Loven angår samarbejde med de andre nordiske lande med hensyn til fuldbyrdelse af bødestraf og frihedsstraf og med hensyn til gennemførelse af tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte.

Lovens kapitel 1 omhandler inddrivelse af bødebeløb m. v. De nye regler betegner ikke nogen væsentlig ændring af indholdet af den ordning, som allerede gælder efter den skandinaviske bødekonvention af 1948. Men ordningen er udvidet til at omfatte Finland og Island.

Konventionen af 1948 omfatter imidlertid kun den side af bødestraffen, som vedrører bødebeløbenes inddrivelse. Ordningen er ved bestemmelserne i § 3, stk. 2, og § 5, stk. 2, i lovens kapitel 2 nu udvidet således, at også forvandlingsstraf for bøde kan fuldbyrdes i andet nordisk land.

Kapitel 2 omhandler i øvrigt et andet af lovens hovedpunkter, at tidsbestemt frihedsstraf idømt i ét nordisk land kan fuldbyrdes i et andet nordisk land.

Det centrale i denne del af loven er, at der herved åbnes mulighed for, at en person, der dømmes uden for sit hjemland, kan udstå straffen i hjemlandet.

Når bortses fra kortere straffe, vil såvel behandlingsmæssige som humane hensyn typisk med betydelig vægt tale for en sådan overførelse af straffuldbyrdelse. Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte justitsministeren, at disse hensyn i og for sig ikke alene gør sig gældende med hensyn til tidsbestemt frihedsstraf, altså for Danmarks vedkommende hæfte og fængsel, men også med hensyn til andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter, f. eks. ungdomsfængsel og forvaring. Med hensyn til sådanne retsfølger er der imidlertid stadig så megen forskel mellem landenes sanktionssystemer, at det ikke er fundet rigtigt på nuværende tidspunkt at lade ordningen omfatte disse retsfølger.

Ved loven skabes der tillige hjemmel for, at en person, der er dømt i sit hjemland, kan udstå straffen i et andet nordisk land, hvor han efter domfældelsen, men før straffuldbyrdelsens iværksættelse, har taget ophold; undertiden må det — når talen er om kortere straffe — foretrækkes at lade ham udstå straffen i opholdslandet fremfor at søge ham udleveret til afsoning i domslandet.

Kapitel 3 og 4 indeholder regler, hvorefter tilsynet med en i ét nordisk land betinget dømt eller prøveløsladt kan overføres til et andet nordisk land. Bestemmelsernes princip kan i hovedsagen udtrykkes på den måde, at tilsynets overførelse indebærer, at den dømte eller prøveløsladte efter overførelsen behandles, som om han var dømt eller prøveløsladt i det land, hvortil tilsynet er overført.

Herefter kan der således i dette land reageres over for ham i anledning af vilkårsovertrædelse, og dette betyder, at tilsynsmyndigheden kan gennemføre sit tilsynsarbejde med den pågældende på lige så effektiv måde som med personer, der er dømt i tilsynslandet.

Allerede under den tidligere retstilstand havde der i praksis udviklet sig et vist samarbejde mellem landenes tilsynsmyndigheder, hvorefter tilsynet med en betinget dømt eller prøveløsladt kunne overføres fra ét nordisk land til et andet, når den dømte skiftede opholdssted. Dette samarbejde var imidlertid ikke lagt i fastere rammer, og der savnedes regler, der regulerede tilsynsoverførelsen og dens retsvirkninger. Hvis en person fik betinget dom med tilsyn og tilsynet derefter overførtes til et andet nordisk land, var der kun meget begrænsede muligheder for at reagere over for den dømte i anledning af vilkårsovertrædelser, og tilsynet og andet forsorgsarbejde med den dømte kunne således blive ganske ineffektivt. Dette forhold var naturligvis i sig selv uheldigt, men det kunne desuden motivere en — bl. a. ud fra et forsorgssynspunkt — uheldig tilbageholdenhed med hensyn til anvendelse af betinget dom over for personer, der måtte forventes efter dommen at tage ophold uden for domslandet.

Kapitel 5 indeholder bestemmelser af almindelig karakter. I § 17 bestemmes, at fuldbyrdelse af straf m. v. her i landet efter lovens regler kun kan finde sted efter begæring af vedkommende myndighed i et andet nordisk land. Justitsministeren afgør, om begæringen bør imødekommes, men spørgsmålet om lovligheden af en sådan afgørelse kan ifølge § 19 indbringes for domstolene. Begæring til myndighederne i et andet nordisk land om fuldbyrdelse dér af straf m. v. efter lovens regler fremsættes ifølge § 22 af justitsministeren.

Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af justitsministeren. Loven kan sættes i kraft alene i forhold til et eller nogle af de lande, loven vedrører.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte justitsministeren ved lovforslagets fremsættelse:

„Det har været et almindeligt princip i international strafferet, at straffedomme ikke kan fuldbyrdes uden for det land, hvor de er afsagt. Det øgede samkvem mellem landenes befolkninger og det praktiske samarbejde mellem landenes myndigheder begrunder imidlertid, at spørgsmålet om i et vist omfang at fravige dette princip tages op til overvejelse. Det er dette, der er sket på nordisk plan, og noget tilsvarende sker i øvrigt på europæisk plan under Europarådet.

I 1948 afsluttedes mellem de 3 skandinaviske lande en konvention om samarbejde med hensyn til fuldbyrdelse af bødestraf. Den ordning, der her blev fastlagt for et begrænset område, har i det hele virket tilfredsstillende.

I 1953 besluttede de nordiske landes justitsministre, at spørgsmålet om en udvidelse af denne samarbejdsordning til også at omfatte frihedsstraf samt tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte skulle tages op til overvejelse. Med udgangspunkt i denne beslutning har der ved en række møder mellem repræsentanter for landenes justitsministerier været arbejdet på tilvejebringelse af ensartede lovudkast. Efter at sådanne udkast var udarbejdet, blev udkastenes principper forelagt Nordisk Råd, der i en rekommandation på rådets sidste session henstillede til regeringerne at søge en lovgivning i overensstemmelse med disse principper gennemført.

Dette er baggrunden for det foreliggende lovforslag, og jeg kan oplyse, at tilsvarende lovforslag ventes fremsat i de andre nordiske lande i den nærmeste fremtid."

Lovforslaget fik ved 1. behandling i folketinget en velvillig modtagelse af alle partiers ordførere. Arup (S) udtrykte dog betænkeligheder over §§ 17 og 22, der ikke giver den domfældte nogen ret til at begære overførsel til et andet land. Arup var heller ikke ganske tilfreds med § 19, hvorefter kun lovligheden af beslutninger om overførsel kunne prøves af domstolene. Spørgsmålet om hensigtsmæssigheden kunne være af lige så stor betydning for den domfældte. Thestrup (KF) mente, at hensynet til den domfældte måtte tilsige, at man gav ham ret til at udtale sig om spørgsmålet, og med hensyn til § 19 var Thestrup af den opfattelse, at der i loven burde stå, at domfældte skulle gøres bekendt med sine rettigheder ifølge denne bestemmelse. Justitsministeren kunne ikke tiltræde, at den domfældte fik ret til at begære overførsel til et andet land. Derimod var det en selvfølge, at den domfældte fik adgang til at udtale sig om spørgsmålet, ligesom det var en selvfølge, at anklagemyndigheden gjorde den domfældte bekendt med hans ret ifølge § 19 til at få en beslutning prøvet af domstolene.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, i hvis enstemmige betænkning udtales:

„Udvalget har med justitsministeren drøftet spørgsmålet om, hvem der afgør de i retsplejelovens § 998 omhandlede tvister vedrørende straffedommes fortolkning, straffetids beregning m. v. i tilfælde, hvor en person, der er dømt i et andet nordisk land, kommer til at udstå straf her i landet. Der er enighed om, at § 998 vil finde anvendelse, for så vidt angår sådanne spørgsmål vedrørende fuldbyrdelsen, som efter den foreslåede ordning er undergivet de danske myndigheders kompetence. Efter den foreslåede ordning lægges der imidlertid vægt på, at domslandets myndigheder ved begæringen om fuldbyrdelse i et andet nordisk land fastlægger, hvad der ønskes fuldbyrdet. Opstår der tvister af den i § 998 omhandlede karakter, vil tvisten derfor som regel angå spørgsmål, der er afgjort af domslandets myndigheder, og tvisten må da forelægges disse til afgørelse, medens § 998 er uanvendelig.

