Lovforslaget var stort set uændret i forhold til det i folketingsåret 1965-66 fremsatte lovforslag, hvorom henvises til årbog 1965-66, side 429 ff.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte indenrigsministeren bl. a.:

„Det var mit indtryk, at forslagenes hovedlinjer under 1. behandling her i tinget fik en velvillig modtagelse, selv om ordførerne for de forskellige politiske partier naturligvis måtte forbeholde sig deres partiers stilling til enkelthederne. Dette gjaldt også mit eget parti.

I sommerens løb har det nedsatte folketingsudvalg indledt en drøftelse af de mange problemer, som lovforslagene rejser, og udvalget har stillet mig en række spørgsmål dels vedrørende selve målsætningen for den foreslåede kommunalreform, dels vedrørende formuleringen og fortolkningen af de enkelte bestemmelser.

Sideløbende hermed har lovforslagene og kommunallovskommissionens betænkning været til behandling i de ministerier, hvis sagsområde på den ene eller den anden måde vil blive berørt af den kommunalreform, der forestår.

Endelig har lovforslagene været genstand for en almindelig debat ude omkring i landet, hvilket jeg må anse for overordentlig værdifuldt."

Indenrigsministeren udtrykte håb om, at lovforslaget kunne blive gennemført i det foreliggende folketingsår, da det var nødvendigt, såfremt den af kommunallovskommissionen lagte tidsplan skulle overholdes. Det blev endvidere nævnt, at administrationsrådet havde drøftet, hvorledes man ville kunne koordinere arbejdet med de ændringer i særlovgivningen, som en ny kommunestruktur ville nødvendiggøre. Om dette udtalte ministeren: „Jeg tror, at det vil være meget værdifuldt, at administrationsrådet påtager sig denne tværgående opgave, således at man herigennem får koordineret bestræbelserne for at få tilpasset hele opgave- og byrdefordelingen til den nye kommunestruktur."

Lovforslaget, der behandledes sammen med det nedenfor omtalte forslag til lov om kommunernes styrelse, fik ved 1. behandlingen en velvillig modtagelse.

Ove Hansen (S). Om principperne i lovforslaget henvistes til udtalelserne ved forrige førstebehandling. Det var blevet kritiseret, at man ikke kendte opgave- og byrdefordelingen, inden den nye kommunestruktur blev fastlagt. Han mente dog, at det ville være umuligt at tage stilling til disse spørgsmål, før de nye kommunetyper var kendt. Et af de store problemer var forstadsproblemet. For sognekommunernes vedkommende håbede han stadig, at frivillige sammenlægninger ville finde sted, men det ville sikkert blive nødvendigt på et eller andet tidspunkt at angive en sidste frist for frivillige sammenlægninger. Det var blevet kritiseret, at København og Københavns amtsrådskreds var holdt uden for forslaget. Der var dog særlige problemer ved hovedstadsområdet.

Jacob Sørensen (V) henviste til sine bemærkninger ved forrige behandling. Han var stadigvæk betænkelig ved mulighederne for dannelse af „helt urimeligt store kommunale enheder i de store bysamfund i provinsen." Forslaget i dets nuværende form gav kun mulighed for at løse problemerne omkring byerne ved enten at dekretere fuldstændig sammenslutning eller lade forholdene være som de er. Andre muligheder måtte drøftes i det kommende udvalg. Han nævnte landsplanudvalgets betænkning om regionplanlægning. Der var al mulig grund til, på dette tidspunkt, at medtage disse synspunkter, nemlig at den tilfredsstillende egns- og landsdelsplanlægning i virkeligheden kræver større enheder end vore nuværende amter, medens det naturligvis også er rigtigt, at det er bedst, at det er samme myndighed, som planlægger og fører planerne ud i virkeligheden, og som har det fulde ansvar for udviklingen.

Poul Sørensen (KF) havde det indtryk, at talrige kommunalfolk var gået ind i saglige drøftelser, og at man de fleste steder var klar over, at der måtte ske ændringer, og at de foreliggende lovforslag stort set kunne „danne rammen om det endemål, som vi har for øje". Der var dog i hans parti ængstelse for at give bemyndigelser fra sig i den udstrækning, som lovforslaget indebar. „Er man først enig om, hvilke beføjelser det organ, kommunalreformkommissionen, eller hvad det nu skal hedde, skal have, ville jeg tro, at man nogenlunde hurtigt kunne komme igennem med de andre ting." Personligt fandt han det uheldigt, at man endnu slet ikke var nået til noget resultat vedrørende forholdene i hovedstadsområdet. Hvis man der havde været længere fremme, kunne det måske have medført „en vis afspænding ved stillingtagen til andre problemer ude i landet."

Kirkegaard (RV) fandt det godt, at kommissionen og indenrigsministeren ved den valgte fremgangsmåde, hvorved offentligheden stadig var blevet orienteret, havde stimuleret den offentlige debat om protesterne. Så vidt han kunne se, havde det hidtidige arbejde ikke afsløret særlig store modsætninger. Hans parti kunne meget stærkt anbefale, at man fik de to lovforslag færdige i den foreliggende samling. Idet han i øvrigt henviste til sine bemærkninger ved den forrige førstebehandling, fremhævede han den solidaritet, han mente at kunne spore mellem de kommuner, der deltog i forhandlingerne om frivillige kommunesammenlægninger.

Sigsgaard (SF) fandt, at lovforslagets gennemførelse ville være ensbetydende med et ganske pænt skridt fremad. Han mente dog ikke, at det var vidtgående nok. Kommunerne burde være så store, at de dækkede de naturlige handelsoplande. En kommune arbejdede ofte med ikke lovbundne opgaver som f. eks. boligbyggeri og erhvervsudvikling. Hvis hele det erhvervsøkonomiske område var omfattet af kommunen, ville denne få bedre muligheder for at arbejde med disse vigtige ting. Amtskommunerne burde også være større. Skitse 3 i landsplanudvalgets publikation „Regionsplanlægning og regionsinddeling", der var baseret på 12 regioner, nemlig 6 i Jylland og 6 i det øvrige land, indeholdt store fordele. Han fremhævede endvidere det ulykkelige i, at hovedstadsområdet holdes uden for reformen. Hvis ikke Storkøbenhavn kunne tages med i reformen, måtte det være nødvendigt, at også Frederiksborg amt og Roskilde amt foreløbig holdtes udenfor.

Iver Poulsen (Uafh) kunne tilslutte sig principperne i forslaget, men ville dog understrege, at man lagde stor vægt på, at sammenlægningerne i videst mulig udstrækning skete på frivillig basis. Han mente endvidere, at det ville have været det bedste, om man havde søgt at løse spørgsmålet om opgavefordelingen, før man gik i gang med strukturproblemet. Byrdefordelingsproblemet og skattegrundlagets ændring kommunerne imellem og kommunerne og staten imellem burde også løses samtidig med de foreliggende forslag.

Han fandt, at der var grund til at overveje, om ikke ministerbemyndigelsen i forslagets § 12 gik for vidt. Han var endvidere betænkelig ved at lade folketinget udpege medlemmer til den kommission, der skulle administrere inddelingslovene. Hvad regionsinddelingen angik, så mente han, at der var meget, der talte for, at antallet af amter burde reduceres væsentligt, måske til 7 eller 8 i overensstemmelse med et af forslagene i landsplanudvalgets redegørelse.

Diderichsen (LC) kunne tiltræde principperne i forslaget. Med hensyn til primærkommunerne havde han ingen væsentlige indvendinger. Hvad angik sekundærkommunerne fandt liberalt centrum, at det var en betydelig mangel, at forslaget ikke gik videre i retning af større og færre enheder, de såkaldte regionalkommuner. Han sluttede med at opfordre ministeren til at fremsætte lovforslag om oprettelse af sådanne regionalkommuner. Hvis ikke det skete, ville man selv overveje at fremsætte et forslag.

Uden for ordførernes række udtalte Erhard Jacobsen (S), at de små kommuners problemer var et almindeligt europæisk problem, som netop for nylig var diskuteret i Europarådet.

I sit svar kom indenrigsministeren ind på spørgsmålet om de kommunale enheders størrelse og sagde bl. a. „Jeg gentager det, jeg sagde: at rationelle grunde kan tale for at gøre de kommunale enheder større, hvad enten det drejer sig om primær- eller sekundærkommuner, men at jeg er bange for at lægge reformen vanskeligheder i vejen, hvis den fjerner sig alt for meget fra det tilvante. Men som sagt, det er ting, vi kan diskutere i udvalget.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning inden folketingsvalget.