Loven er udarbejdet på baggrund af et skitseforslag til hovedlinjer for indkomstdannelsen og erhvervspolitikken i Grønland, vedtaget af det af regeringen i februar 1960 nedsatte „Grønlandsudvalg af 1960".
Efter dette skitseforslag skal tilrettelæggelsen af det grønlandske erhvervslivs udbygning og dermed det grønlandske samfunds udvikling ske ved at skabe en stærk forbindelse mellem på den ene side lønninger og indhandlingspriser (priserne på de produkter, der fremstilles eller på anden måde tilvejebringes af den grønlandske befolkning) og på den anden side produktiviteten i det grønlandske samfund.
Som en nødvendig konsekvens heraf har det været nødvendigt at udarbejde en for Grønland gældende speciel tjenestemandslov omfattende alle tjenestemænd i Grønland, hvad enten disse tjenestemænd må betragtes som hjemmehørende eller ikke-hjemmehørende i det grønlandske samfund.
Loven omfatter knap 800 tjenestemænd og aspiranter (jfr. dog overgangsbestemmelserne i § 121), idet ikke blot de tjenestemænd, der hidtil har været ansat i Grønland i henhold til reglerne i lov nr. 154 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd, jfr. § 157 i lov nr. 5 af 7. juni 1958 om normering og klassificering af statstjenestemandsstillinger, men også de såkaldte grønlandske tjenestemænd, der er ansat i henhold til reglerne i bekendtgørelse af 8. april 1959 om grønlandske tjenestemænd, vil være omfattet af lovens bestemmelser.
For at tilgodese det ønskelige i, at de retsregler, der normerer tjenestemænds retsstilling, er fælles for alle i Grønland bosatte tjenestemænd, har det naturlige udgangspunkt ved udarbejdelsen af lovforslaget været de i lønnings- og pensionsloven indeholdte regler.
Under hensyn til det relativt begrænsede antal tjenestemandsstillinger, der kan tænkes oprettet i Grønland, har man fundet det naturligt i loven også at medtage normerings- og klassificeringsbestemmelser for de enkelte tjenestemænd i stedet for, som tilfældet er for statstjenestemændenes vedkommende her i landet, at optage bestemmelserne herom i en særlig lov.
Ifølge de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved dets fremsættelse, skønnes de samlede forventede udgifter ved lovens gennemførelse at ville beløbe sig til 1,3 mill. kr., idet det herved er forudsat, at samtlige uden for tjenestemandsområdet eksisterende faglige organisationer her i landet og i Grønland vil respektere, at deres medlemmer under beskæftigelse i det grønlandske samfund
lønnes i overensstemmelse med de i Grønlandsudvalgets skitseforslag fastsatte principper, samt at de i lovforslaget indeholdte bestemmelser for afgrænsningen mellem i Grønland hjemmehørende og ikke-hjemmehørende tjenestemænd finder tilsvarende anvendelse i sådanne tilfælde.
Om baggrunden for lovforslaget og dettes nærmere indhold udtalte ministeren for Grønland ved fremsættelsen bl. a.:
„Som det sikkert vil være de ærede medlemmer af det høje ting bekendt, har den største anstødssten i den hidtil førte lønpolitik i Grønland været, at staten har været nødt til i Grønland at give forskellig løn for samme arbejde, alt afhængig af, om lønmodtageren var udsendt hernedefra eller hørte hjemme i det grønlandske samfund, og jeg skylder vel straks at bemærke, at denne forskel i aflønningen ikke ophører, selv om det lovforslag, jeg her har fremsat, stadfæstes som egentlig lov.
Så længe den grønlandske befolkning ikke inden for sine egne rækker har det tilstrækkelige antal specialister til at klare de mangeartede opgaver, som den intensive opbygning, der foregår inden for stort set alle samfundsgrene i Grønland, kræver, og så længe sådanne specialister må tilkaldes andetstedsfra, må en sådan forskellig aflønning accepteres som uundgåelig.
