Grundlaget for lovforslaget var ægteskabsudvalgets anden betænkning fra 1964.

I ægteskabslovforslagets § 6 i kapitlet om ægteskabsbetingelserne var den gældende aldersgrænse for mænds adgang til at indgå ægteskab nedsat fra 21 til 20 år. For kvinder foresloges grænsen på 18 år bevaret. Som hidtil skulle alle under 21 år efter § 7 have forældrenes samtykke. I øvrigt var ægteskabsbetingelserne blevet forenklet på en række punkter. Bestemmelsen i § 10 om tilladelse til sindssyges og åndssvages ægteskab var ændret i forhold til gældende ret og ægteskabsudvalgets forslag, idet alvorlige sjælelige forstyrrelser af anden art end sindssygdom eller åndssvaghed (visse epilepsiledsagende og psykopatiske kar akter for andringer) ikke skulle kræve tilladelse til indgåelse af ægteskab. Bestemmelsen i gældende ret, der var foreslået opretholdt af ægteskabsudvalget, hvorefter tilladelse til indgåelse af ægteskab kan betinges af, at den pågældende underkaster sig sterilisation, var ikke medtaget i forslaget. Med hensyn til fremgangsmåden ved indgåelse af ægteskab foresloges i kapitel 3 den forenkling, at kravet om lysning inden vielsen ophæves.

Det er navnlig kapitel 5 om betingelserne for separation og skilsmisse, der både i ægteskabsudvalget og senere har givet anledning til debat. Efter forslagets § 41 skulle utroskab opretholdes som skilsmissegrund, dog således, at retten fik adgang til at give separation i stedet for skilsmisse, når hensynet til børnene eller andre vægtige grunde talte derfor. Dette svarer til en rekommandation vedtaget af Nordisk Råd. I sin fremsættelsestale oplyste justitsministeren, at han havde været i tvivl om, hvorvidt dette var den rigtige løsning, men at han havde fulgt den af hensyn til nordisk retsenhed. Ægteskabsudvalgets flertal havde foreslået, at ægteskabsbrud kun skulle give den krænkede ægtefælle ret til separation, medens udvalgets mindretal ville bevare den gældende regel om, at ægteskabsbrud giver ubetinget ret til skilsmisse, dog bortset fra separationstiden, hvor mindretallet ville ophæve den nugældende ret til skilsmisse på grund af utroskab. Ifølge forslagets § 36 havde enhver af ægtefællerne ret til skilsmisse, når de efter opnået separation har levet adskilt i 1 år og ikke senere har genoptaget samlivet.

De nuværende regler har to frister. En på 1 1/2 år, når parterne er enige om skilsmisse, og én på 2½ år, når skilsmisse begæres alene af en af ægtefællerne. Efter forslagets § 37 havde enhver af ægtefællerne ret til skilsmisse, når deres samliv på grund af uoverensstemmelse havde været hævet i de sidste 3 år. Ifølge gældende ret kan ægtefællerne, når de er enige eller hvis sagsøgtes livsførelse hovedsagelig er skyld i samlivets ophævelse, få skilsmisse efter 4 års samlivsophævelse. Er det sagsøgerens livsførelse, der er hovedårsagen til ophævelsen af samlivet, „bør skilsmisse i almindelighed ikke gives". Efter nyere retspraksis er der dog givet skilsmisse efter ophævelse af samlivet i 7-8 år, selv om sagsøgeren måtte anses som den „skyldige" part.

Med hensyn til fremgangsmåden ved opnåelse af separation og skilsmisse indeholdt forslaget en række ændringer i forhold til den gældende lov. Ægtefæller, som ønsker separation eller skilsmisse, ville altid få mulighed for at vælge mellem domstolsafgørelse og administrativ bevilling, medens man nu ved skilsmisse efter separation kun kan gå bevillingsvejen. Forslaget indeholdt endvidere en bestemmelse om, at der straks ved separationen tages stilling til, hvorledes vilkårene skal være også efter den skilsmisse, der ofte følger efter.

Initiativet til revisionen af ægteskabslovgivningen blev taget på nordisk basis bl. a. af Nordisk Råd, der i 1955 henstillede til regeringerne at undersøge forudsætningerne for en revision af de nordiske landes lovgivning om ægteskab og ægtefællers formueforhold, således at lovgivningen kunne blive så ensartet som muligt. I Danmark blev der i 1957 nedsat et ægteskabsudvalg, hvis første betænkning blev grundlaget for ændringerne i 1963 i skiftelovens kapitel om skifte mellem ægtefæller. Det er udvalgets anden betænkning fra 1964 (betænkning nr. 369/1964 ægteskabs indgåelse og opløsning samt forældremyndighed og samkvemsret), der har dannet grundlag for det fremsatte lovforslag. Nordisk Råd tog spørgsmålet om utroskab og separationstidens længde op på den 15. session i 1967, og den rekommandation, der blev vedtaget, er fulgt i lovforslaget.

Forslaget fik ved 1. behandling i almindelighed en velvillig modtagelse.

K. Axel Nielsen (S) fremhævede, at forslaget ikke havde været behandlet i hans gruppe. Han henstillede, at der kom offentlig debat om lovforslaget. Hanne Budtz (KF) fandt det personligt rigtigt, at utroskab i princippet bevares som skilsmissegrund. Merete Bjørn Hanssen (V) kunne tilslutte sig nedsættelsen af ægteskabsalderen for mænd med 1 år til 20 år. Hun kunne ligeledes tilslutte sig en separationstid på 1 år og reglen om ret til skilsmisse efter 3 års faktisk samlivsophævelse. Hun fandt det forkert at understrege moderens ret til børn under 2 år. Rigmor Christensen (RV) kritiserede bestemmelsen om erstatningspligt under visse omstændigheder for den mand, der besvangrer sin forlovede, idet hun ønskede begrebet forlovelse og forældrenes samtykke udeladt og en grænse på 18 år for mandens vedkommende. Hun kunne personligt tiltræde nedsættelsen af ægteskabsalderen fra 21 år til 20 år for mænds vedkommende, men fandt, at det ville være logisk at nedsætte myndighedsalderen samtidig. Hun var nærmest af den opfattelse, at utroskab kun burde give adgang til separation. Den foreslåede regel om en separationstid på 1 år kunne tiltrædes. Poul Dam (SF) ønskede regler for ægteskabslignende faste samlivsforhold. Han fandt forlovelseskapitlet forældet og ønskede obligatorisk borgerlig vielse. Han vendte sig imod, at overøvrigheden skulle give tilladelse til ægteskab. Det ønskelige var en absolut lavalder og forældretilladelse. En skilsmisse burde altid begyndes med en separation. Begrebet utroskab i separationstiden fandt han helt meningsløst. Hanne Reintoft (VS) gik i princippet ind for, at aldersgrænsen blev 18 år for både mænd og kvinder. Hun vendte sig imod, at de unge skulle have forældrenes tilladelse til ægteskabets indgåelse. Et ægteskab burde kunne opløses, hvis begge ægtefæller var enige om, at ægteskabet ikke længere havde nogen værdi for dem eller for børnene. Uden for ordførernes række vendte Else-Merete Ross (RV) sig imod utroskab som en automatisk virkende grund for den krænkede part til at kræve skilsmisse. Grundlaget for både separation og skilsmisse burde være dyb og varig uoverensstemmelse. Lis Møller (KF) vendte sig imod reglen om, at moderen i almindelighed burde tillægges forældremyndigheden over børn under 2 år. Langkilde (KF) forsvarede værdien af mæglingen.

Forslaget blev henvist til et udvalg, der ikke afgav betænkning eller beretning.