Loven tilsigter først og fremmest af forenkle beskatningssystemet i en række mindre sognekommuner.

Ved lov nr. 66 af 9. marts 1959 om ændring af lov vedrørende personlig skat til kommunen m. v. blev der med virkning fra og med skatteåret 1959-60 gennemført en ændring af reglerne for opholdskommuneskattens beregning. I købstæderne samt i forstadskommunerne og de større bymæssige kommuner indførtes til afløsning af den hidtidige "lejlighedsbeskatning" et nyt beskatningssystem, hvorefter de skattepligtige indkomster efter at være blevet reduceret med visse bundfradrag beskattes med vedkommende kommunes beskatningsprocent. Beskatningsprocenten er fælles for skatteydere med indkomst af forskellig størrelse og for forsørgere og ikke- forsørgere, således at indkomstforøgelser på alle indkomsttrin for personer, hvis indtægter overstiger de skattefri fradrag, beskattes med samme procent. De skattefri fradrag er dels et personfradrag, der efter lovens hovedregel udgør 4.500 kr. for forsørgere og 2.500 kr. for andre skatteydere, men som efter nærmere i loven fastsatte regler vil kunne udgøre lavere beløb i visse kommuner, dels et hustrufradrag, der gives efter tilsvarende regler som for statsskattens beregning.

I hovedstadsområdet, d. v. s. i København og Frederiksberg samt de københavnske omegnskommuner, beregnes kommuneskatten efter i princippet samme regler, idet dog den del af den skattepligtige indtægt, der overstiger de skattefri fradrag med mere end 30.000 kr., gennem en i loven fastsat progressiv rateskala underkastes beskatning med højere procenter end den øvrige del af indtægten. Af de således fremkomne grundbeløb beregnes kommuneskatten med en for alle skatteydere fælles procent (udskrivningsprocenten).

De landkommuner, der efter de i 1959 indførte bestemmelser ikke blev pligtige at overgå til beregning af skat med beskatningsprocent, kunne fortsat anvende den hidtidige beskatningsform, der i korthed gik ud på, at den ansatte indkomst, forinden skatten beregnedes med kommunens ligningsprocent, forhøjedes eller nedsattes „efter lejligheden", hvorved der toges hensyn til indkomstens størrelse og skatteyderens forsørgerstilling. Forhøjelsen kunne maksimalt ske med 50 pct. og nedsættelsen maksimalt med 90 pct. Lejlighedsbeskatningen var historisk set en fortsættelse af tidligere tiders mere skønsmæssige skattepåligning og rummede, selv hvor man fulgte faste regler — såkaldte ligningsskalaer — for reguleringen af de indkomster, hvoraf skatten beregnedes, mulighed for lidet rimelige resultater. Den muliggjorde beskatning af yderst ringe indtægter og virkede særlig uheldig i de tilfælde, hvor små indtægtsforøgelser bragte indtægten op over en af ligningsskalaens indtægtsgrænser, og hvor skattestigningen endog kunne blive større end selve indtægtsforøgelsen.

1959-loven gav imidlertid landkommunerne adgang til, såfremt de ønskede det, at gå over til at benytte de nye beskatningsprocentregler, og denne adgang har været benyttet i stadig stigende omfang, så at tallet for skatteåret 1964-65 på sognekommuner, der frivilligt valgte beskatningsprocenten, var 1.095, mens kun 69 sognekommuner fortsat anvendte ligningsprocent.

Ved nærværende lov gøres anvendelse af beskatningsprocent ved opholdskommuneskattens beregning obligatorisk for samtlige landets kommuner (bortset fra kommunerne i hovedstadsområdet) fra og med skatteåret 1965-66.

Samtidig har man i kommuneskatteloven foretaget nogle ændringer af mere teknisk art. I overensstemmelse med, hvad der bestemmes i udskrivningsloven for 1965-66, har man således fastsat, at den indtægt, hvoraf skatten beregnes, skal afrundes nedad til et med 100 deleligt kronebeløb og ikke som nu til et med 50 deleligt beløb. Videre skal nævnes, at der i overensstemmelse med straffelovrådets retningslinjer er foretaget en ændret formulering af straffebestemmelsen i forbindelse med arbejdsgiverens ansvar i sager vedrørende løntilbageholdelse for skatterestancer.

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der i sin enstemmige betænkning udtaler:

„Udvalget har holdt 3 møder om lovforslaget og derunder haft et samråd med indenrigsministeren, der over for udvalget har oplyst, at han agter til efteråret at fremsætte lovforslag om forhøjelse af de skattefri bundfradrag.

Udvalget indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et medlem af udvalget — Axel Sørensen — ønsker at udtale, at han af hensyn til skatteydere med små indtægter har rejst det nævnte spørgsmål om en forhøjelse af bundfradragene, men at han efter ministerens nævnte erklæring kan tiltræde udvalgets indstilling."

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.