I 1958 gennemførtes en del betydningsfulde ændringer i de afsnit af forsorgsloven, der omhandlede børne- og ungdomsforsorgen. I den forbindelse bestemtes det, at loven skulle optages til revision i folketingssamlingen 1962-63. Da børneværnsafsnittet i 1961 blev udskilt til en særlig lov om børne- og ungdomsfcrsorg (lov nr. 170 af 31. maj 1961) overførtes den nævnte revisionsbestemmelse hertil. Ved lov nr. 154 af 24. april 1963 blev revisionen udskudt til folketingsåret 1963-64.

Til at forberede revisionen nedsattes i 1961 et snævert embedsmandsudvalg, som afgav betænkning i januar 1963, indeholdende udkast til lov om børne- og ungdomsforsorg. Loven svarer med enkelte ændringer til dette udkast. Den tilsigter ikke noget brud med den bestående lovgivning, og loven bygger derfor i hovedsagen på samme principper som den hidtil gældende lov. Det har derimod været nødvendigt at foretage væs.entlige omgrupperinger af lovstoffet, så at loven fremtræder i en ny skikkelse. Reelt er der gennemført en række bestemmelser, som tilsigter forbedring og udbygning af lovgivningen.

På grund af lovens omfang vil det ikke her være muligt i almindelighed at komme ind på dens enkelte bestemmelser. Den i det følgende givne omtale af lovens indhold vil derfor forme sig som en omtale af lovens hovedprincipper, dens opbygning og nogle af de vigtigste ændringer i den hidtil gældende ordning.

Kapitel 1 indeholder reglerne om lovens formål og organisation.

Det fastslås i § 1, at formålet er at sikre, at børn og unge vokser op under forhold, der fremmer en sund sjælelig og legemlig udvikling.

Ansvaret for etablering og udøvelse af børneforsorg hviler — som hidtil — hos de kommunale børne- og ungdomsværn i nært samarbejde med private kredse, organisationer og institutioner (82).

De centrale myndigheder er fortsat socialministeren, direktoratet for børne- og ungdomsforsorg, landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg samt det pædagogiske nævn og det økonomiske nævn, jfr. §§ 4-7.

For at lette administrative ændringer på det centrale plan er der givet socialministeren en almindelig bemyndigelse til at lægge sine afgørelser ud til direktøren for børne- og ungdomsforsorgen (§5, stk. 6).

Det var oprindeligt foreslået at erstatte børne- og ungdomsforsorgens to nævn, det pædagogiske og det økonomiske, med ét organ, rådet for børne- og ungdomsforsorg. Dette ændredes under folketingets behandling, således at de to nævn opretholdes med enkelte
ændringer (§7).

I kapitel 2 gives nærmere regler for sammensætning og valg af børne- og ungdomsværnene i og uden for København.

En bestemmelse, hvorefter de af kommunalbestyrelsen valgte medlemmer skulle afgå med udgangen af den måned, i hvilken de fyldte 70 år, udgik under behandlingen i folketinget.

Af hensyn til de særlige københavnske forhold foretoges tillige en række ændringer i de for København foreslåede bestemmelser.

Det er ved en ny bestemmelse (i § 15) fastslået, at børne- og ungdomsværnene i alvorligere tilfælde skal have bistand af en tilforordnet pædagogisk-psykologisk konsulent, som også i andre tilfælde kan anmodes om bistand.

Kapitlerne 3-9 omhandler børne- og ungdomsværnenes virksomhed.

Børneværnenes opgave kan kort angives som 1) et forebyggende arbejde for børn, der er særlig udsat for at komme i vanskeligheder af materiel eller opdragelsesmæssig karakter, 2) hjælp og støtte til de børn og unge, der har aktuelle vanskeligheder, som opdrageren ikke kan magte, og 3) bistand til etablering og opretholdelse af almene socialpædagogiske børneforsorgsinstitutioner.

På alle tre felter er loven udtryk for en præcisering og udbygning af børneværnenes ansvar.

