Loven har følgende ordlyd:

§ 1.

I lov om oprettelse og supplering af mindre landbrug m. m. — statshusmandsloven — jfr. lovbekendtgørelse nr. 224 af 25. maj 1960, sker følgende ændringer:

1. Efter § 15 indføjes som ny paragraf:

„§ 15 A. Uanset bestemmelsen i § 15, stk. 3, beregnes jordrenten i juni og december termin 1966 af det beløb, hvoraf jordrenten blev beregnet i december termin 1965. Er der sket arealforandringer inden 13. almindelige vurdering, beregnes jordrenten, i det omfang der hviler landbrugspligt på de enkelte arealer, af det beløb, hvormed de pågældende arealer indgik i jordrenteværdien ved den sidste vurdering før 13. almindelige vurdering. Hviler der ikke landbrugspligt på arealerne, beregnes jordrenten i disse tilfælde efter 13. almindelige vurdering."

2. I § 51, stk. 4, ændres „landejendomme med grundbeløb, jfr. lovbekendtgørelse nr. 237 af 9. juli 1958 §§ 53-55, mellem 6.000 kr. og 16.000 kr." til: „landbrugsejendomme med grundværdi ved 13. almindelige vurdering mellem 14.000 kr. og 44.000 kr."

§ 2.

Loven træder i kraft straks.

De beløb, der omhandles i § 1, nr. 2, er de grundværdier, der i statshusmandslovens § 51, stk. 4, afgrænser gruppen af de landejendomme, hvis forrentningsprocent danner grundlag for beregningen af den konjunkturbestemte rente.

De i loven indeholdte ændringer er kun to af et stort antal bestemmelser i det oprindeligt fremsatte lovforslag. Da det imidlertid viste sig, at udvalgsbehandlingen af lovforslaget som helhed ikke kunne tilendebringes inden folketingsårets slutning, stillede folketingsudvalget i sin betænkning ændringsforslag om, at lovforslaget videreførtes blot med de ovenstående bestemmelser, hvis gennemførelse var særlig magtpåliggende. Samtidig foretoges enkelte ændringer og ajourføringer af de bestemmelser, der gennemførtes.

Det oprindelige lovforslag var betydeligt mere omfangsrigt, idet det tilsigtede en — omend begrænset — revision af statshusmandsloven, hovedsagelig i overensstemmelse med landbokommissionens indstillinger. Der søgtes ved revisionen bl. a. tilvejebragt nærmere overensstemmelse mellem forskellige bestemmelser i den gældende lov med de principielle synspunkter, der er lagt til grund for forslaget til en ny landbrugslov, jfr. nedenfor side 000. Således sker der efter lovforslaget visse ændringer i formålet med statens jorderhvervelse, og forslaget indeholder en væsentlig omlægning af bestemmelserne om statens forkøbsret.

Endvidere ophæves de gældende bestemmelser om salg af jord i statens eje på jordrentevilkår, og der indføres en almindelig adgang for ejere af jordrenteejendomme og -arealer til frivillig afløsning af jordrenten.

Samtidig overføres fra de årlige udlånslove (for 1966-67 lov nr. 115 af 30. marts 1966) en del bestemmelser, som er af mere permanent karakter og derfor rettelig hører hjemme i hovedloven.

I tilslutning til forannævnte ændringer indeholdt lovforslaget en række ændringer af redaktionel eller teknisk karakter, også med henblik på en delvis modernisering af lovens bestemmelser.

Om de vigtigste af de foreslåede ændringer anføres:

1. I overensstemmelse med de synspunkter, der er lagt til grund for forslaget til en ny landbrugslov, foreslås den i statshusmandslovens § 7 indeholdte almindelige målsætning for statens jordlovsudvalgs virksomhed i øvrigt ændret således, at det præciseres, at jordlovsudvalgets virksomhed først og fremmest tager sigte på at støtte og fremme landbrugets rationalisering ved formidling af ejendomssuppleringer og tilvejebringelse af en bedre jordfordeling i øvrigt, mens der kun bør medvirkes til oprettelse af nye landbrug i særlige tilfælde.

Jordlovsudvalgets virksomhed med henblik på oprettelse af gartnerier og havekolonier forudsættes uændret, men bestemmelserne om fremskaffelse af byggepladser og havelodder udgår.

Den virksomhed, der udøves af statens jordlovsudvalg, har oprindeligt haft til hovedformål at yde bistand til oprettelse af nye selvstændige mindre landbrug og at fremskaffe arealer hertil, bl. a. ved anvendelse af statens forkøbsret. Sideløbende hermed — og efterhånden i overvejende grad — har der imidlertid af statens jordlovsudvalg været ydet bistand til udbygning og forbedring af bestående mindre landbrug.

