlertidigt ledig, vil fremtidig kunne forekomme i større udstrækning end hidtil, idet der i videre omfang end hidtil er åbnet adgang til at opslå stillinger til besættelse ved konstitution for en begrænset tid. En sådan konstitution skal kunne benyttes, ikke alene hvor en stilling er midlertidigt ledig, men også hvor den hid.tidige indehaver varigt har forladt stillingen.

Reglerne om konstitution gav folketingets lønningsudvalg an1edning til følgende betragtninger over bl. a. konstitutionsperiodens længde:

„Udvalget har konstateret, at der i praksis er forekommet konstitutioner af meget betydelig varighed. Baggrunden herfor har i reglen været, at stillingens indehaver er trådt uden for nummer for at varetage en anden stilling inden for det offentlige eller i internationale organisationer. Ordninger af denne art kan være værdifulde for staten, men udvalget gør opmærksom på, at hensynet til den tjenestemand, som fungerer i stillingen, gør det naturligt at søge varigheden af konstitutionsperioden begrænset. Det er derfor udvalgets opfattelse, at konstitutioner kun i ganske særlige tilfælde bør strække sig ud over ca. 3 år, og der bør gennemføres en ordning, der i sådanne tilfælde sikrer den konstituerede tjenestemand lønanciennitet ved eventuel udnævnelse. Samtidig fremhæver man, at indførelsen af større ansættelsesområder vil gøre det muligt at lade en tjenestemand uden for nummer overføre til en anden passende stilling ved hans tilbagevenden, således at en ny udnævnelse i hans hidtidige stilling kan finde sted."

2. I sin betænkning fremhævede tjenestemandskommis- sionen, at tjenestemændenes i mange tilfælde meget snævre ansættelsesområder medførte, at der ikke var tilstrækkelig mulighed for at overflytte personale fra én styrelse til en anden og i visse tilfælde heller ikke for at ændre stillingernes arbejdsmæssige indhold i tilstrækkeligt omfang inden for samme styrelse. Systemet kunne således være til hinder for en hurtig omlægning af organisationen og arbejdsgangen. Betænkningen fremhævede endvidere, at behovet for større omflyttelighed måtte påregnes at være stigende i de kommende år på baggrund af den stedfindende tekniske udvikling i forbindelse med rationaliseringer inden for den offentlige forvaltning.

Under hensyn til, at fastsættelsen af ansættelsesområdet er af væsentlig betydning for tjenestemændene, er ansættelsesområderne herefter ikke længere fastlagt ved lov, idet den nødvendige afvejning mellem statstjenestens behov og tjenestemændenes forpligtelser i stedet skal finde udtryk i aftaler. Kommissionen udtalte i denne forbindelse, at det ville være en hovedbetingelse for, at et nyt tjenestemandssystem kunne fungere med den fornødne smidighed, at ansættelsesområderne for samtlige tjenestemænd ikke afgrænsedes for snævert, og der pegedes samtidig på, at tjenestemandssystemets mulighed for at tilpasse sig den stedfindende udvikling var afhængig af, at der på en række områder skete en meget væsentlig udvidelse af bestående snævre ansættelsesområder.

Reglerne, der skal tilføre tjenestemandssystemet større smidighed og tilpasningsdygtighed, rækker dog ud over selve ansættelsesområdet. De angår også spørgsmålet om adgang til at foretage ændringer i tjenestemandsstillingernes omfang og beskaffenhed.

Efter hidtidig ret havde staten som arbejdsgiver adgang til også imod tjenestemandens ønske at ændre vedkommende tjenestemandsstillings omfang og beskaffenhed. Adgangen til ensidigt at ændre tjenestemandsstillingen var dog ikke ubegrænset.

Hvis ændringen antog karakter af forflyttelse, kunne tjenestemanden reagere ved at kræve sig afskediget med pension i stedet for at blive i den ændrede stilling. Dette havde på den ene side været en stærk beskyttelse for tjenestemændene, men havde på den anden side understreget stivheden i systemet og havde besværliggjort ændringer i administrationens opbygning.

