Ved loven gennemføres — gennem ændringer i lejelovens § 113, stk. 1 og 2 — en almindelig procentuel leieforhøielse i de ældre ejendomme i de huslejeregulerede områder.

Forhøjelserne udgør (i procent af 1939-lejen eller af lejen ved første udlejning) for lejligheder, der første gang er udlejet i tiden:

Inden 1. september 1939 25 pct.

1. september 1939-31. december 1945 20 pct.

1. januar 1946-31. december 1948 15 pct.

1. januar 1949-31. december 1952 10 — 1. januar 1953-31. marts 1959 5 pct

Forhøjelserne er af samme størrelse, hvad enten ejer eller lejer har pligten til indvendig vedligeholdelse.

Ved en ændret affattelse af § 113, stk. 5, fastsættes, under hvilke betingelser huslejenævnet kan tilsidesætte krav om den procentuelle forhøjelse helt eller delvis, såfremt sag herom indbringes for nævnet. Kriterierne herfor svarer i hovedsagen til de hidtil gældende. Herudover er gennemført en adgang for nævnet til at tage i betragtning, om forhøjelsen vil være urimelig i tilfælde, hvor der er gennemført lejeforhøjelse efter 1. september 1939 på grund af forbedringer.

Det fastslås udtrykkeligt, at huslejenævnet efter lejerens begæring kan gøre forhøjelsens gennemførelse betinget af, at der iværksættes rimelige istandsættelsesarbejder.

Efter en ændret affattelse af § 113, stlc. 6, fastslås det, at de nævnte forhøjelser for lejligheder, opført før 1890 i større byområder, kun kan gennemføres, dersom lejen for lejligheden den 1. september 1939 oversteg 800 kr., eller huslejenævnet skønner, at ejendommen ikke på væsentlige punkter er af betydelig ringere kvalitet end gennemsnittet af ejendomme i kommunen. Har huslejenævnet efter de hidtidige regler tidligere truffet afgørelse som nævnt, kan denne afgørelse lægges til grund, medmindre sagen indbringes for nævnet af det fornødne antal lejere. I så fald har huslejenævnet adgang til på ny at vurdere, om det tidligere udøvede skøn fortsat skal stå ved magt.

For de lejligheder, som herefter ikke kan pålægges fuld lejeforhøjelse, kan huslejenævnet tillade en sådan lejeforhøjelse, som under hensyn til ejendommens forhold skønnes rimelig.

Ved et nyt stk. 10 til § 113 gives der huslejenævnet i de større kommuner adgang til at anvende de regler, der er gældende for ejendomme, opført før 1890, på det byggeri, der er opført i årene 1890-1900. 1/5 af lejerne kan kræve sagen indbragt for nævnet.

For erhvervslejemål er — ved en ændret affattelse af § 114, stk. 1 — gennemført følgende forhøjelser:

Lokaler, der første gang er udlejet:

Inden 1. september 1939 40 pct.
1. september 1939-31. december 1945 30 pct.
1. januar 1946-31. december 1948 20 pct.
1. januar 1949-31. december 1952 15 pct.
1. januar 1953-31. marts 1959 10 pct.

Den hidtidige adgang til en almindelig procentuel lejeforhøjelse ved genudlejning, jfr. lejelovens § 110, stk. 3, bibeholdes i det hidtidige omfang. Adgangen udvides dog til også at omfatte lejemål, der første gang er indgået i tiden 1. januar 1956 til 31. marts 1959.

Bestemmelsen er ændret således, at huslejenævnet kun skal afgøre spørgsmålet om lejeforhøjelsens rimelighed, når lejeren begærer det. Genudlejningsforhøjelser i ejendomme fra før 1890, som ikke er berettiget til fuld forhøjelse efter § 113, stk. 1 og 2, kan dog kun foretages med huslejenævnets godkendelse.

De lejeforhøjelser, der er gennemført ved genudlejning i medfør af lovens § 110, stk. 3, inden gennemførelsen af de ovenfor omtalte lejeforhøjelser efter §§ 113 og 114, skal afkortes i disse forhøjelser, jfr. § 113, stk. 7. Efter gennemførelsen af de nævnte forhøjelser vil genudlejningsforhøj else i medfør af § 110, stk. 3, på ny kunne gennemføres ved alle genudlejninger, dog kun én gang for hvert lejemål.

