Af fiskerikommissionen af 27. juni 1961 blev den 24. september s. å. nedsat en underkommission om saltvandsfiskeriloven, herunder landvinding og forurening vedrørende saltvand og omplantninger i saltvand.

Forslaget til nærværende lov forelå som et resultat af denne underkommissions arbejde med enkelte ændringer.

I den nye saltvandsfiskerilov er reglerne søgt opstillet på en mere systematisk og overskuelig måde, og sådant lovstof, som efter udviklingen var blevet overflødigt eller utidssvarende, er blevet udskilt.

Loven er opdelt i følgende kapitler:

I. Almindelige bestemmelser om fiskeriterritoriets udstrækning og dets udnyttelse til fiskeri.

II. Fiskeriets forhold over for anden udnyttelse af fiskeriterritoriet.

A. Almindelige bestemmelser.

B. Forholdet til skibsfarten m. m.

C. Forholdet til kystejerne m. fl.

III. Indbyrdes ordensregler for fiskeriet.

IV. Beskyttelse og ophjælpning af fiskebestandene.

A. Begrænsninger i anvendelsen af fiskeredskaber.

B. Begrænsninger i tonnage og motorkraft i fiskerfartøjer.

C. Fredede områder og fredningsbælter.

D. Fredning af fisk og mindstemål for fisk.

E. Udsætning af fiskeyngel.

F. Internationale beskyttelsesforanstaltninger.

V. Vedtægtsbestemmelser.

VI. Kontrolbestemmelser.

VII. Afgivelse af statistiske oplysninger.

VIII. Straf og påtale m. v.

Specielt bestemmelserne i kapitel VIII om straf og påtale m. v. er omskrevet med henblik pa at bringe disse i overensstemmelse med de i de senere år så godt som undtagelsesfrit fulgte principper for udformning af straffebestemmelser i særlovgivningen. De hidtil fastsatte bødeminima er bortfaldet. Der er præcist angivet de bestemmelser i loven, hvis overtrædelse medfører straf. For så vidt angår de i henhold til loven udfærdigede administrative forskrifter, hvis overtrædelse skal kunne medføre straf, er foreslået bemyndigelse for fiskeriministeren til i disse forskrifter at fastsætte straffebestemmelser. Endelig er fastsat bestemmelser om objektivt bødeansvar.

Bortset fra nogle ændringer, hvoraf de væsentligste gik ud på optagelse i saltvandsiìskeriloven af bestemmelser om udvidelse af fiskeriterritoriet i overensstemmelse med reglerne i lov nr. 207 af 12. juni 1964 om Danmarks fiskeriterritorium (jfr. nedenfor), svarede lovforslaget ganske til det i folketingsåret 1963-64 fremsatte forslag til lov om saltvandsiìskeri, som ikke nåede at ,blive færdigbehandlet (årbog 1963-64, side 428-32).

Lovforslaget blev i folketinget fremsat og behandlet sammen med det nedenfor omtalte forslag til lov om ændring i lov om afløsning og statens overtagelse af retten til fiskeri med ålegårde og andre særlige rettigheder til fiskeri på søterritoriet. Det vedtoges i folketinget med enkelte mindre ændringer, som er omtalt i det følgende.

Om de vigtigste af ændringerne i forhold til det i 1963-64 fremsatte saltvandsfiskerilovforslag og om problemerne i forbindelse med fastlæggelsen af det danske fiskeriterritorium, anføres følgende fra fiskeriministerens fremsættelsestale:

„Ved fremsættelsen i sidste samling gjorde den daværende fiskeriminister opmærksom på, at hvis man besluttede sig til en udvidelse af det danske fiskeriterritorium i overensstemmelse med den i London i foråret 1964 indgåede konvention, ville det blive nødvendigt at foretage en revision af visse af bestemmelserne i loven om saltvandsfiskeri.

Da det viste sig, at forslaget til lov om saltvandsfiskeri ikke kunne færdigbehandles i sidste samling, blev der herefter fremsat og vedtaget et forslag til lov om Danmarks fiskeriterritorium, hvorved fiskeriministeren opnåede bemyndigelse til at udvide det danske fiskeriterritorium i overensstemmelse med Londonkonventionens regler....

Under lovforslagets behandling blev der af den daværende fiskeriminister imidlertid givet tilsagn om, at den i forslaget indeholdte bemyndigelse ikke ville blive benyttet, før der var ført forhandlinger med fiskeriorganisationerne og det udenrigspolitiske nævn.

