Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl. a., at det er udarbejdet på grundlag af forhandlinger mellem de nordiske lande, under hvilke der er opnået enighed om at søge tilvejebragt en i det væsentlige ensartet lovgivning i de pågældende lande om de såkaldte „piratsendere". Nogenlunde samtidig med fremsættelsen af nærværende lovforslag fremsattes lignende lovforslag i Finland, Norge og Sverige.
Om baggrunden for lovforslaget bemærkes, at de såkaldte piratsendere er oprettet og drives uden for nogen stats territoriale område i strid med bestemmelserne i det internationale radioreglement, der slutter sig til den internationale telekommunikationskonvention, og som er tiltrådt af praktisk taget alle stater.
Hertil slutter sig en rekommandation fra den internationale radiokonference i Geneve 1959 og en henvendelse af 15. juni 1960 fra den europæiske radiofoniunions præsident, der begge går ud på at henstille til medlemsadministrationerne at anmode deres respektive regeringer om at tage de nødvendige skridt til at forhindre eller standse „piratvirksomhed".
Om begrundelsen for radioreglementets bestemmelser og de nævnte rekommandationer fremhæves, at det anvendelige radiospektrum efter sin natur kun frembyder begrænsede pladsmuligheder. Da radiobølgerne udbreder sig uanset landegrænser, er international koordination og kontrol med alle radiosendere nødvendig for at opnå den mest effektive udnyttelse af radiospektret og undgå gensidige forstyrrelser. Der er da også ved internationale aftaler — for radiofoni og fjernsyn ved frekvensplaner for det europæiske område — disponeret over hele det til rådighed stående frekvensspektrum til brug for landenes eksisterende og planlagte stationer. De ganske beskedne muligheder, der måtte være for etablering af stationer ud over de i planerne anførte, er påregnet udnyttet efter bestemte regler til landenes i øjeblikket uforudselige behov. Der er således ingen reel mulighed for „æterfrihed".
Ministeren for offentlige arbejder fremhævede i sin fremsættelsestale bl. a., at lovforslaget alene havde en teknisk begrundelse, idet en fastsættelse af sendernes virksomhed rummede en fare for undergravning af hele den retsorden, der hidtil i det store og hele havde været herskende på radioområdet. Ministeren henviste i øvrigt til, at Nordisk Råd på sin 10. session i Helsingfors med stort flertal havde vedtaget en resolution, hvori rådet henstiller til de nordiske landes regeringer at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af det af regeringerne tiltrådte internationale radioreglement, for så vidt angår radiospredning i strid med dette og bestemt til modtagning på et nordisk lands område.
Ifølge loven indsættes i telekommunikationslovens § 1 som nyt stk. 3:
„Der må ikke oprettes, drives eller bruges radiospredningsstationer på det åbne hav eller i luftrummet derover."
Bestemmelsen forbyder i overensstemmelse med radioreglementets bestemmelser enhver oprettelse, drift eller brug af radiospredningsstationer på det åbne hav eller i luftrummet derover.
Ejeren og brugeren af stationen, for selskabers vedkommende også direktør og bestyrelsesmedlemmer, omfattes som gerningsmænd af bestemmelsen, der må sammenholdes med bestemmelsen om medvirken i § 7, stk. 3, og bestemmelsen om dansk straffemyndighed i § 7, stk. 4, jfr. bemærkningerne til disse bestemmelser nedenfor.
I § 7 indsættes som nyt stk. 2, 3 og 4:
„Er overtrædelsen begået af et aktieselskab el. lign., kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
For så vidt angår de i § 1, stk. 3, omhandlede lovovertrædelser, finder borgerlig straffelovs regler om medvirken kun anvendelse med hensyn til
1) den, der medvirker til oprettelse eller økonomisk eller teknisk drift af den station, der bruges eller er bestemt til at bruges til radiospredning i strid med bestemmelsen,
2) den, der i ejerens eller brugerens tjeneste medvirker til radiospredning fra den pågældende station,
3) den, der medvirker til radiospredning ved økonomisk eller teknisk bistand, ved bestilling af udsendelser over stationen, ved optagelse eller formidling af ordrer herpå, ved at lede optagelsen af programmer, ved deltagelse på fartøjet i udsendelser, ved at stille lokaler eller tekniske hjælpemidler til rådighed eller ved levering eller transport af betydning for radiospredningen.
Overtrædelse af § 1, stk. 3, hører under dansk straffemyndighed, uanset om betingelserne i borgerlig straffelov §§ 6-9 er opfyldt. Handlinger, foretaget uden for den danske stat, er dog kun undergivet dansk straffemyndighed, såfremt
1) radiospredningsstationen oprettes eller drives med henblik på eller bruges til radiospredning, som må antages bestemt til modtagning på dansk område, eller som forstyrrer radiomodtagning på dansk område, eller
2) gerningsmanden har dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat eller har indfødsret eller bopæl i Finland, Island, Norge eller Sverige og opholder sig her i landet."
