Om formålet med nærværende lov udtalte indenrigsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget indledningsvis: „Den gældende apotekerlov er — med visse senere mindre ændringer — fra 1954, og det har gennem nogen tid stået klart, at en ændring af bestemmelserne om afgift af og tilskud til apoteker, selv om disse bestemmelser kun har været i kraft siden den 1. januar 1957, er blevet påkrævet. Årsagen hertil er for det første, at apotekerafgiften i de senere år har indbragt større beløb, end det skønnes nødvendigt for at sikre apotekerfondens virksomhed og forpligtelser. For det andet er der, siden apotekerlovskommissionen på grundlag af omsætningstal m. v. fra 1949 udarbejdede et forslag til de nugældende afgiftsbestemmelser, sket en udvikling, der har bevirket, at afgiftsordningen ikke længere i tilstrækkelig grad indebærer de fordele, som det var hensigten med ordningen at søge opnået; navnlig er forskellen mellem de forskellige apotekers udbytte blevet for stor.

De i nærværende lovforslag indeholdte ændringer af afgiftssystemet tager derfor navnlig sigte på at mindske apotekerafgiften og at indføre et afgiftssystem, der medfører en mindre spredning af apoteksudbytterne end de nuværende.

Samtidig med ændringerne i apotekerlovens afgiftsbestemmelser er det fundet hensigtsmæssigt at foreslå enkelte andre ændringer, af hvilke jeg senere navnlig skal omtale forslaget, der tager sigte på at tilvejebringe en mere smidig ordning vedrørende apotekernes åbningstider."

Om nogle af de væsentligste af lovens bestemmelser anføres:

1. Ved en ændret affattelse af § 4, stk. 7, i lov nr. 209 af 11. juni 1954 om apotekervæsenet åbnes der mulighed for at pålægge fabrikanter eller importører at udsende korrigerende eller supplerende cirkulærskrivelser, tryksager eller annoncer i tilfælde af urigtig eller vildledende omtale af et lægemiddels pris eller tilskudsberettigelse.

Denne ændring blev indføjet i folketinget.

2. I den betænkning af 1. februar 1952, som blev afgivet af den af indenrigsministeriet i 1947 nedsatte kommission vedrørende apotekervæsenet m. v., blev det for at begrænse muligheden for at gennemtvinge urimelige krav over for en tiltrædende apoteker med hensyn til købs- eller lejevilkår vedrørende apotekslokaler foreslået, at han skulle kunne leje lokalerne i en periode af 2 år på de hidtil gældende vilkår; under forslagets videre behandling blev denne periode nedsat til 1 år.

Der har imidlertid i praksis vist sig behov for en forlængelse af denne frist. I apotekerlovens § 23, stk. 3, er fristen derfor nu forlænget til 2 år.

3. Ved en ændring af apotekerlovens § 24, stk. 2, bemyndiges sundhedsstyrelsen til i noget videre adgang end hidtil at give tilladelse til, at et apotek drives uden farmaceutisk medhjælp, idet man ved den nye formulering navnlig tilsigter, at tilladelse kan gives for noget længere tidsrum, end det hidtil har været anset for muligt.

Samtidig er § 25 vedrørende apotekernes åbningstider ændret således, at en lempelse i vagtforpligtelsen kan finde sted. Det overlades nu til indenrigsministeren at fastsætte bestemmelser om åbningstiderne.

Det er ifølge bemærkningerne til lovforslaget hensigten, at åbningstiderne som hidtil skal fastsættes under hensyntagen til den almindelige butiksåbningstid. Men „ved siden af, at der kan tages hensyn til lokale butiksåbningstider, forudses det, at der kan blive tale om, at der for forskellige grupper af apoteker fastsættes forskellige almindelige åbningstider. Bestemmelsen agtes bl. a. administreret således, at der som hidtil gives apoteker, som drives uden eksamineret farmaceutisk medhjælp, mulighed for at lukke nogle timer om dagen. Endvidere forudses det, at der navnlig i forstadskvarterer eller på dage, hvor lokale læger har aftenkonsultation, kan være behov for, at de i de pågældende kvarterer beliggende apoteker kan få tilladelse til, eventuelt påbud om at holde åbent ud over de almindelige åbningstider, eventuelt begrænset til visse af ugens dage; det kan herved oplyses, at ifølge de med sygekasserne afsluttede overenskomster skal læger én gang om ugen holde konsultation efter normal arbejdstids ophør, og at denne konsultation f. eks. i Københavns kommune for samtlige læger er henlagt til tirsdag eller onsdag."

