Loven erstatter lov nr. 176 af 11. maj 1935 om adgang til sterilisation og kastration, §§ 6-9 i lov nr. 171 af 16. maj 1934 om foranstaltninger vedrørende åndssvage, jfr. § 16, stk. 1, i lov nr. 192 af 5. juni 1959 om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, samt § 1, stk. 4, i lov nr. 177 af 23. juni 1956 om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v.
Reglerne om sterilisation og kastration er nu samlet i én lov, således at reglerne bliver fælles for åndssvage og andre.
De hidtil gældende regler om sterilisation af åndssvage i loven af 1934 om foranstaltninger vedrørende åndssvage hjemlede adgang til tvangssterilisation, idet der ikke krævedes noget samtykke fra den åndssvage selv. Efter den nu vedtagne lov må sterilisation og kastration kun tillades efter skriftlig begæring af den, på hvem indgrebet eller behandlingen skal foretages. Hvis denne på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller af anden grund varigt er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet eller behandlingen, må en begæring fremsættes af en dertil beskikket værge (§ 9, stk. 1). Det er en nydannelse i loven, at denne regel, som svarer til de hidtidige regler i sterilisationsloven af 1935, der ikke omfattede åndssvage, nu også principielt skal gælde åndssvage. Herved bemærkes, at mange åndssvage er i stand til at forstå sterilisationens betydning, jfr. den betænkning, der lå til grund for lovforslaget (se nedenfor) side 25.
Også for så vidt angår kastration indebærer loven en overgang til frivillighedens princip, idet den adgang til tvungen kastration af visse sædelighedsforbrydere, som indførtes ved loven af 1935 om adgang til sterilisation og kastration, ophæves.
I modsætning til hidtil gældende ret er der endvidere givet udtrykkelige regler om udførelse af sterilisation af lægelige hensyn (medicinsk indikation) (§ 2, stk. 2). Indgreb og behandlinger, der har til formål at helbrede legemlig sygdom, omfattes dog ikke af loven (§ 1, stk. 2).
Reglerne om medicinsk indikation har først og fremmest det formål at fastlægge afgrænsningen mellem de tilfælde, hvor tilladelse til sterilisation kræves, over for de tilfælde, hvor tilladelse er ufornøden. Overlægen kan herefter efter § 2, stk. 2, på egen hånd foretage sterilisation af en kvinde, „når forhold af udelukkende eller dog ganske overvejende lægelig karakter nødvendiggør forebyggelse af svangerskab for at afværge fare for hendes liv eller for alvorlig og varig forringelse af hendes helbred".
Loven bygger — som hidtil gældende ret — på, at der ikke skal være fri sterilisation. Sterilisation må derfor — bortset fra tilfælde af medicinsk indikation — kun foretages efter en offentlig tilladelse og efter bestemte grunde.
De grunde (indikationer), der kan give adgang til sterilisation, er nævnt i § 4, stk. 2. Nr. 1 i stk. 2 nævner den eugeniske indikation. Sterilisationsloven af 1935 fremhævede særligt risikoen for afkommets arvelige belastning. Sterilisation kan dernæst efter stk. 2, nr. 2, tillades når „ansøgeren må anses for uegnet til på forsvarlig måde at drage omsorg for børn". Det var dette hensyn, der særligt var fremhævet i sterilisationsbestemmelsen i 1934-loven om åndssvage. Uegnetheden kan være dels legemligt, dels psykisk betinget.
Ved den nye lov har en social indikation fået udtrykkelig hjemmel i § 4, stk. 2, nr. 3, hvori det siges, at der kan gives tilladelse til sterilisation, „når de forhold, hvorunder ansøgeren og dennes familie lever, gør det påkrævet at undgå fødsel af flere børn". Der skal herved tages hensyn til „familiens helbredsmæssige, boligmæssige og økonomiske forhold samt antallet af hjemmeværende børn og til, om det må forventes, at flere børn vil medføre en væsentlig belastning af forholdene gennem forringelse af kvindens helbredstilstand, betydelig forøgelse af hendes arbejdsbyrde eller på anden måde." I § 4, stk. 3, er der givet en særlig hjemmel til sterilisation i tilfælde, hvor der „af særlige grunde er betydelig fare for, at et fremtidigt svangerskab ikke kan gennemføres, eller at barnet ikke vil blive levedygtigt eller vil blive født med væsentlige beskadigelser".