Såvel af hensyn til tjenesten som til den enkelte tjenestemand skal det ved fremtidige ansættelser gøres så klart som muligt, hvilke ændringer en tjenestemand bør forudse, således at han kan indrette sig derefter. For at opnå dette resultat er det fastsat, at der i opslag og ansættelsesbreve angives to momenter, der tillægges vægt som grænse for de ændringer, som en tjenestemand må finde sig i, nemlig ansættelsesområde og stillingsbetegnelse. En tjenestemand må herefter som hovedregel tåle ændringer, der ikke forandrer hans ansættelsesområde, og som ligger inden for stillingsbetegnelsen, således som denne må forstås efter traditionel sprogbrug eller efter sin ordlyd. Ændringer, som er en følge af den tekniske udvikling eller udviklingen i de samfundsmæssige vilkår, eller som skyldes administrative reformer, må tjenestemanden affinde sig med, når blot disse ændringer ikke går ud over den grænse, der ligger i ansættelsesområde og stillingsbetegnelse.

Af hensyn til tjenestemanden selv har man imidlertid fundet, at der burde fastsættes endnu en begrænsning. Den har man søgt at udtrykke ved ordet „passende". En tjenestemand behøver herefter ikke at tåle ændringer, selv om de holder sig inden for ansættelsesområdet og stillingsbetegnelsen, når han efter en bedømmelse på grundlag af sådanne momenter som uddannelse, alder, helbredstilstand eller den sædvanlige opfattelse af status m. v. ikke kan siges at få en passende stilling.

Disse regler tager sigte på forandringer, som en tjenestemand må finde sig i inden for sit ansættelsesområde. Det forekommer imidlertid ikke ubetinget rimeligt, at en tjenestemand under alle omstændigheder skulle kunne vægre sig ved at overtage en lignende stilling i et andet ansættelsesområde. Især så længe ansættelsesområderne er relativt små, vil åbenbare behov for sådanne ændringer kunne forekomme.

For at imødekomme dette behov uden dog at træde tjenestemændene for nær er det fastsat, at en tjenestemand, når ændringer i forvaltningens organisation eller arbejdsform gør det nødvendigt, må finde sig i at overtage en anden passende stilling inden for et andet ansættelsesområde, dog kun hvis der foreligger samtykke fra et særligt nævn sammensat af repræsentanter for centralorganisationerne og administrationsre- præsentanter.

3. De hidtidige regler om tjenestemænds pligt til at overtage borgerlige og kommunale ombud, samt reglerne om fritagelse for overtagelse af sådanne ombud, er i princippet ikke blevet ændret, selv om tjenestemandskommissionen havde erkendt, at de bestemmelser, der var udstedt med hjemmel i den hidtidige

tjenestemandslovs regler kunne føles vel rigoristiske, især hvor ombuddet var beskedent vederlagt.

Folketingets lønningsudvalg beskæftigede sig en del med dette spørgsmål og udtalte herom i sin betænkning:

„Udvalget har under samråd med lønnings- og pensionsministeren drøftet vilkårene for tjenestemænd, der varetager kommunale ombud. Ministeren har erklæret sig villig til at udsende cirkulære, som på visse punkter træder i stedet for reglerne i finansministeriets cirkulære af 28. november 1946. Der er således givet tilsagn om, at bestemmelsen om, at tjenestefrihed i videst muligt omfang skal skaffes ved tjenestebytning eller tjenesteomlægning, vil blive suppleret med en bestemmelse om, at der ikke herigennem må påføres tjenestemanden en samlet arbejdsbyrde af uforholdsmæssigt omfang, og at der også ved selve tjenestens tilrettelæggelse tages hensyn hertil. Samtidig har ministeren erklæret at ville overveje en udvidelse af det antal tjenestefri dage uden løllafkortning, som kan ydes til varetagelse af ulønnede hverv, i tilfælde hvor tjenestemanden beklæder mere end ét kommunalt ombud.

