Loven tilsigter at danne grundlag for den normalisering af lejeniveauet, som skal finde sted i den ældre boligmasse. Grundlaget skal være en vurdering, hvorved der sker ansættelse af den rimelige, reelle lejeværdi for de enkelte lejligheder og lokaler.
Efter loven skal vurderingen foretages af særlige lejevurderingsråd, som nedsættes af kommunalbestyrelsen i hver enkelt kommune, hvor huslejestoppet gælder (§ 1).
Det enkelte vurderingsråd skal bestå af en formand og to andre medlemmer, der alle vælges af kommunalbestyrelsen. Større grundejer- og lejerforeninger, de sociale boligforetagender og interesserede lokale erhvervsorganisationer i kommunen har indstillingsret med hensyn til medlemmerne bortset fra formanden.
Formanden skal være kendt med vurdering af fast ejendom. Af de øvrige medlemmer af rådet skal det ene være en ejerrepræsentant og det andet en lejerrepræsentant. Ved vurdering af erhvervslejemål skal lejerrepræsentanten erstattes af en repræsentant, der er kendt med forholdene vedrørende erhvervslokaler, og ved vurdering af lejligheder og lokaler i socialt byggeri skal ejerrepræsentanten erstattes af en repræsentant for det sociale byggeri, jfr. § 2.
Ifølge § 3 skal alle lejligheder og erhvervslokaler i udlejningsejendomme vurderes, når de er beliggende i kommuner, hvor huslejestoppet gælder, og de er taget i brug før 1. januar 1963. Er ejendommen opført før 1900, skal vurdering dog kun ske, hvis ejeren fremsætter begæring herom inden udgangen af december 1966.
Vurderingen skal tage sigte på ansættelse af en årlig lejesum, der svarer til lejlighedens eller lokalets reelle, rimelige lejeværdi.
Lejeværdien for en beboelseslejlighed ansættes efter lejlighedens brugsværdi i forhold til et sådant omkostningsbestemt lejeniveau, som må antages at ville være almindeligt gældende i kommunen for gode lejligheder med sædvanlige moderne bekvemmeligheder i ejendomme, der er taget i brug i årene 1963-66, såfremt ejendommene prioriteres med sædvanlige lån til en gennemsnitlig effektiv forrentning på 6,5 pct. p. a. Ved fastsættelsen af det nævnte lejeniveau for nye lejligheder må endvidere tages i betragtning, i hvilket omfang et øget udbud af byggemodne grunde og en øget konkurrence inden for byggeriet forventes at ville påvirke lejeansættelsen for nyt boligbyggeri i kommunen. Lejesummen for den enkelte lejlighed ansættes på det således forudsatte grundlag til et sådant beløb, som lejligheden efter sin størrelse, alder, beliggenhed, kvalitet, udstyr, indretning og øvrige forhold skønnes at kunne udlejes til, såfremt der fandtes en passende boligreserve og der således var rimelig balance mellem udbud og efterspørgsel efter de enkelte kategorier af ældre og nye lejligheder. Er lejligheden på væsentlige punkter af ringere brugsværdi end gennemsnittet af lejligheder i kommunen, kan lejeværdien i almindelighed ansættes til den gældende leje, medmindre denne skønnes for høj.
Lejeværdien for hus eller husrum, der helt eller delvis anvendes til andet end beboelse, ansættes efter det lejedes brugsværdi i forhold til en sådan leje, som må antages at ville gælde for gode, nye husrum af den pågældende art og med samme beliggenhed. Lejesummen ansættes på det således forudsatte grundlag til et sådant beløb, som det lejede efter sin størrelse, indretning, udstyr, alder og kvalitet skønnes at kunne udlejes til, såfremt der var rimelig balance mellem udbud og efterspørgsel efter lejligheder og lokaler af den pågældende art. En i forbindelse med lejemålet oparbejdet goodwill må ikke indgå i ansættelsen af lejeværdien.
Ved ansættelse af lejeværdien skal der tages hensyn til de rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til lejemålet. Forbedringer, der er bekostet af lejeren, må ikke indgå i værdiansættelsen.
Vurderingsarbejdet er tilrettelagt således, at der som grundlag for vurderingen udfyldes skemaer af såvel ejer som lejer. I skemaerne angives de data, der er af betydning for værdiansættelsen, og der gives begge parter adgang til selv at anslå en lejeværdi. § 4 indeholder regler om skemaernes ekspedition. (Der henvises i øvrigt i denne forbindelse til boligministeriets cirkulære af 4. juli 1966 om lejevurdering, som giver nærmere regler herom og i øvrigt vejledning også om lovens øvrige bestemmelser).
Når vurderingerne er afsluttet, skal (§ 6) en fortegnelse over lejeansættelserne fremlægges til offentligt eftersyn, og parterne skal have meddelelse om ansættelserne.
§§ 7-10, som udformedes under behandlingen i folketinget, giver nærmere regler om en administrativ ankeinstans, som træder i stedet for lovforslagets oprindelige ordning, hvorefter skyldrådet skulle være klageinstans med adgang til at indbringe skyldrådets afgørelse for boligretten.
Der etableres herefter et vurderingsankenævn på 5 medlemmer i den enkelte kommune. I Københavns kommune er der dog åbnet adgang til at nedsætte flere ankenævn. Af hensyn til de mindre kommuner er der endvidere åbnet adgang til for flere kommuner i forening at oprette et fælles ankenævn. Formanden udpeges af amtmanden — i København af overpræsidenten — og de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen. Formanden og to andre medlemmer udpeges blandt personer med kendskab til ejendomsvurdering, mens to vælges blandt huslejenævnsmedlemmer eller suppleanter for disse, nemlig en ejerrepræsentant og en lejerrepræsentant. Ankeinstansen har beføjelse til at foretage omvurderinger og til at ændre ansættelserne, også i tilfælde, hvor disse ikke er påklaget. Om bestemmelserne, der også omfatter nødvendige procedureregler, må i øvrigt henvises til de nævnte paragraffer.
Det bliver i første omgang kommunerne, der må afholde udgifterne ved vurderingsarbejdet, men statskassen yder — ifølge § 11 — kommunerne en godtgørelse på 15 kr. for hvert vurderet lejemål. Statens udgifter herved er anslået til ca. 9 mill. kr.
Som det fremgår af ministerens fremsættelsestale og af lovforslagets bemærkninger, var lovforslaget et af den række lovforslag, der skulle udfylde rammerne i de boligpolitiske forligsaftaler af 18. januar 1966, som blev indgået mellem socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre. Jfr. herom i øvrigt omtalen af lov om ændring i lov om boligbyggeri (se nærmest foregående sag).
Det hidtidige grundlag for almindelige reguleringer af lejen i den ældre boligmasse havde været 1939-lejen eller lejen ved første udlejning. Dette havde bl. a. medført, at ejendommene havde fået ret ensartede lejeforhøjelser uanset forskelle i kvalitetudstyr og tilstand. Det kunne ikke udelukkes, at lejen i mange ejendomme allerede i kraft af de hidtidige regler var ført op på det niveau, der måtte anses for rimeligt i forhold til lejlighedens værdi, så det ikke ville være rigtigt at give mulighed for yderligere forhøjelser i disse ejendomme som led i en normalisering.
Man var derfor i de boligpolitiske aftaler nået til det resultat, at 1939-lejen ikke burde danne udgangspunkt for yderligere reguleringer af huslejen, men at man burde vælge et mere tidssvarende grundlag, nemlig den nuværende brugsværdi af de enkelte lejligheder og lokaler. Det var dette grundlag, lovforslaget skulle tilvejebringe forudsætningerne for.
Under behandlingen i folketinget kunne forligspartiernes ordførere tilslutte sig principperne i lovforslaget, som var udformet i nøje overensstemmelse med aftalerne. Visse enkeltheder ønskedes dog drøftet i et udvalg.
Kai Moltke (SF) kritiserede navnlig det grundlag for vurderingerne, som lovforslaget fastsatte. Det retningsgivende lejeniveau i nyt byggeri ville svare til 70-75 kr. pr. m2 bruttoetageareal, hvilket var alt for højt og var udtryk for, at man havde kapituleret over for inflationen. Han var endvidere af den opfattelse, at fristen for besvarelse af lejerskemaerne (10 dage) var alt for kort.
Rimstad (Uafh) nærede de største betænkeligheder ved lovforslaget. Vurderingerne måtte efter de retningslinier, der var givet, betegnes som uoverkommelige, udgiftkrævende og tidkrævende, ja, umulige at gennemføre.
Også Niels Westerby (LC) var aldeles uenig i det foreslåede vurderingsprincip. Det ville koste mange penge, kræve megen tid og mange værdifulde kræfter, og der ville opstå betydelige samfundsmæssige tab ved disse vurderinger. Man burde i stedet have taget sit udgangspunkt i den faktiske leje, der blev betalt i dag.
I udvalgets betænkning stillede boligministeren en række ændringsforslag, væsentligst angående etableringen af de vurderingsankenævn, som er omtalt i det foregående.
Et mindretal (Kai Moltke) fremhævede i betænkningen de ovenfor nævnte synspunkter med hensyn til grundlaget for vurderingen og stillede ændringsforslag, som gik ud på en forlængelse af fristen for besvarelse af lejerskemaet fra 10 dage til en måned.
Ved 2. behandling vedtoges ministerens ændringsforslag, mens mindretallets forkastedes.
I den af udvalget afgivne tillægsbetænkning siges bl. a.:
„..... Udvalget har endvidere drøftet de i lovforslaget fastsatte frister for udfyldelse og tilbagesendelse af oplysningsskemaer.
Der er enighed om, at en udlejer efter bestemmelserne er forpligtet til at vedlægge til rådet samtlige lejeskemaer, som han har modtaget, inden han fremsender skemaerne til rådet, og at lejevurderingsrådet i øvrigt er berettiget til at tage hensyn til alle oplysninger, der fremkommer inden vurderingens afslutning. Har en af parterne på grund af særlige forhold, f. eks. sygdom eller ferie, været forhindret i at indsende skemaer rettidigt, bør rådet så vidt muligt også tage hensyn til oplysninger i sådanne for sent indsendte skemaer.
Med hensyn til vurderingsankenævnets beføjelser har udvalget drøftet, om en ændret ansættelse for en enkelt lejlighed i en ejendom bør medføre, at ansættelserne vedrørende de øvrige lejligheder i ejendommen også må ændres, uanset om de ikke er påklaget. Der er enighed om, at nedsættelse eller forhøjelse af den påklagede ansættelse bør medføre, at vurderingsankenævnet ændrer de øvrige ansættelser eller anordner omvurdering, jfr. forslagets § 9, såfremt nævnet ved sin behandling af sagen har fået formodning om, at vurderingen er sket på grundlag af et forkert lejeniveau som udgangspunkt, eller der på anden måde er sket en væsentlig tilsidesættelse af de fastsatte vurderingsprincipper, således at lejeansættelserne ligger på et betydelig højere eller lavere niveau end forudsat efter lovens bestemmelser.
Er den ændrede ansættelse derimod alene udtryk for en konkret, skønsmæssigt mindre afvigelse mellem lejevurderingsrådets og ankenævnets bedømmelse, vil der i almindelighed ikke være grundlag for uden videre at foretage en ændring, også for så vidt angår de øvrige lejligheder i ejendommen, når ejere eller lejere ved deres passivitet har akkviesceret ved lejevurderingsrådets skøn over den rimelige, reelle lejeværdi ......"
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 131 stemmer mod 11 (SF og Diderichsen (LC)); 5 medlemmer (Uafh) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.