Lovforslaget indeholdt en række forslag til ændringer af den gældende lov nr. 102 af 31. marts 1955 om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger, således som denne er ændret senest ved lov nr. 231 af 10. juni 1960 og ved § 67 i lov nr. 213 af 4. juni 1965.

Det var således foreslået at udvide lovens § 1, der omhandler lovens formål, med en bestemmelse om, at loven tillige skulle have til formål at forhindre priser, der er højere, end de ville have været, såfremt konkurrencen i vedkommende erhverv eller erhvervsgren havde været effektiv.

Endvidere indeholdt forslaget en bestemmelse om ændring af monopollovens § 2, således at lovens anvendelsesområde dækkede alle erhvervsvirksomheder i hele landet.

Den vigtigste del af lovforslaget var følgende nye bestemmelse:

„§ 11 A. Finder monopoltilsynet efter foretagen undersøgelse, at priser, der fastsættes af en erhvervsvirksomhed, en erhvervsgren eller et erhverv, er højere, end de måtte formodes at ville have været, såfremt der herskede effektiv konkurrence, påhviler det tilsynet ved forhandling at søge priserne nedbragt til det niveau, de ville have, såfremt konkurrencen var effektiv.

Stk. 2. Bedømmelsen af, om konkurrencen er effektiv, skal ses på grundlag af sammenligning med omkostninger og prisfastsættelse i virksomheder, der drives på en teknisk og kommercielt hensigtsmæssig måde i brancher, der er underkastet en effektiv konkurrence fra udlandet."

Endelig tilsigtede lovforslaget at give monopoltilsynet beføjelse til at udstede pålæg om en passende pris, hvis forhandling ikke gav resultat.

De øvrige ændringsforslag var alle af redaktionel karakter.

Om hensigten med lovforslaget oplyste ordføreren for forslagsstillerne, Ømann, følgende ved fremsættelsen:

„Selv om forslaget har et varigere sigte, har det i høj grad med den aktuelle økonomiske situation at gøre. Der er grund til bekymring over den finanspolitiske stramning, som regeringen lægger op til.

Hensigten med stramningen er bl. a. at bekæmpe de stigende priser, og det er utvivlsomt rigtigt, at der i efterkrigstiden har været perioder, hvor den afgørende årsag til prisernes stigning har været en for stor efterspørgsel.

Imidlertid er der for øjeblikket meget lidt, måske intet, der peger på, at de stigende priser skyldes for stor efterspørgsel. Tværtimod synes alle konjunkturindikatorer og da især den voksende arbejdsløshed at pege på en utilstrækkelig hjemlig økonomisk aktivitet.

Vi frygter i socialistisk folkeparti, at den politiske linje, regeringen synes at ville følge, vil medføre større og ikke mindre arbejdsløshed. Socialistisk folkeparti har derfor ønsket at anvise en anden måde at bekæmpe prisstigningerne på, en måde, der ikke skaber arbejdsløshed, men tværtimod skaber beskæftigelse ved at gøre dansk erhvervsliv mere konkurrencedygtigt.

I en rapport fra OEEC (nu OECD) fra 1961 er der ved siden af overefterspørgslen som årsag til prisstigninger (man taler om, at efterspørgslen trækker priserne opad) også fremhævet betydningen af omkostningsstigninger, der virker uafhængigt af efterspørgslen (man taler om, at omkostningerne skubber priserne i vejret).

Blandt disse årsager til omkostningsstigninger fortjener især en at fremhæves, nemlig den såkaldte asymmetri i prisdannelsen. Denne asymmetri kan beskrives som en mindre kraftig tendens til at foretage prissænkninger, når der er mulighed herfor, end til at foretage prisforhøjelser, når omkostningerne peger den vej.

Produktivitetsstigningerne i industri og andre erhverv har været meget ulige fordelt. Højere produktivitet i en branche tenderer i retning af højere lønninger inden for branchen. En i sig selv rimelig afsmitning af lønstigningerne til andre brancher, som har haft ringere eller ingen produktivitetsstigning, skaber omkostningsstigninger i disse, og priserne vil skubbes opad.

Det helt klare modtræk mod denne udvikling må være at sørge for, at prisstigninger i erhverv med ringe produktivitetsstigning modsvares af prisfald i erhverv med stor produktivitetsstigning.

Erfaringerne viser imidlertid, at de liberale mekanismer ikke rigtig slår til, når priserne skal nedad, selv om prisnedsættelsen er muliggjort af øget produktivitet. Denne træghed kan erfaringsmæssigt afhjælpes ved konkurrence fra udlandet.

Meningen med forslaget er, at hvor konkurrence fra udlandet ikke er effektiv, og det kan have mange årsager, skal monopoltilsynet vikariere for denne konkurrence. Det skal undersøge forholdet, forhandle med virksomheden og om nødvendigt fastsætte en rimeligere pris.

Forslaget har ud over bekæmpelse af stivhed i tendensen til prisnedsættelser endnu et formål. Der kan tænkes virksomheder, som i ly af told eller anden beskyttelse har kunnet undlade gennemførlige og fornuftige rationaliseringer. Et prismæssigt pres på sådanne virksomheder vil motivere rationaliseringer og medføre øget produktivitet.

Som det fremgår, er det ikke socialistisk folkepartis hensigt med lovforslaget at genoplive krigstidens generelle priskontrol. Den ville efter vor opfattelse føre til usmidighed i prisdannelsen og forkerte anvendelser af produktionsfaktorerne, i hvert fald hvis kontrollen opretholdes over en længere periode, men en fri prisdannelse til gavn for forbrugerne er ikke det samme som kræfternes frie spil. Det er ikke forslagets formål at formindske konkurrencen, men tværtimod at gøre den effektiv."

Ved 1. behandlingen gav handelsministeren udtryk for, at monopolloven ikke burde ændres. Han erindrede om, at den var blevet gennemført i 1955 med en meget stor majoritet i folketinget og efter grundige forberedelser i trustkommissionen. En monopollov burde ifølge sin karakter have en betydelig bestandighed og ikke ændres under indtryk af forhåbentlig forbigående økonomiske vanskeligheder. Den foreslåede bestemmelse om, at monopolloven skulle hindre priser, der var højere, end de ville være, såfremt konkurrencen var effektiv, anså han for overflødig, idet det ved monopollovens administration i høj grad var vejledende, hvad priserne ville være under en effektiv konkurrence.

På socialdemokratiets vegne udtalte Ove Hansen, at han ikke kunne være betænkelig ved at udvide monopoltilsynets tilsynsområde, og at man derfor under det kommende udvalgsarbejde burde se nærmere på mulighederne herfor.

Derimod kunne hverken Jørgen Jensen (KF) eller Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet de gav udtryk for, at en permanent udvidelse af monopoltilsynets kompetence og administration ikke ville føre til sundere konkurrence og prisdannelse.

Heller ikke Erik Hansen (Ålborg amt) (RV) fandt forslaget hensigtsmæssigt som middel til at skabe et godt økonomisk klima.

Endelig gav Kjær Rasmussen på venstresocialisternes vegne tilsagn om at ville støtte forslaget.

Lovforslaget henvistes til videre behandling i et udvalg, som imidlertid ikke afgav betænkning inden samlingens slutning.