L 58 Lov om ændring i lov om købstadkommunernes styrelse.

Af: Indenrigsminister Hans Erling Hækkerup (S)
Samling: 1964-65
Status: Stadfæstet
Lov nr. 211 af 04-06-1965
Ved loven, der trådte i kraft 1. april 1965, er bl. a. foretaget den ændring i loven som købstadkommunernes styrelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 328 af 6. juli 1950, at der, hvor forholdene taler derfor, åbnes adgang for byrådet til med indenrigsministerens godkendelse at yde vederlag til den stedfortrædende borgmester for varetagelse af borgmesterhvervet i et længere tidsrum. Vederlagets størrelse skal fastsættes under hensyn til navnlig arbejdsbyrdens omfang og fraværets varighed.

Herudover er foretaget en mindre redaktionel ændring af købstadkommunelovens § 4 om, hvilke krav der stilles til gyldigt valg af borgmester, idet „absolut stemmeflertal" er ændret til: „absolut stemmeflerhed".

Lovforslaget fremsattes og behandledes sammen med det nedenfor omtalte forslag til lov om ændringer i lov om landkommunernes styrelse.

Ved fremsættelsen havde lovforslaget en noget anden affattelse end ved dets færdigbehandling. Således var det i det oprindelige forslag foreslået, at der skulle være mulighed for at tillægge første næstformand et fast årligt vederlag for udførelse af borgmesterhvervet i borgmesterens forfald.

Da der imidlertid under 1. behandlingen i folketinget ytredes betænkelighed ved denne bestemmelse fra flere ordføreres side — dette gjaldt således Jens Chr. Christensen (V), Asger Jensen (KF) og Iver Poulsen (Uafh) — resulterede den følgende udvalgsbehandling i, at ændringsforslaget affattedes således som omtalt foran.

Ved 3. behandling vedtoges det ændrede lovforslag enstemmigt med 137 stemmer, mens 2 medlemmer tilkendegav hverken at stemme for eller imod.
Partiernes ordførere
Johs. Herløv Larsen (S), Jens Chr. Christensen (V), Asger Jensen (KF), Erik Sigsgaard (SF), Axel Sørensen (RV) og Iver Poulsen (U)