Naturligvis kan det spørgsmål rejses, om det er nødvendigt at give højere realløn til de i Grønland ikke-hjemmehørende lønmodtagere, end de har her i landet.
Når man tager de nuværende beskæftigelsesforhold hernede i betragtning, vil det for mig være helt urealistisk at tro, at man kan få kvalificeret arbejdskraft hernedefra til at arbejde i Grønland, uden at der på en eller anden måde skabes mulighed for ydelse af en højere realløn, end der gives på hjemstedet, og følgerne af en sådan ansættelses- og lønpolitik vil derfor uden for al tvivl blive, at den udvikling, der for længst er påbegyndt i Grønland, og som nu ønskes yderligere aktiviseret, f. eks. inden for erhvervslivet og uddannelsen, i stedet for vil blive retarderet, hvis den ikke simpelt hen går i stå.
Lige så overbevist jeg er om det rigtige i dette synspunkt, lige så overbevist er jeg også om, at man ville gøre det grønlandske samfund ubodelig skade, hvis man drog den konsekvens af det nødvendige i en højere aflønning af de i Grønland ikke-hjemmehørende lønmodtagere, at de i Grønland hjemmehørende lønmodtagere skulle have samme høje realløn, og dette må gælde rent bortset fra de finansielle konsekvenser af en sådan aflønningsordning.
Den ansvarsbevidste del af den grønlandske befolkning forstår også helt disse synspunkter, hvorimod det har knebet ulige mere at få grønlænderne til at forstå, hvorfor der ikke kan gives dem samme nominalløn, som ydes for tilsvarende arbejde hernede, eventuelt således, at en sådan aflønningsform blev kombineret med en pligt til at svare direkte skat. Navnlig den omstændighed, at de såkaldte
udsendte lønmodtagere har fået dansk nominalløn under arbejde i Grønland, har skabt uro inden for de grønlandske lønmodtageres rækker.
Det er mit håb, at det foreliggende lovforslag må kunne bidrage til en afspænding på dette punkt. Jeg støtter dette håb på følgende betragtninger: for det første, at lovforslaget kommer til at omfatte alle tjenestemænd, hvad enten disse betragtes som udsendte eller som hjemmehørende i Grønland; for det andet, at der ved lovforslaget indføres et lønniveau, som fremover principielt helt løsrives fra enhver tilknytning til lønniveauet hernede, for det tredje, at der ved lovforslaget fastsættes klare regler for afgrænsningen af de i Grønland ikke-hjemmehørende tjenestemænd over for de i Grønland hjemmehørende tjenestemænd; samt endelig for det fjerde, at lovforslaget indeholder betydelig klarere regler end fastsat i tidligere love om størrelsen af det Grønlandstillæg, der ud over den egentlige løn skal ydes de i Grønland ikke-hjemmehørende tjenestemænd, samt om de særlige vilkår, der herudover bliver gældende for denne tjenestemandsgruppe.
De i dag gældende regler om statstjenestemændenes ansættelse i Grønland findes i normerings- og klassificeringsloven, afd. 20, §§ 157-171, og lønningssystemet for disse tjenestemænd bygger på det principielle synspunkt, at tjenestemandslønnen i Grønland bør fastsættes under hensyntagen til skattefriheden, det grønlandske prisniveau samt visse særlige økonomiske goder, der er specielle for Grønland, f. eks. fri læge- og tandlægehjælp, således at der tilstræbes en tilnærmelse af statstjenestemændenes reallønninger i Grønland til reallønningerne i den øvrige del af riget.
Efter lovens ordlyd skal de i Grønland hjemmehørende og ikke-hjemmehørende statstjenestemænd have udbetalt samme løn til forbrug i Grønland. For at skaffe tilgang af et tilstrækkeligt antal kvalificerede tjenestemænd hernedefra indeholder loven bestemmelse om, at der efter forhandling med et i loven hjemlet særligt Grønlandstillægsnævn kan ydes de i Grønland ikke-hjemmehørende tjenestemænd en særlig "udsendelsesgodtgørelse" (et Grønlandstillæg), der dog ikke kommer til udbetaling under ophold i Grønland.
Fastsættelsen af statstjenestemændenes lønniveau i Grønland sker herefter i henhold til normerings- og klassificeringslovens § 158, stk. 2, på den måde, at det ved tekstanmærkning på finansloven eller tillægsbevillingsloven for 3-årige perioder bestemmes, hvor meget de her i landet til enhver tid fastsatte bruttolønninger ekskl. stedtillæg skal nedsættes, henholdsvis forhøjes under hensyntagen til leveomkostningerne her i landet og i Grønland.
I tiden efter 1. april 1962 har reduktionen været fastsat til 20 pct. af samtlige løndele, men en sådan reduktion af lønnen har kun været gennemført for de i Grønland hjemmehørende tjenestemænd.
De i Grønland ikke-hjemmehørende tjenestemænd har derimod indtil nu bevaret dansk løn uden reduktion og uden ydelse af Grønlandstillæg efter tilbagekomsten her til landet. Grunden hertil er først og fremmest, at erfaringerne fra et andet lønmodtagerområde, hvor en tvangsopsparingsordning overenskomstmæssigt var afta,lt for en del af lønnen til i Grønland beskæftigede lønmodtagere, der var hjemmehørende her i landet, viste, at rige muligheder stod åbne for at omgå hensigten med en sådan tvangsopsparing. Hertil kom yderligere, at de praktiske vanskeligheder, der var forbundet med ordningens gennemførelse, viste sig at være særdeles betydelige og ikke stod i noget rimeligt forhold til de fordele, som ordningen tilsigtede.
Foruden egentlige statstjenestemænd er der i dag i Grønland ansat ca. 500 såkaldte „grønlandske tjenestemænd", hvis ansættelses- og aflønningsforhold er fastsat i en bekendtgørelse af 8. april 1959. Denne lønmodtagergruppe, der tidligere blev benævnt „bestillingsmænd", har i realiteten haft samme ansættelsesstatus som egentlige statstjenestemænd, men lønniveauet for de grønlandske tjenestemænd er fastsat således, at der her i højere grad end for de egentlige statstjenestemænds vedkommende er taget hensyn til indkomstniveauet for den del af den grønlandske befolkning, der beskæftiges i produktionen, eller som aflønnes efter de mellem staten og Grønlandsk Arbejdersammenslutning afsluttede overenskomster.
I overensstemmelse med det i Grønlandsudvalgets tidligere omtalte skitseforslag anførte omfatter nærværende lovforslag såvel de i Grønland hjemmehørende og ikke-hjemmehørende egentlige statstjenestemænd som de såkaldte grønlandske tjenestemænd, og begge disse tjenestemandsgrupper foreslås — ligeledes i overensstemmelse med skitseforslaget — tillagt en generel lønforhøjelse på 10 pct. som forskud på en forventet produktivitetsstigning i Grønland.
De problemer, der har rejst sig for at finde frem til en afgrænsning mellem de i Grønland hjemmehørende og ikke-hjemmehørende tjenestemænd, har været særdeles vanskelige at løse. Det af lønningskommissionen af 1954 foreslåede afgrænsningskriterium, det såkaldte „hjemstavnskriterium", gik ud på, at kun sådanne personer, der har opholdt sig uden for Grønland i en uafbrudt periode af 10 år efter det fyldte 8. år, og som ved ansættelsen havde fast bopæl her i landet, kunne betragtes som ikke-hjemmehørende i det grønlandske samfund. Dette kriterium har i tiden efter 1. april 1958 været anvendt i statens ansættelsespraksis i Grønland, men har givet anledning til stærk kritik og foreslås nu afløst af et såkaldt "fødestedslcriterium".
Efter dette kriterium betragtes enhver person, der ved ansættelsen har fast bopæl i Grønland, eller som er født i Grønland eller inden det fyldte 5. år har taget fast bopæl i Grønland, som hjemmehørende i det grønlandske samfund.