Det almindelige børnetilsyn har i hovedsagen været uændret siden 1923. Det har først og fremmest omfattet børn uden for ægteskab indtil deres 7. år, børn, til hvis forsørgelse der af det offentlige udbetales bidrag, og endelig børn under 14 år, som for betaling er anbragt i familiepleje eller dagpleje. Det har været en meget omfattende opgave for børne- og ungdomsværnene, og det har da også været vanskeligt for mange børneværn fuldt ud at løse opgaven. Ud fra en erkendelse af, at det hidtidige obligatoriske tilsyn harmonerer dårligt med de nyere principper for børneforsorgsarbejde, ophæver loven dette tilsyn med børn uden for ægteskab og med børn, til hvis forsørgelse der udbetales bidrag gennem det offentlige.

I stedet tænkes det almene forebyggende arbejde gjort mere effektivt ved at koncentrere det om familier, hvor en støtte er påkrævet. Arbejdet skal udføres ikke i form af en rent kontrollerende foranstaltning, men som en løbende vejledning og støtte — familieveiledning (oprindeligt kaldet familierådgivning) — som det normalt står den enkelte familie frit for om den vil modtage eller ikke (kap. 3). I tilfælde, hvor vejledning må anses for påkrævet, uanset familiens afvisning, kan der beskikkes en tilsynsværge efter reglerne om særlige hjælpeforanstaltninger, jfr § 27, stk. 2).

Tilsynet er opretholdt, for så vidt angår børn, der mod betaling er anbragt i privat familiepleje Dette tilsyn kan ophæves, når det ikke skønnes at være påkrævet. Tilsyn med familiepleje af erhvervsmæssig karakter kan dog ikke ophæves (§ 79).

Bestemmelserne om særlige børneværnsforanstaltninger findes i kapitel 4.

Der skal fortsat lægges den allerstørste vægt på en grundig og alsidig undersøgelse i tilfælde, hvor et barn eller en ung trænger til særlig støtte (§§ 23-26).

Det er stærkt fremhævet, at børneværnet i første række skal henvende sig med et tilbud til forældrene og de unge om hjælp til overvindelse af de foreliggende vanskeligheder. Det drejer sig — jfr. § 27, stk. 1 — om tilfælde, hvor et barn eller en ung står uden forsørger, hvor forsørgerne er ude af stand til at varetage forsørgelsen på betryggende måde, hvor barnet eller den unge har vanskeligt ved at tilpasse sig sine daglige omgivelser, skolen eller samfundet, eller hvor barnet eller den unge ikke får fornøden pleje eller opdragelse eller i øvrigt ikke lever under tilfredsstillende forhold.

Beslutning om hjælpeforanstaltninger kan kun træffes, når de er påkrævede af hensyn til barnets eller den unges tarv. De skal så vidt muligt iværksættes i samarbejde med forældrene, og det bør tilstræbes at bevare barnet eller den unge i hjemmet (§ 27, stlc. 3).

18 år er opretholdt som almindelig aldersgrænse for iværksættelse af børneværnsforanstaltninger, men der er — i § 29, stk. 3 — givet mulighed for at iværksætte hjælpeforanstaltninger for unge over 18 år, når den unge og hans værge meddeler samtykke hertil. Der er ligeledes — ved § 29, stk. 2 — givet mulighed for at ændre en ved det 18. år bestående forsorg, indtil den unge fylder 21 år.

Det er fortsat børneværnets opgave at gribe ind med tvangsmæssige forholdsregler, hvis barnets eller den unges velfærd er truet. Det gælder, hvad enten vanskelighederne skyldes barnets egen opførsel eller forholdene i hjemmet eller et samspil af omstændigheder, jfr. § 28, stk. 1. Selv i sådanne tilfælde er det ønskeligt, at der i videst muligt omfang opretholdes kontakt med forældrene, og man har derfor undgået at lade forsorgen medføre formelt tab af forældremyndigheden.

Det er i øvrigt fortsat en hovedregel, at hjælpeforanstaltninger skal ophøre, når formålet med foranstaltningerne er nået, eller fortsat hjælp ikke længere er påkrævet (§ 45).

