Lovforslaget indeholder de almindelige privatretlige regler om kontraktforholdet mellem udlejer og lejer og bygger i det store og hele på lov nr. 54 af 23. marts 1937 om leje og lov nr. 55 af 23. marts 1937 om beskyttelse af erhvervsvirksomhed i lejet ejendom med senere ændringer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 126 af 5. april 1965 af lov om leje. Lovforslaget må ses i forbindelse med den nærmest følgende sag: forslag til lov om midlertidig regulering af boligforholdene, som indeholder de ekstraordinære bestemmelser om leje, om boliganvisning og om sikring af den eksisterende boligmasses anvendelse, bestemmelser, som hidtil har været indeholdt i lejelovens 2. og 3. afsnit. Lejeloven er således foreslået opdelt i to love, dels en permanent lov, der skal have gyldighed i hele landet, dels en midlertidig lov, der kun skal gælde i det omfang og i de geografiske områder, hvor boligmangelen gør det påkrævet.
Der er i lovforslaget med henblik på forenkling og klargørelse af bestemmelserne foretaget betydelige ændringer af systematisk og sproglig art. Da bestemmelsernes indhold imidlertid i vid udstrækning svarer til de hidtidige bestemmelser i lejelovens 1. afsnit, må der herom i det hele henvises til lovforslaget og dets bemærkninger, som for de enkelte paragraffer indeholder klare henvisninger til den gældende lovs tilsvarende bestemmelser.
Den følgende omtale af lovforslaget vil derfor i første række vedrøre de væsentligste af de reelle ændringer, lovforslaget indebærer.
Kapitel I (§§ 1-3) om lovens område svarer ganske til den gældende lovs bestemmelser.
I kapitel II (§§ 4-7) om skriftlighed i lejeforholdet fastslås som hidtil, at lejeaftalen skal udfærdiges skriftligt, såfremt nogen af parterne kræver det (§ 4). § 5 indeholder med henblik på at fremme bestræbelserne for enklere og klarere kontraktsaffattelse mere detaljerede regler end hidtil. Bestemmelserne svarer dog til hidtidig praksis, eller hvad der har været antaget at gælde. Dette gælder også en ny bestemmelse, hvorefter bestemmelser i blanketten, som tillægger lejeren mere vidtgående forpligtelser eller mindre vidtgående rettigheder end angivet i loven, er ugyldige, hvis der anvendes blanketter, som ikke er autoriserede.
Kapitel III (§ 8) om flyttedage og kapitel IV (§§ 9-11) om opsigelse svarer til den gældende lovs bestemmelser.
Reglerne om lejerens beskyttelse mod opsigelse er i modsætning til opstillingen i den gældende lov samlet i ét kapitel (kapitel V (§§ 12-20)). Det almindelige opsigelsesforbud, som i sin tid blev gennemført i forbindelse med de ekstraordinære bestemmelser om huslejestop, og som endnu har gyldighed i det meste af landet, er ikke medtaget, men optaget i forslag til lov om midlertidig regulering af boligforholdene.
Bestemmelserne svarer i øvrigt til de gældende regler, dog med enkelte ændringer, hvoraf skal nævnes en ændret affattelse af bestemmelsen om adgang til opsigelse, når udlejeren selv ønsker at benytte det lejede. Opsigelsesvarslet er i dette tilfælde foreslået forlænget fra et halvt år til ét år, og den hidtidige regel, hvorefter en udlejer først har kunnet afgive opsigelse, når han har haft tinglyst adkomst på ejendommen i 2 år, suppleret med yderligere begrænsninger i visse tilfælde, er foreslået erstattet af en bestemmelse, hvorefter opsigelse kun kan ske, hvor dette er rimeligt og retfærdigt begrundet, når henses til begge parters forhold. Der skal herved også tages hensyn til, hvor længe udlejeren har ejet ejendommen og lejerens mulighed for at skaffe sig anden passende bolig (§ 14, stk. 1, nr. 4, jfr. stk. 2). Hermed er tilsigtet en mere smidig ordning, der overlader til domstolene at vurdere, hvornår opsigelse i det konkrete tilfælde må anses for rimelig.
For at undgå, at indførelse af ejerlejlighedssystemet skal forringe beskyttelsen for de lejere, der bor i ejendommen på det tidspunkt, hvor den opdeles i ejerlejligheder, foreslås sådanne lejemål undtaget fra ejerens adgang til at foretage opsigelse i henhold til den omtalte bestemmelse.
Bestemmelserne i kapitel VI (§§ 21-29) om det lejedes overlevering, ødelæggelse og forringelse svarer stort set til bestemmelserne i den gældende lovs kapitler II og VII.
Kapitel VII (§§ 30-32) omhandler vedligeholdelse af det lejede. Der er her foreslået ændringer i reglerne for afsætning til konto for indvendig vedligeholdelse. Ændringerne skyldes det forhold, at en vis del af lejeforhøjelserne i forbindelse med normaliseringen (se herom lovforslaget om midlertidig regulering af boligforholdene) skal reserveres til ejendommenes vedligeholdelse. Normaliseringen vil indebære, at lejen tilpasses lejlighedernes brugsværdi i de lejemål, der er omfattet af huslejestop, således at begrundelsen for den gældende begrænsning af afsætningspligten ved disse lejemål falder bort. Der er imidlertid stadig begrundelse for at lade procentsatsen være større i ældre lejligheder end i nyere, fordi vedligeholdelsesudgifterne stiger, efterhånden som ejendommene bliver ældre. De foreslåede bestemmelser (§ 32) går derfor ud på, at der i ældre ejendomme, d. v. s. ejendomme, der har været benyttet i mere end 25 år, afsættes 10 pct. af den til enhver tid gældende leje. For nyere ejendomme foreslås afsætningspligten fastsat til henholdsvis 9 og 8 pct. for ejendomme, der har været i brug i henholdsvis over og under 10 år. Herved vil afsætningsbeløbene automatisk stige, efterhånden som ejendommene bliver ældre.