I forbindelse med foranstående bemærkes, at udvalget har været opmærksom på, at det ovennævnte finansministerielle cirkulære også indeholder regler om tjenestemænd, der er indvalgt i folketinget.

Da der imidlertid i folketingets præsidium er truffet afgørelse om, at endelig bestemmelse om folketingsmedlemmernes fremtidige lønnings-, efterløns- og pensionsforhold først skal træffes i næste folketingsår, har udvalget fundet det rigtigst, at de her berørte forhold ligeledes først tages op til nærmere behandling i udvalget i næste folketingsår."

4. Den tidligere bestemmelse, der generelt gav tjenestemanden pligt til anmeldelse, inden han overtog nærmere angivne bibeskæftigelser uden for statstjenesten, er bortfaldet. Den eneste betingelse for, at en tjenestemand kan have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling, er nu, at den ikke må stride mod den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Det blev dog i lønningsudvalgets betænkning understreget, at uanset anmeldelsespligten skulle bortfalde som generel bestemmelse, var det dog ikke hensigten at afskære ansættelsesmyndigheden fra at fastholde anmeldelsespligt for enkelte grupper af tjenestemænd, idet det måtte antages, at der er områder, hvor stillingernes karakter gør det påkrævet at fastholde pligten til at anmelde bibeskæftigelse.

5. En meget væsentlig ændring i tjenestemandslovgivnin- gen er sket, for så vidt angår reglerne om tjenestemændenes aflønning. I sin betænkning udtalte tjenestemandskommissionen, at tjenestemandslønninger burde fastsættes således, at de udgør det samlede arbejdsvederlag for udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og de hverv, der må betragtes som led i tjenestemandsstillingen. Herudover kunne der kun blive tale om vederlæggelse af arbejdet i tilknytning til tjenestemandsstillingen med overarbejdsbetaling, vederlag og andre særlige ydelser, der aftales med tjenestemændenes centralorganisatioIier,

I overensstemmelse hermed er det i loven blevet klargjort, at der ikke ved siden af den aftalte vederlæggelse kan ydes anden vederlæggelse for udførelsen af arbejdet i tjenestemandsstillingen.

Bestemmelsen vil have til følge, at der ikke i fremtiden kan ydes betaling i form af finanslovhonorarer eller andre ikke aftalte ydelser for hverv, der er led i tjenestemandsstillingen, men som hidtil har været vederlagt ved siden af tjenestemands- lønnen ud fra merarbejdssynspunkter.

Kapitel 4. Suspension, disciplinærforfølgning og injuriespørgsmål (§§ 19-25).

Der er ikke i bestemmelserne herom sket væsentlige ændringer i forhold til den tidligere retstilstand.

Kapitel 5. Afsked (§§ 26-32).

Forskrifterne om afskedigelseskompetencen er nu placeret i et samlet afsnit om afskedigelse. I modsætning til den tidligere ordning vil en tjenestemand fremtidig kunne afskediges af en anden minister end den, som ansatte ham, såfremt han efter sin ansættelse er overgået til en anden stilling inden eller uden for sit ansættelsesområde, men under en anden ministers afslcédigelseskompetence. På tilsvarende måde som vedrørende ansættelseskompetencen skal vedkommende minister dog kunne delegere afskedigelsesbeføj elsen til andre, uden at der i loven er fastsat begrænsninger med hensyn til, hvilke stillinger det kan ske for. Enhver uansøgt afskedigelse af såvel varigt ansatte som åremålsansatte tjenestemænd skal foretages af ministeren.

Tjenestemænd kan som hidtil afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel. Såfremt afskedigelsen er begrundet i særlige forhold på tjenestemandens side (strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed) kan afskedigelse dog ske med kortere varsel. De hidtidige regler om tjenestemandens pensionsretlige stilling i sådanne tilfælde er ikke opretholdt under hensyn til, at der i tjenestemandspensionsloven nu er gennemført regler, hvorefter afsked med opsat pension bliver den fremtidige ordning.

