Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende affattelse:
„Folketinget opfordrer ministeren for kulturelle anliggender til at fremsætte forslag, som
1) pålægger Danmarks radio at opbevare båndoptagelser eller andre former for gengivelser af radio- eller TV-udsendelser,
2) sikrer personer, der direkte — f. eks. gennem omtale — berøres af en udsendelse, ret til nøjagtige gengivelser af de opbevarede båndoptagelser m. m.,
3) giver pressen og andre, som af hensyn til den offentlige meningsdannelse udtrykker ønske derom, adgang til gengivelser af udsendelser, herunder debatter, foredrag, kommentarer el. lign., vedrørende økonomiske, politiske eller religiøse spørgsmål,
4) fastsætter de nærmere retningslinjer for opbevaringspligtens varighed samt for vilkår, herunder eventuelt betaling, for adgang til og gengivelser af de opbevarede udsendelser."
Ved fremsættelsen motiverede ordføreren for forslagsstillerne (Hastrup (KF)) forslaget således:
„Forslaget har til formål at sikre enkeltpersoner og offentligheden en mulighed for nøjagtigt at konstatere, hvad der i radioen og fjernsynet fremsættes af udtalelser m. v., som enten har karakter af angreb eller kritik mod bestemte personer eller har betydning som grundlag for den offentlige meningsdannelse om politiske, økonomiske eller religiøse spørgsmål.
Forslagsstillerne er bekendt med, at Danmarks radio i forvejen arkiverer sine udsendelser, til dels for tidsbegrænsede perioder, men denne arkivering påhviler ikke radioen som en pligt på samme måde, som det er lovbestemt, at f. eks. dagbladene skal opbevares i officielle tilgængelige arkiver. Kun undtagelsesvis giver Danmarks radio adgang til båndkopier eller andre former for gengivelser af de arkiverede udsendelser. Personer, som udsættes for angreb eller kritik gennem udtalelser i radioen eller fjernsynet, har f. eks. ikke nogen umiddelbar ret til at få udleveret en ordret gengivelse af de udtalelser, som er rettet mod dem, uanset om disse anklager måske kan give anledning til injurie- eller erstatningssag. Også hensynet til den offentlige meningsdannelse taler for, at der gives pressen og andre, der ytrer ønske derom på grund af den politiske, økonomiske og religiøse oplysning og debat, en sikret ret til at kunne modtage ordrette gengivelser af udsendelser om spørgsmål af denne art.
Forslagsstillerne anser det for en selvfølge, at ophavsretten til kunstneriske værker respekteres, men mener ikke, at denne ret behøver at berøre en arkiveringspligt efter de nævnte retningslinjer. Man finder heller ikke, at de tekniske og økonomiske problemer, der kan påpeges ved forslagets gennemførelse, er af en sådan karakter, at de kan opveje hensynet til retssikkerheden for den enkelte borger og hensynet til, at den offentlige debat kan foregå på et nøjagtigt og konkret grundlag."
Ved 1. behandlingen pegede ministeren for kulturelle anliggender på, at hun i folketinget den 1. februar 1967 havde besvaret et spørgsmål vedrørende befolkningens adgang til ordrette referater eller kopier af båndoptagelser af fjernsynets og radioens udsendelser, og at hun dengang havde lovet at ville foranstalte en nøje undersøgelse af hele problemområdet med sigte på at nå frem til en rimelig ordning. Den lovede undersøgelse var blevet sat i gang, men var endnu ikke afsluttet. På denne baggrund fandt hun det fremsatte forslag en smule forhastet. Ministeren var imidlertid i princippet velvillig over for forslaget og fandt ikke, at gennemførelse af dettes punkt 1 og 2 skulle kunne volde vanskeligheder. Derimod fandt hun forslagets punkt 3 så vidtgående udformet, at det efter hendes opfattelse ikke kunne gennemføres i den foreslåede form uden ændring af ophavsretsloven, der var baseret på Bernerkonventionens bestemmelser. Punktet trængte imidlertid til en nærmere undersøgelse, og det var hendes mening, at det skulle være muligt at finde frem til en formulering, der kunne give befolkningen den ønskede adgang, uden at man kom i konflikt med ophavsretsloven eller Bernerkonventionen.
Også samtlige ordførere havde betydelig velvilje over for forslaget, som efter 1. behandlingen henvistes til nærmere behandling i et udvalg.
Det udvalg, hvortil det henvistes, afgav en beretning, hvoraf det fremgik, at udvalget ikke havde kunnet afslutte sit arbejde inden folketingsårets udløb.