Lovforslaget, der tilsigter at omlægge den gældende almindelige omsætningsafgift til en såkaldt merværdiafgift, svarer i det store og hele til det forslag til almindelig omsætningsafgift, som blev fremsat første gang i maj måned 1965 og genfremsat i uændret skikkelse i oktober 1965. Det foreliggende lovforslag er ikke helt identisk med de tidligere lovforslag, idet der er indarbejdet et ret betydeligt antal ændringer, der dog alle er af overvejende teknisk karakter.
For en dels vedkommende imødekommer ændringerne ønsker, der af erhvervslivets organisationer er fremsat enten over for de tidligere folketingsudvalg eller over for administrationen.
Da ændringerne alle vedrører detaljer, som ikke er nævnt i omtalen af det tidligere lovforslag i årbog 1964-65, side 436, kan der med hensyn til lovforslagets indhold stadig henvises til denne.
Den foreslåede merværdiafgift kunne på grundlag af den forventede omsætning af varer og ydelser i året 1967 anslås at ville indbringe et årligt provenu på ca. 4.900 mill. kr. Dette beløb må imidlertid formindskes med den i lovforslagets § 28 omhandlede godtgørelse til boligbyggeri o. lign., der ansloges at andrage ca. 350 mill. kr. årlig. Det årlige nettoprovenu kan herefter anslås til ca. 4.550 mill. kr.
Da den almindelige omsætningsafgift i engrosleddet foresloges ophævet samtidig med merværdiafgiftens indførelse, må det nævnte nettoprovenu formindskes med det beløb, engrosafgiften indbragte. På 1967-basis ansloges engrosledsafgiften at ville indbringe ca. 2.300 mill. kr., således at merprovenuet kunne anslås til ca. 2.250 mill. kr. årlig.
Den i § 41 foreslåede godtgørelse for betalt afgift på lagre hos detailhandlere m. fl. ansloges at ville andrage ca. 600 mill. kr. Dette beløb foresloges modregnet i virksomhedernes fire første kvartalsafregninger, således at merprovenuet i disse fire kvartaler ville blive reduceret med ca. 150 mill. kr. pr. kvartal.
I det første kvartal efter merværdiafgiftens ikrafttræden ville der kun indgå afgift af de fra udlandet indførte varer, men der ville til gengæld blive indbetalt engrosledsafgift vedrørende omsætningen i det sidste kvartal før omlægningen. Merprovenuet i det første kvartal kunne herefter anslås til ca. 430 mill. kr.
Merprovenuet ville først nå sin fulde størrelse, ca. 565 mill. kr. pr. kvartal, i det 6. kvartal efter merværdiafgiftens ikrafttræden.
Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget anbefaledes det af Peter Nielsen (S), der dog oplyste, at der i hans parti var delte meninger om merværdiafgiften. Hvis skatterne eller dele af dem imidlertid skulle flyttes fra indkomst til forbrug, var merværdiafgiften den bedst egnede afgiftsform. Henry Christensen (V) udtalte, at heller ikke hans parti havde noget særligt tilovers for merværdiafgiften. Man betragtede den udelukkende som et middel til at skabe grundlag for den fornødne skattereform, og det blev skattereformens indhold, der blev bestemmende for partiets stilling. Skulle de ønskede ændringer af indkomstskattesystemet imidlertid gennemføres, var en merværdiafgift på 10 pct. ikke tilstrækkelig, selv om man naturligvis ikke ønskede højere merværdiafgift, end hensynet til indkomstskattereformen nødvendiggjorde. Knud Thomsen (KF) fandt lovforslagets princip hensigtsmæssigt. Der var imidlertid vigtige spørgsmål, som endnu ikke var løst under den indgående udvalgsbehandling, som de tilsvarende lovforslag i de tidligere folketingsår havde været underkastet, f. eks. spørgsmålet om landbrugets særlige ønsker og spørgsmålet om hensynet til importørerne. Han kunne ikke tilslutte sig ønskerne om at få procentsatsen i vejret, idet dette kunne udløse krav om yderligere kompensationer. Skytte (RV) betragtede lovforslaget som led i en skattereform. Som isoleret foranstaltning kunne hans parti ikke tiltræde det, og han kunne ikke tilslutte sig ønskerne om en højere procent. Han håbede, at folketinget ville vise sig arbejdsdygtigt, så skattereformen kunne gennemføres i løbet af folketingsåret. Aksel Larsen (SF) fandt det ikke umiddelbart forståeligt, at regeringen ville genoplive det havarerede forslag om merværdiafgift, som han var meget betænkelig over. Han måtte afvise, at man ville forrykke den sociale balance ved at forøge forbrugsafgifterne og formindske de direkte skatter. Afgørende for lovforslagets skæbne måtte formentlig blive forhandlingerne om en skattereform i det hele taget. I øvrigt fandt han en reform af det indirekte skattesystem lige så påkrævet som en reform af det direkte skattesystem. Også Rimstad (Uafh) fremhævede sammenhængen mellem merværdiafgiften og skattereformen i øvrigt. Merværdiafgiften som afløsning af engrosomsætningsafgiften kunne først diskuteres, når man kendte den sammenhæng, i hvilken den skulle anvendes. Der måtte foreligge en disponeringsplan, som kunne godkendes. En merværdiafgift afgav et for let, et for inciterende skatteforøgelsesgrundlag for finansministeren. Han sluttede med at anbefale sit partis forslag om en direkte beskatning af forbruget, kombineret med en proportional indkomstskat. Niels Westerby (LC) var enig i, at merværdiafgiften var den teknisk bedst egnede generelle vareomsætningsafgift, men han stillede sig stærkt tvivlende over for, om det ville være muligt at gennemføre en virkelig indkomstskattereform med en merværdiafgift på 10 pct. Hans parti havde foreslået en afgift på 15 pct., og det ville gøre en klækkelig lempelse af indkomstbeskatningen mulig.
Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, der imidlertid måtte standse sit arbejde, da der den 2. november blev udskrevet nyvalg til folketinget.