Hovedpunkterne i straffelovsændringen er:
1) Ændring af straffelovens kap. 11, der navnlig angår forældelse af strafansvar.
2) Ændring af reglerne om falsk anklage (§ 164 og § 165).
3) Ændring af § 199, der anvendes over for prostituerede.
4) Ændringer i visse bestemmelser om sædelighedsforbrydelser.
a) En vis begrænsning af straffelovens § 210 om blodskam.
b) Ændring af strafferammen for voldtægt i § 216.
c) Ophævelse af bestemmelsen i § 230 om straf for modtagelse af betaling for homoseksuelt forhold.
d) Ændringer i bestemmelsen om pornografi i § 234. Den vigtigste ændring er ophævelsen af forbuddet mod offentliggørelse eller udbredelse af pornografiske skrifter.
e) Ophævelse af straffebestemmelsen i § 235 vedrørende reklamering for svangerskabsforebyggende midler.
1) Ændring af straffelovens kap. 11 om forældelse af strafansvar.
Efter den hidtil gældende regel i straffelovens § 93 bestemtes forældelsesfristens længde som hovedregel af størrelsen af den straf, der ville være forskyldt for den pågældende overtrædelse. I overensstemmelse med den ordning, der gælder i Finland, Norge og Sverige, ændredes straffeloven således, at fristens længde skal bero på størrelsen af det maksimum, som indeholdes i den straffer amme, der gælder for overtrædelsen. Forældelsen vil dog i almindelighed være 2 år, uanset strafferammens maksimum, når den konkret forskyldte straf ville være bøde. Særlovsovertrædelser vil endvidere i almindelighed blive undergivet samme forældelsesregler som straffelovsovertrædelser. En række grovere forbrydelser har hidtil været uforældelige (hvis den forskyldte straf ville overstige fængsel i 1 år og strafferammens maksimum overstiger 6 års fængsel); dette bibeholdes, men ændres således, at det er de forbrydelser, hvor fængsel på livstid kan idømmes, der er uforældelige. Det kan endvidere nævnes, at der er fastsat forældelsesfrister for ansvaret for unddragelse af betaling af indirekte skatter og for konfiskationsansvar.
Forslaget til en ny affattelse af kapitel 11 bygger på straffelovsrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig forældelse m. v. og den nordiske strafferetskomités betænkning af 18. juni 1966 om samme spørgsmål, der er optaget som bilag til den førstnævnte betænkning. Det fremsatte forslag fulgte dog ikke betænkningens forslag om, at også strafansvaret for forbrydelser, hvor fængsel på livstid kan idømmes, skulle forældes (på 25 år). Det hedder i bemærkningerne til lovforslaget: „Justitsministeriet har imidlertid fundet det overvejende betænkeligt, at de alvorligste forbrydelser, herunder navnlig grove drabsforbrydelser, således efter udløbet af en bestemt tidsfrist skulle være unddraget strafforfølgning." Det fremsatte forslag om forældelse blev uændret vedtaget af folketinget uden større debat.
2) Ændring af reglerne om falsk anklage.
§ 164 og § 165 blev ændret således, at der skete en kriminalisering af falske selvanmeldelser og, af falske anmeldelser af andre, som sker med disses samtykke.
Det fremgår af bemærkningerne, at ændringerne er i overensstemmelse med en utrykt indstilling fra straffelovsrådet af 18. november 1966. Der henvises til lovforslagets fyldige bemærkninger om disse ændringer. Det fremsatte forslag blev uændret vedtaget af folketinget.
3) Ændring af bestemmelsen i § 199 (om prostituerede).
Efter bestemmelsen i § 199, der anvendes over for prostituerede, straffes den, der undlader at efterkomme pålæg om at søge lovligt erhverv, med fængsel. Ændringen åbner mulighed for anvendelse af hæftestraf.
