Ved loven, der trådte i kraft den 1. juli 1961, gennemførtes en lang række ændringer i straffeloven. I det følgende skal kort omtales de vigtigste af de nye bestemmelser.

Straffelovens bestemmelser om ungdomsfængsel har ved loven fået en ny formulering, der bygger på straffelovskommissionens betænkning af 1959. Den nye formulering indebærer dog kun på enkelte punkter realitetsændringer i forhold til de tidligere gældende regler.

Således kan det nævnes, at de i straffelovens § 41, stk. 1, udformede betingelser for dom til ungdomsfængsel har fået en mere elastisk formulering, der kan yde en vis støtte til den udvikling, der i praksis er sket i retning af en øget anvendelse af ungdomsfængsel og en begrænsning i anvendelsen af ubetinget hæfte- og fængselsstraf.

Af de ændringer, der i øvrigt er gennemført i reglerne om ungdomsfængsel, skal følgende fremhæves:

Efter de tidligere regler var det kun personer, der var mellem 15 og 21 år på gerningstidspunktet, der kunne dømmes til ungdomsfængsel. Efter den nye formulering lægges vægten på alderen på domstidspunktet, og samtidig er der hjemlet adgang til i undtagelsestilfælde at dømme personer mellem 21 og 23 år til ungdomsfængsel. Denne regel vil navnlig være hensigtsmæssig med hensyn til personer, der, uanset at de er fyldt 21 år, i udviklingsmæssig henseende må ligestilles med personer under denne aldersgrænse.

Endvidere er der gennemført nogle mindre realitetsændringer i reglerne om prøveløsladelse fra ungdomsfængsel. Efter den tidligere gældende regel var anbringelsestiden 1-3 år. Denne regel kunne virke for usmidig, og der er derfor nu skabt en adgang til i undtagelsestilfælde at prøveløslade, før der er gået 1 år. Ligeledes er reglen om prøvetid gjort smidigere, således at prøvetiden under hensyn til de konkrete omstændigheder, navnlig behovet for efterforsorg, kan fastsættes af fængselsnævnet inden for en ramme på 1-3 år.

Også straffelovens § 55 blev ændret ved loven. I denne bestemmelse indholdtes en skala for beregningen af forvandlingsstraffen ved bøder, der er fastsat administrativt. Efter den stigning, der har fundet sted i bødernes størrelse, var denne skala forældet.

Efter den nye formulering skal administrative bøder på indtil 300 kr., det vil navnlig sige bøder fastsat ved bødeforelæg efter retsplejelovens § 931, afsones med én dag for hver 30 kr.

Med hensyn til bøder på over 300 kr. er det bestemt, at forvandlingsstraffens størrelse skal fastsættes af retten, når spørgsmålet om afsoning bliver aktuelt.

I den nye formulering henvises til § 54, stk. 1, sidste pkt., hvilket indebærer, at forvandlingsstraffen aldrig kan være kortere end 2 dage, kun i særlige tilfælde højere end 60 dage og aldrig større end 9 måneder. Ved en henvisning til § 54, stk. 2, bliver det klarlagt, at der med hensyn til judicielle og administrative bøder gælder de samme regler om virkningen af delvis betaling og delvis afsoning.

Nogle af de væsentligste af de ændringer, der er gennemført ved loven, er de nye regler i straffelovens 7. kapitel om betingede domme, ved hvis formulering man har taget sit udgangspunkt i straffelovskommissionens betænkning af 1953.

Efter de tidligere gældende regler kunne betinget dom kun anvendes i den form, at der fastsattes en bestemt straf i dommen og blev truffet bestemmelse om, at dens fuldbyrdelse udsattes i en prøvetid på betingelse af, at den dømte førte en straffri vandel og eventuelt overholdt visse andre vilkår, f. eks. underkastede sig tilsyn.

Efter de nye bestemmelser i § 56 skal som hovedregel ikke alene straffuldbyrdelsen, men også spørgsmålet om straffens fastsættelse udsættes i prøvetiden. I en undtagelsesregel bevares dog adgangen til som tidligere alene at udsætte straffuldbyrdelsen.