Selv om jeg ikke er udelt begejstret for denne måde at afgrænse de i Grønland hjemmehørende tjenestemænd fra de ikke-hjemmehørende, finder jeg det vanskeligt at finde noget andet brugeligt kriterium, og jeg går derfor ind for dette afgrænsningskriterium, dels fordi der i Grønlandsudvalget af 1960 var enstemmig tilslutning til fødestedslcriteriets anvendelse, dels fordi kriteriet er formuleret af de grønlandske medlemmer af Grønlandsudvalget. Ved den formulering, lovforslaget — og navnlig bemærkningerne — har fået, håber jeg dog, at der ved en fornuftig tilrettelagt dispensationspraksis kan nås frem til en brugelig ordning — en ordning, som ikke fører til, at uddannede grønlændere forlader det grønlandske samfund.
Ved udarbejdelsen af nærværende lovforslag har det naturlige udgangspunkt i øvrigt været at skaffe alle tjenestemænd i Grønland en tilsvarende retsstilling som den, der tilkommer statstjenestemænd her i landet, og de i lønnings- og pensionsloven indeholdte regler har derfor i så vidt omfang, som det har været muligt, dannet forbillede for lovforslagets almindelige bestemmelser, bestemmelserne om pension og efterindtægt for tjenestemænds efterladte.
De i lønnings- og pensionsloven indeholdte principper for inddeling i lønningsklasser, regulering af lønninger og pensioner m. v., ydelse af stedtillæg samt for fastsættelse af de i lønnings- og pensionslovens 2. del hjemlede ydelser til tjenestemænd uden for den faste lønning er også foreslået anvendt i nærværende lovforslag, dog således at der på grund af de særlige grønlandske forhold gives ministeren for Grønland en noget videre bemyndigelse end fastsat i lønnings- og pensionsloven til at udfærdige de nærmere regler for ydelse af befordringsgodtgørelse, flyttegodtgørelse, vederlag for overarbejde og tjeneste på mistede fridage m. v.
Hvad angår lovforslagets systematik, kan jeg anføre, at forslaget er opbygget på den måde, at der i lovforslagets 1. og 2. del er samlet alle de generelle bestemmelser, der er fælles for tjenestemændene i Grønland. I lovforslagets 3. del behandles de spørgsmål, der alene vedrører de i Grønland hjemmehørende tjenestemænd, og i lovforslagets 4. del de spørgsmål, der alene vedrører de i Grønland ikke-hjemmehørende tjenestemænd. 5. del indeholder normerings- og klassificeringsbestemmelserne og kan siges at svare til normerings- og klassificeringsloven. Når jeg ikke har ment på samme måde, som tilfældet er for tjenestemændenes vedkommende her i landet, at burde optage bestemmelserne om normeringen og klassificeringen af statstjenestemændene i Grønland i en særlig lov, må grunden søges i det relativt begrænsede antal tjenestemandsstillinger, nemlig ca. 800, som lovforslaget kommer til at omfatte.
I lovforslagets 6. del indeholdes overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser m. v."
Ministeren gav dernæst en redegørelse for lovforslagets pensionsregler og udtalte herom:
„De særlige grønlandske forhold, som på så mange andre områder fører til, at fælles retsregler mellem Grønland og den øvrige del af riget ikke kan gennemføres i fuld udstrækning, gør sig også gældende, når der skal tages stilling til, om lønnings- og pensionslovens pensionsbestemmelser uændret kan anvendes på tjenestemændene i Grønland.
Flere grunde taler for, at dette ikke vil være rigtigt.
Vi må her erindre, at levealderen i Grønland ikke er så høj som hernede, og vi må heller ikke glemme, at den barske grønlandske natur har til følge, at navnlig udendørsarbejdende tjenestemænd er udsat for fysiske påvirkninger, der svækker deres arbejdsevne betydeligt tidligere, end det normalt er tilfældet her i landet.
For de i Grønland ikke-hjemmehørende tjenestemænds vedkommende gør sig i særlig grad det forhold gældende, at de pågældende, der som oftest har opholdt sig i en meget lang årrække i Grønland, vil føle tilværelsen i Grønland både fysisk og psykisk belastende, længe før den efter lønnings- og pensionsloven hjemlede pensioneringsalder indtræder.