Huslejenævnet bevarer sin hidtidige beføjelse til at tilsidesætte lejeforhøjelsen helt eller delvis, såfremt forhøjelsen ikke skønnes rimelig. Det fastslås nu, at nævnet også vil kunne tage lejeforhøjelser efter 1. september 1939 som følge af forbedringer i betragtning.

Den særlige forpligtelse til afsætning af 3/5 af genudlejningsforhøjelserne til udvendig vedligeholdelse bortfalder. Dette må ses på baggrund af, at den almindelige pligt til afsætning til udvendig vedligeholdelse i medfør af § 115, stk. 2, udvides fra 4 pct. til 5 pct. af den enhver tid gældende leje, ligesom den nævnte bestemmelse i det hele er justeret, således at en passende andel af de nu gennemførte forhøjelser forbeholdes til dette formål.

Efter det oprindelige lovforslag skulle procentsatsen for genudlejningsforhøjelser nedsættes fra 25 til 10 for lejemål, der er indgået før 1. september 1939, og næsten tilsvarende nedsættes for lejemål efter 1. september 1939. Dette ændredes som anført under folketingets behandling.

Ifølge en ny § 114 a nedsætter boligministeren et huslejeråd med lige repræsentation for landsomfattende sammenslutninger af grunde jer organisationer og lejerforeninger. Huslejerådet skal følge udviklingen i forholdene vedrørende driften af udlejningsejendomme. Det skal én gang om året afgive indstilling til boligministeren om, i hvilket omfang der under hensyn til stigninger i ejendommenes driftsudgifter og udviklingen på boligmarkedet skal gives udlejerne adgang til yderligere almindelige procentuelle huslejeforhøjelser.

Bestemmelsen ændredes afgørende under folketingets behandling, idet huslejerådet efter det oprindelige forslag havde beføjelse til at træffe beslutning om almindelige lejeforhøjelser i lejemål, der var omfattet af huslejereguleringen, og i forbindelse hermed tage stilling til afsætning af beløb til vedligeholdelse i de heromhandlede lejemål. Dette ændredes som anført, således at rådet efter loven ikke har den besluttende myndighed som oprindeligt foreslået.

Samtidig med foretagelsen af den nævnte ændring indsattes — som ny § 114 b — en bestemmelse, hvorefter der ved begyndelsen af hvert folketingsår og efter afholdelse af folketingsvalg nedsættes et udvalg på 17 medlemmer, valgt efter forholdstal af folketinget blandt dettes medlemmer.

På grundlag af huslejerådets indstilling og efter forhandling med det nævnte udvalg træffer boligministeren beslutning om, hvilke procentuelle lejeforhøjelser der kan gennemføres i forskellige kategorier af lejemål. Bestemmelsen angiver retningslinjerne for afpasningen af disse lejeforhøjelser.

Foruden de omtalte bestemmelser, som er lovens hovedpunkter, indeholder loven — ud over en række ændringer, som er konsekvenser af de nævnte bestemmelser — ændringer i lejelovens § 101 angående husleienævnenes sammensætning, som tilsigter at styrke disses autoritet blandt ejere og lejere.

Ændringerne går ud på, at formanden skal have juridisk embedseksamen, dog således, at den, der ved lovens ikrafttræden er formand for et huslejenævn, kan forblive som formand, selv om han ikke opfylder denne betingelse.

Endvidere indebærer ændringerne, at nævnets medlemmer i lighed med medlemmer af boliganvisningsudvalg og lægdommere i boligretterne udpeges blandt personer, der er indstillet af større grundejer- og lejerforeninger i vedkommende område.

Den hidtil gældende frist for husleienævnenes sagsbehandling på 6 uger ændres til 8 uger, jfr. § 103, stk. 6.

Visse af huslejenævnenes afgørelser, som hidtil har kunnet indbringes for boligretten, gøres — under hensyn til den ændrede nævnssammensætning — endelige, jfr. § 105, stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. april 1965, og lejelovens gyldighed fastsættes til 2 år, jfr. i denne forbindelse det nedenfor om udvalgets betænkning anførte angående den fremtidige lejelovgivning.