I § 6 er der endvidere i visse tilfælde åbnet mulighed for sterilisation af ægtefællen i stedet for den, der er bærer af indikationen.
I § 5 understreges det, at der skal „lægges særlig vægt på", om de forhold, der begrunder foretagelsen af sterilisation, kan antages at være af varig karakter, og om der ikke er mulig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan opnås på anden måde".
Denne bestemmelse gav anledning til særlig debat under forhandlingerne i folketinget vedrørende sterilisation af unge åndssvage, hvor en senmodning kunne komme på tale. Efter forslag af det nedsatte udvalg blev der vedtaget en ny formulering af § 13, hvorefter „justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af ansøgningen om sterilisation, herunder om de hensyn, der må tillægges særlig betydning for afgørelse om sterilisation af personer under 21 år." Det fremgår af bemærkningerne, der henviser til en skrivelse af 5. maj 1967 fra justitsministeren til udvalget, at der her er tænkt på § 5. Den føromtalte skrivelse var foranlediget af en henvendelse fra Landsforeningen Evnesvages Vel. Justitsministerens kommentarer til denne skrivelse er optrykt som bilag til betænkningen. I en skrivelse af 17. januar 1967 refereres Landsforeningens standpunkt således „at der i det cirkulære, som udsendes om loven, lægges vægt på bestemmelsen i forslagets § 5, således at sterilisationsindgreb på personer i alderen 18-21 år i videst muligt omfang undgås ud fra den betragtning, at det i mange tilfælde vil være vanskeligt eller umuligt at bedømme mulighederne for en social og intellektuel senmodning hos personer i denne aldersgruppe." I et supplerende svar af 5. maj meddelte justitsministeren, at man var „indstillet på i de regler, som skal fastsættes efter forslagets § 13, at understrege den særlige betydning, som bestemmelsen i forslagets § 5 må tillægges ved behandlingen af sager om sterilisation af unge, navnlig unge under 21 år."
Loven indeholder endvidere ændrede kompetenceregler for meddelelse af tilladelse til sterilisation. Efter hidtidige regler blev tilladelser til sterilisation af åndssvage meddelt af et særligt nævn, sterilisationsnævnet, medens andre tilladelser blev meddelt af justitsministeriet efter indhentet erklæring fra retslægerådet. Loven medfører, at sterilisation i alle tilfælde — bortset fra sterilisation på medicinsk indikation — skal tillades af de til mødrehjælpsinstitutionerne knyttede samråd.
For så vidt angår tilladelse til kastration bibeholdes den hidtidige ordning, hvorefter tilladelse i alle tilfælde gives af justitsministeriet efter indhentet erklæring fra retslægerådet.
Lovforslaget bygger på en betænkning afgivet af det af justitsministeriet den 30. december 1958 nedsatte udvalg. (Betænkning om sterilisation og kastration 353/1964).
Om sterilisation udtalte udvalget (s. 23). „Bag den stedfundne udvikling ligger vel en ændring i opfattelsen af sterilisationens formål. Medens hensynet til afkommets arvelige belastning tidligere var fremherskende, træder hensynet til den pågældende kvinde eller mand selv, hjemmet og de allerede i det værende børn nu stærkere frem." Spørgsmålet, om adgangen til sterilisation burde være fri, var drøftet, men udvalgets flertal (alle med undtagelse af Bank-Mikkelsen og Clemmensen) fandt dog, at adgangen ikke burde være fri. Mindretallet fandt, „at personer, der ved fremførelsen af agtværdige grunde, der bør være af ikke-forbigående art, kan opnå tilslutning til sterilisation hos overlægen på et offentligt sygehus, bør have adgang til uden særlig ansøgning at underkaste sig sterilisation på sygehuset (s. 24). To af udvalgets medlemmer (Hoffmeyer og Skalts) nærede betænkelighed ved at henlægge sterilisationsafgørelserne til mødrehjælpens samråd, idet de nærede frygt for, at det ville være skadeligt for mødrehjælpens positive hjælpearbejde, både af hensyn til mødrehjælpens omdømme og af hensyn til de begrænsede ressourcer, man havde. Der var i udvalget enighed om, at 1935-lovens regler om frivillig kastration i alt væsentligt havde virket tilfredsstillende. De foreslåede regler svarede derfor i det store og hele til den hidtidige ordning. Udvalget fandt det derimod „utvivlsomt, at en ny kastrationslov ikke bør indeholde bestemmelser om tvangskastration."