I de før lønnings- og pensionsloven gældende tjenestemandslove var disse synspunkter også tilgodeset derved, at de såkaldte udsendte tjenestemænd dels kunne søge afsked med pension ved 55 års alderens indtræden og skulle søge afsked ved det fyldte 60. år, dels fik deres pensionsanciennitet beregnet efter særlig gunstige regler.
For bestillingsmændenes vedkommende var pensioneringsalderen fastsat således, at ret til afsked med fuld pension opnåedes ved det fyldte 60. år, og pligt til at søge afsked med fuld pension indtraf ved det fyldte 65. år.
Medens bestillingsmændene, der ved overgang til aflønning efter bekendtgørelsen af 8. april 1959 som tidligere nævnt blev betegnet som grønlandske tjenestemænd, bevarede de hidtidige pensionsregler, indførtes ved lønnings- og pensionsloven og normerings- og klassificeringsloven i 1958 for de egentlige statstjenestemænds vedkommende en betydelig skærpelse af pensionsreglerne.
Dels bortfaldt den gunstige pensionsanciennitetsberegning, dels blev retten, henholdsvis pligten til at søge afsked med pension for de i Grønland ikke-hjemmehørende tjenestemænd hævet til 60, henholdsvis 65 år og således, at der kun ved afgang ved 65 års alderens indtræden opnåedes ret til fuld pension.
For de i Grønland hjemmehørende statstjenestemænd blev pensionsreglerne gjort ganske parallelle med de her i landet gældende.
Jeg er ganske klar over, at baggrunden for den skærpelse af pensionsreglerne, som i 1958 blev gennemført ved lønnings- og pensionsloven samt normerings- og klassificeringsloven, stod i forbindelse med den almindelige sanering af den her i landet gældende pensionsordning. Men jeg vil gerne her stærkt fremhæve, at jeg finder det uheldigt, at lønningskommissionen af 1954 lod tjenestemændene i Grønland omfatte af de nye pensionsregler i en i forhold til den hidtidige ordning så vidtgående retning.
Jeg synes selv, at jeg har været yderst beskeden i de forslag, som indeholdes i lovforslagets § 46, hvorefter der som almindelig regel
foreslås en ret til afsked med pension ved det jyldte 60. år og en pligt til afsked med pension ved det fyldte 65. år, og jeg gør udtrykkelig opmærksom på, at den grønlandske tjenestemandsforening ikke har kunnet acceptere dette forslag, men har ønsket bestemmelsen ændret således, at der også åbnes mulighed for ved afsked ved det fyldte 60. år at opnå fuld pension. En sådan ret tilsikres ved lovforslagets § 47, stk. 4, de tidligere grønlandske tjenestemænd, ansat i henhold til bekendtgørelsen af 8. april 1959, og selv om jeg gerne så, at samme ret tilsikres også andre tjenestemænd i Grønland, så har jeg dog ment, at lovforslaget tilsikrer statstjenestemændene i Grønland en så væsentlig forbedring af pensionsforholdene, set i forhold til lønnings- og pensionslovens bestemmelser, at jeg ikke har fundet det rigtigt at stille forslag om en yderligere forbedring.
Hvad specielt angår de i Grønland ikke-hjemmehørende tjenestemænd, indeholder lovforslaget i § 96 også forslag om en gunstigere pensionsordning end hjemlet i normerings- og klassificeringslovens § 166, uden at den foreslåede ordning dog tåler sammenligning med de pensionsvilkår, der var tilsikret de i henhold til tjenestemandslovene før 1958 ansatte, i Grønland ikke-hjemmehørende statstjenestemænd.
Også her synes jeg, at mit forslag er beskedent, og idet jeg i øvrigt om den nærmere begrundelse for forslaget skal henvise til bemærkningerne til § 96, henstiller jeg, at disse ømtålige pensionsproblemer løses som af mig foreslået."