Forslaget var i overensstemmelse med en indstilling fra straffelovsrådet af 4. januar 1967 om straf for homoseksuelle prostitutionsforhold, der var gengivet som et bilag til det fremsatte lovforslag. Forslaget havde sammenhæng med den nedenfor omtalte ophævelse af § 230 om homoseksuelle prostitutionsforhold, der gav anledning til en del debat. Forslaget om ændring af § 199 blev uændret vedtaget. Det kan dog bemærkes, at det af det nedsatte udvalgs betænkning fremgår, at justitsministeren i forbindelse med diskussionerne om den homoseksuelle prostitution har givet tilsagn om, „at han snarest vil lade hensigtsmæssigheden af straffelovens almindelige regel om prostitution i § 199 undersøge."
4) Ændringer i visse bestemmelser om sædelighedsforbrydelser.
a) En vis begrænsning af straffelovens § 210 om blodskam.
§ 210 er ændret således, at den beslægtede i nedstigende linje ikke straffes.
Det fremgik af bemærkningerne, at man ved at ophæve reglen om strafansvar for den beslægtede i nedstigende linje ville bringe reglen i overensstemmelse med de tilsvarende regler i Norge og Sverige.
Det nedsatte udvalg godkendte ændringen, idet man fandt, at de tilfælde, „hvor descendenten har været den initiativtagende i forholdet, er så atypisk, at det ikke kan begrunde en almindelig kriminalisering af descendentens forhold." Udvalget ønskede dog at beholde reglen i § 210, stk. 3, 2. punktum, om fakultativt strafbortfald for søskendeblodskam for den, der ikke er fyldt 16 år. Denne bestemmelse var foreslået ophævet af justitsministeren. Udvalget foreslog at bibeholde den med en aldersgrænse på 18 år i stedet for 16 år. Denne ændring blev vedtaget.
b) Ændring af strafferammen for voldtægt i § 216.
Efter den hidtidige gældende strafferamme var straffen fængsel fra 1 år til 16 år, under særdeles skærpende omstændigheder fængsel på livstid. Hvis kvinden forud havde stået i et mere varigt kønsligt forhold til gerningsmanden, var straffen fængsel indtil 8 år.
Dette er nu ændret til, at voldtægt straffes med fængsel indtil 10 år, uden at der er foreskrevet noget minimum.
Forslaget var i overensstemmelse med en indstilling fra straffelovsrådet af 26. januar 1966, der er aftrykt i bemærkningerne til lovforslaget. For straffelovsrådet havde det været et hovedspørgsmål, om den gældende lovbestemmelse i § 216 burde opdeles i to voldtægtsregler, herunder en regel med en lavere strafferamme omfattende, hvad der er blevet betegnet som „forberedt voldtægt", d. v. s. voldtægt, hvor der navnlig på grund af et forudgående selskabeligt samvær, eventuelt i forbindelse med en vis letsindighed fra kvindens side, foreligger formildende omstændigheder. Straffelovsrådet indstillede, at samtlige voldtægtsforhold blev undergivet en fælles strafferamme.
c) Ophævelse af bestemmelsen i § 230 om straf for modtagelse af betaling for homoseksuelt forhold.
Som grundlag for forslaget forelå der en indstilling fra straffelovsrådet af 4. januar 1967 om straf for homoseksuelle prostitutionsforhold m. v. Denne indstilling var aftrykt som et bilag til det fremsatte forslag. Rådets flertal (3 medlemmer) indstillede, at § 230 blev opretholdt, men blev ændret således, at strafansvar blev betinget af en forudgående advarsel fra politiets side. Et mindretal (1 medlem) indstillede, at § 230 blev ophævet.
Det fremsatte lovforslag var i overensstemmelse med mindretallets indstilling. Det fremgik af bemærkningerne, at det ikke synes „stemmende med ellers anerkendte strafferetlige synspunkter, at den, der modtager betaling for homoseksuelt forhold, straffes, medens betalerens forhold er straffrit (medmindre betalingsmodtageren er under 18 år, jfr. § 225, stk. 2)." Det blev endvidere, som en anden principiel betænkelighed ved reglen, anført, at den medførte forskelsbehandling af den heteroseksuelle og den homoseksuelle prostitution.
Om ophævelsen af § 230 udtalte det nedsatte udvalg:
„Udvalget har diskuteret de konsekvenser, som en ophævelse af straffelovens § 230 vil få for det forsorgsmæssige arbejde blandt homoseksuelt prostituerede. Udvalget er enig med justitsministeren i, at det er uheldigt at benytte straffeloven som et middel til at etablere kontakt med et forsorgsklientel, som man ønsker at hjælpe, men hvis adfærd man ikke ønsker at straffe "
„Udvalget har med ministeren for familiens anliggender drøftet mulighederne for på grundlag af reglerne om børne- og ungdomsforsorg at sætte et forsorgsarbejde i gang blandt unge homoseksuelt prostituerede. Ministeren har over for udvalget erklæret sig villig til at sætte et sådant opsøgende og behandlende arbejde, baseret på et antal socialt pædagogisk uddannede personer, i gang, såfremt der bliver givet de nødvendige bevillinger. Da det ved ophævelsen af § 230 bliver nødvendigt at reorganisere forsorgsarbejdet over for dette særlige klientel, skal udvalget anbefale, at der bliver givet de nødvendige bevillinger til dette arbejde."
I forbindelse med ophævelsen af § 230 blev § 225, stk. 3, der fastsætter straf for „den, der under misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person af samme køn under 21 år til kønslig usædelighed med sig", ophævet.
d) Ændringer i bestemmelsen i § 234 om pornografi.
Den vigtigste ændring er ophævelsen af forbuddet i § 234, stk. 1, nr. 2, om offentliggørelse eller udbredelse af utugtige skrifter. Dette betyder, at § 234 begrænses til at angå utugtige billeder samt offentlige foredrag, forestillinger og udstillinger af utugtigt indhold. Endvidere ophæves § 234, stk. 2, om strafforhøjelse ved erhvervsmæssig offentliggørelse af pornografi og stk. 3 om straf for offentliggørelse af skrifter og billeder, der, „uden at de kan anses for egentlig utugtige, udelukkende må antages at have forretningsmæssig spekulation i sanselighed til formål". Ophævelsen af forbuddet mod utugtige skrifter træder først i kraft efter justitsministerens bestemmelse. Begrundelsen herfor er, at ophævelsen forudsætter opsigelse af overenskomsten af 12. september 1923 til undertrykkelse af udbredelse af og handel med utugtige offentliggørelser. Denne overenskomst kan opsiges med 1 års varsel.
Forslaget byggede på straffelovsrådets betænkning om pornografi (435/1966). Forslaget om ophævelse af forbuddet mod utugtige skrifter var i overensstemmelse med flertalsindstillingen (3 medlemmer), medens et af rådets medlemmer ikke kunne tilslutte sig dette forslag.
Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte justitsministeren bl. a.:
„I overvejelserne vil vel navnlig melde sig to spørgsmål: på den ene side spørgsmålet, om forbuddet mod utugtige skrifter bør ophæves — på den anden side spørgsmålet, om man i bekræftende fald bør drage den konsekvens også at ophæve det tilsvarende forbud vedrørende billeder..... "
Ministeren advarede imod at overvurdere spørgsmålenes betydning.
Ved ophævelse af forbuddet mod utugtige skrifter havde ministeren lagt betydelig vægt på de betænkeligheder ud fra strafferetlige og retsplejemæssige synspunkter, som det gældende forbud gav anledning til, og på det svage grundlag, der syntes at være for antagelse af skadevirkninger knyttet til den pornografiske litteratur.
Ministeren havde som nævnt valgt at begrænse frigivelsen til de pornografiske skrifter, men det var nok urigtigt helt at bortse fra den mulighed, at denne frigivelse kunne få virkninger, der blev af betydning for vurderingen af, om forbuddet mod utugtige billeder burde opretholdes.