Den nye bestemmelse i § 57 angår vilkår, der — ud over straffri vandel — kan fastsættes i betingede domme. Den tidligere regel i § 56 bestemte, at den dømte skulle sættes under tilsyn, medmindre dette efter omstændighederne skønnedes ikke at være formålstjenligt. Endvidere forudsattes det, at også andre vilkår kunne anvendes. Nogen begrænsning eller nærmere regler derom var imidlertid ikke fastsat. § 57 indeholder nu en opregning af vilkår. Denne opregning er dog ikke udtømmende. Bestemmelsen indebærer derfor ingen ændring af den gældende ordning, når bortses fra den begrænsning, at der i vilkår om institutionsophold skal fastsættes en længstetid, som i almindelighed ikke kan overstige 1 år. Værdien af § 57 er den anvisning, bestemmelsen giver domstolene på anvendelse af forskellige forsorgsforanstaltninger m. v. i betingede domme.

Under folketingsudvalgets gennemgang af forslaget til de nye regler drøftedes det, hvilken kompetence der burde tillægges det tilsyn, der omhandles i § 57. Udvalget forespurgte i denne forbindelse justitsministeren, om tilsynet ikke ville blive ineffektivt, hvis der ikke i det mindste blev tillagt tilsynet kompetence til om fornødent at meddele pålæg om overholdelse af vilkår under trussel om, at overtrædelse ville medføre, at tilsynet indbragte sagen for retten.

Justitsministeren udtalte heroverfor, at han ville være betænkelig ved generelt at meddele tilsynsmyndigheden — der er en privat institution — en kompetence, der gik ud over tilsynets kompetence i henhold til straffedommen i hvert enkelt tilfælde, normalt begrænset til alene at føre tilsyn. Justitsministeren ville dog på den givne foranledning søge at øge tilsynets effektivitet ved at give anklagemyndigheden instruks om, at sager om vilkårsovertrædelser skulle søges fremmet mest muligt.

I § 58 findes regler om kombination af betinget og ubetinget straf. I modsætning til tidligere kan en frihedsstraf nu deles i en betinget og en ubetinget straf, hvilket er særlig begrundet i tilfælde, hvor der til samtidig påkendelse foreligger flere uligeartede forhold, hvoraf nogle ved isoleret bedømmelse ville have medført betinget dom, mens andre ville have ført til ubetinget straf. Men selv hvor der kun foreligger ét forhold eller flere ligeartede forhold, vil reglen kunne virke hensigtsmæssigt som et supplement til de gældende regler om prøveløsladelse. Bestemmelsen vil få en ret væsentlig betydning i retning af en effektivisering af reaktionssystemet. Dette gælder ikke mindst reglen i stk. 2, hvorefter domstolene får en almindelig adgang til i forbindelse med betinget dom at idømme en tillægsstraf af bøde. Denne regel vil navnlig have værdi i tilfælde, hvor der ikke fastsættes mere indgribende vilkår i den betingede dom.

§ 59 indeholder en ny regel, hvorefter de i en betinget dom fastsatte vilkår kan ændres ved retskendelse under hensyn til de erfaringer, der indvindes under tilsynets forsorgsmæssige arbejde med den dømte.

I § 60 findes mere hensigtsmæssige regler om reaktioner i anledning af overtrædelse af de vilkår, der — ud over straffri vandel — er fastsat i en betinget dom. Disse reaktioner, der efter bestemmelsen kun kan iværksættes af domstolene, er mere differentierede end de tidligere, idet de omfatter advarsel, ændring af vilkår, forlængelse af prøvetid samt fuldbyrdelse af straffen for det pådømte forhold eller en del af denne straf.

§ 61 omhandler betydningen af, at en betinget dømt i prøvetiden begår nyt strafbart forhold. Efter den tidligere gældende regel herom i § 57 skulle der i sådanne tilfælde, hvis det nye forhold var forsætligt og medførte fængselsstraf, altid fastsættes en ubetinget fællesstraf for dette forhold og det forhold, der var omfattet af den betingede dom. Denne usmidige regel har i talrige tilfælde, navnlig hvor det nye forhold har været af væsentlig anden karakter end det tidligere, ført til urimelige domsafgørelser. Efter den nye regel kan domstolene, når omstændighederne taler derfor, idømme ubetinget straf for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene i den betingede dom — eller afsige ny betinget dom for begge forhold.

