I henhold til kgl. anordning af 27. april 1935 er principperne i den danske undergrundslov samtidig gældende jor Grønland, jfr. nu lov nr. 181 af 8. maj 1950 om efterforskning og indvinding af råstoffer i kongeriget Danmarks undergrund.
De senere års stigende interesse fra såvel ind- som udland for efterforskning og kommerciel udnyttelse af grønlandske mineralforekomster har imidlertid medført et voksende behov for en specielt med henblik på grønlandske forhold udarbejdet minelovgivning, idet den danske undergrundslov er udarbejdet med særligt henblik på forholdene her i landet, samtidig med at de specielle grønlandske forhold gør en række særbestemmelser ønskelige.
På denne baggrund nedsatte ministeriet for Grønland ved skrivelse af 7. januar 1960 en kommission bl. a. med den opgave at udarbejde udkast til en minelov for Grønland.
Kommissionen afgav betænkning i juni 1963, og nærværende lov er i hovedsagen udarbejdet på grundlag af kommissionens betænkning.
Systematikken i loven er den, at begyndelseskapitlet og kapitel V indeholder almindelige bestemmelser, der er fælles for de tre forskellige faser, nemlig forundersøgelsesperioden, efterforskningsperioden og den egentlige udnyttelsesperiode, mens kapitel II, III og IV indeholder de specielle regler for de tre perioder, som er udtryk for en stigende skala af de krav, som må stilles til bevillings- eller koncessionshaveren.
Mellem kapitel II, III og IV er der den principielle forskel, at kapitel II om forundersøgelse og kapitel III om efterforskning i videre udstrækning bestemmer bevillingshaverens rettigheder og forpligtelser og overlader forholdsvis lidt til selve tilladelsen, mens kapitel IV om udnyttelse i højere grad indeholder rammebestemmelser vedrørende en række spørgsmål, som der skal tages stilling til i koncessionen, og overlader de nærmere enkeltheder til koncessionsvilkårene. Baggrunden for denne principielle forskel er, at tilladelser til forundersøgelse og efterforskningsbevillinger bør kunne gives relativt let og være forholdsvis kortfattede, mens udnyttelseskoncessioner ifølge sagens natur må være mindre hyppige, men samtidig mere detaljerede.
Hovedsynspunktet ved udformningen af lovens bestemmelser har i øvrigt været, at efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland bør gøres så tillokkende som muligt, samtidig med at det offentliges interesser varetages på rimelig måde. Det er af den største betydning, at det grønlandske erhvervsliv stimuleres på så mange områder som muligt, og udnyttelse af eventuelle råstoffer vil kunne blive af stor økonomisk betydning for det grønlandske samfund. Det må dog erindres, at eventuelle mineralforekomster i Grønland på grund af landets beliggenhed og naturforhold er vanskelige at udnytte, og at forekomsterne derfor normalt må være rigere end andre steder i verden. Samtidig bør der gives bevillingshaveren en rimelig dækning for de risici, han løber.
Med hensyn til spørgsmålene om bevillingers og koncessioners udstrækning i areal og tid, samt hvilke råstoffer der bør kunne efterforskes og udvindes, har hovedsynspunktet været, at mens der i de indledende faser, forundersøgelse og efterforskning, vil kunne gives bevilling til store arealer, men kun i relativ kort tid, bør forholdene være omvendt i den afsluttende fase: udnyttelsen. Med hensyn til arten og omfanget af råstoffer, der skal kunne efterforskes og indvindes, har man ikke på forhånd ment at burde fastsætte særlige begrænsninger.
Tilladelse til forundersøgelse og koncession til efterforskning skal ifølge loven gives uden afgift, og koncessionen til udnyttelse af råstoffer er heller ikke gjort betinget af en fast eller variabel afgift.
Derimod skal koncessionen ifølge lovens § 17 som hovedregel indeholde bestemmelse om det offentliges andel i udbyttet, når den investerede kapital med tillæg af et passende beløb til forrentning er indtjent gennem minevirksomhedens drift. Når omstændighederne taler derfor, kan statens og Grønlands landskasses økonomiske interesser dog sikres ved fastsættelse af en koncessionsafgift eller på anden måde.
Bestemmelsen om, at ikke blot staten, men også Grønlands landskasse skal kunne komme til at deltage i udbyttefordelingen, blev indføjet i det af ministeren for Grønland fremsatte lovforslag efter henstilling fra Grønlands landsråd. Ministeriet har imidlertid gjort landsrådet opmærksom på, at såfremt der bliver tale om væsentlige indtægter for landskassen, vil spørgsmålet om fordelingen af de offentlige udgifter mellem landskasse og statskasse kunne tages op til overvejelse, således at landskassen i givet fald kan overtage finansieringen af opgaver, der hidtil har påhvilet statskassen.
En i § 15 optaget bestemmelse, hvorefter udkast til udnyttelseskoncessioner skal forelægges landsrådet til udtalelse, er ligeledes indføjet i loven efter henstilling fra landsrådet. Det samme gælder § 26, der forpligter ministeren til efter hvert kalenderårs udgang at give landsrådet oplysning om de i henhold til nærværende lov meddelte tilladelser og koncessioner.
Lovforslaget henvistes i folketinget til et udvalg, der indstillede det til vedtagelse med enkelte ændringer, som ikke var af principiel karakter.
I den enstemmige betænkning udtales:
„Under behandlingen af lovforslaget er det blevet fremhævet, at der efter lovforslagets formulering kan opstå risiko for, at interessen for at opnå efterforskningskoncession på mineralske forekomster i Grønland vil blive stærkt begrænset og i mange tilfælde helt bortfalde, fordi der ikke ved meddelelsen af en sådan koncession er hjemmel til at give koncessionshaveren fuld sikkerhed for, at den pågældende senere vil kunne opnå udnyttelseskoncession på de mineralske råstoffer, som eventuelt konstateres under efterforskningen.
Ligeledes er det over for udvalget blevet påpeget, at det for eventuelle ansøgere til efterforskningskoncessioner må være særdeles afgørende allerede ved en sådan koncessions meddelelse at kunne danne sig et skøn over, på hvilken måde og i hvilken størrelsesorden det offentlige vil betinge sig andel i det udbytte, som måtte fremkomme under den senere på grundlag af udnyttelseskoncessionen etablerede virksomhed.
Udvalget erkender, at det kunne være ønskeligt allerede på et tidligt tidspunkt at give koncessionsansøgere sådanne tilsagn, men erkender på den anden side også vanskelighederne ved at give faste tilsagn på sådanne områder, hvor ukendte forhold kan spille ind. Udvalget skal imidlertid henstille, at ministeren i størst mulig udstrækning stiller sig velvilligt med hensyn til afgivelse af forhåndstilsagn, i det omfang forholdene gør det muligt."
Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslagene uden afstemning og lovforslaget anbefaledes af samtlige ordførere med undtagelse af Bækgaard (Uafh), der nærede betænkelighed ved at tiltræde det i den foreliggende form. Han udtalte herom forud for lovforslagets endelige vedtagelse: „Ved anden behandling henstillede jeg på mit partis vegne, at lovforslaget om mineralske råstoffer i Grønland blev affattet sådan, at det klart lovfæstes, at efterforskningsbevilling giver fortrinsret til udnyttelse, og at retningslinjerne for afgifter af udvundne mineraler blev fastsat. Da der ingen hensyn er taget til disse henstillinger, anser vi det foreliggende lovforslag for at have en ringe betydning for at nå de mål, som også vi i de uafhængige gerne støtter, nemlig igangsætning af efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland; men da som sagt lovforslaget uden de af mig ved anden behandling nævnte ændringer kan komme til at virke fremmende for tanken om statsdrift, vil vi her ved tredje behandling undlade at stemme."
Lovforslaget vedtoges derefter med 131 stemmer, idet 4 medlemmer (Uafh) afholdt sig fra at stemme.