Efter forslagets vedtagelse har der været ført forhandlinger om forholdene i Kattegat-Skagerak dels i det nordiske kontaktorgan vedrørende fiskerispørgsmål, dels mellem fiskeriorganisationerne i Norge, Sverige og Danmark, og det kan forventes, at der på grundlag af disse forhandlinger i den nærmeste fremtid vil blive optaget forhandlinger på officielt plan.

Da der er gået en del tid med disse foreløbige forhandlinger og forslaget til saltvandsfiskerilov nu på ny forelægges det høje ting, har jeg — under hensyn til den nære sammenhæng, der er mellem visse af bestemmelserne i saltvandsfiskeriloven og spørgsmålet om fiskeriterritoriets udstrækning — fundet det rigtigst, at reglerne om fiskeriterritoriet optaget i forslaget til lov om saltvandsfiskeri.

Der er derfor i forslagets § 1, stk. 2 og 3, indsat bestemmelser herom gående ud på, at der for de af Londonkonventionen omfattede kyststrækninger fastsættes et fiskeriterritorium på 12 sømil, medens dette for de øvrige kyststrækninger opretholdes uændret. Samtidig er der i § 1, stk. 7, foreslået en hjemmel til ved overenskomster med fremmede stater at gøre undtagelser fra bestemmelserne i § 1, stk. 4-6, angående betingelserne for at drive fiskeri m. v. på dansk fiskeriterritorium. Endelig er det forudsat, at der ved overenskomst med Norge og Sverige skal kunne fastsættes en anden udstrækning af fiskeriterritoriet end bestemt i § 1, stk. 2.

I § 1, stk. 3, er indsat en bestemmelse, der, som det fremgår af bemærkningerne, tager sigte på det forhold, at den danske kyst ligger over for en fremmed stats kyst, og der ikke er en sådan afstand mellem kysterne, at forslagets bestemmelser i øvrigt om territoriets udstrækning fuldt ud kan finde anvendelse.

Som jeg nævnte foran, er forhandlingerne med Norge og Sverige ikke afsluttet, og da der i henhold til Londonkonventionen skal gives de øvrige medlemsstater underretning om de danske fiskeribestemmelser, forinden disse sættes i kraft for det udvidede territorium, ligesom eventuelle forhandlinger om overgangsrettigheder m. v. bør være tilendebragt inden dette tidspunkt, er det i § 38, stk. 4, foreslået, at bestemmelserne om udvidelse først skal træde i kraft efter nærmere bestemmelse, således at der levnes den fornødne tid til at få alle formaliteter bragt i orden, forinden udvidelsen gøres effektiv. Jeg gør i denne forbindelse opmærksom på, at også kontrolspørgsmålet bør overvejes nærmere.

Fra fiskeriorganisationernes side har der været et stærkt ønske om, at det i § 13 eksisterende forbud mod trawlfiskeri ikke umiddelbart skal gælde for det udvidede fiskeriterritorium, men alene i en afstand af 3 sømil fra land. Der er derfor i § 13, stk. 1, indføjet en bestemmelse herom, men under hensyn til, at det endnu ikke kan overses, i hvilket omfang udlændinge vil få ret til at fortsætte deres fiskeri, især mellem 6 og 12 sømil, og om dette fiskeri vil have skadelige konsekvenser for fiskebestanden, er der i § 13, stk. 10, foreslået en bestemmelse, hvorefter fiskeriministeren efter indstilling fra fiskeriets hovedorganisationer og Danmarks fiskeri- og havundersøgelser kan forbyde brugen af visse redskaber eller fastsætte nærmere regler for deres anvendelse for den del af territoriet, der ligger uden for den i § 13, stk. 1, nævnte 3 sømils grænse.

Fra dagspressen vil det muligvis være bekendt, at udkastning af brugte redskaber og andet affald fra fremmede fiskerfartøjer efterhånden frembyder et problem for danske fiskere, især i Nordjylland. For så vidt denne udkastning foregår uden for dansk søterritorium, har det hidtil ikke været muligt at gribe ind. Selv om den forudsete udvidelse af fiskerigrænserne formentlig i nogen grad vil gøre det muligt at råde bod på denne ulempe, vil det dog sikkert ikke være muligt at komme problemet helt til livs uden ved en særlig international aftale.