Lovforslaget hvilede på en betænkning afgivet af et af boligministeren nedsat udvalg (lejelovsudvalget af 1964). Udvalget nedsattes efter anmodning af repræsentanter for De danske Grundejeres Landsforbund og Danmarks Lejerforbund, og dets medlemmer var — bortset fra en repræsentant for boligministeriet — ligeligt fordelt på repræsentanter for de nævnte organisationer. Ministeren udtalte i sin fremsættelsestale sin anerkendelse af, at det her for første gang var lykkedes for to interesseorganisationer at finde hinanden på dette ømtålige område og nå til enighed på en række punkter.

Boligministeren mente imidlertid, at det ville være rimeligt at drøfte, om der var muligheder for — ud over forslagets rammer — at søge frem mod en normalisering af lejeområdet. Han var meget villig til en fordomsfri forhandling af disse spørgsmål i det kommende udvalgsarbejde og henviste i denne forbindelse til det nu udarbejdede materiale om udligningsproblemer og udligningsmuligheder. Dette materiale omfatter, foruden den nævnte betænkning, navnlig en redegørelse om de samfundsøkonomiske problemer i forbindelse med en huslejeudligning afgivet af boligministeriets målsætningsudvalg (1965), redegørelse for huslejetilpasningsproblememe udarbejdet af en af boligministeriet udpeget arbejdsgruppe (5. februar 1965) og en redegørelse om bygge- og boligpolitikken afgivet af det økonomiske råds formandskab (juni 1965).

Lovforslaget gav anledning til en indgående debat i folketinget om bolig- og lejeproblemerne. Herom må i det hele henvises til forhandlingerne i tidenden. Der blev fra alle sider med undtagelse af socialistisk folkeparti givet udtryk for vilje til forhandling om en løsning af bolig- og huslejeproblemerne bl. a. gennem en vis udligning af lejeniveauerne.

Den af udvalget afgivne betænkning indeholder — foruden forslag til de ovenfor omtalte ændringer i lovforslaget — en erklæring fra udvalgets flertal (socialdemokratiets, venstres, det konservative folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget), hvoraf anføres:

"........ Med udgangspunkt i lovforslaget har udvalget drøftet gennemførelse af yderligere foranstaltninger med henblik på boligproblemernes løsning.

Efter disse drøftelser er det nævnte flertal enedes om at indstille lovforslaget til vedtagelse med de af boligministeren stillede ændringsforslag, herunder at lovens gyldighedsperiode fastsættes til 2 år.

De lejeforhøjelser, som forslaget indebærer, vil bl. a. for folke-, invalide- og enkepensionister samt for andre ældre medborgere med lave indkomster kunne afbødes gennem sociallovgivningen, jfr. de heri fastsatte rådighedsbeløb.

Flertallet er endvidere nået til enighed om at indstille, at folketinget blandt sine medlemmer nedsætter et udvalg med den opgave at udarbejde forslag eller skitser til en gradvis normalisering af boligmarkedet. Der tænkes herved på en tilstand, hvor der er tilvejebragt et tilstrækkeligt udbud af boliger, således at de lejlighedssøgende har rimelig mulighed for at vælge en efter deres økonomi og familieforhold passende bolig til en leje, der svarer til lejlighedens brugsværdi. Normaliseringen må forudsætte, at lejen i nybyggeriet nedsættes, bl. a. ved nedbringelse af renten, ved at dæmpe stigningen i grundpriserne (gennem hurtigere byggemodning og revision af zoneinddelingen), ved at sikre den fortsatte vækst i boligbyggeriet med fuld udnyttelse af byggekapaciteten og gennem fremme af konkurrencen om at nedbringe byggeomkostningerne.

Der er blandt flertallets medlemmer enighed om, at retningslinjerne for normaliseringen skal være, at der gives adgang til gradvise lejeforhøjelser i bestående lejemål og adgang til procentvise forhøjelser ved genudlejning. Forhøjelserne gennemføres under kontrol af huslejenævnene. Det må i udvalget overvejes, om en del af lejeforhøjelserne skal bindes, anvendes til kompensationer til lejerne eller indgå til det offentlige til boligformål. Det må i ordningen indgå, at der tages fornødent hensyn til lejerne, og overvejelserne må tage deres udgangspunkt i materialet fra det økonomiske råds formandskab og redegørelsen fra boligministeriets målsætningsudvalg.