I forbindelse med en omtale af de med lovforslaget forbundne spørgsmål om normeringen af tjenestemandsstillingerne i Grønland udtalte ministeren bl. a.:
„Yderligere finder jeg det rigtigt at gøre opmærksom på, at den tilslutning til lovforslagets fremsættelse, som er opnået hos den grønlandske tjenestemandsforening, og som har fundet udtryk i de indledende bemærkninger til forslaget, forudsætter, at jeg får lejlighed til på et senere tidspunkt under lovforslagets behandling her i tinget at stille ændringsforslag til de i lovforslagets 5. del indeholdte normerings- og klassificeringsbestemmelser.
Som det fremgår af bemærkningerne til §§ 99, 101, 102, 103, 109, 113 og 114 er der ikke stillet forslag om nynormeringer eller om oprykninger af eksisterende tjenestemandsstillinger til højere lønningsklasser, men alene søgt hjemmel til en overførsel af de eksisterende tjenestemandsstillinger, således som disse i dag er normeret og klassificeret, til de i det foreliggende lovforslag fastsatte nye lønningsklasser.
Jeg vil gerne i denne forbindelse gøre opmærksom på, at de tjenestemandsstillinger, der foreslås overført, omfatter de tjenestemandsstillinger, der pr. 1. april 1963 var hjemlet i normerings- og klassificeringsloven, idet der mellem finansministeriet og ministeriet for Grønland har været enighed om, at et egentligt normeringslovorslag for 1964-65 ikke burde fremsættes for så vidt angik statstjenestemandsstillingerne i Grønland, men at eventuelle omnormeringer og nynormeringer i disse tilfælde burde finde sted i forbindelse med nærværende lovforslags fremsættelse og indeholdes i forslagets 5. del samt i et samtidig af finansministeren fremsat særligt lovforslag om ændring af loven om normering og klassificering af statstienestemandsstillinger. Denne noget komplicerede fremgangsmåde må ses i lys af den kendsgerning, at der som følge af overgangsbestemmelserne i nærværende lovforslags § 121 må opretholdes et dobbelt sæt normeringer af statstjenestemandsstillingerne i Grønland, således at de pågældende stillinger både normeres i normerings- og klassificeringsloven og i nærværende lovforslags 5. del. Det er naturligvis klart, at hvis en tjenestemand i henhold til lovforslagets § 121 måtte vælge at forblive på sine hidtidige ansættelsesvilkår, må følgen være, at den for den pågældende tjenestemand i det foreliggende lovforslag normerede stilling ikke kan besættes med en anden. Dette synspunkt er tilgodeset ved lovforslagets § 123.
Medens et egentligt forslag til nynormeringer og oprykninger, for så vidt angår statstjenestemændene, er udarbejdet og forhandlet med den grønlandske tjenestemandsforening og derfor vil kunne fremsættes som ændringsforslag til det foreliggende lovforslag, så snart lønningsrådets og finansministeriets tilslutning foreligger, har et tilsvarende forslag vedrørende de såkaldte grønlandske tjenestemænd givet anledning til betydelige vanskeligheder.
Som det fremgår af de indledende bemærkninger til lovforslagets 5. del, er det tanken at anvende et beløb stort 215.000 kr., der af Grønlandsudvalget af 1960 er foreslået stillet til rådighed til udjævning af urimelige lønforskelle inden for de grønlandske tjenestemænds rækker, til dækning af merudgifterne ved individuelle oprykninger af disse tjenestemænd til højere lønningsklasser. Som det ligeledes fremgår af de omhandlede bemærkninger, er ministeriet imidlertid ikke på grund af det i ministeriet foreliggende materiale i stand til at foretage en sådan bedømmelse af de enkelte grønlandske tjenestemænds tjenesteområde, at en objektiv og retfærdig indstilling om oprykninger kan afgives. Vi må indhente de i så henseende nødvendige oplysninger i Grønland, og jeg må i konsekvens heraf forbeholde mig i næste folketingssamling at søge de nødvendige oprykninger af grønlandske tjenestemænd gennemført med virkning fra 1. april 1964 ved et ændringsforslag til det foreliggende lovforslag efter dettes forventede stadfæstelse som lov.
Sluttelig vil jeg gerne anføre, at de som følge af stadfæstelsen af nærværende lovforslag forventede merudgifter skønnes at ville beløbe sig til ca. 1,3 mill. kr. årligt.
Jeg er klar over, at resultatet af dette lovforslags udvalgsbehandling i folketinget vil kunne blive, at der foruden de af mig bebudede ændringsforslag til lovforslagets 5. del skal stilles yderligere ændringsforslag, og jeg er naturligvis helt parat til at acceptere det faktum, at det som følge af den korte tid, der har været levnet bl. a. centralorganisationerne til at overveje lovforslaget, ikke kan udelukkes, at der kan blive tale om flere ændringsforslag, end det normalt er tilfældet, når et lovforslag er fremsat i folketinget.
Af flere grunde har jeg fundet det rigtigt at udbede mig en udtalelse fra lønningsrådet om det foreliggende lovforslag.
Jeg var imidlertid klar over, at det kunne blive vanskeligt for lønningsrådet at foretage en mere detaljeret behandling af dette ret omfattende lovforslag, hvis jeg skulle kunne nå at fremsætte forslaget for folketinget inden den 15. marts i år. Derfor formulerede jeg min henvendelse til lønningsrådet på den måde, at jeg udbad mig en udtalelse om, hvorvidt rådet i princippet kunne tiltræde, at lovforslaget blev fremsat for folketinget i den foreliggende form, og således at jeg i bekræftende fald ved forslagets fremsættelse tog forbehold om på et senere tidspunkt under behandlingen her i tinget at fremkomme med sådanne ændringsforslag, som lønningsrådet efter en mere detaljeret gennemgang af forslagets bestemmelser måtte finde påkrævet.
Som svar på denne henvendelse har lønningsrådet i skrivelse af 12. marts d. å. bl. a. udtalt, at rådets flertal under hensyn til de særlige forhold, som gør sig gældende for tjenestemænd i Grønland, ikke i princippet finder noget at indvende imod, at der fremsættes forslag til lov om statens tjenestemænd i Grønland på grundlag af det udarbejdede udkast. Lønningsrådets flertal går dog herved ud fra, at der på sædvanlig måde vil blive givet rådet lejlighed til at udtale sig, forinden eventuelle ændringsforslag fremsættes.
Et mindretal i lønningsrådet bestående af partiet venstres og det konservative folkepartis medlemmer har derimod givet udtryk for den opfattelse, at det må være en normal forudsætning, at lovforslag, der forelægges lønningsrådet til udtalelse, bør være færdigbehandlet i rådet inden deres fremsættelse i folketinget, og at den i det foreliggende tilfælde foreslåede fremgangsmåde indebærer et brud på dette princip, hvorfor mindretallet må forbeholde sig sin stilling til lovforslaget.
Naturligvis er jeg ked af det forbehold, som mindretallet har taget, men da lønningsrådets flertal har kunnet tiltræde, at jeg fremsætter lovforslaget, og da jeg selvsagt er helt indforstået med, at der gives rådet lejlighed til at udtale sig, forinden eventuelle ændringsforslag fremsættes, ser jeg ingen grund til ikke at fremsætte forslaget i den foreliggende form."
Lovforslaget blev ved 1. behandling kritiseret ret hårdt af ordførerne for venstre, det konservative folkeparti og socialistisk folkeparti, idet ordførerne for venstre og det konservative folkeparti (Viggo Hauch og Baagø) navnlig kritiserede, at lovforslaget ikke i lighed med andre lønnings- og normeringslove var blevet færdigbehandlet af lønningsrådet inden fremsættelsen i folketinget, ligesom man fandt det ejendommeligt at ministeren havde forbeholdt sig ret til i næste folketingssamling at søge de nødvendige oprykninger af grønlandske tjenestemænd gennemført med virkning fra den 1. april 1964. Ordføreren for socialistisk folkeparti (Vivike) henviste til det modsætningsforhold, der efter hans opfattelse allerede fandtes mellem danskere og grønlændere i Grønland, og fandt, at indførelsen af det såkaldte fødestedskriterium ville forøge dette modsætningsforhold til ubodelig skade for udviklingen i Grønland, hvorfor hans parti ikke kunne stemme for lovforslaget, så længe dette indeholdt fødestedskriteriet.