Om ændringen af reglerne om pornografi udtalte det nedsatte udvalg bl. a.:
„Udvalget har indgående diskuteret den foreslåede afkriminalisering af utugtige skrifter. Ud fra principielle synspunkter om litterær ytringsfrihed og borgernes læsefrihed, det ønskelige i en afdramatisering af situationen omkring de pornografiske skrifter og de principielle retsplejemæssige vanskeligheder, der har været ved administrationen af den nugældende bestemmelse, er udvalget enig om, at den nugældende bestemmelse om pornografiske skrifter bør ophæves.
Udvalget har specielt diskuteret, om det var muligt og ønskeligt at finde frem til et snævrere pornografibegreb, der især ramte skrifter med beskrivelser af grov sadisme eller anden grov perversitet. Meningerne har herom været delte. .... Straffelovsrådets flertal har i betænkningen om pornografi (side 59) udtalt, at det kan ventes, at udviklingen efter en ophævelse af straffelovens forbud mod pornografiske skrifter vil blive fulgt med opmærksomhed, og at spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af en forbudsregel vil blive taget op til fornyet behandling, hvis erfaringerne giver anledning dertil. I tilknytning hertil ønsker udvalget at understrege betydningen af, at man særlig har opmærksomheden henvendt på, om ophævelsen af den nævnte forbudsregel fører til en øget udbredelse af skrifter med skildringer af sadisme eller andre grove seksuelle perversioner..."
„Udvalget har drøftet mulighederne for, at reglerne i lovforslagets § 234, nummer 1 og 2, om utugtige billeder eller genstande kunne ophæves. Meningerne herom har været delte. Fra visse sider har man ønsket reglerne om forbud mod pornografiske billeder afskaffet mod skærpede regler mod udstilling af sådanne billeder. Efter drøftelse med justitsministeren er udvalget blevet enig om ikke at foreslå nogen ændringer i forslaget på dette punkt under hensyn til det ønskelige i at have en ensartet praksis i Sverige og Danmark og under henvisning til, at en svensk komité, der blev nedsat i 1965, arbejder med spørgsmålet."
e) Ophævelse af straffebestemmelsen i § 235 vedrørende reklamering for svangerskabsforebyggende midler.
Bestemmelsen i § 235 fastsatte straf for den, „der på forargelig måde reklamerer for eller udbyder til salg genstande eller stoffer, der er tjenlige til at forebygge svangerskab", samt for den, „der uden udtrykkelig anmodning udsender reklamer for sådanne genstande eller stoffer til personer, der ikke driver lovlig handel med disse".
Forslaget var i overensstemmelse med straffelovsrådets forslag i dets betænkning om pornografi..
Ved 1. behandling fik lovforslaget en velvillig modtagelse. Det var især ændringen i pornografibestemmelsen, der gav anledning til kommentarer, men også ophævelsen af § 230 om homoseksuelle prostitutionsforhold gav anledning til en del bemærkninger.
Thomas Have (S) kunne anbefale forslaget. Han var enig med justitsministeren, når denne havde udtrykt tvivl om, hvorvidt det ville være rigtigt at få forskellige regler for skrifter og for billeder.
Ib Thyregod (V) fandt, at inden man afskaffede § 230, måtte man have skabt den sociale indsats, der kunne erstatte den nuværende, der byggede på eksistensen af § 230. Det var et spørgsmål, om ikke straffelovsrådets flertals opfattelse burde følges. Vedrørende pornografibestemmelsen mente han, at man først burde forsøge, om man ikke kunne finde en snævrere afgrænsning, således at de groveste former blev forbudt.