4. Den hidtil gældende apotekerafgiftsordning har kun været i kraft i få år efter, at ordningen med virkning fra 1. januar 1957 blev underkastet en revision. Når man allerede nu har fundet en ny revision påkrævet, er baggrunden herfor ifølge bemærkningerne til lovforslaget for det første, „at apotekerafgiften i de senere år har indbragt større beløb, end det skønnes nødvendigt for at sikre apotekerfondens virksomhed og forpligtelser. Der er i finansårene 1957-58—1960-61 indgået apotekerafgift i apotekerfonden med henholdsvis 14,2, 16,2, 14,7 og 14,4 mill. kr... . Apotekerfondens indtægt i finansåret 1960-61 har andraget i alt 24,9 mill. kr., hvoraf indtægten ved apotekerafgift som nævnt har andraget 14,4 mill. kr. og renteindtægterne 8,0 mill. kr. Udgifterne har i samme finansår andraget i alt 15,8 mill. kr. og overskuddet har således været 9,1 mill. kr. Apotekerfondens formue udgjorde pr. 31. marts 1961 160,0 mill. kr. Heroverfor står fondens pensionsmæssige forpligtelser efter apotekervæsenets pensionsordning; disse er senest ved aktuarmæssig opgørelse, jfr. apotekerlovens § 59, stk. 2, opgjort pr. 1. januar 1958 til 158,3 mill. kr., men udgør — efter gennemførelsen af nye pensionsregler med virkning 1. april 1958 og senere forhøjelser af pensionerne — nu et noget højere beløb; den næste aktuarmæssige opgørelse af forpligtelserne skal foretages senest pr. 1. april 1963, jfr. § 37 i bekendtgørelse nr. 35 af 4. februar 1959 om apotekervæsenets pensionsordning. Det må forekomme rimeligt at begrænse medicinpriserne med det beløb, som ikke skønnes nødvendigt til rimelig sikring af fondens forpligtelser i fremtiden.

For det andet har den udvikling, der er sket, siden apotekerlovskommissionen på grundlag af omsætningstal m. v. i 1949 udarbejdede forslag til de nugældende afgiftsbestemmelser, bevirket, at afgiftsordningen ikke længere i tilstrækkelig grad indebærer de fordele, som det som foran omtalt var hensigten med ordningen at søge opnået. Navnlig er udbyttespredningen blevet for stor."

I overensstemmelse hermed tager nærværende lov sigte på at indføre en afgiftsordning med mindre apotekerafgift end den nuværende ordning; det bliver herved muligt at nedsætte apotekernes overskud og alligevel sikre disse et passende gennemsnitsudbytte (ved udbytte forstås herved apotekets overskud efter fradrag af apotekerafgifter og tillæg af tilskud og refusion fra apotekerfonden).

For det andet søges de store forskelle i apotekernes udbytter begrænset navnlig ved en forbedret tilskudsordning. I forbindelse hermed gennemføres en omlægning af afgiftssystemet, hvorved progressionen, der hidtil har hvilet på nettoafgiften, overføres til omsætningsafgiften, mens nettoafgiften gøres proportional og fastsættes til 40 pct. af det beløb, hvormed overskud — med fradrag af fast afgift og omsætningsafgift — overstiger en nettoafgiftsfri grænse. Til alle apoteker, der ikke svarer omsætningsafgift, ydes et omsætningstilskud. For alle apoteker, der — på grund af lille overskud — ikke svarer nettoafgift, indføres et nettotilskud, der ydes uanset omsætningens størrelse og udgør 40 pct. af forskellen mellem den nettoafgiftsfri grænse og apotekets overskud med fradrag af eventuel fast afgift og omsætningsafgift. Nettoafgifts- og -tilskudsprocenten er således i alle tilfælde den samme, nemlig 40.

Ved gennemførelsen af dette princip vil alle apotekere — uanset om de svarer nettoafgift eller modtager nettotilskud — i samme grad være interesseret i driften af apoteket, nemlig med 60 pct., d. v. s. have samme interesse i ændringer af overskuddets størrelse, hvad enten sådanne ændringer hidrører fra forskydninger i indtægterne, f. eks. ved takstændringer, eller hidrører fra ændrede udgifter.

Om de ændrede afgifts- og tilskudsregler udtalte indenrigsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget bl. a.:

„I årene 1957, 1958 og 1959 var apotekernes samlede overskud ca. 31 mill. kr. årlig, hvoraf ca. halvdelen tilfaldt apotekerne og ca. halvdelen apotekerfonden. Gennem en takstnedsættelse pr. 1. januar 1960 blev apotekernes overskud i 1960 nedsat til ca. 26 ½ mill. kr.

Også af det således reducerede overskud tilfaldt i henhold til den gældende afgiftsordning ca. halvdelen apotekerfonden som apotekerafgift, hvilket bevirkede, at apotekernes udbytter i 1960 blev meget lave og for lave.

Med de foreslåede nye afgiftsregler er det tilsigtet at indføre en afgiftsordning, hvorefter apotekerafgiften kun skal udgøre ca. 1/4 af apotekernes samlede overskud; det bliver herved muligt at nedsætte apotekernes overskud — d. v. s. begrænse medicinpriserne — og alligevel sikre apotekerne et passende gennemsnitsudbytte. Overskuddet af apotekerne har i de år, den nuværende afgiftsordning har været i kraft, udgjort fra ca. 13 til ca. 15 pct. af omsætningen, og det er et procentvis overskud af denne størrelsesorden, den nuværende afgiftsordning forudsætter. I 1960 var overskuddet lavere, kun ca. 11 pct., men det viste sig også, at afgiftsordningen ikke passede til så lavt overskud. Apotekernes udbytter blev for små. Gennemsnitsudbyttet faldt fra 1959 til 1960 fra 43 800 kr. 36 800 kr. Dersom afgiftsforslaget ophøjes til lov, skulle apotekernes gennemsnitlige overskud kunne begrænses antagelig til 8-10 pct.

