Ved loven foretages nogle ændringer i den gældende byplanlov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 242 af 30. april 1949, hvorved det bliver muligt for kommunerne i forbindelse med byplanlægningen at sikre den fortsatte beståen af bebyggelse, som er af betydning for bevarelsen af miljømæssigt værdifulde og særprægede ældre bydele og gadebilleder.
Bevaringen af den miljøskabende bebyggelse søges sikret ved, at det i en byplan for bevaringsværdige områder skal kunne bestemmes, at nedrivning, ombygning eller anden ændring ikke må foretages uden kommunalbestyrelsens tilladelse.
Endvidere bestemmes, at den i byplanloven hjemlede adgang for kommuner til at ekspropriere ejendomme, som det er nødvendigt at råde over af hensyn til virkeliggørelsen af forskellige af byplanens formål, også skal gælde i tilfælde, hvor bevaringshensyn tilsiger det.
Herudover indeholder loven bestemmelser vedrørende ejernes retsstilling, hvor ejendomme omfattes af en byplan, efter hvilken der efter lovændringen skal indhentes tilladelse til at foretage nedrivning m. v., således at der dels fastsættes frister for behandlingen af ansøgninger, dels gives den ejer, hvis andragende ikke imødekommes, ret til at forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning.
Endelig indeholder loven nogle bestemmelser, der er konsekvenser af de nævnte ændringer.
Ifølge bemærkningerne til det af boligministeren fremsatte lovforslag vedtog Københavns borgerrepræsentation i et møde den 6. april 1961 at tiltræde et af magistraten udarbejdet forslag om at søge tilvejebragt en lovgivning, der giver bedre sikkerhed end hidtil for bevaring af gamle bydeles særprægede karakter og af værdifulde gadebilleder. „Der henvises herom" — hedder det videre i bemærkningerne — „til den som bilag til lovforslaget optagne indstilling af 7. marts 1961 fra Københavns magistrat til borgerrepræsentationen samt udvalgsbetænkning af 28. marts 1961 til samme.
Den lovgivning, som i dag kan komme i betragtning ved bevaring af byområder og gadestrøg, kan — når bortses fra de tilfælde, hvor bygninger kan fredes i henhold til bygningsfredningsloven eller omfattes af en bevarende saneringsplan — ikke forhindre nedrivning af bygninger. For så vidt angår ændringer i bestående bebyggelses ydre udformning og nybyggeriets tilpasning til omgivelserne forekommer især bestemmelserne i byplan- og byggelovgivningen at give en i de fleste tilfælde tilstrækkelig mulighed for at bevare et områdes særpræg og fastholde de enkelte bebyggelseselementers karakter. Der kan dog ikke ganske ses bort fra, at bestemmelsernes rækkevidde ikke altid er lige klar, og at der har hersket nogen usikkerhed og som følge deraf en vis tilbageholdenhed med hensyn til at bringe bestemmelserne i anvendelse."
I overensstemmelse hermed udarbejdedes forslaget til nærværende lov, ved hvis fremsættelse boligministeren bl. a. anførte:
„I de senere år har der kunnet konstateres en mærkbar stigning i antallet af byggeprojekter, som forudsætter nedrivning eller ændring af eksisterende bebyggelse. Dette indebærer risiko for en forringelse eller udslettelse af bydele og gadebilleder, som det for samfundet vil være af væsentlig kulturel værdi at kunne bevare på grund af deres særpræg og arkitektoniske eller miljømæssige kvalitet. En sådan uønsket udvikling vil ikke i tilstrækkelig grad kunne modvirkes på grundlag af den gældende lovgivning.
Forslaget tilsigter derfor at skaffe kommunerne hjemmel til i tilfælde, hvor det er ønskeligt at bevare en samlet bebyggelse eller enkelte bygninger, som ikke i sig selv er fredningsværdige, men som er af betydning for karakteren af en større helhed, i forbindelse med udarbejdelsen af en byplan for området at kunne modsætte sig nedrivninger samt sådanne ombygninger og andre ændringer, som vil komme i strid med en bevaring.
De kommunale organisationer har tiltrådt forslaget."
Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et folketingsudvalg, der enstemmigt indstillede det til vedtagelse i den foreliggende affattelse.
I betænkningen oplyses, at udvalget gennem boligministeriet havde modtaget en række kommentarer fra Danske Grundejeres Landsorganisation til det af Københavns borgerrepræsentation fremsendte forslag til ændring af byplanloven. Boligministeren havde i denne forbindelse oplyst, at der ved lovforslagets udarbejdelse på adskillige punkter var taget hensyn til disse kommentarer.
Lovforslaget vedtoges uændret med 134 stemmer mod 5, idet de uafhængige ikke fandt, at der i fornødent omfang var taget hensyn til de indvendinger, som af nævnte landsorganisation var rettet mod forskellige af lovforslagets bestemmelser.