Som hidtil er den almindelige pligtige afgangsalder fastsat til 70 år. Efter udformningen af reglerne vil der imidlertid ved aftale mellem ministeren for statens lønnings- og pensionsvæsen og tjenestemændenes centralorganisationer kunne indgås aftaler om afgangsaldre mellem 60 og 70 år.

I lovens kapitler 6, 7, 8 og 9 er givet en række særbestemmelser om prøveansatte, om dommere og om folkeskolens og folkekirkens tjenestemænd, som imidlertid ikke skal omtales her.

2. DEL.

Løn- og andre ansættelsesvilkår.

Kapitel 10. Forhandlings- og organisationsforhold.

1. Kapitlet indeholder den hovedbestemmelse, som fremtidig skal danne grundlaget for fastsættelsen af tjenestemændenes løn- og andre ansættelsesvilkår, nemlig at disse skal fastsættes ved aftale mellem lønnings- og pensionsministeren og tjenestemændenes centralorganisationer.

Fra denne hovedregel er der dog gjort undtagelse med hensyn til forhold, der bestemmes ved lov eller i henhold'til lov eller angår forvaltningens opgaver, organisation eller personalebehov.

2. Opnås der ikke enighed mellem ministeren for. statens lønnings- og pensionsvæsen og centralorganisationerne, er det

ikke tilstrækkeligt, som det er tilfældet efter de hidtidige regler, at ministeren søger finansudvalgets tilslutning til justering af lønningerne. Ministeren skal i denne situation ved fremsættelse af et lovforslag lade folketinget overtage den videre behandling. Ved denne procedureform vil der være adgang for centralorganisationerne til ved henvendelse til folketingsudvalget at gøre deres synspunkter gældende.

3. Statstjenestemændenes organisationsforhold har hidtil været bundet af regler, der sondrede mellem på den ene side tre navngivne organisationer og på den anden side etatsorga- nisationer for de enkelte styrelsesgrene.

Da det ikke er anset for principielt foreneligt med nutidens opfattelse med hensyn til fri organisationsret, at det i tjenestemandsloven bestemmes, hvilke centralorganisationer der udøver forhandlingsretten, eller hvilke betingelser der skal være opfyldt for at kunne opnå anerkendelse som etatsorganisation, er de hidtidige bestemmelser blevet ændret i overensstemmelse hermed.

Kapitel 11. Lønningsrådet (§§ 50-51).

De hidtidige regler om lønningsrådets sammensætning er i princippet opretholdt, herunder reglerne, der sikrer, at folketingets stemmeberettigede repræsentanter ved afstemning er i flertal i forhold til repræsentanterne for administrationen og centralorganisationerne.

Der er dog ikke i loven fastsat et bestemt antal medlemmer, idet der som foran nævnt ikke længere i tjenestemandsloven er fastsat noget bestemt antal for tjenestemændenes forhandlingsberettigede organisationer.

Kapitel 12. Voldgift og indbringelse for domstolene (§§ 52-54).

Bestemmelserne om, at tjenestemændenes løn- og andre ansættelsesvilkår skal fastsættes ved aftaler, har gjort det nødvendigt at træffe bestemmelse om, hvorledes spørgsmål om påstået overtrædelse af eller uenighed om fortolkning af indgåede aftaler skal afgøres.

Det er derfor nu bestemt, at den hidtil bestående voldgiftsret i tjenestemandssager skal løse denne opgave, og det er samtidig blevet fastsat, at voldgiftsrettens virksomhed i videst muligt omfang skal udøves efter regler, der svarer til, hvad der gælder for kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet med hensyn til faglig voldgift og arbejdsretten.

I modsætning til tidligere, hvor kun centralorganisationerne havde adgang til at indbringe sager for voldgiftsretten, er fremtidig begge parter i aftalerne beføjet til at forlange voldgiftsrettens prøvelse.

Det er endvidere bestemt, at sådanne forhold, der kan indbringes for voldgiftsretten, ikke kan indbringes for de almindelige domstole.

I lovens 3. del (kapitlerne 13-15, §§ 55-58) er givet forskellige særlige bestemmelser, som ikke skal gøres til genstand for nærmere omtale. Bestemmelserne vedrører ydelse af personlige tillæg ved overgang til stillinger med lavere lønramme, ydelse af lønforskud, lønforskrivning og ydelse af ekstraordinær tjenestefrihed m. v.

Endelig er i lovens 4. del (kapitel 16, §§ 59-60) givet nogle overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser. I reglerne fastslås, at den ved loven gennemførte nyordning kun skal gælde for fremtiden. Den tjenestemand, som forbliver i sin hidtidige stilling, vil også efter overgangen til den ny tjenestemandslov have sikkerhed for, at hans retsstilling med hensyn til stillingens omfang og beskaffenhed baseres på de hidtil gældende regler.

Samtidig med at de hidtidige tjenestemandslove er ophævet, har det været nødvendigt i en overgangsperiode at opretholde disse loves bestemmelser på de områder, hvor de nye regler kun danner grundlag for senere regler, der skal fastsættes ved aftale eller ved nye lovregler eller administrative forskrifter.

Overgangsperiodens længde er ikke nærmere fikseret under hensyn til, at det drejer sig om et omfattende kompleks af regler. Specielt for aftaleområdets vedkommende vil udviklingen naturligt blive bestemt af, i hvilken rækkefølge og i hvilken takt tjenestemændenes centralorganisationer fremlægger forslag som forhandlingsgrundlag.

Loven trådte i kraft den 1. juli 1969.

Ved fremsættelsen af lovforslaget gav lønnings- og pensions - ministeren en meget udførlig redegørelse for dets baggrund og indhold, hvoraf gengives:

„.... Den hidtidige lovgivning har været kendetegnet ved, at der i lovsform er truffet bestemmelser i alle detaljer vedrørende tjenestemændenes løn- og ansættelsesvilkår. Dette i forbindelse med de for tjenestemænd særlige beskyttelsesregler betyder, at tjenestemandssystemet er meget lidt fleksibelt. I perioder, hvor samfundsudviklingen er rolig og jævn, har man betragtet dette som et gode, og man har ofte fremhævet tjenestemandsansættelsens stabilitet. I tiden efter krigen og især i den nyeste tid, hvor den økonomiske og sociale struktur i samfundet undergår hastige og voldsomme ændringer, har denne stabilitet imidlertid ytret sig som en stivhed, der har vanskeliggjort tjenestemandssystemets tilpasning til det moderne dynamiske samfund ......."

Ministeren omtalte det hidtidige systems lukkede karakter og fortsatte:

Dette system har naturligvis den fordel, at det skaber stabilitet i den offentlige forvaltning. Men i et samfund i vækst er den stivhed, som følger med det livsvarige tjenestemandsforhold, ikke noget ubetinget gode, hverken for samfundet eller de ansatte. Dels hindres staten i at rekruttere fra grupper, der har erhvervet sig en værdifuld uddannelse eller erfaring uden for statstj enesten. Dels må man anse den vekselvirkning mellem offentlig og privat virksomhed, der kunne være en følge af senere rekruttering til stats- tjenesten og hyppigere afgang til anden virksomhed fra statstjene- sten, for gavnlig.

Den åbning af tjenestemandssystemet, som kommissionen — efter mit skøn med rette — påpeger som ønskelig, foreslås dog kun delvis tilvejebragt ved gennemførelse af nye lovregler. Grunden hertil er, at tjenestemændenes ansættelsesvilkår på en række punkter agtes fastlagt ved aftaler med tjenestemandsorganisationerne."

Herefter kom ministeren ind på en række af de nye regler, der tilsigtede en større smidighed i systemet og som er omtalt i det foregående.