Da afsætningsbeløbet beregnes af den til enhver tid gældende leje, stiger afsætningsbeløbet i takt med eventuelle forhøjelser.
Det er foreslået at give udlejeren pligt til én gang årligt at give lejeren skriftlig meddelelse om, hvilke beløb der henstår på kontoen.
Bestemmelserne i kapitel VIII (§§ 33-34) om tid og sted for betaling af leje m. v. og kapitel IX (§§ 35-43) om nedsættelse eller forhøjelse af leje m. v. svarer med enkelte mindre ændringer til de gældende bestemmelser.
I kapitel X (§§ 44-51) om lejerens bidrag til ejendommens opvarmning og forsyning med varmt vand svarer bestemmelserne også — med enkelte mindre ændringer — til hidtidige regler og praksis. Der er dog (§ 49) foreslået en ændring i bestemmelsen om anvendelse af varmemålere. Efter de hidtil gældende regler har varmefordelingsmålere som hovedregel kun kunnet anvendes til fordeling af udgifterne, hvis den pågældende målertype af boligministeren var erklæret for egnet hertil. Denne godkendelsesregel — som bl. a. har medført, at 3 firmaer i alt har fået godkendt 4 forskellige typer målere som egnede under visse betingelser bl. a. med hensyn til opsætning og beregning — har givet anledning til utilfredshed. Ud fra den betragtning, at anvendelsen af varmefordelingsmålere ikke længere synes at kunne tillægges samme samfundsmæssige betydning som tidligere, foreslås bestemmelsen ændret således, at det er tilstrækkelig garanti for sådanne måleres egnethed, at de erklæres for egnede af personer eller institutioner, der må betragtes som sagkyndige på området.
I bestemmelserne om lejerens brug af det lejede, kapitel XI (§§ 52-56), er der ved en ny bestemmelse (§ 54, stk. 4) givet en udlejer ret til at forlange tidligere opsatte enkeltantenner fjernet, når han sørger for et fællesantenneanlæg for sædvanlig radio- og fjernsynsmodtagelse, såfremt anlægget opfylder de af ministeriet for offentlige arbejder givne forskrifter. Lejen for samtlige lejligheder kan herefter forhøjes med et beløb svarende til den øgede brugsværdi.
Indholdet af kapitlerne XII (§§ 57-60) om udlejerens adgang til det ledede, XIII (§§ 61-62) om lejerens død, separation eller skilsmisse m. v., XIV (§§ 63-66) om udlejerens ret til at hæve lejemålet og XV (§§ 67-68) om aflevering af det lejede til udlejeren svarer med enkelte mindre ændringer til de hidtil gældende bestemmelser.
Ved kapitel XVI (§§ 69-72) om boligretter m. v. er den hidtidige boligretsordning med lægdommeres deltagelse i behandlingen af retstvister om lejemål af husrum bibeholdt. Reglerne er dog ændret i flere henseender med henblik på at opnå en mere enkel og rationel ordning.
De særlige bestemmelser om erhvervsbeskyttelsessager er bortfaldet, således at samme boligret efter forslaget kommer til at behandle alle boligretssager inden for området. Dette skyldes, at der inden for den almindelige boligrets rammer skulle kunne sikres lægdommere med det fornødne kendskab også til erhvervslejemål, og at parterne selv har indflydelse på, hvilke lægdommere der udpeges i den enkelte sag.
Endvidere er den særlige boligret for København foreslået ophævet og afløst af en boligretsordning efter lignende principper som i det øvrige land, således at boligretssagerne i København varetages af byretsafdelinger med tiltræden af to lægdommere.
Bestemmelserne i § 72 om erhvervsmæssig virksomhed som mellemmand ved udlejning svarer til de hidtidige regler med enkelte ændringer, som er i overensstemmelse med forslag i en betænkning vedrørende foranstaltninger til hindring af udnyttelse af boligmangelen (nr. 409/66). Bl. a. foreslås der givet adgang til at idømme hæftestraf ved grove overtrædelser.
Loven skal ifølge § 73 træde i kraft den 1. april 1967, til hvilken dato den gældende lejelov ophører at have gyldighed. Da de midlertidige bestemmelser som nævnt er udgået af lovforslaget, er det ikke anset for påkrævet at fastsætte en gyldighedsperiode for loven.
Lovforslaget, der fremsattes og behandledes sammen med det i det følgende omtalte forslag til lov om midlertidig regulering af boligforholdene, og som sammen med dette skulle afløse den gældende lejelovgivning, var et led i rækken af de forslag, som skulle udfylde rammerne i de boligpolitiske forligsaftaler af 18. januar 1966 mellem socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre.
Ved 1. behandling gav forligspartiernes ordførere udtryk for tilfredshed med lovforslaget, ligesom der var almindelig enighed om det praktiske i den foreslåede opdeling af lejelovgivningen i to love.
Lovforslaget gav i øvrigt ikke anledning til mange bemærkninger under forhandlingerne, som væsentligst drejede sig om det andet lovforslag angående midlertidig regulering af boligforholdene.
Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav betænkning, men nåede ikke at blive færdigbehandlet.