Ordføreren for forespørgerne, Victor Gram (S), anførte som begrundelse for forespørgslen, at regeringens forslag om besparelser på forsvarsbudgettet på 125 mill. kr. og den baggrund, på hvilken forslaget var fremkommet, kunne give anledning til tvivl om, hvad der egentlig var regeringens forsvarspolitiske hensigter. Udgangspunktet for regeringens spareforslag måtte vel kunne føres tilbage til den nuværende statsministers udtalelser i tinget den 13. december 1967 om, at man godt kunne finde besparelser på forsvarsbudgettet på 150-200 mill. kr., uden at det ville være en opsigelse af forsvarsforliget. Dette beløb var altså nu reduceret til 125 mill. kr., og efter en nærmere gennemgang af forslagets bestanddele fandt Victor Gram, at det kun kunne være en ringe del heraf, der kunne betegnes som reelle besparelser — 25-30 mill. kr. — idet der i øvrigt var tale om udsættelser og udskydelser, som skulle dækkes ind i de kommende finansår gennem forøgede bevillinger.

Socialdemokratiet kunne medvirke til de foreslåede besparelser, men ønskede klarhed over, om de i realiteten forudsatte en ny forsvarsordning på et lavere niveau end det hidtidige, og hvad der i det hele var regeringens forsvarspolitik.

Forsvarsministeren oplyste, at der over for finansudvalget var givet meget detaljerede oplysninger om de foreslåede reduktioner. Han gav i øvrigt en nærmere redegørelse for besparelsernes fordeling på anlægsbudgettet og driftsbudgettet og på de enkelte værn. Besparelserne ville i vidt omfang blive opnået ved rationalisering bl. a. inden for de tekniske tjenester ved begrænsning af antallet af værnepligtige under særordninger og ved ændret tilrettelæggelse af tjenesten samt ved udsættelse af visse anskaffelser og vedligeholdelsesarbejder. For flyvevåbenets vedkommende havde den store besparelse — 35 mill. kr. — været mulig på grund af flyvevåbenets nedsatte flyvevirksomhed som følge af mangelen på fly og piloter og ønsket om i videst muligt omfang at begrænse vedligeholdelses- og anskaffelsesudgifter til de ældre, til dels udslidte flytyper.

Han understregede, at besparelserne ikke berørte de i forsvars- loven opstillede styrkemål, og at det var regeringens opfattelse, at de foretagne reduktioner var sket inden for rammerne af de aftaler, der i 1960 og 1966 var blevet truffet mellem de fire partier om forsvarets ordning. I denne forbindelse kunne han henvise til en udtalelse fra forsvarsstyrelsen om, at der ved de foreslåede besparelser i det store og hele ville kunne undgås nedskæringer, der ville få beredskabsmæssige konsekvenser.

På et spørgsmål fra Victor Gram om overvejelserne om anskaffelse af en eller to eskadriller fly, oplyste ministeren, at flyverkommandoen efter ministeriets anmodning (med finansudvalgets tilslutning) havde indhentet tilbud fra USA, Canada, Frankrig og Sverige på en eskadrille med mulighed for, at kontraheringen senere kunne udvides til at omfatte yderligere anskaffelser. Der var endnu ikke taget stilling til disse tilbud. Ministeren betonede, at kontraheringen ikke ville ændre noget i de foreliggende budgetter, idet udgifterne til flyanskaffelsen ville ske inden for de fastlagte budgetrammer.

Ministeren resumerede regeringens stilling således:

„Vedrørende 1968-69: den for dette finansår gældende besparelse på 125 mill. kr. skal ikke påvirke de kommende budgetter. Vedrørende 1969-70 og 1970-71: de forelagte budgetter vil udgøre den økonomiske ramme for forsvarets virksomhed. Det gælder såvel materielinvesteringskontiene, § 27, som driftskontiene, § 22. For driftskontienes vedkommende vil regeringen fortsætte bestræbelserne for at fremme rationaliseringer i det omfang, de heraf flydende besparelser kan forenes med effektivitetshensynet og i øvrigt kan ske inden for forsvarsforligets rammer."

Victor Gram (S) udtalte efter ministerens redegørelse sin stærke tvivl om, at effektiviteten i forsvaret ikke ville blive forringet, og at besparelserne lå inden for rammerne af forsvarsforliget. Han fremhævede, at hans parti ikke havde noget imod, at man ansatte forsvarets ordning på et lavere plan, end man havde nu, men han var imod at have en falsk forsvarsordning. En ordning, hvor man mere eller mindre tilfældigt sparede — alt efter hvilken økonomisk situation man befandt sig i — ville automatisk føre frem til, at man tilsyneladende kørte videre med styrkemålsætningerne, men uden reelt indhold.

Erik Kragh (KF) var enig i indholdet af forsvarsministerens redegørelse. Han betonede, at de styrkemål, som blev fastsat i forsvarsloven som følge af forsvarsforliget, ikke opfyldte, hvad man fra NATOs side eller fra national militær side ønskede. Det var derfor nødvendigt at betragte lovens styrkemål som mindstemål. Efter en omtale af NATOs hovedopgaver og en redegørelse for styrkefordelingen i Europa fastslog han, at der ikke var indtrådt en afspænding, som kunne begrunde en reduktion af de forskellige NATO-landes styrkemål.

Når forsvarsstyrelsen som ansvarlig myndighed erklærede, at de midlertidige foranstaltninger, der skulle gennemføres, i det store og hele ville kunne undgå at medføre nedskæringer, der ville få konsekvenser for beredskabet, så måtte man fra politisk side kunne stille sig tilfreds hermed. Det var hans opfattelse, at besparelserne var holdt inden for forsvarsforligets rammer.

Også From (V) kunne erklære sig tilfreds med forsvarsministerens redegørelse. Han rejste en række spørgsmål om mulighederne for besparelser på forsvarets lønninger, som, efter hvad der var hævdet, udgjorde ca. 70 pct. af forsvarets budget.

Han konkluderede ved at udtale, „at venstres stilling til Danmarks sikkerhedspolitik er uændret, at venstre anerkender besparelsen på de 125 mill. kr., at venstre tager ministerens erklæring om de følgende budgetforslag til efterretning, at venstre ønsker rationaliserings- og forenklingsbestræbelserne fortsat, og at venstre lægger afgørende vægt på, at den brede enighed om Danmarks forsvar kan opretholdes også fremover."

Bilgrav-Nielsen (RV) fandt det urimeligt at tale om, at en besparelse på 125 mill. kr. skulle betyde et brud på forsvarsforliget, når hensås til, at forsvarsloven var en smidig rammelov, der gav en betydelig bevægelsesfrihed. Forsvarsstyrelsen havde jo i øvrigt heller ikke ment, at besparelserne ville få beredskabsmæssige konsekvenser.

Han fremhævede, at man ved lovens gennemførelse havde været opmærksom på de muligheder, der måtte være for en løbende nyvurdering. Den europæiske afspænding var vidt fremskreden, og man måtte ikke forsømme selv den mindste lejlighed til at stimulere denne udvikling. I øvrigt burde rationaliserings- og forenklingsbestræbelserne inden for forsvaret føres langt videre, end sket vår, og han pegede i denne forbindelse på en række foranstaltninger, bl. a. nedsættelse af tjenestetiden, som burde tages op til overvejelse.

Morten Lange (SF) var principielt af den opfattelse, at et dansk forsvar under de nuværende forhold var nytteløst. Hans parti var dog naturligvis klar til at samarbejde med andre partier for en konstruktiv politik, som sigtede mod en beskæring af det danske forsvar, så det ikke blev den nuværende store økonomiske og sikkerhedsmæssige belastning.

Atlantpagten befandt sig i dag i en afgørende krise, og vi var i en situation, hvor vi skulle tage stilling til, om vi agtede at fortsætte. Efter hans opfattelse ville Atlantpagten næppe være et rimeligt ståsted for Danmark i den kommende tid.

Hvad forsvarsforliget angik, var det af en sådan karakter, ikke mindst tidsmæssigt, at det havde forhindret Danmark i at følge den europæiske afspænding op.

Han trak sit partis målsætning op i følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget opfordrer parterne til at opsige forsvarsforliget, henstiller det til regeringen at forberede en almindelig afrustning af Danmark

og går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Kjær Rasmussen (VS) beskæftigede sig navnlig med Danmarks medlemskab af NATO, som efter hans opfattelse byggede på forkerte forudsætninger og rummede store farer for befolkningen. Han fandt ikke det af Morten Lange stillede dagsordensforslag tilfredsstillende og stillede derfor følgende dagsordensforslag:

„Idet folketinget har noteret, at regeringen tilsigter den størst mulige begrænsning af statens udgifter,

giver tinget udtryk for ønske om voksende og varige nedskæringer af de militære budgetter

og går dermed over til næste sag på dagsordenen."

J. O. Krag (S) understregede i et indlæg, at der var tale om en meget begrænset besparelse, og at den kun gjaldt for ét finansår. I de følgende finansår ville forsvarsudgifterne stige kraftigt.

Uden for ordførernes kreds talte endvidere Svend Haugaard (RV) og Kai Moltke (VS).

Efter forhandlingernes afslutning foretoges afstemning over de stillede forslag om motiveret dagsorden.

Det af Morten Lange stillede forslag forkastedes med 127 stemmer mod 14 (SF og VS); 1 medlem (Anker Jørgensen (S)) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.

Det af Kjær Rasmussen stillede forslag forkastedes med 130 stemmer mod 7 (VS, Skovmand, Meta Ditzel og Valbak (RV)); 12 medlemmer (SF, Anker Jørgensen og Tastesen (S)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.