Ved afgiftsforslaget tilsigtes det — som nævnt — også at mindske spredningen af apotekernes udbytter."

Loven trådte i kraft 1. juli 1962 (den oprindelig foreslåede dato blev ændret i folketinget). Afgifts- og tilskudsbestemmelserne har dog gyldighed fra 1. januar 1962.

Lovforslaget undergaves i folketinget en indgående udvalgsbehandling.

I den enstemmige betænkning anføres bl. a.:

„Danske Apoteksassistenters Forening har ved foretræde for udvalget og i skriftlige henvendelser bl. a. rejst spørgsmålet om optagelse af apoteksassistenter og -defektricer som ordinære medlemmer af apotekervæsenets pensionsordning. Det er af ministeren over for udvalget oplyst, at pensionsordningens bestyrelse er i færd med at foretage en detaljeret gennemgang af de to gruppers forhold, og at man på grundlag heraf vil undersøge, hvilken pensionsmæssig stilling der eventuelt bør tillægges de pågældende. Udvalget er enigt med ministeren om, at resultatet af de nævnte undersøgelser bør afventes, før der tages stilling til det rejste spørgsmål.

Udvalget har bl. a. drøftet spørgsmålet om, hvorvidt apotekernes åbningstider i loven burde fastsættes nogenlunde svarende til butikkernes almindelige åbningstider med mulighed for dispensation. Ministeren har om spørgsmålet over for udvalget oplyst følgende:

Bestemmelsen i apotekerlovens § 25 tager sigte på at sikre, at apotekerne holdes åbne inden for et passende tidsrum, således at befolkningen har den nødvendige adgang til forsyning med medicin. Lukkeloven fastsætter derimod det tidsrum, inden for hvilket butikkerne skal holdes lukket, og åbningstiden for butikkerne kan variere inden for ret vide grænser. Det vil derfor næppe være rigtigt at formulere bestemmelsen i lovens § 25 således, at apotekernes åbningstider fastsættes nogenlunde svarende til butikkernes almindelige åbningstider med mulighed for dispensation, men man har fundet det mest hensigtsmæssigt, at indenrigsministeren bemyndiges til at fastsætte bestemmelser om apotekernes ekspeditionstider. Det vil herved være muligt at fastsætte en normalt gældende åbningstid, som forudsættes at blive nært svarende til almindelig butiksåbningstid, og samtidig give mulighed for at tillempe reglerne for de enkelte apoteker efter de lokale forhold, hvor det vil være påkrævet — eventuelt kun på visse årstider — at forlænge åbningstiden, eller hvor det kan tillades, at åbningstiden afkortes.

Efter de for tiden gældende bestemmelser skal der ved ethvert apotek principielt være etableret vagt såvel om natten som på søn- og helligdage, enten således at apoteket altid er umiddelbart tilgængeligt for ekspedition eller ved, at publikum ved henvendelse til apoteket er i stand til at blive bekendt med, hvor den vagthavende farmaceut bor eller opholder sig, således at den pågældende kan tilkaldes til ekspedition. I byer, hvor der findes 2 eller flere apoteker, og hvor der er etableret vagtskifteordning, eller som i hovedstaden, hvor der er en ordning med faste vagtapoteker, har man dog lempet, respektive ophævet, denne vagtforpligtelse.

Det foreliggende forslag til ændring af apotekerlovens § 25 tager sigte på at gennemføre en begrænsning i apotekernes pligt til nat- og helligdagstjeneste.

Uanset om et apotek i henhold til den foreslåede nyordning skulle få fritagelse for egentlig vagttjeneste, forudsætter det, at der gennemføres en ordning, som sikrer befolkningens forsyning med den nødvendige medicin — også uden for apotekernes normale åbningstider. Det bemærkes i denne forbindelse, at det er under overvejelse eventuelt at pålægge de apoteker, der har vagttjeneste, at sørge for udbringelse af medicin til områder på landet, hvor det stedlige apotek er blevet fritaget for vagttjeneste, i tilfælde, hvor lægen skønner det påtrængende nødvendigt, at medicinen bringes til veje, før forsyning kan ske fra det stedlige apotek.

Ifølge den foreslåede tilføjelse til lovens § 86 (jfr. lovforslagets § 1, nr. 20) kan indenrigsministeren for Grønlands vedkommende foretage sådanne afvigelser fra loven, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Ministeren har over for udvalget tilkendegivet, at sådanne afvigelser fra loven kun vil blive foretaget efter forudgående forhandling med ministeren for Grønland."

Med enkelte ændringsforslag, hvoraf de væsentligste er omtalt foran, indstilledes lovforslaget til vedtagelse af udvalget som helhed.

Efter at ændringsforslagene var vedtaget ved 2. behandling, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt.