Baggrunden for lovforslaget var den meget betydelige lærermangel inden for folkeskolen, hvorom undervisningsministeren i sin fremsættelse bl. a. anførte følgende:

„Ved udgangen af 1960 var ... i alt ca. 3 000 stillinger ledige, og ifølge en pr. 15. august i år foretagen opgørelse over antallet af ledige stillinger var dette tal på nævnte tidspunkt steget til godt 4 000, hvoraf dog en del formentlig må tilskrives den foretagne nedsættelse af lærernes pligtige timetal fra 36 timer til 32 timer ugentlig. En betydelig del af disse ledige stillinger varetages dels som overtimer af det faste lærerpersonale, pr. 15. august i år således 1 650 stillinger, og dels af seminarieelever som vikarer, nemlig 800-900.

Behovet for lærere har i de senere år vist en stærkt stigende tendens og er i dag væsentlig større, end det for blot nogle år siden kunne påregnes. Som årsager hertil fremhævede ministeren navnlig, at landkommuner, som ikke havde opfyldt kravene i folkeskoleloven af 1937, efter gennemførelsen af den i 1958 foretagne ændring af folkeskoleloven i betydeligt omfang havde udbygget deres skolevæsen i overensstemmelse med de krav, som allerede 1937-loven stillede i henseende til undervisningstimernes antal. Endvidere var de forbedrede muligheder, som ved 1958-loven var tilvejebragt for en videre frivillig udbygning af landkommunernes skolevæsen, i høj grad blev udnyttet.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at behovet for lærere i folkeskolen set over en længere årrække må forventes at ville stige betydeligt. Det økonomiske sekretariat har i samarbejde med andre myndigheder foretaget en undersøgelse af det forventede behov i årene indtil 1980. Af beregningerne, som er optrykt i bemærkningerne, fremgår, at behovet pr. 1. januar 1980 anslås til ca. 48 300 lærere, mens der for øjeblikket er ansat godt 25 000 lærere i skolen.

Ministeren understregede, at det rette middel til at afhjælpe lærermangelen på længere sigt var en forøgelse af antallet af dimittender fra seminarierne. Dette tal var steget betydeligt i de sidste 7-8 år, dels ved optagelse af flere elever på de bestående seminarier og dels ved oprettelse af nye seminarier. I 1953 dimitteredes der i alt 968 lærere og lærerinder, og dette tal var nu steget til ca. 1 800 lærere og lærerinder. Fra 1964 ville det årlige dimittendtal ligge omkring 2200. Selv om dette var et overordentlig stort tal, måtte en yderligere forøgelse søges gennemført, og det måtte herunder overvejes at øge de bestående seminariers kapacitet.

Allerede inden lovforslagets fremsættelse havde ministeriet gennem henstillinger til de lokale myndigheder og på anden måde gennemført forskellige midlertidige foranstaltninger til delvis afhjælpning af den akutte lærermangel.

Lovforslaget var udarbejdet på grundlag af indstillinger fra de af undervisningsministeriet nedsatte udvalg, lærerbehovsudvalget og læseplansudvalget. Det tilsigtede alene at medvirke til, at der sker en begrænsning i forbindelse med ny lærerembeders antal af hensyn til de dele af landet, der i lang tid har været hårdt ramt af lærermangelen.

Loven har følgende ordlyd:

§ 1. Undervisningsministeren bemyndiges til under den herskende lærermangel i folkeskolen at udsætte indtil 1. januar 1968 den i § 12, stk. 1, i lov om folkeskolen, jfr. lovbekendtgørelse af 18. juni 1958, foreskrevne nedsættelse af gennemsnitstallet af børn i en skoles klasser samt til at udsætte indtil begyndelsen af skoleåret 1967-68 nedsættelsen af det i samme lovs § 12, stk. 3, for klasser for 6. og 7. skoleår anførte elevtal, der kan danne grundlag for en deling af disse klasser.

Undervisningsministeren bemyndiges endvidere til, for så vidt angår realklasserne, at forhøje fra 24 til 30 det i lovens § 12, stk. 3, nævnte elevtal, der kan danne grundlag for en deling af klasser for 8.-10. skoleår.

