Loven er formuleret i overensstemmelse med lov nr. 148 af 24. april 1963, der vedrørte skatteåret 1963-64 (årbog 1962- 63, side 127), og går ud på, at landbrugs- og gartneriejendomme samt planteskoler og frugtplantager, der over landbrugsministeriets budget får den pålignede amtskommunale grundskyld eller tilskud til delvis dækning af købstadkommunal grundskyld udredet af statskassen, for skatteåret 1964-65 i samme omfang fritages for statsgrundskyld og grundstigningsskyld.

Da det imidlertid var landbrugsministerens hensigt for skatteåret 1964-65 at begrænse støtteordningen vedrørende amtskommunal og købstadkommunal grundskyld således, at landbrugsejendomme og -arealer, hvis vurdering i henhold til lov nr. 221 af 31. maj 1963 (se årbog 1962-63, side 128) var foretaget ikke efter den særlige regel i vurderingslovens § 14, stk. 1-3 om ansættelse af grundværdien for landbrugsejendomme („bondegårdsreglen"), men efter lovens hovedregel i § 16, d. v. s. efter grundens værdi i handel og vandel, skulle holdes uden for ordningen, så ville disse ejendomme på tilsvarende måde ifølge den her omhand]ede lov blive holdt uden for fritagelsen for statsgrundskylden og grundstigningsskylden for skatteåret 1964-65. Ifølge den nedenfor under nr. 50 omtalte lov om regulering af den amtskommunale grundskyld af landbrugsejendomme i skatteåret 1964-65 ville disse ejendomme heller ikke blive beskattet med den særlige for landbrugsejendomme gældende lavere amtskommunale grundskyldspromille.

Loven gennemførtes uændret i folketinget, men en vis begrænsning i kredsen af undtagne ejendomme skete ifølge et af landbrugsministeren i folketingsudvalget givet tilsagn, hvorefter „den påtænkte begrænsning i støtteordningen vedrørende den amtskommunale og købstadkommunale grundskyld ikke skal omfatte sådanne ejere af landbrugsejendomme, der har halvdelen eller mere af deres indtægt fra vedkommende landbrug."

Finansministeren erklærede ved fremsættelsen, at når lovforslaget var begrænset til skatteåret 1964-65, skyldtes det, at det var hensigten inden 13. alm. vurdering at søge at nå frem til en rationel afgrænsning af kredsen af de ejendomme, der skal omfattes af fritagelsen.

I betænkningen fra det udvalg, hvortil lovforslaget efter 1. behandling henvistes, som ligeledes omfattede det foran nævnte indenrigsministerielle lovforslag om regulering af den amtskommunale grundskyld af landbrugsejendomme, indstillede flertallet (S, RV, V og KF) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for flertallet udtalte:

„Et mindretal inden for flertallet (V og KF) er af den opfattelse, at skovbrug skattemæssigt bør være ligestillet med landbrug, hvorfor de for landbrug gældende skattelempelser også burde have omfattet skovene. Flertallet i udvalget har imidlertid afvist en sådan ordning. Mindretallet forbeholder sig sin fremtidige stilling hertil."

Et andet mindretal bemærkede:

„Et mindretal (Morten Lange (SF)) kan ikke medvirke til lovforslagenes gennemførelse. Mindretallet finder, at spørgsmål om de pågældende skatter må søges løst samlet for alle ejendomstyper, og finder, at med de forbedrede landbrugskonjunkturer er en særlig behandling af landbrugsejendomme ikke påkrævet."

Uden fornyet udvalgsbehandling vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 137 stemmer mod 10 (SF).