I udvalgets overvejelser må tillige indgå spørgsmålet om overgang til en almindelig boligtilskudsordning for at sikre, at familier med børn og lave indtægter får en rimelig mulighed for at skaffe sig en efter deres økonomi og familieforhold passende bolig, ligesom det er en forudsætning, at den gældende lejerbeskyttelse opretholdes.

Det kan overvejes at tillade frivillige overenskomster mellem ejere og lejere under forudsætning af, at lejeren gøres bekendt med, at han ikke er pligtig at tiltræde forhøjelsen i leje eller andre nye vilkår, samt om det er muligt at fortsætte med at ophæve huslejestoppet i geografiske områder, hvor boligsituationen gør det muligt.

Udvalgets arbejde søges tilendebragt så betids, at regeringen på grundlag af udvalgets betænkning kan fremsætte lovforslag i folketinget inden 1. januar 1966.

Der er yderligere enighed om inden 1. juli 1965 at søge gennemført ændringer i lov om boligbyggeri med det formål at sikre langtidsplanlægningen, at fastsætte rammerne for det støttede byggeri og at sikre en effektiv udnyttelse af byggekapaciteten.

Flertallet indstiller til folketinget, at der nedsættes et folketingsudvalg til at følge afviklingen af de endnu gældende reguleringsordninger for boligbyggeriet. Boligministeren skal med dette udvalg forhandle om tempo og rækkefølge for den igangværende afvikling, og således at de gældende arealer og prisgrænser som led heri ophæves pr. 1. oktober 1965.

Det undersøges, under hvilke former det sociale byggeris muligheder for selvfinansiering kan fremmes, og der fremsættes, når betænkningen fra udvalget om ejerlejligheder foreligger, forslag til lov om ejerlejligheder.

Der er enighed om, at boligudgiften indregnes i pristallet på en sådan måde, at der ydes dækning for den faktiske stigning i boligudgiften...."

Et mindretal (Kai Moltke) gik i sin erklæring i betænkningen ind for at forbedre og opretholde lejerbeskyttelsen for en længere periode og var modstander af alle generelle forhøjelser af huslejen uden forud dokumenteret omkostningsstigning ved vedligeholdelse og administration.

"...... Socialistisk folkeparti kan derfor ikke støtte ændringsforslaget til lov om leje om en almindelig huslejeforhøjelse på indtil 25 pct. af 1939-lejen i den ældre boligmasse — specielt ikke når en sådan boligfordyrelse tilsyneladende kun skal være første rate i en senere eventuel årlig huslejeforhøjelse med en ensidig „huslejeudligning" og fri prisdannelse på boligmarkedet som målsætning — og uden konkrete garantier for en mærkbar nedsættelse af det i øjeblikket helt unormalt høje lejeniveau i nybyggeriet. Udgangspunktet for en normalisering må være effektiv kontrol med grundpriser og en påkrævet stærk reducering af rente og finansieringsomkostninger ved nybyggeri. Mindretallet henviser her til det af socialistisk folkeparti udarbejdede og fremsatte lovforslag om en boligfond med udlån til socialt byggeri til en fast effektiv rente på 4 pct...." (Se side 540).

Derimod kunne mindretallet tilslutte sig tanken om nedsættelse af et stående politisk folketingsudvalg, men afviste forudgående aftaler eller håndfæstninger om, hvilke foranstaltninger udvalgets undersøgelser skulle resultere i.

Mindretallet stillede i øvrigt i betænkningen en række ændringsforslag, som forkastedes ved 2. behandling.

Som det fremgår af udvalgets senere afgivne betænkning over forslag til lov om ændring i lov om boligbyggeri (se side 244), henvistes de ovenfor nævnte opgaver til behandling i det udvalg, der i henhold til lejelovens § 114 b blev nedsat til at forhandle med boligministeren om procentuelle, generelle lejeforhøjelser. Det nævnte udvalg, der nedsattes 8. april (sp. 4528), fik tillige overdraget en række spørgsmål i forbindelse med loven om boligbyggeri.

Ved 2. behandling tog boligministeren — i konsekvens af det opnåede forlig — sit den 12. marts fremsatte lovforslag om uændret forlængelse af lejeloven (se side 466) tilbage (sp. 4162).

I den ændrede form vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 166 stemmer mod 10 (SF); 3 medlemmer (de 2 grønlandske og 1 færøsk medlem) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.