Ved 1. behandlingen fik lovforslaget stort set en velvillig modtagelsef omend adskillige af dets principper vurderedes forskelligt af partiernes ordførere. Flere af ordførerne fremhævede, at man måtte afvente fremsættelsen af klassificeringslovforslaget, før det var muligt endeligt at tage samlet stilling til problemerne i lovforslaget.

Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget sammen med pensionslovforslaget til folketingets lønningsudvalg, som, da de øvrige tjenestemandslovforslag i mellemtiden havde været til 1. behandling i folketinget, kunne afgive betænkning over samtlige lovforslag vedrørende tjenestemandsreformen på én gang. Udvalget modtog talrige henvendelser fra såvel tjenestemands- som andre organisationer — dog ikke hovedorganisationerne — og grupper af tjenestemænd.

I udvalgets betænkning stillede lønnings- og pensionsministeren en lang række ændringsforslag, hvoraf hovedparten dog vedrørte det forhold, som er omtalt foran, at folkeskolens og folkekirkens tjenestemænd ønskedes inddraget under den nye tjenestemands- lovgivning. De øvrige ændringsforslag var hovedsagelig af teknisk og redaktionel art. Samtlige ændringsforslag var tiltrådt af hele udvalget.

Blandt de væsentlige synspunkter udvalget fremhævede i sin betænkning, og som ikke allerede er omtalt ved gennemgangen foran af lovens indhold, anføres følgende:

„Udvalget kan tilslutte sig tjenestemandskommissionens henstilling om, at der samtidig med en reform i staten optages forhandling med de kommunale myndigheder med henblik på at få gennemført ensartede principper for aflønningen af statslige og kommunale tjenestemænd, og således at lønningerne for sammenlignelige og sideordnede stillinger under i øvrigt lige vilkår i videst muligt omfang bliver af samme størrelse. Der er i forbindelse hermed specielt peget på betydningen af, at disse synspunkter følges inden for alle områder, hvor staten har medindflydelse på lønfastsættelsen, herunder sådanne områder, hvor der af staten ydes tilskud til personalets aflønning.

Herudover henstiller udvalget, at den ved lovforslagenes fremsættelse forudsatte sanering af honorar- og sportelordninger m. v. og den hermed forbundne afvikling af tjenestemændenes biindtægter får tilsvarende virkninger for personale i kommunerne og de koncessionerede selskaber.

Udvalget finder intet at bemærke til den praksis, der i mange år har været fulgt, og hvorefter staten, når nye arbejdsområder tages op, aflønner det fornødne personale i henhold til kontrakter eller regulativ, indtil arbejdsgangen har fundet sin endelige form. Udvalget er imidlertid opmærksom på, at der på forskellige områder — formentlig fordi de ansættelsesvilkår, der kunne komme på tale, ikke ville give de fornødne rekrutteringsmuligheder og smidighed i ansættelserne — ikke er sket en efterfølgende afvejning af, hvilken ansættelsesform der, alle hensyn taget i betragtning, må anses for mest egnet.

Eftersom de ansættelsesvilkàr, der fremgår af forslaget, skulle kunne sikre de fornødne muligheder sammenlignet med andre ansættelsesformer, vil det efter udvalgets opfattelse være rimeligt, om de enkelte styrelser efter vedtagelsen af lovforslaget med henblik på forelæggelse for lønningsrådet påbegynder en gennemgang af sådanne nye arbejdsområder for at fastslå den ansættelsesform, der passer bedst til det enkelte arbejdsområdes tarv.

Det er over for udvalget oplyst, at der i en del tilfælde ved centralisering af skolevæsener nedlægges småbørnslærerindestillinger med den virkning, at småbørnslærerinder afskediges før den normale afgangsalder med udgifter for det offentlige til ventepenge eller rådighedsløn og senere pension.