Kapitel 10 indeholder bestemmelser om rådgivningscentre, som med enkelte ændringer svarer til de hidtil gældende.

I kapitlerne 11-14 er optaget reglerne om børns ophold i pleje uden for hjemmet og om børne- og ungdomsforsorgens institutioner.

Kapitel 11 handler således om dagpleje og daginstitutioner m. v.

I § 64 om privat dagpleje fastslås det, at der kræves plejetilladelse og skal føres tilsyn, når der modtages flere end 2 børn i dagpleje mod betaling.

§ 65 U. omhandler tilskudsberettigede daginstitutioner m.v. En nydannelse er bestemmelsen i § 65, stk. 2, om adgang til at anerkende formidling af privat dagpleje som led i en vuggestues, en børnehaves eller et tritidshiems virksomhed eller som selvstændig institution.

Udviklingen har medført, at behovet for institutioner, der kan passe børnene i dagtimerne, er vokset betydeligt. Loven bryder ikke med det hidtidige princip, hvorefter udbygningen af daginstitutionerne i meget høj grad har hvilet på private kredses initiativ. På den anden side kan det offentlige ikke se bort fra sit ansvar for, at opgaverne løses. Dette er fastslået i loven ved en udtrykkelig bestemmelse om, at børne- og ungdomsværnet skal påse tilstedeværelsen af fornødne daginstitutioner og socialpædagogiske fritidsforanstaltninger (§2).

Den hidtidige tilskudsordning er (§§ 69-75) i princippet opretholdt. Reglerne er dog ændret, således at samtlige ejendomsudgifter refunderes fuldt ud af det offentlige. Staten dækker 4/7 og kommunen 3/7. Tilskuddet til de øvrige driftsudgifter ydes — som hidtil — til institutioner for børn under skolealderen med 40 pct. fra staten og 30 pct. fra kommunen og til institutioner for børn og unge i eller over skolealderen med 45 pct. fra staten og 35 pct. fra kommunen (§§ 70 og 71).

Der gives i øvrigt mulighed for, at institutioner, som på grund af ganske særlige forhold ikke kan drives inden for den almindelige tilskudsordning, kan få underskudsdækning på samme måde som visse børne- og ungdomshjem (§ 72).

Efter den hidtil gældende lov skal børn, der må anbringes uden for hjemmet, fortrinsvis søges anbragt i private plejehjem, bortset fra specielle tilfælde, hvor helbredsmæssige grunde taler imod anbringelse i pleje, eller hvor egnet plejehjem ikke kan findes. I praksis anvendes privat pleje imidlertid kun i begrænset omfang.

Det er anset ønskeligt, at udviklingen ledes i retning af øget anvendelse af privat pleje, og der gives derfor mulighed for at anerkende plejehyemsordninger i tilknytning til særligt egnede børne- og ungdomshjem som tilskudsberettigede (§ 85).

Reglerne om institutionsforsorg har i øvrigt ikke givet anledning til større ændringer. Institutionerne er nu inde i en betydningsfuld modernisering og udbygning, særlig med henblik på forbedring af mulighederne for at gennemføre en egentlig behandling og en fyldestgørende uddannelse. Denne udvikling er i loven bl. a. markeret ved, at betegnelsen opdragelseshjem er forladt til fordel for betegnelsen børne- og ungdomshjem.

Kapitel 14 omhandler betaling for børne- og ungdomsforsorg. Loven opretholder en almindelig pligt for forældrene til at bidrage til udgifterne ved forsorg uden for hjemmet, men med videregående adgang end den nuværende til at fritage forældrene for betalingspligten, hvor omstændighederne efter børneværnets skøn taler derfor (§ 98).

Afgørelserne i betalingsspørgsmål træffes af børneværnet og ikke som efter de hidtidige regler af det sociale udvalg.

I kapitel 15 gives regler om anerkendelse af foreninger for børne- og ungdomsforsorg. Reglerne svarer stort set til de hidtil gældende.

Refusion og revision m. v. er omhandlet i kapitel 16.