Det har endvidere under samrådet med justitsministeren været drøftet, om den foreslåede ordning burde udformes således, at en person, der er dømt i et nordisk land, selv kunne fremsætte begæring over for myndighederne i et andet nordisk land om, at dommen blev fuldbyrdet i dette land. Der er enighed om, at der ikke bør tillægges de dømte eller visse grupper af disse et retskrav på at bestemme, i hvilket land en idømt straf skal udstås. Der kan heller ikke være spørgsmål om at udforme en ordning, hvorefter myndighederne i ét nordisk land kan træffe bestemmelse om at overtage fuldbyrdelsen af en i et andet nordisk land idømt straf, uden at domslandets myndigheder giver tilslutning til straffuldbyrdelsens overførelse. Under hensyn hertil ville det ikke være hensigtsmæssigt, om loven udtrykkeligt hjemlede en ret for den dømte til direkte at henvende sig til de straffuldbyrdende myndigheder i et andet nordisk land med anmodning om fuldbyrdelsens overførelse. En sådan fremgangsmåde ville blot komplicere sagens behandling, idet det land, som modtog den dømtes begæring, måtte forelægge denne for domslandets myndigheder. Ønsker en dømt selv at tage initiativ til en overførelse, er det den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde, at han henvender sig til vedkommende myndighed i domslandet og anmodet denne om at fremsætte begæring.

Justitsministeren har oplyst, at der i de administrative forskrifter, som skal udstedes i forbindelse med lovens gennemførelse, agtes optaget en bestemmelse om, at den dømte i almindelighed skal have lejlighed til at udtale sig, inden der træffes afgørelse om straffuldbyrdelsens overførelse til et andet nordisk land.

Efter lovforslagets § 19 kan spørgsmålet om lovligheden af en afgørelse om fuldbyrdelse af frihedsstraf eller anordning af tilsyn her i landet begæres indbragt for retten af den, afgørelsen vedrører. Udvalget har drøftet med justitsministeren, om bestemmelsen burde suppleres med en regel om, at den pågældende skal gøres bekendt med denne adgang til at begære domstolsprøvelse. En tilsvarende bestemmelse er optaget i § 10 i loven af 1960 om udlevering af lovovertrædere til de andre nordiske lande. Der er imidlertid enighed om, at spørgsmålet efter sin beskaffenhed naturligt reguleres i de supplerende administrative forskrifter, og at det næppe lader sig regulere på en enkel måde i lovteksten, men kræver forholdsvis detaljerede regler, der må udformes under hensyn til, i hvilket land den pågældende har ophold på det tidspunkt, da der træffes bestemmelse om straffuldbyrdelsens overførelse."

Ved 2. behandling overgik lovforslaget til 3. behandling uden fornyet udvalgsbehandling. 3. behandling blev imidlertid afbrudt efter begæring af udvalgets formand, der foreslog, at udvalgsbehandlingen blev genoptaget for, at repræsentanter for udvalget kunne få mulighed for at modtage en indbydelse til deltagelse i drøftelse af lovforslaget med de andre nordiske landes lovudvalg. Efter afslutningen af disse drøftelser afgav udvalget en tillægsbetænkning, hvori det hedder:

„Efter at tredjebehandlingen af lovforslaget blev afbrudt den 5. marts d. å., har 6 medlemmer af udvalget, nemlig en repræsentant for hvert af de i udvalget repræsenterede partier samt udvalgets formand, deltaget i en af Sveriges rigsdags Första lagutskott i Stockholm den 25. april d. å. arrangeret forhandling mellem repræsentanter for de tilsvarende lovudvalg fra Finland, Island, Norge og Sverige.

Under disse forhandlinger blev det oplyst, at Finland, Sverige og Danmark står foran gennemførelse af ensartede love om straffuldbyrdelse, medens Norges og Islands lovgivende forsamlinger endnu ikke er kommet så langt, at stillingen er afklaret.

..........

Udvalget ønsker at gøre opmærksom på, at de på Sveriges rigsdags Första lagutskotts initiativ førte forhandlinger mellem de nordiske landes lovgivende forsamlinger viste sig meget værdifulde og derfor bør gentages, når fællesnordisk lovgivning fremtidig søges gennemført.

Udvalget ønsker tillige at henlede Nordisk Råds opmærksomhed på, at der bør etableres forhandlingsregler for fremtidige møder mellem repræsentanter for de lovgivende forsamlinger i de nordiske lande."

Ved den fortsatte 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.