Efter den hidtil gældende regel i telekommunikationslovens § 7, der herefter bliver § 7, stk. 1, kan overtrædelser straffes med bøde, ligesom ulovligt anbragte eller benyttede anlæg og apparater kan konfiskeres. Det følger af borgerlig straffelovs § 19, at både forsætlige og uagtsomme overtrædelser kan straffes.
Det er fundet rimeligt (ved § 7, stk. 2) at fastslå, at der kan pålægges et selskab som sådant bødeansvar. Efter sin placering vil bestemmelsen også gælde overtrædelse af de allerede bestående bestemmelser i telekommunikationsloven.
Bestemmelsen i § 7, stk. 3, nr. 1, dækker al medvirken til oprettelse eller økonomisk eller teknisk drift af den pågældende station. Ved udtrykket „økonomisk eller teknisk drift" sigtes til den almindelige opretholdelse og vedligeholdelse af stationen, men ikke til medvirken til radiospredningen, jfr. stk. 3, nr. 2-3. Bestemmelsen omfatter eksempelvis den, der stiller fartøj til rådighed eller ved finansiering, leverancer, transport eller personligt arbejde, herunder administration, medvirker til stationens opretholdelse eller drift.
Medvirken til radiospredningen omhandles i §7, stk. 3, nr. 2-3, der sondrer imellem, om den pågældende har en sådan tilknytning til senderen, at han er ansat i ejerens eller brugerens tjeneste, eller dette ikke er tilfældet. I førstnævnte tilfælde er al medvirken til radiospredningen strafbar, hvad enten den består i administration — herunder optagelse af ordrer på annoncer — programproduktion, deltagelse i udsendelserne som speaker eller andet, jfr. stk. 3, nr. 2. Ved ansættelse i ejerens eller brugerens tjeneste sigtes til ansættelse i henhold til tjenestekontrakt. Afgrænsningen i nr. 2 får navnlig betydning for medvirken i form af deltagelse i udsendelserne. Den tilsigter uden for det strafbare område at holde den fjernere medvirken, der ydes ved deltagelse i udsendelserne af personer, der lader sig interviewe, deltager i konkurrencer, holder foredrag, optræder eller lignende. Der vil her typisk være tale om en sådan løsere tilknytning til senderne, at bestemmelsen i nr. 2 ikke er anvendelig, og man undgår herved også vanskeligheder med hensyn til beviset for, at de subjektive betingelser for at straffe er til stede. Enhver, der om bord på selve fartøjet deltager i udsendelser, kan dog straffes i medfør af bestemmelsen i stk. 3, nr. 3.
Bestemmelsen i stk. 3, nr. 3, fastlægger, i hvilket omfang medvirken til radiospredning kan straffes, når der ikke er tale om en person, der er ansat i ejerens eller brugerens tjeneste. Bestemmelsen rammer nærmere angivne former for medvirken og tilsigter blandt andet at fjerne det økonomiske grundlag for radiospredningen. Udtrykket „økonomisk bistand" omfatter således aktietegning, långivning og anden finansiering, og udtrykket „bestilling af udsendelser" sigter fortrinsvis til annoncørerne. Ved „optagelse eller formidling af ordrer herpå" sigtes navnlig til personer, der indsamler annoncer, og til annonce- og reklamebureauer. Optagelse af programmer må antages i almindelighed at kunne rammes efter bestemmelsen i nr. 2. Hvis dette undtagelsesvis ikke måtte være tilfældet, vil den, der yder teknisk bistand til optagelsen eller leder denne, være omfattet af nr. 3. Udtrykket „stille lokaler eller tekniske hjælpemidler til rådighed" omfatter både salg og udlejning eller lignende og tilsigter at hindre, at senderne kan få eller opretholde kontorer eller studier m. v. Udtrykket „levering eller transport af betydning for radiospredningen" dækker f. eks. nyhedsmateriale, manuskripter, grammofonplader og lydbånd. Bestemmelsen tilsigter blandt andet at bidrage til, at senderne ikke kan få materiale til optagelse af programmer, og at optagne programmer ikke når ud til senderen.
Bestemmelsen i § 7, stk. 4, fastlægger jurisdiktionskompetencen.
Handlinger begået på dansk område er herefter under alle omstændigheder undergivet dansk strafmyndighed, uanset hvor gerningsmanden hører hjemme, og uanset om senderen er rettet mod dansk eller fremmed område. Dette er i overensstemmelse med den almindelige regel i straffelovens § 6.
