Lovforslaget, der blev vedtaget af folketinget, men derefter forkastet ved en i overensstemmelse med grundlovens § 42 afholdt folkeafstemning, fremsattes som et led i de af regeringen foreslåede jordpolitiske foranstaltninger (jordlovsforslagene, der omfattede i alt 10 lovforslag (se ovenfor under nr. 37)). Lovforslaget, hvorved der foresloges tillagt købstad- og sognekommuner en forkøbsret til visse faste ejendomme, må dog især ses i sammenhæng med det samtidig af landbrugsministeren fremsatte forslag til lov om ændringer i statshusmandsloven, hvorved der foresloges tillagt staten en almindelig forkøbsret til faste ejendomme (se ovenfor under nr. 39). Det af landbrugsministeren fremsatte lovforslag undtog netop fra den statslige forkøbsret de ejendomme, der er beliggende i områder, som ved byudviklingsplan er udlagt til inder- eller mellemzone, idet det erkendtes, at kommunerne inden for disse områder i så høj grad præger udviklingen ved jorderhvervelse til bebyggelsesformål, at det måtte være rimeligt at henlægge en forkøbsret for det offentlige til kommunerne.

Lovforslagets hovedbestemmelser, der var indeholdt i §§ 1-4, havde følgende indhold:

„§ 1. Inden for områder, der omfattes af en godkendt byudviklingsplan, har kommuner forkøbsret til ejendomme med et areal på 6.000 m2 eller derover, der inden for kommunens grænser er beliggende i inder- eller mellemzone.

§ 2. I de af lov om byplaner § 1, stk. 2, omfattede kommuner kan kommunalbestyrelsen med indenrigsministeriets samtykke beslutte, at der skal tilkomme kommunen forkøbsret til nærmere bestemte ejendomme med et areal på 10.000 m2 eller derover beliggende inden for kommunens grænser i områder, der omfattes af en af boligministeren godkendt byplan eller dispositionsplan.

Kommunens forkøbsret i henhold til stk. 1 skal ved kommunalbestyrelsens foranstaltning tinglyses på vedkommende ejendom.

I det omfang en kommune har forkøbsret efter bestemmelserne i nærværende paragraf, kan statens forkøbsret i henhold til lov om oprettelse og supplering af landbrug m. m. og om statens forkøbsret ikke gøres gældende.

§ 3. Kommunernes forkøbsret efter nærværende lov kan gøres gældende ved enhver erhvervelse af de i § 1 og § 2 nævnte ejendomme.

Forkøbsretten skal respekteres af indehavere af andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår rettigheden er stiftet.

§ 4. Forkøbsretten kommer dog ikke til anvendelse,

1) når erhververen er staten,

2) når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller er beslægtet eller besvogret med den hidtidige ejer i ret op- eller nedstigende linje eller i hans sidelinje så nær som søskende eller disses børn,

3) når ejendommen erhverves ved arv,

4) når ejendommen erhverves ved jordfordelingskendelse,

5) når erhververen er en person, og den erhvervede ejendom forenes med en eller flere landbrugsejendomme i henhold til bestemmelserne i landbrugslovens § 25, eller når det erhvervede areal sammenlægges med en landbrugsejendom. Når en ejendom, hvortil en kommune har forkøbsret, erhverves af en anden kommune, kan indenrigsministeren bestemme, at forkøbsretten ikke kan gøres gældende."

De nærmere regler om fremgangsmåde m. v. indeholdtes i lovforslagets §§ 5-8. Specielt var der i § 8 givet regler for vederlagsfastsættelsen, hvor kommunen ønskede at gøre forkøbsret gældende til ejendomme, for hvilke der ikke forelå en på normal vis fastsat salgssum. I disse tilfælde, hvor der kunne være tale om ejendomsafståelse helt eller delvis vederlagsfrit eller mod et vederlag, der ikke bestod af en pengeydelse, eller hvor vederlaget foruden den faste ejendom omfattede løsøre eller andre formuegoder, som ikke omfattedes af forkøbsretten, skulle vederlaget i mangel af mindelig overenskomst fastsættes af de i lov om bestyrelse af de offentlige veje omhandlede taksationsmyndigheder. Disse bestemmelser blev dog under udvalgsbehandlingen suppleret med en bestemmelse om, at den hidtidige ejer senest 8 dage efter, at han havde modtaget meddelelse om, at forkøbsretten ville blive gjort gældende, kunne nægte at vedstå overdragelsen.