Det fremsatte forslag svarede i det store og hele til udvalgets udkast.
Forslaget fik ved 1. behandling enstemmig tilslutning, selv om der var en række nuancer i tilslutningen, der især gav sig udtryk i, at adskillige af ordførerne ønskede en yderligere liberalisering på området.
Thomas Have (S) fandt det lidt betænkeligt at ophæve reglerne om tvungen kastration.
Ib Thyregod (V) kunne tilslutte sig det nedsatte udvalgs flertals opfattelse: at der ikke burde gennemføres fri sterilisationsret.
Hanne Budtz (KF) fandt, at spørgsmålet om fri adgang til sterilisation var noget, man burde drøfte i det kommende udvalg. Hun kunne tilslutte sig, at mødrehjælpsinstitutionernes samråd fik kompetencen, men fremhævede de betænkeligheder, som mødrehjælpens egne repræsentanter havde haft. Hun var positivt indstillet overfor afskaffelse af tvungen kastration.
Hanne Reintoft (SF) kunne tilslutte sig, at kompetencen til at give tilladelsen til sterilisation blev lagt hos mødrehjælpens samråd. Ansøgerne burde orienteres om muligheden for indbringelse af et afslag for justitsministeriet, der endvidere burde følge samrådenes beslutningspraksis og medvirke til ensartede afgørelser på dette område. Hun var tilfreds med, at man ved sterilisation af åndssvage afskaffede reglerne om tvang. I forbindelse med udskrivning fra en institution vil der dog kunne lægges pres på den pågældende, såfremt institutionsledelsen mener, at den pågældende kan klare sig uden for institutionen, såfremt vedkommende er steriliseret. Det samme gjaldt sterilisation som betingelse for ægteskab.
Niels Helveg Petersen (RV) fandt, at adgangen til sterilisation burde være principielt fri. „Efter min opfattelse burde lovens princip vendes om, således at der i princippet var en fri adgang, men dog således, at sterilisation kunne afslås, hvis tungtvejende årsager talte imod. Tungtvejende årsager vil i denne sammenhæng sige årsager af forbigående og ikke varig karakter."
Diderichsen (LC) fandt, at det var et stort fremskridt, at lovforslaget fastsatte fælles regler for sterilisation af åndssvage og andre mennesker. Hvad bestemmelsen om tvangskastration angik var det bedste der kunne siges formentlig, at den aldrig havde været anvendt. Han var betænkelig ved det pres, der kunne udøves i forbindelse med udskrivning af åndssvage. Ægteskabslovens § 10 som syntes at have „samme racehygiejniske baggrund fra 1930erne som sterilisationsloven af 1934", burde snarest tages op til revision.
Det udvalg, hvortil forslaget blev henvist, indstillede forslaget til vedtagelse med to af udvalget foreslåede ændringer, som til dels
er omtalt ovenfor. Udvalget havde bl. a. drøftet spørgsmålet om fri adgang til sterilisation og lovforslagets henlæggelse af kompetencen til meddelelse af sterilisationstilladelser til mødrehjælpsinstitutionernes samråd. Disse drøftelser havde ikke givet anledning til ændringsforslag.
Under 2. behandling udtalte justitsministeren som svar til Niels Helveg Petersen, at han håbede, at han næste år ville være i stand til at komme med forslag til ændring af ægteskabsloven, også for så vidt angik § 10, „uden at jeg dog naturligvis nu, da undersøgelserne på nordisk plan ikke er tilendebragt, kan give oplysning om, hvordan den nye § 10 vil komme til at se ud".
Ved 3. behandling blev forslaget som ændret under 2. behandling enstemmigt vedtaget med 145 stemmer.