L 107 Lov om ændring i lov om nautiske eksaminer m.m.

Af: Minister for handel, industri og søfart Hilmar Baunsgaard (RV)
Samling: 1961-62
Status: Stadfæstet
Lov nr. 145 af 25-04-1962
Ved loven nedsættes navigationslærernes pligtige timetal fra 27 til 24 timer ugentlig, svarende til den nedsættelse, som ved normeringsloven for finansåret 1961-62 blev gennemført for lektorer og adjunkter ved statens højere almenskoler. Samtidig ændres reglerne om nedsættelse af timetallet for ældre lærere og om hjemmearbejde i overensstemmelse med de for de nævnte gymnasielærere nu gældende regler.

Disse ændringer gennemføres ved, at der gives § 23, stk. 1, i lov nr. 209 af 7. juni 1958 om nautiske eksaminer følgende affattelse:

Med virkning fra den 1. april 1961 fastsættes navigationslæreres undervisningspligt til 24 timer ugentlig. For lærere på 60 år og derover nedsættes det pligtige timetal til 20 timer ugentlig. For lærere, der den 1. april 1961 var fyldt 54 år, men ikke 60 år, nedsættes det pligtige timetal fra det fyldte 55. år og indtil det fyldte 60. år til 22 timer ugentlig. Lektioner på mindre end 50 minutter omsættes i forhold hertil. Handelsministeren kan efter indhentet udtalelse fra lønningsrådet fastsætte nærmere regler for beregningen af hjemmearbejde (stil- og opgaverettelse), dog således, at kun indtil 5 timer ugentlig kan indgå i det pligtige timetal, medens overskydende timer vederlægges med overtimebetaling. For undervisning, herunder afholdelse af observationsøvelser og lignende, ud over det pligtige ugentlige timetal oppebærer lærerne timebetaling i overensstemmelse med den for adjunkter ved statens højere almenskoler til enhver tid fastsatte overtimebetaling.

Som begrundelse for lovens bestemmelser anføres i bemærkningerne til det af handelsministeren fremsatte lovforslag:

„Ved normeringsloven for finansåret 1961-62 blev der indrømmet lektorer og adjunkter ved statens højere almenskoler en nedsættelse af det pligtige ugentlige timetal. Begrundelsen herfor var, at lærernes arbejdsbyrde er blevet væsentligt forøget som følge af den nye skolelovgivning og ændring af undervisningsmetoderne, hvorved der er sket en væsentlig forskydning mellem den gymnasieskolelærerne og andre tjenestemænd med tilsvarende uddannelse påhvilende arbejdsbyrde.

De samme forhold, som har motiveret nedsættelsen af det pligtige ugentlige timetal for lektorer og adjunkter, gør sig gældende for navigationslærerne.

Med henblik på elevernes indøvelse i brug og pasning af de komplicerede nyere tekniske navigationsmidler er på hver af landets navigationsskoler blevet installeret tekniske navigationsanlæg af forskellig art. Dette har medført en ikke uvæsentlig ændring i undervisningsformen og dermed en forøgelse af det arbejde, der hviler på lærerne.

Det foreslås derfor, at navigationslærernes pligtige ugentlige timetal fastsættes i overensstemmelse med de for lektorer og adjunkter ved statens højere almenskoler nu gældende regler, og at reglerne ligesom for disse får virkning fra den 1. april 1961."

Lovforslaget mødte tilslutning fra samtlige partier med undtagelse af de uafhængige, der mente, at de nye bestemmelser nærmest måtte anses som et led i den stedfindende lønglidning.

Efter en kortvarig udvalgsbehandling, der ikke resulterede i ændringsforslag, vedtoges lovforslaget uændret med 129 stemmer mod 5 (Uafh.).
Partiernes ordførere
Egon Jensen (S), Conrad Kofoed (V), Hans Baagø-Hansen (KF), Helge Larsen (RV), Holger Vivike (SF) og Ejnar Bækgaard (U)