Som begrundelse for forespørgslen udtalte forespørgeren (SF) bl. a.:

„Onsdag den 4. oktober meddelte den højtærede handelsminister folketingets sukkerudvalg, at sukkerprisen ab fabrik med øjeblikkelig virkning ville blive forhøjet med 20 øre fra 1 kr. 10 øre til 1 kr. 30 øre pr. kg. Det var ikke en sag, udvalget skulle tage stilling til; det var ganske vist en sag, udvalget kunne sige sin mening om, men i realiteten var det en meddelelse, som udvalget skulle tage til efterretning. Alene dette forhold kan jo nok give stof til eftertanke. Folketinget har i henhold til lov om en sukkerordning højtideligt valgt et udvalg, men når det indkaldes til møde, er det, for at udvalgets medlemmer kan påhøre en kort redegørelse for de beslutninger, ministeren har taget — udvalget skal ikke øve indflydelse på beslutninger, der skal tages. Sådan var det den 4. oktober med sukkerprisens forhøjelse, sådan var det den 7. april, da sukkerudvalget fik lov til at tage til efterretning, at handelsministeren havde afsluttet forhandlingerne med A/S De danske Sukkerfabrikker og godkendt en ny 10-årig koncession, hvis tekst udvalget endda først fik i hænde flere måneder senere.

Udvalget fik altså den 4. oktober meddelelse om, at nu var sukkerprisen sat i vejret. Udvalget fik naturligvis også en begrundelse, men det er min opfattelse, at denne, for at sige det forsigtigt, nok er juridisk holdbar, men at en så høj indenlandsk sukkerpris ikke ville være nødvendig, hvis der fra statens eller måske mere konkret sagt fra handelsministeriets side var reageret på en anden måde såvel i 1950 som i 1961.

Det bør i øvrigt erindres, at i 1951, altså for 10 år siden, var sukkerprisen 41 øre pr. kg, den er med andre ord mere end tredoblet på 10 år. Da sukkerudvalget, som det fremgår af det, jeg har sagt, ganske åbenbart ikke har anden opgave end at tage den højtærede ministers redegørelse til efterretning, såvel hvad sukkerpris som sukkerkoncession angår, og da eventuelle forhandlinger i udvalget, ja, det er for meget at kalde dem forhandlinger, lad os kalde dem drøftelser, ikke kommer ud til offentligheden, har jeg anset det for nødvendigt gennem en forespørgselsdebat at give ministeren lejlighed til her i folketinget at redegøre for de forhold, der har medført prisforhøjelsen, samt i øvrigt for forhold mellem staten, sukkerfabrikkerne og forbrugerne."

I sin svartale anførte handelsministeren, at den stedfundne prisforhøjelse ikke havde nogen forbindelse med sukkerfabrikkernes fortjeneste, og at den hverken direkte eller indirekte ville føre til en større fortjeneste for sukkerfabrikkerne.

„Reglerne for beregningen af sukkerfabrikkernes fortjeneste er indeholdt i den nye koncessionsordning, der blev gennemført i dette forår, hvorigennem der altså blev tilvejebragt et fast grundlag for sukkerproduktionen i den kommende 10 års periode. Den pris for sukker, som sukkerfabrikkerne opnår, består stort set af 3 elementer, for det første den pris, som roedyrkerne skal have for deres sukkerroer, for det andet de omkostninger, der er forbundet med oparbejdningen af roerne, og endelig for det tredje det vederlag, der er tillagt fabrikkerne for at stille deres virksomhed til rådighed for denne oparbejdning. Reglerne for beregningen af dette vederlag er som allerede nævnt fastlagt i koncessionen og skal gælde uændret gennem hele den 10-årige koncessionsperiode. Det på grundlag heraf beregnede vederlag for den koncessionerede produktion udgør sammen med fabrikkernes fortjeneste for den del af deres virksomhed, der ikke er undergivet koncessionen, fabrikkernes samlede overskud, der dels henlægges som reserver, dels kommer til udbetaling som udbytte. Prisen fastsættes i henhold til sukkerloven af handelsministeren efter indstilling fra tilsynet med sukkerordningen, og medlemmer af det høje ting vil sikkert erindre den politiske dramatik, der ofte har været forbundet med den årlige fastsættelse. Efter at denne dramatik havde nået et højdepunkt ved prisfastsættelsen i marts-april 1960, blev der lykkeligvis efter forhandling med roedyrkerne tilvejebragt et fast grundlag for den årlige beregning af roeprisen gældende indtil videre, dog mindst 3 år. Denne ordning har betydet, at roeprisen i år har kunnet fastsættes i al stilfærdighed, og det skulle kunne blive tilfældet i kommende år.

