Efter forhandling med folketingets ombudsmandsudvalg nedsatte justitsministeren den 22. januar 1960 et udvalg, som fik til opgave, med henblik på en eventuel udvidelse af folketingets ombudsmands kompetence til at omfatte den kommunale forvaltning, nærmere at overveje og fremkomme med forslag om, i hvilket omfang denne forvaltning kunne henføres under ombudsmandens virksomhedsområde (årbog 1959-60, side 33). Udvalget blev anmodet om at udarbejde forslag til bestemmelser om, hvorledes ombudsmandens kompentence kunne afgrænses således, at det på den ene side søgtes opnået, at der blev tilvejebragt en rationel løsning af problemerne vedrørende borgernes retsbeskyttelse i forhold til den offentlige administration, og således at der på den anden side toges hensyn til de særlige vilkår, hvorunder det kommunale selvstyre virker, herunder til, at kommunernes administrative opgaver udføres såvel af folkevalgte repræsentanter som af personer ansat i kommunernes tjeneste.
Dette udvalg afgav betænkning i januar 1961. Betænkningen indeholdt udkast til en lov om ændringer i ombudsmandsloven, hvorefter den kommunale forvaltning i et vist omfang blev inddraget under ombudsmandens kompetence. Udkastet var tiltrådt af samtlige udvalgsmedlemmer, men de 2 repræsentanter for de kommunale organisationer har i en udtalelse, der er optaget som bilag VII i betænkningen, erklæret, at de principielt fortsat er af den opfattelse, at indførelsen af ombudsmandskontrol på det kommunale område ikke alene må siges at være overflødig, men at det direkte vil kunne virke skadeligt for det kommunale selvstyres trivsel. Når de 2 medlemmer havde tiltrådt lovudkastet, var det — siges det i erklæringen — „alene ud fra den opfattelse, som også synes at fremgå af det kommissorium, der er givet udvalget i justitsministeriets skrivelse af 22. januar 1960, at man fra lovgivningsmagtens side ønsker et forslag til ombudsmandstilsyn med den kommunale forvaltning, samt at det foreliggende udkast er den af de hidtil skitserede muligheder, der må formodes at ville volde mindst indgreb i det kommunale selvstyre."
På grundlag af udvalgets udkast fremsatte justitsministeren i folketinget et lovforslag, der var overensstemmende med udkastet bortset fra nogle redaktionelle ændringer og fra tilføjelsen af en bestemmelse om, at den hidtil gældende lovs revisionsfrist skulle bortfalde.
Lovforslaget gennemførtes i folketinget med 2 ændringer, som der gøres rede for i det følgende.
Ved loven undergives den kommunale forvaltning delvis ombudsmandens kontrol. De begrænsninger, som skal gælde for hans kompetence vedrørende kommunerne, er navnlig følgende: for det første skal kompetencen kun omfatte de dele af kommunernes sagsområde, hvor der er hjemmel for, at de kommunale afgørelser kan påklages til en statslig administrativ myndighed; den selvstændige kommunalforvaltning i betydningen: den kommunalforvaltning, hvor kommunerne selv har den endelige administrative afgørelse, skal således fortsat holdes udenfor. For det andet skal den virksomhed, der udøves af den samlede kommunalbestyrelse, i det hele og således også med hensyn til afgørelser, der kan indbringes for en statsmyndighed, forblive uden for ombudsmandens kompetenceområde.
Ombudsmanden kan dog uden disse begrænsninger af egen drift tage sager op, for så vidt der er tale om krænkelse af væsentlige retlige interesser (i lovforslaget stod „retlige eller administrative interesser", men dette ændredes i folketinget).
Når der bortses fra denne undtagelsesbestemmelse, kan ombudsmandens nye virksomhedsområde positivt angives som kommunal forvaltning udøvet af andre kommunale myndigheder end den samlede kommunalbestyrelse — på områder, hvor de kommunale afgørelser kan påklages til en statsmyndighed. I forbindelse hermed skal peges på den almindelige bestemmelse om ombudsmandens virksomhed, der gennemførtes ved en lovændring i 1959. Herefter kan klager over afgørelser, som kan ændres af højere administrativ myndighed, ikke indgives til ombudsmanden, forinden den højere myndighed har truffet afgørelse i sagen.
Ved siden af de omtalte mere præcise begrænsninger i ombudsmandens kompetence over for kommunerne skal den generelle bestemmelse gælde, at ombudsmanden ved udøvelsen af sine beføjelser skal tage hensyn til de særlige vilkår, hvorunder det kommunale styre virker.
Om disciplinærsager vedrørende kommunale tjenestemænd m. v. indeholder loven nogle særlige bestemmelser.
Ifølge en i folketinget indføjet bestemmelse træder nyordningen først i kraft 1. april 1962, og klager over den kommunale forvaltning kan alene indgives vedrørende forhold, der ligger efter dette tidspunkt.
Ved fremsættelsen af lovforslaget pegede justitsministeren på, at „ombudsmandsinstitutionen indtager den særlige stilling, at den er en tilsynsmyndighed, der alene hører under folketinget; ombudsmanden vælges af folketinget, det er hans opgave på folketingets vegne at have indseende med forvaltningen, og han udøver sin virksomhed på grundlag af en instruks, som tinget fastsætter. På denne baggrund har regeringen", anførte justitsministeren videre, „den principielle opfattelse, at initiativet med hensyn til ændringer i ombudsmandens virksomhedsområde bør udgå fra folketinget og ikke fra regeringen. Det udvalg, som nu har afgivet betænkning, er vel nedsat af regeringen, men dette er sket efter forhandling med folketingets ombudsmandsudvalg. Og i konsekvens af det nævnte principielle synspunkt har regeringen ikke gjort udvalgets lovudkast til genstand for en mere indgående behandling. Det lovforslag, som jeg har den ære at fremsætte for det høje folketing, er — bortset fra visse rent redaktionelle ændringer — identisk med udvalgsforslaget. Det forelægges sammen med udvalgets betænkning som et arbejdsgrundlag for det høje tings fortsatte overvejelser og drøftelser vedrørende forholdet mellem ombudsmanden og kommunerne.
Jeg skal dog tilføje, at lovforslaget efter min mening betegner en principielt velbegrundet kompromisløsning af det vanskelige problem om ombudsmandskontrol med kommunalforvaltningen. Det indebærer en rimelig hensyntagen såvel til borgernes retsbeskyttelse i deres forhold til administrationen som til de forhold, hvorunder det kommunale selvstyre virker. Hertil kommer, at den foreslåede ordning antagelig vil være forholdsvis let praktikabel. Blandt de kompromisløsninger, der hidtil har været drøftet, og som der er redegjort for i betænkningen, bør den løsning, der indeholdes i udvalgets lovudkast og i det her foreliggende lovforslag, efter min opfattelse foretrækkes."
Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse fra alle sider. Det henvistes efter 1. behandling til ombudsmandsudvalget, der i sin enstemmige betænkning om sagen udtaler:
„Udvalget har behandlet lovforslaget i 7 møder og ført forhandlinger med folketingets ombudsmand, ligesom repræsentanter for de kommunale organisationer og for Københavns og Frederiksberg kommuner i et møde har haft lejlighed til at gøre rede for deres synspunkter vedrørende lovforslaget. Der er endvidere fra de kommunale repræsentanter modtaget to skriftlige henvendelser, der findes aftrykt som bilag 1 og 2.
Som det allerede fremgik af betænkningen fra justitsministeriets udvalg af 22. januar 1960, næres der fra kommunal side visse betænkeligheder ved den foreslåede udvidelse af ombudsmandens kompetence, hvad der også både mundtligt og skriftligt blev givet udtryk for over for folketingsudvalget.
I udvalget har man bestræbt sig for at få grundlaget for disse betænkeligheder begrænset mest muligt, uden at de fordele, der skulle opnås ved nyordningen, derved afsvækkedes. Udvalget stiller med henblik herpå ændringsforslag nr. 1, hvorved ombudsmandens adgang til af egen drift at optage en kommunal sag til undersøgelse indsnævres noget.
Under de forhandlinger, der er ført med ombudsmanden, har man endvidere været enig om, at det må betragtes som en forudsætning, at den udvidede kompetence kun udøves til kritik af forhold, hvis betydning rækker videre end rene småfejl i den kommunale administration, jfr. bilag 3.
Vedrørende nyordningens ikrafttræden stiller udvalget ændringsforslag nr. 2 om, at loven først skal have gyldighed fra 1. april 1962, og at klager over den kommunale forvaltning alene skal kunne indgives vedrørende forhold, der ligger efter dette tidspunkt.
Man opnår herved, at der bliver god tid til forberedelsen af lovens praktiske gennemførelse, herunder også til den ajourføring af ombudsmandens instruks, som lovændringen vil nødvendiggøre. Endvidere medfører udskydelsen, at de nye regler først kommer til at gælde, efter at der har været afholdt nyvalg til de kommunale råd.
Ombudsmanden havde i skrivelse til udvalget foreslået, at ikrafttrædelsestidspunktet blev fastsat til 1. oktober 1961, jfr. bilag 4. Ombudsmanden har imidlertid intet haft at indvende mod den af udvalget foreslåede udskydelse.
Idet man henstiller til justitsministeren, at ombudsmandsloven efter stadfæstelsen af forslaget til nærværende lov optrykkes i ajourført stand, skal udvalget herefter indstille lovforslaget til vedtagelse med de nævnte ændringsforslag."
Efter at ændringsforslagene var vedtaget uden afstemning, vedtoges lovforslaget i den ændrede affattelse enstemmigt.