Den ændring, der under folketingets behandling af forslaget var mest omdiskuteret, var en tilføjelse til straffelovens § 225 vedrørende visse homoseksuelle forhold. Den nye bestemmelse, der er indsat som stk. 4 i § 225, er sålydende:

„Den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en person af samme køn under 21 år, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde."

Om baggrunden for den nye regel udtalte justitsministeren i sin fremsættelsestale:

„Efter § 230 straffes den, der modtager betaling for at øve kønslig usædelighed med en person af samme køn. Ofte vil betinget dom med forsorgsmæssige vilkår være den hensigtsmæssige reaktion i anledning af denne lovovertrædelse.

Prostitutionsbetænkningen foreslog, at der skulle kunne skrides ind også over for de homoseksuelt prostituerede efter den af udvalget foreslåede lov om en særlig forsorg, og i tilknytning hertil foresloges en mindre ændring af § 230.

Som jeg nævnte før, mener regeringen imidlertid ikke, at den særlige prostitutionslov bør søges gennemført, og herefter må forsorgsmæssige foranstaltninger over for de homoseksuelt prostituerede i almindelighed gennemføres efter § 230 og reglerne om betingede domme, således at vægten også her lægges på en forbedring af de forsorgsmæssige foranstaltninger, der kan anordnes som vilkår i dommene.

Jeg finder det imidlertid ikke forsvarligt at blive stående herved. Der er efter de foreliggende oplysninger en betydelig stigning i den homoseksuelle ungdomsprostitution. De gældende straffebestemmelser synes at have været utilstrækkelige. Det må også erkendes, at disse bestemmelser kun giver begrænsede muligheder for indgriben på strafferetligt grundlag. Efter § 230 straffes vel den, der modtager betaling for homoseksuelt forhold, men ydelse af betaling er ikke strafbar efter denne bestemmelse. Betaleren vil derfor kun kunne straffes efter § 225 og dermed som regel kun, hvis partneren er under 18 år. I prostitutionsbetænkningen foreslås denne aldersgrænse forhøjet til 21 år, således at et homoseksuelt forhold til en person under denne aldersgrænse gøres strafbart i alle tilfælde. Denne regel finder jeg for vidtgående, men under hensyn til den omtalte stigning i den homoseksuelle ungdomsprostitution og til de menneskelige og sociale skadevirkninger, denne prostitution må antages at medføre, må jeg anse det for påkrævet, at der gennemføres en begrænset udvidelse af de gældende regler, således at der fastsættes straf for den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en person af samme køn under 21 år."

Under folketingsudvalgets behandling af forslaget lykkedes det ikke at nå til enighed om den nye bestemmelse. Der anføres herom i udvalgets betænkning:

„Et flertal (Vagn Bro, Andreas Hansen, Poul Hansen [Grenå], Edv. Jensen, H. Larsen [Bjerre], Helga Pedersen, Astrid Skjoldbo, Erna Sørensen og Thestrup) kan tiltræde tilføjelsen, idet man finder, at en særbestemmelse vedrørende den homoseksuelle prostitution må tillægges præventiv betydning. En nylig foretaget undersøgelse viser, at en stor del af de unge, der inddrages i den homoseksuelle prostitution, senere bliver straffet for grovere forbrydelser (røveri, vold, afpresning o. lign.), ligesom man må regne med muligheden for, at retningen af deres kønsdrift kan undergå en skadelig forandring.

Et mindretal (Boye Hansen, Thisted Knudsen, Evald Kristensen, K. Axel Nielsen, Finn Poulsen, Herluf Rasmussen, Else-Merete Ross og Edel Saunte) har ikke kunnet tiltræde ændringen og har derfor stillet det nedenstående ændringsforslag. Mindretallet deler ministerens bekymring over stigningen i den homoseksuelle ungdomsprostitution, men er af den opfattelse, at ministerens forslag ikke vil føre til den ønskede begrænsning heri. Straffelovens § 225 kriminaliserer i sin gældende formulering homoseksuelle forhold til personer under 18 år og homoseksuel forførelse af personer under 21 år, hvilket i så henseende forekommer mindretallet at være en hensigtsmæssig afgrænsning af det kriminelle område.