Thestrup (KF) rejste spørgsmålet om, hvorfor strafbortfaldsreglen i § 210, stk. 3, 2. punktum, var foreslået udeladt (jfr. ovenfor under omtalen af § 210). Han kunne tilslutte sig ophævelsen af § 230, såfremt det var muligt at finde en tilfredsstillende løsning inden for forsorgslovgivningens rammer. Om pornografibestemmelsen var det hans udgangspunkt, at det offentlige ikke skulle bestemme, hvad en voksen person måtte læse. Han ville dog gerne nærmere diskutere skadevirkningen over for børn og unge af pornografi med stærke islæt af vold og sadisme. Han var endvidere betænkelig ved Danmarks internationale stilling ved en eventuel ophævelse af forbuddet mod pornografiske skrifter.
Poul Dam (SF) fastslog, at den juridiske sagkundskabs tekniske viden var uundværlig, men det var ikke dens vurderinger af, hvad der var strafværdigt, der skulle bestemme lovgivningens sigte. Han var derfor tilfreds med, at ministeren „i hvert fald på ét punkt er gået imod straffelovsrådets flertal og har støttet sig på et mindretal og sin egen sunde fornuft." Paragrafferne om blodskam var forbedret, men efter talerens opfattelse burde blodskam mellem voksne deltagere være straffri. Han hilste med glæde ophævelsen af de to bestemmelser om homoseksualitet — forførelsesbestemmelsen og straffebestemmelsen for homoseksuel prostitution. Angående ændringen i § 234 om pornografi, så mente han, at billederne også burde frigives. Det, der var brug for, var en gennemførelse af nogle politivedtægtsbestemmelser, som medførte, at disse billeder ikke hang alle vegne. Til gengæld skulle de være frit tilgængelige for dem, der virkelig ville have dem.
Else-Merete Boss (RV) udtrykte en vis sympati for en opdeling af voldtægt på to strafferammer. Hvis ingen andre ville gå ind for denne opdeling, måtte man være tilfreds med, at ophævelsen af minimumsstraffen ville give mulighed for også at tage kvindens adfærd i betragtning som en muligt formildende omstændighed. Hun hilste med tilfredshed forslaget om ophævelse af § 230. Man burde i det kommende udvalg gennemgå, hvad der kan tale for, og hvad der kan tale imod også at frigive billeder. „Skulle der blive tale om en frigivelse, må jeg for mit eget vedkommende gå ind for, at sådanne billeder ikke må udstilles og kun forhandles meget diskret."
Diderichsen (LC) kunne tilslutte sig ophævelsen af § 230; „det er et forhold, som i den grad tilhører, hvad vi plejer at kalde privatlivet, at det også lovmæssigt må overføres i den private sfære." Han kunne ligeledes tilslutte sig ophævelsen af kriminaliseringen af utugtige skrifter. Med hensyn til billeder kunne han godt se, at det havde sin rimelighed at gå lidt forsigtigt frem, „men dog således, at vi gerne vil overveje at være med til at få oplysninger, som muligvis kan gøre, at vi tager skridtet helt ud og også afskaffer pornografiparagraffen på dette område." Ligesom Poul Dam og Else-Merete Ross kunne han godt tænke sig at gøre noget imod udstillingerne af pornografiske billeder.
Uden for ordførernes række udtalte Lembourn (KF) sig imod forslaget om at opretholde forbuddet mod billederne.
Det nedsatte udvalg afgav en enstemmig betænkning. Forslaget blev indstillet til vedtagelse med en ændring angående § 210 (se ovenfor under omtalen af denne paragraf). Betænkningen er omtalt under referatet af de enkelte straffelovsændringer.
Ved 2. behandling gav Ib Thyregod (V) og Thestrup (KF) udtryk for, at man helst havde set bevaret en vis mulighed for indskriden over for grovere former af pervers litteratur, medens Poul Dam (SF), Else-Merete Ross (RV) og Diderichsen (LC) udtrykte sympati for frigivelse også af de utugtige billeder.
Ved 3. behandling blev forslaget herefter vedtaget med 159 stemmer mod 13 (dele af V og KF).