Ved en under folketingets behandling foretaget ændring i § 108 fritages det mellemkommunale refusionsforbund for deltagelse i statens udgifter til anerkendte foreninger, børneværnskonsulenter og tilforordnede til børne- og ungdomsværnet.

Kapitel 17 indeholder strafbestemmelser og kapitel 18 overgangs- og slutning sbestemmelser, hvori det bl. a. er fastsat, at loven træder i kraft den 1. april 1965.

Lovforslaget mødte i folketinget stor interesse og velvilje fra samtlige partiers ordførere. Det blev fra alle sider betegnet som et fremskridt, selv om adskillige af forslagets enkelte bestemmelser ønskedes drøftet nærmere med henblik på en eventuel ændret udformning.

Udvalgsarbejdet resulterede da også i en række ændringer, hvoraf dog de fleste er af teknisk og administrativ karakter. Enkelte væsentligere ændringer er omtalt i det foregående.

I betænkningen udtales bl. a.:

„Udvalget har bl. a. drøftet spørgsmålet om en effektivisering af den centrale administration inden for børne- og ungdomsforsorgen. Socialministeren har over for udvalget redegjort for, hvorledes bestemmelsen i forslagets § 5, stk. 6, om delegering af socialministerens beføjelser til direktøren for børne- og ungdomsforsorgen i hovedsagen tænkes anvendt, og har udtalt, at han vil iværksætte en gennemgang af administrationens tilrettelægning i øvrigt, eventuelt med bistand af forvaltningsnævnet.

Med hensyn til bestemmelsen i lovforslagets § 39, stk. 2, om fortrinsvis anbringelse i private plejehjem af børn under børneforsorg har udvalget ønsket at understrege betydningen af denne bestemmelse. Udvalget skal henstille, at administrationen tilrettelægges således, at det sikres, at bestemmelsen efterleves, og skal navnlig pege på betydningen af, at børn i børnehjem, der er uden kontakt med forældre eller andre nære slægtninge, så vidt muligt anbringes i pleje. Der har i udvalget været udtrykt betænkelighed ved forslaget om, at forsorgen for en ung uden særlig bestemmelse kan vedvare indtil det 21. år. Der er dog enighed om at bevare dette forslag, idet det forventes, at administrationen tilrettelægges på en sådan måde, at spørgsmålet om udskrivning af forsorgen tages op på tidligere tidspunkter, herunder eventuelt også ved 18 års alderen. Man har herved lagt vægt på, at den unge fra den personlige myndigheds indtræden ved 18 års alderen er berettiget til selv at rejse spørgsmål om forsorgens ophør ..."

„Der bør efter socialministerens og udvalgets opfattelse foretages en fornuftig koordinering af rådgivningscentrenes virksomhed med den rådgivningsvirksomhed, som udøves af kommunerne (eller af andre organer). Socialministeren har over for udvalget udtrykt, at han som hidtil i høj grad vil være opmærksom herpå under administrationen af bestemmelserne, men at der ikke ses at være anledning til at udforme specielle lovbestemmelser herom, jfr. samordningsbestemmelsen i § 5, stk. 2, 2. punktum.

Forskellige personaleorganisationer har over for udvalget udtalt betænkeligheder ved lovforslagets § 65, stk. 2, om formidling af børns anbringelse i dagpleje med tilskud fra det offentlige. Udvalget ønsker hertil at bemærke, at man under den herskende mangel på daginstitutioner finder det rigtigt at udnytte den reserve af pladser, der antages at være i private hjem, men at bestemmelsen ikke må virke hæmmende på initiativet og bevillingerne til etablering af nye daginstitutioner.

Udvalget har overvejet, om det er rigtigt som foreslået at lade det offentlige refundere daginstitutionernes ejendomsudgifter fuldt ud, bl. a. under hensyn til den forøgede offentlige kontrol, dette må forudsætte. Udvalget har dog ment at kunne tiltræde forslaget, men henstiller, at udgifterne søges lagt i så faste rammer som muligt, navnlig ved at man i videst muligt omfang anvender standardiserede planer for opførelse af nye institutioner (typeinstitutioner) ..."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med de foretagne ændringer enstemmigt.