Når handlingen er begået uden for dansk område, må der sondres imellem, om senderen krænker danske interesser ved enten at være rettet mod dansk område eller ved at forstyrre radiomodtagning på dansk område, eller om den krænker fremmede interesser.
Er senderen rettet mod eller forstyrrer radiomodtagning på dansk område, kan handlinger foretaget på det åbne hav eller i udlandet straffes uanset gerningsmandens tilhørsforhold, jfr. § 7, stk. 4, nr. 1.
Er senderen rettet mod fremmed område uden at forstyrre radiomodtagning på dansk område, kan handlinger begået på det åbne hav eller i udlandet kun straffes, hvis de er begået af en af de i straffelovens § 7 nævnte personer, jfr. stk. 4, nr. 2. Bestemmelsen afviger fra straffelovens § 7 derved, at det ikke er en betingelse, at handlingen, hvis den er foretaget uden for nogen stats folkeretligt anerkendte område, kan straffes med højere straf end hæfte, eller at den, hvis den er foretaget inden for sådant område, er strafbar efter gerningsstedets lovgivning. Bestemmelsen må antages navnlig at få betydning, for så vidt angår sendere, der er rettet mod de andre nordiske lande.
Ifølge § 2 — som indsattes under behandlingen i folketinget — fastsattes tidspunktet for lovens ikrafttræden af ministeren for offentlige arbejder.
Lovforslaget gav i folketinget anledning til en debat, som prægedes af principielle politiske synspunkter, og hvorom der i alt væsentligt må henvises til forhandlingerne.
Ved 1. behandling kunne K. B. Andersen (S) tilsige sit partis velvillige behandling af lovforslaget. Han fremhævede, at lovforslaget havde en rent teknisk begrundelse og var nødvendigt, for at man kunne undgå anarki i æteren. At tale om begrænsning af ytringsfriheden i denne forbindelse — som det fra nogle sider var sket — var direkte vildledende.
Harald Nielsen (V) var enig i, at det var af vigtighed, at Danmark søgte bedst muligt at håndhæve og opfylde sine internationale forpligtelser. Men han følte sig ingenlunde sikker på, at den af regeringen foreslåede fremgangsmåde var den rette til at fremskaffe ordnede forhold på dette område. Han henviste i så henseende til det af venstre og det konservative folkeparti fremsatte forslag til lov om ændring i lov om radiospredning (se side 470), som gav mulighed for at give en privat sender konsession på radiospredning. Han nærede stærk tvivl om lovforslagets rimelighed og hensigtsmæssighed og om dets juridiske forsvarlighed, bl. a. i folkeretlig henseende. Bestemmelsernes kriminalisering af visse handlinger mente han stred mod befolkningens almindelige retsopfattelse.
Hanne Budtz (KF) fandt også lovforslaget alt for vidtgående i såvel folkeretlig som kriminalretlig henseende og henviste ligeledes til det ovenfor nævnte forslag til ændring i radiospredningsloven. Hun kritiserede i øvrigt, at de to lovforslag ikke blev behandlet sammen.
Helge Larsen (RV) gik ind for lovforslaget ud fra ønsket om overholdelse af de internationale aftaler, der skal sikre orden i æteren og forstyrrelsesfri radiomodtagning.
Det samme gjorde Morten Lange (SF), som betonede, at bølgelængdespørgsmålet især gjorde sagen aktuel.
Derimod gik Arne Bertelsen (Uafh.) stærkt imod lovforslaget. Han fandt det ikke bevist, at det var nødvendigt af tekniske grunde. Lovforslaget var udtryk for magtmisbrug.
I udvalgets betænkning indstillede et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med den nævnte ændring vedrørende ikrafttrædelsen.
Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse.
K. B. Andersen oplyste ved anden behandling, at udvalget havde modtaget et særdeles fyldigt materiale af juridisk og teknisk karakter, herunder bl. a. udtalelser fra professor, dr. jur. Max Sørensen om det folkeretlige spørgsmål. Spørgsmålet om, hvorvidt lovforslaget indeholdt ekspropriationsbestemmelser, havde på begæring af oppositionspartierne været forelagt de juridiske fakulteter i Århus og København, der imidlertid begge havde afvist, at der skulle foreligge ekspropriation. Udvalget havde modtaget udførlige redegørelser om de tekniske problemer.
Venstres og det konservatives folkepartis ordførere kunne have ønsket også andre end de ekspropriationsretlige spørgsmål forelagt universiteterne og fandt i det hele taget ikke lovforslagets juridiske og tekniske problemer tilstrækkeligt klarlagt.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 83 stemmer mod 38 (KF, Uafh. og en del af V); 23 medlemmer (en del af V og Rosing) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Loven blev af ministeren for offentlige arbejder ved bekendtgørelse nr. 251 af 5. juli 1962 sat i kraft med virkning fra 1. august 1962.