Den gældende ordning er ikke ensbetydende med, at prisen ligger fast, idet der skal finde en regulering sted fra år til år i overensstemmelse med indtrufne omkostningsstigninger ved roedyrkningen. Dette har for indeværende år betydet en forhøjelse af roeprisen med 18 øre pr. dobbeltcentner i forhold til sidste års roepris. Også de egentlige fabriksomkostninger ved oparbejdningen af roer er steget, dels som følge af den almindelige stigning i arbejdsløn og andre omkostninger, dels fordi de med produktionen forbundne faste omkostninger i år må fordeles på en relativt lille produktion. Forholdet er det, at sukkerfabrikkerne gennem nogen tid har ligget med ret store lagerbeholdninger, for tiden godt 100 000 tons. Det skyldes, at fabrikkerne efterhånden har måttet indstille eksporten på grund af en meget lav verdensmarkedspris på sukker. Eksport ville i øjeblikket kun kunne gennemføres med betydeligt tab. Beholdningerne må derfor anvendes til indenlandsk forbrug, og med henblik på at muliggøre dette har der mellem alle interesserede parter været enighed om, at produktionen for indeværende år begrænses, således at der sigtes mod en produktion på ca. 200 000 t imod en produktion sidste år på 300 000 t. Da sukkerproduktionen er karakteriseret af relativt store faste omkostninger, vil en sådan produktionsbegrænsning nødvendigvis betyde en ikke ringe stigning i produktionsprisen pr. kilo for indeværende sæson, en stigning, der kan anslås til henimod 15 øre.

Om sukkerfabrikkernes vederlag i henhold til koncessionen vil jeg gerne oplyse, at det i princippet består af to dele, dels et fast årligt beløb, dels et beløb, hvis størrelse afhænger af de besparelser, sukkerfabrikkerne vil kunne opnå ved at gennemføre en stadig mere rationel produktion. Formålet med dette variable tillæg er naturligvis at stimulere fabrikkernes interesse i at gennemføre produktionen billigst muligt. Ifølge den gamle koncessionsordning udgjorde det faste vederlag 5 pct. af aktiekapitalen samt forrentning af en særkonto for tidligere opsparede beløb, der er bundet i sukkerproduktionen. Fabrikkernes rationaliseringsfortjeneste blev beregnet som en andel i den besparelse, der kunne indvindes i forhold til produktionen i en basisperiode, der var fastlagt til årene 1946-49. Ved den nye koncession blev der tillagt selskabet et fast årligt vederlag på 5 mill. kr. til forrentning af den i produktionen bundne kapital, og herudover opnår selskabet andel i den rationaliseringsbesparelse, der måtte fremkomme ved, at produktionen gennemføres mere rationelt end i årene 1958-60. Selskabet er således ved den nye koncession tillagt et større fast vederlag, men størrelsen af den samlede fortjeneste, fabrikkerne kan opnå på den koncessionerede produktion, vil afhænge af den rationalisering, fabrikkerne gennemfører i de kommende år."

Ministeren omtalte i sin udførlige redegørelse nærmere selskabets fortjenstmuligheder og kom også ind på dets kapitalforhold, herunder en forestående udvidelse af aktiekapitalen, som der ville blive givet offentligheden underretning om.

Om den besluttede prisforhøjelse udtalte han bl. a.:

„Det påhviler handelsministeren at fastsætte sukkerprisen, og ved denne prisfastsættelse må det naturligvis tilstræbes, at der opnås en samlet salgsindtægt på sukkeret, der er tilstrækkelig til at dække afregningen med koncessionshaverne, således at der hverken opstår overskud eller underskud for statskassen."

Forespørgeren kunne ikke være enig med ministeren i, at prisforhøjelsen ikke skulle have noget at gøre med sukkerprisens forhøjelse, hvilket nærmere begrundedes. Han fandt koncessionsvilkårene uheldige og kritiserede tillige, at der var givet selskabet adgang til at udvide aktiekapitalen på de af ministeren omtalte vilkår.

Forespørgeren mente i øvrigt, at man enten burde give sukkerudvalget en vis indflydelse på de dispositioner, der træffes, eller ophæve det. „For et sukkerudvalg, der bliver indkaldt 2-3 gange om året for "at påhøre ministerens forklaring om, at nu har han gjort det og det, eller at han nu agter at gøre det og det, og derpå får at vide, at hvis de har en anden mening, må de gerne have det, det vil ministeren ikke blande sig i, men han agter ikke at tage hensyn til det — et sådant udvalg synes jeg ikke man skal opretholde blot for at bilde befolkningen og eventuelt folketinget ind, at folketinget dermed har et vist indseende med, hvorledes den højtærede minister administrerer loven om sukkerordningen."

Under den fortsatte debat erklærede ministeren, at han ikke havde noget imod en drøftelse af sukkerloven med den beføjelser til handelsministeren og sukkerudvalget.

Andre end forespørgeren og handelsministeren deltog ikke i forhandlingen.