Loven indgår som led i et lovkompleks, som der gøres nærmere rede for under omtalen af lov om almindelig omsætningsskat, se ovenfor under nr. 16.

Hvad loven går ud på er følgende:

1) Ved lejeloven af 27. december 1958 bortfaldt bestemmelserne om indskrænkninger i adgangen til lejeforhøjelser m. v. (det såkaldte huslejestop) i kommuner med under 3 000 indbyggere, men dog således at den enkelte kommunalbestyrelse fik adgang til — med 2/3 majoritet — at vedtage, at bestemmelserne skulle opretholdes. Ved nærværende lov ændres tallet 3 000 til 6 000.

2) Efter de hidtidige regler kan i de områder af landet, hvor reglerne om huslejestop m. v. fortsat er gældende, det nye lejemål, når en lejlighed i den ældre boligmasse genudlejes, ikke afsluttes på vilkår, der er mere byrdefulde end de hidtidige. Dog kan udlejeren med huslejenævnets godkendelse kræve lejen forhøjet, hvis der gives lejeren en anden eller mere udvidet brugsret, eller der er foretaget forbedringer udover vedligeholdelsespligten. Endvidere kan nævnet i særlige tilfælde godkende, at der ved genudlejning, når vægtige grunde taler derfor, foretages en efter nævnets skøn rimelig lejeforhøjelse eller anden ændring af de hidtidige lejevilkår.

Som et videre skridt i bestræbelserne for at hidføre den tilpasning af huslejeniveauerne i ældre og nyere ejendomme, som er en forudsætning for efterhånden at nå frem til et frit boligmarked, indføres nu i de områder, hvor huslejestoppet fortsat opretholdes, adgang til under huslejenævnenes kontrol at foretage en yderligere forhøjelse af lejen efter regler, der er fastsat i følgende tilføjelse til lejelovens § 110 (som nye stkr. 3, 4 og 5):

„Herudover kan udlejeren ved genudlejning af hus eller husrum, der var eller havde været udlejet den 31. december 1955, med huslejenævnets godkendelse foretage en lejeforhøjelse. Forhøjelsen beregnes i forhold til den leje, der gjaldt den 1. september 1939, eller — for hus eller husrum, der første gang er udlejet efter dette tisdpunkt — den leje, der gjaldt ved første udlejning. Af den leje, der lægges til grund ved beregningen, kan forhøjelsen — sammenlagt med eventuelle tidligere forhøjelser efter nærværende bestemmelse — højst udgøre de i følgende oversigt anførte procenter:

Hus og husrum, der første gang
er udlejet i tiden Procent

Inden 1. sept. 1939 ............................................. 25
1. sept. 1939-31. dec. 1945 ................................. 20
1. jan. 1946-31. dec. 1948 ............................... 15
1. jan. 1949-31. dec. 1952 ............................... 10
1. jan. 1953-31. dec. 1955 ............................... 5

Nævnet kan dog nægte at godkende forhøjelse efter bestemmelserne i stk. 3, såfremt forhøjelsen ikke skønnes rimelig i forhold til det lejedes værdi. Der skal ved bedømmelsen heraf tages hensyn til det lejedes alder, beliggenhed, kvalitet, udstyr og tilstand. Endvidere kan nævnet ved afgørelsen af spørgsmålet om godkendelse af lejeforhøjelsen tage hensyn til, om lejen efter forhøjelsen ville ligge væsentligt højere end den leje, der efter en gennemførelse af tilsvarende forhøjelser ville være almindelig gældende leje i kvarteret for hus eller husrum af tilsvarende størrelse — værelseantal og areal — og beskaffenhed.

Af den i henhold til stk. 3 og 4 godkendte forhøjelse påhviler det udlejeren at afsætte 3/5 til den i § 115 omhandlede konto for udvendig vedligeholdelse af ejendommen. De i medfør af nærværende bestemmelse afsatte beløb må dog først anvendes efter deres formål efter udgangen af 1967."

3) Lejelovens regler om oprettelse af konti for udvendig vedligeholdelse har hidtil kun været gældende for lejligheder og lokaler, der første gang er udlejet senest den 31. december 1948. I disse regler, der findes i § 115, stk. 1, er foretaget en nødvendig ændring med henblik på de nye bestemmelser i § 110, stk. 5, der forudsætter oprettelse af konti for udvendig vedligeholdelse for huse og husrum, der første gang er udlejet senest 31. december 1955.

Som begrundelse for lovens bestemmelser anførte boligministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:

„I den redegørelse, som statsministeren fremsatte ved folketingets åbning den 3. oktober 1961, blev det anført, at regeringen overvejede, om der bør træffes forholdsregler med henblik på en løsning af huslejeproblemerne, således at lejen i den ældre og nyere boligmasse kommer til at stå i passende forhold til boligens værdi. Reglerne for modernisering af udlejningsejendomme skulle i samme forbindelse tages op til overvejelse.