§ 2. Undervisningsministeren bemyndiges til at fastsætte et maksimum for antallet af ugentlige undervisningstimer inden for de i § 16 i samme lov fastsatte rammer. Det således fastsatte maksimale antal undervisningstimer gælder også for folkeskolen i København, jfr. lovens § 35.

§ 3. Undervisningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om et højeste antal lærerkræfter ved de af samme lovs § 2 og § 29 omfattede skoler.

§ 4. Nærværende lov vil være at forelægge til revision i folketingssamlingen 1964-65.

Den i § 3 nævnte bemyndigelse til at fastsætte regler om et højeste antal lærerkræfter ved skolerne udvidedes under lovforslagets behandling til også at omfatte Københavns kommune. Dette må ses på baggrund af, at ministeren for at imødekomme en række henstillinger gav tilsagn om ikke straks at anvende bemyndigelsen i § 2 til at fastsætte et maksimum for antallet af undervisningstimer. Den nære sammenhæng mellem de to bestemmelser nødvendiggjorde herefter den nævnte udvidelse, jfr. iøvrigt nærmere udvalgets betænkning, hvori ministeren om bemyndigelsen i § 2 bl. a. udtaler, at det er tanken kun at bringe den til anvendelse, såfremt de øvrige foranstaltninger viser sig utilstrækkelige, eller det eventuelt på et senere tidspunkt, hvor restriktionerne kan lempes, måtte vise sig hensigtsmæssigt som en overgangsforanstaltning at benytte en lempelig begrænsning af timetallet.

Lovforslaget gav under behandlingen i folketinget anledning til en omfattende debat om problemerne omkring lærermangelen i folkeskolen, hvorom der i alt væsentligt må henvises til forhandlingerne.

Det anerkendtes fra alle sider, at situationen nødvendiggjorde indgreb, og at undervisningsministeren havde taget initiativ til et forsøg på at afbøde en del af ulemperne ved lærermangelen. For så vidt fik lovforslaget ved første behandling en velvillig modtagelse som en nødforanstaltning, idet man dog fra alle sider beklagede, at de foreslåede indgreb var nødvendige.

Mange af ordførerne beskæftigede sig i deres indlæg med de prognoser, som i tidens løb var opstillet, og som havde vist sig misvisende og til dels modstridende. Ministeren betonede heroverfor, at det var uhyre vanskeligt at opstille sikre prognoser på dette område, bl. a. fordi det var umuligt for centraladministrationen at bestemme eller blot vide, i hvilket omfang en række forskellige foranstaltninger gennemførtes i de enkelte kommuners skolevæsen.

Der fremkom under forhandlingerne en række yderligere forslag til foranstaltninger mod den akutte læremangel, således bl. a. udsendelse af seminarieelever som vikarer i 1 år mod nu 5 måneder, anvendelse af et større antal faglærere i undervisningen, muligheden for i højere grad at inddrage gifte lærerinder, der i øjeblikket ikke er beskæftiget ved undervisning.

Hvad angik lærermangelen på længere sigt, var der enighed om, at den måtte imødegås først og fremmest gennem en forøgelse af seminariernes kapacitet, dels ved udvidelse af bestående, dels ved oprettelse af nye seminarier.

I udvalgsbetænkningen udtalte et mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget), at det ikke kunne tiltræde lovforslaget. „Mindretallet anser forslaget for utilstrækkeligt og finder det nødvendigt, at hele problemet om afhjælpning af lærermangelen underkastes en grundigere overvejelse og undersøgelse bl. a. med mere hensyntagen til de mange forslag, der foreligger i de henvendelser, udvalget har modtaget."

Udvalgets flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlem) indstillede lovforslaget til vedtagelse med den ovenfor omtalte ændring.

Flertallet henstillede til undervisningsministeren inden dette folketingsårs udløb over for folketinget at redegøre for den videre udvikling i spørgsmålet om foranstaltninger mod lærermangelen.

Undervisningsministeren gav under den videre behandling af lovforslaget tilsagn om at give den ønskede redegørelse og om nøje at følge den fremtidige udvikling. Denne redegørelse blev afgivet 29. maj (Ft. sp. 5107).

Lovforslaget vedtoges enstemmigt ved 3. behandling, idet 10 medlemmer (SF og 3 medlemmer af det konservative folkeparti: Hagen Hagensen, Clara Munck og Gertie Wandel) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.