2. I de senere år er statens forkøbsret kun gjort gældende i ganske få tilfælde. Grunden hertil må søges dels i den betydelige stigning, der er sket såvel i prisen på jord som i byggeomkostningerne, dels i den udvikling, der som følge af de teknisk-økonomiske forhold er sket i retning af voksende bedriftsstørrelser, og som har medført, at frastykning af jord fra bestående ejendomme ofte vil medføre betydelig ulempe for ejendommen. Hertil kommer, at udøvelsen af statens forkøbsret i henhold til bestemmelsen i statshusmandslovens § 8, stk. 1, indebærer en betydelig administrativ belastning.

På denne baggrund har man ikke fundet tilstrækkelig anledning til at fastholde den staten i henhold til statshusmandslovens § 8, stk. 1, tillagte umiddelbare forkøbsret til landbrugsejendomme med grundbeløb på 56.000 kr. og derover.

Da forkøbsretten fremdeles vil kunne have betydning såvel med henblik på tilvejebringelse af tillægsjord til supplering af mindre landbrug som med henblik på tilvejebringelse af en forbedret jordfordeling i øvrigt — ikke mindst i Sønderjylland og andre områder, hvor jordfordelingen lader en del tilbage at ønske, — foreslås at adgangen for statens jordlovsudvalg til ved tinglysning af deklaration at lægge forkøbsret på frie jorder og landbrugsejendomme opretholdes, således at forkøbsret for staten fremover principielt vil kunne pålægges enhver landbrugsejendom uanset størrelse. Det er imidlertid i de nye forkøbsretsbestemmelser fastsat, at forkøbsretten kun kan anvendes til egentlige jordrationaliseringsformål.

3. Ved den nærmere udformning af lovforslagets regler om afløsning af jordrenten er det lagt til grund, at afløsningen må finde sted på grundlag af ejendommens jordværdi på afløsningstidspunktet, normalt således som denne værdi er udtrykt ved den seneste ansættelse til grundværdi, dog med en vis ajourføring og i særlige tilfælde en adgang for såvel ejeren som statens jordlovsudvalg til at forlange afløsningen foretaget efter særlig vurdering ved de sædvanlige vurderingsmyndigheder, herunder i anketilfælde skyldrådet og landsskatteretten.

Det er samtidig fundet rimeligt, at der for ejendomme, som anvendes efter det oprindelige formål, gives mulighed for, at afløsning sker mod et pantebrev. For disse ejendomme er låneordningen tillempet efter de gældende regler i statshusmandsloven, således at der betales en rente på 5 pct. og for selvstændige brugs vedkommende gives rente- og afdragsfrihed for en femtedel, men med adgang til skærpelse ved ejerskifte.

Herudover foreslås dog hjemmel til også i andre tilfælde, hvor særlige forhold taler derfor, at bevilge afløsningslån på skærpede vilkår.

Det var i lovforslagets § 2 foreslået, at jordrenten i de første tre terminer efter den 13. almindelige vurdering stadig svares af den hidtidige ansættelse til jordrente. Det var tanken hermed at give en vis udsættelse med virkningerne af denne vurdering, mens de enkelte ejere tager stilling til spørgsmålet om afløsning.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring i lov om opførelse af arbejderboliger på landet (se nærmest efterfølgende sag).

Ved lovforslagenes fremsættelse udtalte landbrugsministeren bl. a.:

„Forslaget vedrørende statshusmandsloven tager i første række stilling til landbokommissionens forslag om afskaffelse af statens forkøbsret og om afløsning af jordrenten.

........

I landbokommissionen har der været enighed om, at de nugældende bestemmelser om statens umiddelbare forkøbsret til større landbrugsejendomme bør ophæves, og dette er sket i nærværende lovforslag. Et flertal på 16 medlemmer har tillige ønsket den nu bestående adgang for statens jordlovsudvalg til ved tinglysning af deklaration at lægge forkøbsret på landbrugsjord og landbrugsejendomme slettet, medens et mindretal på 15 medlemmer har ønsket den nævnte adgang opretholdt.

Under hensyn til at flertallet og mindretallet har været omtrent lige store, har regeringen dog ment det rigtigt at imødekomme mindretallets ønske ud fra den betragtning, at en sådan forkøbsret vil kunne være af betydning, ikke blot med hensyn til spørgsmålet om fremskaffelse af tillægsjord til ejendomme, der ikke på anden måde vil kunne suppleres op, men også med hensyn til løsning af spørgsmålet om de frie jorder. Jeg gør opmærksom på, at således som lovforslaget er udformet, kan forkøbsretten kun anvendes til egentlige jordrationaliseringsformål.

Køb i det frie marked vil være den erhvervelsesmåde der i almindelighed vil blive taget i anvendelse, og forkøbsretten må påregnes at ville få en mere begrænset anvendelse, og det er en selvfølge, at forkøbsret kun vil blive pålagt, såfremt tillægsjorden skønnes at ville kunne fraskilles ejendommen uden væsentlig ulempe for denne, eller såfremt ejendommen som helhed skønnes at kunne sammenlægges med anden ejendom."

Ved lovforslagenes 1. behandling i folketinget anbefaledes de af Carl Petersen (S). Den foreslåede forkøbsret var nødvendig som et instrument, der kunne benyttes til at skaffe tillægsjord, så de mindre brug kunne suppleres til større enheder. Med hensyn til jordrenten havde hans parti ment, at udviklingen og den forskelsbehandling, den havde medført mellem dem, der valgte jordrente, og dem, der valgte jordkøb, havde nødvendiggjort, at der skabtes muligheder for, at de, der ønskede det, kunne få jordrenten afløst. Formen og betingelserne for afløsningen kunne man forhandle nærmere om i udvalget.

Niels Eriksen (V) beklagede, at man ikke havde fulgt landbokommissionens flertal og helt slettet reglerne om statens forkøbsret. Der kunne være behov for statens hjælp til fremme af en bedre jordfordeling, men jordlovsudvalget havde jo mulighed for i fri handel at gribe ind, så denne interesse blev tilgodeset. Spørgsmålet om jordrentens ophævelse var nok ikke så ligetil at klare, som lovforslaget gav udtryk for, men det kunne drøftes nærmere i udvalget.

Chr. R. Christensen (KF) var skuffet over, at lovforslaget opretholdt forkøbsrettens princip. På den måde ville man beholde et administrationsapparat, som i virkeligheden var overflødigt. Jordrentelovgivningen havde hans parti krævet afviklet, så længe den havde eksisteret, og han kunne for så vidt med glæde tiltræde forslaget. Dog syntes han, at den erstatning, som præstegårdene skulle have, burde tilfalde menighedskasserne i stedet for stiftsmidlerne. Der var også detaljer vedrørende afviklingsreglerne, som han ønskede drøftet i udvalget.

Skytte (RV) gjorde indledningsvis opmærksom på, at landbokommissionen ikke var sammensat absolut forholdsmæssigt, hvilket burde tages i betragtning ved bedømmelsen af flertal og mindretal i kommissionen. Det glædede ham, at ministeren havde fulgt mindretalsindstillingen vedrørende statens forkøbsret, der kunne anvendes til at sikre tillægsjord til de effektive landbrug, der havde for lidt jord. Han så ikke uden vemod jordrenteprincippet forsvinde, men efter den skete udvikling kunne han ikke bebrejde ministeren, at forslaget herom var fremkommet, og han kunne tiltræde forslaget.

Aksel Larsen (SF) udtalte, at han i princippet var ubetinget tilhænger af jordrentebrug, og han beklagede meget, hvis praksis som følge af den ulykkelige renteudvikling bevirkede, at man gik bort fra denne ordning.

Erik Østergaard (Uafh) betragtede statens forkøbsret som et alvorligt og meningsløst indgreb i den private ejendomsret, og hvis forkøbsretten fastholdtes gennem udvalgsarbejdet, kunne de uafhængige ikke støtte forslaget herom.

Ved lovforslagenes 1. behandling behandledes lovforslagene sammen med forslag til lov om landbrugsejendomme og forslag til lov om ændringer i lov om udstykning og sammenlægning m. m. af faste ejendomme. Efter 1. behandling henvistes de fire lovforslag til behandling i et udvalg, der ikke nåede at tilendebringe sin behandling af lovforslagene inden folketingsårets slutning. Da der imidlertid såvel i lovforslaget om ændringer i statshusmandsloven som i forslaget til lov om ændring af lov om opførelse af arbejderboliger på landet (se nedenfor) var enkelte bestemmelser, hvis hurtige gennemførelse man anså for absolut påkrævet, afgav udvalget betænkning over de to lovforslag, idet der i betænkningen af udvalget var stillet ændringsforslag, hvorefter lovforslagene indskrænkedes til disse bestemmelser, for så vidt angik deres videre behandling i det indeværende folketingsår. Efter at ændringsforslagene vedrørende lovforslaget om ændringer i statshusmandsloven var vedtaget ved 2. behandling, vedtoges det således reducerede lovforslag ved 3. behandling enstemmigt med 156 stemmer.