Udvalget hénstiller på denne baggrund til undervisningsministeren at drage omsorg for, at der ved skolesammenlægninger kun sker nedlæggelse af eksisterende småbørnslærerindestillinger, såfremt d'ette i ganske særlige tilfælde må anses for nødvendigt. ' Udvalget har dernæst overvejet, hvorledes der efter den foreslåede ophævelse af konkrete uddannelsesmæssige betingelser for ansættelse i visse stillinger kan skabes så vidt muligt ensartede ansættelsesbetingelser med hensyn til uddannelse.

Det foreslåede nye lønsystem ønskes i o verein sstemmelse med tjenestemandskommissionens målsætning opbygget således, at der ikke er fastsat lønrammer, som er forbeholdt tjenestemænd med bestemt angivne uddannelser. En ansøgers forudgående uddannelse bliver således kun en af de faktorer, som danner grundlaget for vurderingen af, om han er egnet til stillingen.

I en redegørelse, der er afgivet af et på foranledning af tjenestemandskommissionen nedsat udvalg vedrørende stillingsbeskrivelser, stillingsvurdering og personalebedømmelse (optrykt som bilag I til kommissionens 3. delbetænkning), er foreslået, at der under ministeriet for statens lønnings- og pensionsvæsen nedsættes et permanent udvalg med den opgave at planlægge og koordinere en systematisk stillingsbeskrivelse, stillingsvurdering og personalebedømmelse inden for statsadministrationen, og at der til rådighed for udvalget står et sekretariat.

Hvis nævnte udvalgs forslag om oprettelse af et permanent udvalg med de omhandlede funktioner føres ud i livet, vil en af de væsentligste forudsætninger for tilvejebringelse af en mere smidig klassificeringsstruktur være opfyldt. Samtidig vil der være mulighed for på grundlag af udvalgets erfaringer at sikre, at uddannelsesmæssige betingelser for tjenestemandsansættelse og forfremmelse tillægges ensartet vægt ved bedømmelsen af stillinger med nært beslægtede funktioner i forskellige styrelser.

Udvalget henstiller til lønnings- og pensionsministeren, at der løbende sikres politisk indseende med resultaterne af det permanente udvalgs arbejde, inden der optages forhandling på det af udvalget tilvejebragte grundlag.

Tilvejebringelsen af fyldestgørende materiale vil være en ret tidkrævende opgave, såfremt materialet skal være praktisk anvendeligt. Styrelserne må derfor antages at være tilbøjelige til at anvende de uddannelseskriterier, som hidtil er lagt til grund ved bedømmelsen af ansøgere. Det må følgelig tillægges væsentlig betydning, at der ved indgåelsen af fremtidige aftaler om klassificering af nye stillinger og omklassificering af bestående stillinger foretages en ensartet vurdering af ansættelsesbetingelser med hensyn til uddannelse, og lønnings- og pensionsministeren har derfor over for udvalget erklæret, at det er hans faste hensigt at sikre, at dette sker i takt med fremlæggelsen af resultater fra det permanente udvalgs arbejde.

I forbindelse med ovennævnte spørgsmål og efter drøftelse herom med ministeren understreger udvalget, at der ikke er forbundet nogen præjudicerende virkning med den forholdsvis automatiske overflytning af tjenestemænd i den hidtidige akademiske lønramme til de nye lønrammer, således at også ikke-akademikere vil kunne indplaceres i de samme lønrammer, og således at akademisk personale ikke uden videre indplaceres i rammerne. Afgørende for indplaceringen bør alene være arten af den funktion, der skal bestrides.

I sammenhæng med ovenstående ønsker udvalget at fremhæve, at der rundt om i lovgivningen findes bestemmelser, hvorefter der stilles krav om en særlig faglig uddannelse eller en bestemt opnået eksamenskarakter. Udvalget finder det ønskeligt, at sådanne lovbestemmelser snarest optages til revision med henblik på ændring i overensstemmelse med de foran tilkendegivne synspunkter."

Lovforslagets 2. behandling i folketinget gav ikke anledning til yderligere udvalgsarbejde med forslaget.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget énstemmigt med 141 stemmer; 4 medlemmer (VS, Martin Pedersen og Nordqvist (begge RV)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.