Også udkastning af affald og ikke mindst flasker fra rutetartøjer, har fremkaldt en række beklagelser fra fiskerne, der hævder, at dette betyder en væsentlig ulempe for fiskeriet, i hvert fald inden for Skagen. Der er derfor efter indstilling fra fiskeriorganisationerne i forslagets § 4, stk. 1, nr. 1, som et nyt punktum indsat en bestemmelse, hvorefter forbud mod udkastning af genstande og affaldsprodukter m. v. også skal gælde for danske skibes vedkommende uden for det danske fiskeriterritorium øst for linjen Lindesnæs-Hanstholm.

I § 9, stk. 1, nr. 3, sidste punktum, er i forhold til det i sidste samling forelagte forslag efter indstilling fra fiskeriorganisationerne foretaget en mindre ændring, hvorefter kun ruserækker, der er over 150 m, mod tidligere 100 m, skal afmærkes på den i bestemmelsen foreskrevne måde, idet den særlige mærkning anses for overflødig for de kortere ruserækker.

Ligeledes efter indstilling fra fiskeriorganisationerne er i § 11, stk. 6, foretaget en mindre ændring med hensyn til den her foreskrevne afstand mellem ruserækkerne, idet man ikke har fundet det nødvendigt at forhøje den hidtil gældende afstand mellem ruserækker indbyrdes.

De i § 13, stk. 3, nr. 4, omhandlede skovltrawl har hidtil kun måttet benyttes fra 1 time før solopgang til 1 time efter solnedgang bl. a. af hensyn til fiskeriet med nedgarn m. v. Af Dansk Fiskeriforening er imidlertid foreslået, at fiskeriet med skovltrawl om sommeren skal kunne påbegyndes 2 timer før solopgang og i den øvrige del af året 1½ time før solopgang. Begrundelsen for dette forslag har fra Dansk Fiskeriforening været, at det for flere fiskearters vedkommende er lettest at fange disse umiddelbart før solopgang, og at en fremrykning af tidspunktet for fiskeriets påbegyndelse vil gøre det muligt at lande fangsterne så tidligt, at disse kan blive afsat ved de tidlige auktioner.

Vestjysk Fiskeriforening har ikke ønsket en tilsvarende ordning for vestkystens vedkommende, og det er derfor foreslået, at ændringen alene skal gælde inden for Skagen.

Fra gammel tid har der for Limfjordens vedkommende været fastsat visse begrænsninger i tonnagestørrelsen for fartøjerne for at hindre for hårdt fiskeri i dette afgrænsede område. I praksis har det imidlertid hidtil været muligt på forskellig måde at få fartøjerne „målt ned", således at de herved er kommet under den fastsatte tonnagegrænse. De af statens skibstilsyn fastsatte nye regler om målinger af fartøjerne hindrer imidlertid nu denne nedmåling, hvilket bevirker, at en række af de mindre fartøjer i Limfjorden ikke længere lovligt vil kunne benyttes her. For at afhjælpe denne ulempe for fiskerne og i erkendelse af, at den hidtidige tonnagegrænse for de mindre fartøjer i området vest for Ålborg på 5 tons efter de nye målemetoder i realiteten svarer til 8 tons, er tonnagegrænsen i forslagets § 17 foreslået fastsat til 8 tons som maksimum for dette område.

For at beskytte rødspætteyngelen, der især i sommermånederne findes på de gode opvækstpladser langs den jyske østkyst, findes i den gældende saltvandsfiskerilovs § 13, stk. 4, et forbud mod vodfiskeri i månederne maj, juni og juli i et område langs kysten fra Skagen til Fornæs, den såkaldte „linjefredning". Der har imidlertid blandt fiskerne været en del utilfredshed med denne fredning, i hvert fald for så vidt angår visse områder af denne, idet fiskerne har henvist til, at forbudet betyder et for stort indgreb i fiskernes muligheder for fangst af rødspætter i de nævnte måneder. Der er derfor af Centralforeningen for Fiskeriforeninger i Vendsyssel med støtte af Dansk Fiskeriforening foreslået en væsentlig indskrænkning i det hidtidige fredningsområde, medens Danmarks fiskeri- og havundersøgelser ikke har ment at kunne gå ind herfor af hensyn til. at fredningen betyder en efter undersøgernes opfattelse tiltrængt beskyttelse af undermålsrødspætter i området.

Efter forhandling med de interesserede fiskeriorganisationer og med tilslutning fra disse er der herefter i § 18, stk. 2, foreslået en- adgang for fiskeriministeren til at dispensere fra forbudet for nærmere afgrænsede områder, dog kun for så vidt angår det skånsomme redskab, snurrevod, og kun for så vidt der i dette anvendes et maskemål på mindst 110 mm."

Lovforslaget fik ved 1. behandlingen i folketinget en velvillig modtagelse af samtlige partiers ordførere, selv om flere enkeltheder i forslaget ønskedes overvejet nærmere i et udvalg.

Under udvalgsbehandlingen stillede fiskeriministeren 7 ændringsforslag, som tiltrådtes af hele udvalget. Af disse ændringsforslag vedrørte det ene lovens ikrafttrædelsesdato, mens to andre forslag var rent redaktionelle.

Om 3 af de øvrige 4 ændringsforslag hedder det i udvalgets betænkning:

Med hensyn til ændringsforslag nr. 3 bemærkes, at man ved udformningen af lovforslagets § 15, stk. 1, ikke har været tilstrækkelig opmærksom på, at den foreslåede bestemmelse kunne være til gene for det sportsfiskeri, der udøves af sportsdykkere i saltvand. Da undervands j agt ved hjælp af spyd og pile forsynet med modhager medfører mindre risiko for drab eller beskadigelse af undermålsfisk end de fleste tilladte former for fiskeri, og da denne form for fiskeri næppe vil kunne forventes at blive drevet i et omfang, der vil have mærkbar virkning på fiskebestanden i danske saltvandsområder, foreslås det at ændre bestemmelsen i overensstemmelse hermed.

Ændringsforslag nr. 4 tilsigter en tilbageførelse af fredllingsbestemmelserne for rognrødspætter til de bestemmelser, der indeholdes i den nugældende saltvandsfiskerilov, dog med den ændring, at fredningstiden øst for linjen Hanstholm-Lindesnæs forlænges indtil 30. april. Ændringsforslaget stilles for at imødekomme et af fiskeriforeningerne herom fremsat ønske. Det er af fiskeriministeren i denne forbindelse blevet fremhævet, dels at man fra fiskeribiologernes side ikke har lagt særlig stor vægt på fredningstidens udstrækning, dels at ministeren i henhold til lovforslagets § 20, stk. 4, har mulighed for at ændre de foreskrevne fredningstider efter forhandling med organisationerne samt Danmarks fiskeri- og havundersøgelser, således at man, hvis rødspætternes gydningsperiode et enkelt år synes at afvige fra det normale, kan ændre fredningstiden i overensstemmelse hermed.

Ved ændringsforslag nr. 5 foreslås den i lovforslagets § 22, stk. 5, foreslåede skærpede bestemmelse om frigørelse for ansvar i forbindelse med modtagelse af fiskesendinger, der indeholder fredet fisk og undermålsfisk m. v., erstattet med en bestemmelse, der i realiteten stort set svarer til den hidtil gældende lovs § 20, stk. 3, som udvalget finder har fungeret tilfredsstillende. Den eneste realitetsforskel er, at ændringsforslaget — i modsætning til den gældende bestemmelse — ikke indeholder en regel om, at den ulovlige fangst skal afleveres efter tilsynets nærmere bestemmelse, hvilket har sammenhæng med, at regler om konfiskation i det hele er udgået af lovforslaget som overflødige ved siden af retsplejelovens § 745.

Endelig stilledes ændringsforslag om, at lade den i den hidtidige saltvandsfiskerilov § 17, stk. 5, 1. punktum, fastsatte bestemmelse om sideafstanden mellem bundgarn, bundgarnslignende redskaber m. v. gælde indtil 1. januar 1966, uanset at loven i øvrigt skulle træde i kraft 1. juli 1965.

De stillede ændringsforslag vedtoges ved 2. behandling uden debat.

Ved lovforslagets 3. behandling anmodede Jens Frandsen (V) og Hindkjær Pedersen (KF) ministeren om at ville give tilsagn om, at det ikke var hensigten med bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 3, at lægge hindringer i vejen for den virksomhed, som udøves med optagelse af østers- og muslingeskaller på fiskeriterritoriet. Det rejste spørgsmål foranledigede, at sagens 3. behandling blev standset, og at lovforslaget henvistes til fornyet udvalgsbehandling.

Af den af udvalget afgivne tillægsbetænkning fremgår, at fiskeriministeren over for udvalget havde oplyst, at det ikke var hensigten med bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 3, at lægge hindringer i vejen for den efter den hidtil gældende saltvandsfiskerilov lovligt udøvede virksomhed med optagning af skaller, sand og andet bundmateriale, medmindre dette ville medføre væsentlige ulemper for erhvervsfiskerne.

Da lovforslaget på ny kom til 3. behandling, vedtoges det herefter enstemmigt med 116 stemmer.