Til at foretage disse overvejelser nedsatte regeringen et internt udvalg, og under den forespørgselsdebat, der fandt sted her i tinget den 25. januar i år, redegjorde jeg nærmere for de vidtrækkende problemer, der måtte arbejdes med.

De indledte overvejelser, der sigter på en mere omfattende løsning af huslejeproblemerne, har endnu ikke kunnet tilendebringes.

Under de politiske forhandlinger, der fornylig har fundet sted i forbindelse med regeringens forslag til lov om en almindelig omsætningsafgift, har man imidlertid også inddraget huslejeproblemer. Som det fremgår af den betænkning, det nedsatte folketingsudvalg har afgivet den 3. juni d. å., er der under disse drøftelser opnået enighed om at tage visse indledende skridt til at ophæve den bestående spænding mellem huslejen i nye og ældre boligejendomme. Disse skridt går ud på, at der åbnes adgang til lejeforhøjelse ved genudlejning under huslejenævnets kontrol. Endvidere er man enedes om, at kredsen af kommuner, hvor huslejefastsættelsen er fri, medmindre kommunalbestyrelsen beslutter noget andet, udvides, idet den gældende indbyggergrænse på 3 000 forhøjes til 6 000.

Det foreliggende lovforslag tager sigte på en gennemførelse af de foranstaltninger, som et flertal således har opnået enighed om.

For så vidt angår den foreslåede adgang til forhøjelse ved genudlejning, går forslaget ud på, at lejen ved genudlejning for ejendomme fra før 1939 kan forhøjes med indtil 25 pct. af lejen i 1939. For ejendomme, der er taget i brug efter 1939, men inden udgangen af 1955, foreslås adgang til ved genudlejning at gennemføre gradvis lavere forhøjelser. Forslaget forudsætter, at huslejenævnene udøver en rimelig kontrol med, at forhøjelserne inden for de fastsatte procentgrænser ikke bliver større end passende i forhold til boligens værdi.

De forhøjelser, der gennemføres, bør selvsagt i rimeligt omfang medvirke til, at vedligeholdelsen af ejendomme forbedres, og 3/5 af forhøjelsen foreslås derfor bundet til dette formål. For at undgå, at forhøjelserne skal modvirke de foranstaltninger, der samtidig er truffet med henblik på en afdæmpning af bygge- og anlægsvirksomheden, foreslås bindingen dog foretaget således, at de afsatte beløb først kan anvendes efter 1. januar 1968 ...

Forslaget tilsigter som nævnt at tage visse indledende skridt til løsning af huslejespørgsmålet, men heller ikke mere. En tilfredsstillende helhedsløsning, der kan sikre en tilstrækkelig beskyttelse af lejerne og skabe forudsætning for efterhånden at nå frem til et frit boligmarked, vil kræve en række yderligere forholdsregler. Regeringen vil fortsætte sine overvejelser med henblik herpå."

Ved lovforslagets 1. behandling anbefalede Axel Ivan Pedersen (S) lovforslaget til vedtagelse ud fra den betragtning, at det indgik som led i et politisk forlig, men „uden særlig begejstring". „Det forekommer mig", udtalte han, „vanskeligt at få øje på, hvilken betydning denne lov vil få for den økonomiske situation, og det er mig magtpåliggende at slå fast, at denne adgang til lejeforhøjelse er udtryk for ønsker og krav fra de forligspartnere, som hører til oppositionen her i salen."

Finn Poulsen (V) anså lovforslagets bestemmelser for et skridt i den rigtige retning, omend ikke noget stort skridt. Det burde efter hans opfattelse ikke betyde, at man kunne holde sig i ro på dette område, helt til lejeloven skal revideres i 1964. Den afvikling af restriktionerne, som nu påbegyndtes, måtte fortsættes, og regeringen burde allerede ved begyndelsen af næste samling møde med forslag, som tog sigte herpå.

Også Thestrup (KF) og Grethe Philip (RV) anbefalede forslaget som et skridt i retning af den huslejeudligning, som måtte tilstræbes, mens Kai Moltke (SF) gik imod lovforslaget, hvis gennemførelse efter hans opfattelse ville være et skridt i den forkerte retning til skade for lejerne.

Iver Poulsen (Uafh.) ville hverken tilråde at stemme for eller imod lovforslaget, der kun var udtryk for nogle smålapperier, og som indgik i et forlig, hans parti ikke fandt tilfredsstillende.

I det udvalg, der behandlede sagen, indstillede samtlige medlemmer med undtagelse af socialistisk folkepartis repræsentant lovforslaget til vedtagelse uændret.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 133 stemmer mod 11 (SF), idet 6 medlemmer (de uafhængige samt Aage Fogh) afholdt sig fra at stemme, sidstnævnte fordi han var modstander af forliget som helhed.