Lovforslaget blev genfremsat i samme skikkelse som i folketingssamlingen 1965-66 (se årbog 1965-66, side 461 ff.). Dette forslag var igen stort set uændret i forhold til det lovforslag, der blev fremsat i folketingsåret 1964-65 (se årbog 1964-65, side 270 ff). — I § 2, stk. 1, var dog tidspunktet for anlæggets påbegyndelse ændret fra finansåret 1967-68 til 1968-69.
Ved 1. behandling kunne ordførerne i stor udstrækning henvise til de 2 tidligere 1. behandlinger.
Ove Hansen (S) havde fået sin opfattelse af tunnelbanernes nødvendighed styrket under udvalgsarbejdet. Det var uforsvarligt at lade problemet være uløst.
Guldberg (V) ville ikke karakterisere det samlede forslag som en nødvendighed, men som en pestilens. Forslaget var efter hans opfattelse forældet. Forbindelsen mellem Hovedbanen og Østerport ville i virkeligheden som hovedfunktion få den at sørge for god forbindelse mellem Christiansborg og Østerport Station. De ydre S-baner burde laves først. Derefter måtte trafikken til og fra Amager løses. Disse problemer kunne dog ikke løses, før planlægningen af lufthavnen og Øresundsforbindelsen var afgjort.
Stæhr Johansen (KF) understregede, at hans parti var tilhænger af, at tunnelbanen blev bygget i København. Han var enig med Guldberg i, at trafikforbindelserne til Amager måtte løses. Han var villig til at overveje at give en bane til Amager 1. prioritet.
Else-Merete Boss (RV) var meget interesseret i at nå frem til et resultat for en del af forslaget, selv om hendes parti ikke kunne gå ind for det hele. Hun fandt det forelagte tunnelbaneforslag for omfattende. Tunnelbanen burde ikke slutte ved Kongens Nytorv, men føres videre til Østerport. Hun mente endvidere, at en forbindelse til Amager og til lufthavnen var meget nødvendig.
Arne Larsen (SF). Socialistisk folkeparti var særdeles positivt indstillet over for lovforslaget. Man kunne diskutere rækkefølgen af etaperne. Den første etape burde ikke standse ved Kongens Nytorv, men burde videreføres til Østerport. Første etape fandt han i modsætning til Guldberg meget væsentlig. Der krævedes grundige undersøgelser og trafikanalyser for at afgøre, hvad der dernæst burde udbygges. Han fandt det ikke utænkeligt, at den anden etape måtte blive forbindelsen til Amager. Sideløbende med bygningen af første etape måtte de allerede for 5 år siden vedtagne nye S-banestrækninger gennemføres i et hurtigt tempo. Han fandt det rigtigt, at Køge Bugt-banen var prioriteret først.
Rimstad (Uafh) kunne ikke medvirke til forslaget. Det var en kommunal opgave og ikke en statsopgave. Han fandt endvidere, at den tekniske udformning med jernbaneprofil og jernbanemateriel var totalt forældet.
Diderichsen (LC) kunne tilslutte sig etape 1, som man ønskede gennemført hurtigst muligt. Man lagde endvidere vægt på en bedre forbindelse til Amager i form af tunneler. Medens disse arbejder stod på, kunne man undersøge resten sammenholdt med andre mulige trafikale løsninger.
Ministeren for offentlige arbejder (Lindberg) gav udtryk for, at Amagerforbindelsen måtte have en meget høj prioritet, selv om citylinjen måtte være nr. 1.
Det omfattende forslag var fremsat af hensyn til kommunerne, sådan at de havde noget at planlægge efter. Der var ikke tale om at fastlægge linjerne i enkeltheder. Han gav endvidere udtryk for det ønskelige i at få så bred tilslutning som muligt.
Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning.