Ved forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til i folketingsåret 1969-70 at fremsætte forslag til en reform af forsikringslovgivningen, hvori følgende punkter skulle indgå:

1. Forsikringsselskabernes formue skal for fremtiden udelukkende kunne anbringes i a) indlånsbeviser i af den danske stat eller de nordiske lande i forening oprettede erhvervsudviklingsfonde eller investeringsbanker, b) obligationer af de i den gældende lov om forsikringsvirksomhed § 68, punkt a, b og d, nævnte arter, e) indlånsbeviser i danske banker og sparekasser samt d) fast ejendom og inventar, der ejes af og overvejende anvendes af selskabet selv eller af andre forsikringsselskaber, der tilhører samme koncern.

2. Der skal indføres statskontrol med vilkårene for livsforsikring, således at det sikres, at ingen forsikring tegnes på for forsikringstageren dårligere vilkår, end statsanstalten for livsforsikring kan tilbyde.

3. Der skal oprettes en statsanstalt for lovpligtige forsikringer, som for fremtiden får eneret på tegning af de ved lov påbudte forsikringer, bortset fra sygeforsikring, og hvortil forsikringsselskabernes nuværende forsikringsbestand overføres, efterhånden som det tidspunkt, da forsikringstageren kan opsige forsikringsaftalen, indtræder.

4. Bygningsbrandforsikringen skal rationaliseres gennem oprettelsen af et gensidigt selskab for hele landet.

5. Som indledning til en rationalisering af den samlede forsikringsvirksomhed skal alle forsikringsspørgsmål samles under ét ministerium.

Om baggrunden for forslaget oplyste forslagsstillerne i de ledsagende bemærkninger til forslaget bl. a. følgende:

„Forsikringskommissionen af 1962 har i 1968 udsendt sin første betænkning (Betænkning nr. 490), som i alt væsentligt alene indeholder en beskrivelse af hovedtrækkene af de økonomiske forhold inden for skadesforsikringen samt en noget mere indgående redegørelse for motorkøretøjsforsikringen. Kommende betænkninger vil (betænkningen side 7 f.) behandle dels de øvrige brancher inden for skadesforsikring, dels selskabernes konkurrenceforhold. Først når arbejdet med skadesforsikringerne er færdigt, vil kommissionen begynde at undersøge problemerne i forbindelse med livsforsikring. Der er intet oplyst om, hvor lang tid det resterende arbejde vil tage.

Uanset at den foreliggende betænkning klart viser behovet for grundige undersøgelser og omfattende indsamling af materiale vedrørende forsikringsselskaberne, må man betragte kommissionens arbejdstempo med bekymring. Der er foreløbig gået mere end syv år, siden daværende handelsminister Hilmar Baunsgaard fremsatte forslaget om kommissionen (11. januar 1962, Folketingstidende 1961-62, sp. 2047), og det „alsidige materiale om dansk forsikringsvæsen til orientering og vejledning" for folketinget, som kommissionen skulle tilvejebringe, vil åbenbart endnu en årrække være et fjernt fata morgana.

Materialeindsamlingen må imidlertid ikke — hvor værdifuld den end er — forhindre enhver drøftelse på det politiske plan af forsikringsvæsenets problemer. Det samlede præmiebeløb, der indbetales til forsikringsselskaberne, udgør 2-3 milliarder kr. om året, og den totale aktivmasse overstiger væsentligt 10 milliarder kr. Forsikringsverdenen udgør således en økonomisk faktor af stor betydning for samfundet som helhed, og dertil kommer, at enhver medborger direkte eller indirekte er kunde hos et eller flere forsikringsselskaber.

Jævnsides med den fortsatte indsamling af statistisk materiale må der derfor igangsættes overvejelser om den fremtidige ordning af og tilsyn med forsikringsvæsenet. Det foreliggende forslag til en forsikringsreform tilsigter at være et oplæg til disse overvejelser."

Ved 1. behandlingen i folketinget oplyste handelsministeren, at det, allerede da forsikringskommissionen blev nedsat, var forudsat, at dens arbejde ville blive omfattende, og at arbejdet ville tage tid. Kommissionens nedsættelse havde været begrundet i ønsket om at fremskaffe materiale, som kunne danne grundlag for eventuelle politiske overvejelser om dansk forsikringsvirksomhed, og de forhold, som omhandledes i det fremsatte forslag til folketingsbeslutning, burde derfor efter ministerens opfattelse afvente afslutningen på for- sikringskommissionens arbejde. Ministeren henviste i øvrigt til, at kommissionen allerede havde afgivet en delbetænkning, der indeholdt en almindelig beskrivelse af skadesforsikring og en speciel del om motorkøretøjsforsikring. Endvidere havde kommissionens formand oplyst, at den endelige betænkning om skadesforsikring forventedes at kunne foreligge om ca. 2 år, og at livsforsikringsområdet herefter ville kunne færdiggøres i løbet af yderligere 2 år.

Ministeren gennemgik derefter de enkelte punkter i forslaget. Med hensyn til punkt 1 udtalte ministeren, at forslaget ville være ensbetydende med, at den gældende bestemmelse, hvorefter 15 pct. af de midler, der skal dække forsikringsfonden, kan anbringes friere end ellers foreskrevet, ville falde bort. Bestemmelsen herom var blevet indført så sent som i 1958 og havde aldrig givet anledning til kritik. Den havde i øvrigt heller aldrig været udnyttet til det tilladte maksimum.

Vedrørende forslagets punkt 2 oplyste ministeren, at den gældende livsforsikringstarif var fælles for de private livsforsikringsselskaber og for statsanstalten for livsforsikring. Forskellen mellem selskaberne lå i det store hele i størrelsen af bonus. Da bonus ifølge sin natur er en variabel størrelse, kunne intet selskab på forhånd give tilsagn om bonus af en bestemt størrelse.

Den under punkt 3 foreslåede oprettelse af et statsejet selskab kunne ministeren heller ikke tilslutte sig. Samme synspunkt havde ministeren med hensyn til den under punkt 4 foreslåede oprettelse af ét gensidigt bygningsbrandforsikringsselskab for hele landet.

Endelig gjorde ministeren opmærksom på, at folketinget flere gange havde beskæftiget sig med det under punkt 5 fremsatte forslag om at samle al forsikring under samme ministerium. Så sent som i 1959 havde folketinget efter en enstemmig udvalgsindstilling opretholdt de gældende regler på området.

Regeringspartiernes ordførere tilsluttede sig ministerens synspunkter og kunne således ikke medvirke til forslagets vedtagelse. Ganske vist var det tempo, med hvilket forsikringskommissionen hidtil havde arbejdet, ikke imponerende, men det var vigtigt at få et samlet overblik over forsikringsvæsenet, inden man foretog afgørende ændringer.

Derimod kunne K. J. Mortensen (S) give tilslutning til forslaget, som han fremhævede i det store og hele tolkede de tanker, som socialdemokratiet selv flere gange havde bragt frem. Også Kjær Rasmussen (VS) gav tilslutning til forslaget, selvom det efter hans opfattelse ikke var vidtgående nok.

Efter 1. behandlingen henvistes forslaget til et folketingsudvalg, som imidlertid ikke afsluttede sit arbejde med forslaget inden folketingsårets slutning.