Derimod finder mindretallet, at unge under 18 år allerede i henhold til den gældende bestemmelse bør kunne beskyttes mere effektivt mod tilskyndelser udefra til at søge kontakt med homoseksuelle. Således må en mere effektiv indsats af sædelighedspoliti og særlige forsorgsmedarbejdere kunne have en gavnlig virkning, hvorfor der om fornødent bør ansættes yderligere personel. Man peger i denne forbindelse på muligheden af at anvende kvindelige betjente. Det er mindretallets opfattelse, at de gældende strafferammer giver mulighed for domme af virkelig præventiv virkning." Mindretallets ændringsforslag gik ud på, at den nye bestemmelse udgik af lovforslaget.

Ved lovforslagets 2. behandling, hvor Astrid Skjoldbo (S), Vagn Bro (V), Thestrup (KF) og Poul Hansen (Grenå) (S) udtalte sig til støtte for ministerens forslag, mens K. Axel Nielsen (S), Poul Møller (KF), Else-Merete Ross (RV), Herluf Rasmussen (SF), Arne Bertelsen (Uafh.) og Finn Poulsen (V) støttede ændringsforslaget, forkastedes dette med 92 stemmer mod 62. 2 medlemmer undlod at stemme.

Også en anden af de nye regler gav anledning til en indgående debat i folketingsudvalget. Ved den tidligere formulering af straffelovens § 293 vedrørende brugstyveri var fængselsstraf kun hjemlet i en særlig regel om strafforhøjelse. § 293, stk. 1, har nu fået følgende affattelse:

„Den, som uberettiget bruger en ting, der tilhører en anden, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år. Under skærpende omstændigheder, navnlig når tingen ikke bringes tilbage efter brugen, kan straffen stige til fængsel i 2 år."

Ved lovforslagets fremsættelse udtalte justitsministeren herom: „Selv om helhedsindtrykket er, at stigningen i antallet af brugstyverier ikke går væsentlig ud over, hvad vi efter stigningen i motorparken og befolkningsmængden i de unge aldersklasser måtte regne med, og selv om stigningen ikke tilnærmelsesvis har det omfang, man har oplevet i Norge og Sverige, står vi dog over for et meget alvorligt kriminalitetsproblem, ikke mindst fordi overtrædelserne i så høj grad begås af unge.

Det er derfor nødvendigt at søge gennemført nye foranstaltninger med henblik på at modvirke den udvikling, der er i gang." Ved den nye formulering skete der efter ministerens opfattelse en vis markering af den alvor, hvormed man fra lovgivningsmagtens side så på disse lovovertrædelser.

I folketingsudvalget gjorde der sig afvigende opfattelser gældende med hensyn til den præventive virkning af den skærpede formulering. Udvalget var imidlertid enigt om at tiltræde forslaget for derigennem at gøre det klart, at man fra lovgivningsmagtens side ser med alvor på dette kriminalitetsproblem. Udvalget pegede dog på det ønskelige i, at brugstyverierne af motorkøretøjer tillige søges bekæmpet på anden måde, f. eks. ved at det bestemmes, at nyindregistrerede vogne skal være udstyret med rat- eller gearlås.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændringer i lov om rettens pleje og forslag til lov om ændring i loven om ikrafttræden af borgerlig straffelov m. m. (se de to følgende sager) og blev ved 1. behandling stort set velvilligt modtaget fra alle sider, idet der dog af flere af ordførerne blev fremsat kritiske bemærkninger over for enkelte af de foreslåede bestemmelser, navnlig de ovenfor omtalte ændringer af straffelovens §§ 225 og 293.

Ved 3. behandling meddelte Else-Merete Ross (RV), Finn Poulsen (V) og Arne Bertelsen (Uafh.), at de, da udvalgsmindretallets ændringsforslag om bortfald af det foreslåede nye stykke i § 225 var forkastet ved lovforslagets 2. behandling, agtede at stemme mod ændringslovens vedtagelse. Lovforslaget vedtoges herefter med 129 stemmer mod 32, mens 2 medlemmer (Grete Philip (RV) og Rosing (Gr.)) undlod at stemme.