I § 9 var indeholdt regler, der tog sigte på tilfælde, hvor der forelå omgåelseshensigt m. v., mens § 10 indeholdt værnetingsregler.

Endelig var der i § 11 foreslået følgende bestemmelser om finansieringsbistand:

„§ 11. Indenrigsministeren bemyndiges til i overensstemmelse med nedenstående regler på statskassens vegne at meddele tilsagn om tilskud til kommuner til dækning af visse udgifter, der måtte følge af de pågældende kommuners erhvervelse og byggemodning af jord.

Tilsagn om tilskud efter nærværende kapitel kan kun meddeles kommuner, som ifølge en godkendt byudviklingsplan forudsættes inden for planens gyldighedsperiode at skulle modtage en væsentlig befolkningstilvækst. Tilsagnet må angå bestemt angivne arealer, der er egnet til en samlet byggemodning og udstykning.

Tilskuddet ydes til dækning af forrentningen af de udgifter ved arealets erhvervelse og byggemodning, der ikke er dækket ved indvundne salgssummer. Tilskud kan alene ydes med hensyn til udgifter, der påløber efter 5 års dagen for tilsagnets meddelelse, og det vil være at beregne på grundlag af en i tilsagnet fastsat rentesats."

Som motivering for denne finansieringsbistand anførte indenrigsministeren ved fremsættelsen bl. a. følgende:

„De seneste års meget betydelige jordaktivitet har kommunerne stort set været i stand til at løse tilfredsstillende ved egne kræfter. De steder, hvor kommunerne har vist tilbageholdenhed med hensyn til at bidrage til udbuddet af byggegrunde, har typisk været sådanne, som udviklingen først nu er nået til, og hvor risikoen selv ved mere begrænsede jordkøb kan forekomme betydelig, så længe det videre forløb af udviklingen ikke kan overskues. I sådanne tilfælde kan det være rimeligt, at staten i områder, hvor man i særlig høj grad ønsker fremmet et udbud af byggegrunde, kan give kommuner tilsagn om at yde dækning for rentetab, der måtte indtræde, hvis den forventede udvikling alligevel udebliver. Så snart udviklingen er kommet i gang, skulle staten kunne trække sig tilbage. Dette er i overensstemmelse med, at den offentlige indsats med hensyn til tilvejebringelsen af byggemodnet jord hidtil har været decentraliseret på kommunerne, og at disse har vist sig velegnede til at løse denne opgave på eget økonomisk ansvar."

Lovforslaget, der ligesom forslag til lov om erhvervelse af landbrugsejendomme med flere lovforslag blev stærkt angrebet af ordførerne for partierne venstre, det konservative folkeparti og de uafhængige under behandlingen i folketinget (se ovenfor under nr. 37), blev efter at være undergået en række ændringer under udvalgsbehandlingen vedtaget ved 3. behandling med 98 stemmer (S, RV og SF) mod 72 (V, KF og Uafh), mens 1 grønlandsk medlem (Rosing) undlod at stemme.

Efter vedtagelsen begærede samtlige 71 medlemmer af venstres og det konservative folkepartis folketingsgrupper, at der i henhold til grundlovens § 42, stk. 1, afholdtes folkeafstemning om lovforslaget.

Ved den derefter følgende folkeafstemning den 25. juni 1963 opnåede lovforslaget 872.042 jastemmer, mens nejstemmernes antal var 1.328.036. Da nejstemmerne således udgjorde 60,4 pct. af samtlige gyldige stemmer og 43,6 pct. af det samlede antal stemmeberettigede, var lovforslaget dermed forkastet.