Spørgsmålet om anvendelse af det foreslåede fødestedskriterium blev gjort til genstand for en nærmere undersøgelse af det af folketinget nedsatte udvalg, som i sin betænkning udtalte:
„Under behandlingen af lovforslaget har udvalget gjort det i lovforslagets § 85 indeholdte kriterium for afgrænsningen af de tjenestemænd, der skal betragtes som hjemmehørende i Grønland, til genstand for nærmere overvejelse, herunder med hensyn til, om kriteriet — det såkaldte „fødestedskriterium" — kan siges at være foreneligt med grundlovens § 70. Efter forslaget er hovedreglen den, at en tjenestemand uanset fødested betragtes som hjemmehørende i Grønland, såfremt han ved ansættelsen eller antagelsen som aspirant har fast bopæl. i Grønland. Fødestedskriteriet har derfor kun betydning for de tjenestemænd, der ved ansættelsen eller antagelsen som aspirant har fast bopæl uden for Grønland. Da imidlertid en på statistisk grundlag foretaget vurdering viser, at anvendelsen af det foreslåede fødestedskriterium på sidstnævnte gruppe tjenestemænd ikke vil give tilnærmelsesvis samme praktiske resultat som anvendelsen af et rent afstamningskriterium, må spørgsmålet om det foreslåede kriteriums overensstemmelse med grundlovens § 70, der har været nøje undersøgt af ministeriet for Grønland, efter det for udvalget oplyste besvares bekræftende. Der kan herved yderligere henvises til de i lovforslagets § 85, stk. 3 og 4, indeholdte dispensationsbestemmelser, hvorefter ikke blot en tjenestemand kan få status som ikke-hjemmehørende i Grønland, uanset at han ikke opfylder de almindelige betingelser herfor, men hvorefter det også kan besluttes, at en tjenestemands oprindelige status som ikke-hjemmehørende i Grønland ændres således, at han anses som hjemmehørende i Grønland.
Udvalgets flertal (udvalget med undtagelse af Vivike) er i øvrigt af den opfattelse, at det under hensyntagen til den fortsatte opbygning af det grønlandske samfund af rekrutteringsmæssige grunde må anses for nødvendigt og rimeligt, at der ydes de til Grønland udsendte tjenestemænd, der ikke er hjemmehørende i Grønland, et særligt løntillæg. Under hensyn hertil samt t'il, dels at spørgsmålet om afgrænsningskriteriet mellem hjemmehørende og ikke-hjemmehørende (udsendte) tjenestemænd i Grønland har været grundigt overvejet i Grønlandsudvalget af 1960, hvor der var enighed om det nu foreslåede kriterium, der ligeledes er tiltrådt af Grønlands landsråd, dels at urimeligheder ved kriteriets anvendelse vil kunne undgås ved den foreslåede dispensationsadgang, har flertallet ikke fundet grundlag for at stille forslag om ændring af det omhandlede afgrænsningskriterium. "
Ministeren for Grønland stillede i betænkningen en række ændringsforslag, som ikke var af principiel karakter, og som alle var tiltrådt af udvalget med undtagelse af Vivike.
Ved sagens 2. behandling meddelte ordførerne for venstre og det konservative folkeparti, at de i overensstemmelse med den afgivne betænkning kunne stemme for lovforslaget med de af ministeren for Grønland foreslåede ændringer, idet de som begrundelse bl. a. henviste til, at det under udvalgsarbejdet var blevet fastslået, at det i lovforslaget indeholdte fødestedskriterium ikke var grundlovsstridigt, samt til at anvendelsen af kriteriet var tiltrådt af Grønlands landsråd.
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 123 stemmer; 9 medlemmer (socialistisk folkeparti og Else-Merete Ross (RV)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.