I § 9 i lov nr. 86 af 31. marts 1953 var det fastsat, at loven skulle optages til revision i rigsdagssamlingen 1956-57. Lovens revision blev imidlertid ved senere love — lov nr. 115 af 13. april 1957 og lov nr. 132 af 14. maj 1958 — udskudt, således at loven skulle optages til revision senest i folketingsåret 1960-61.
I forbindelse med erhvervsvejledningslovens behandling i folketinget i folketingsåret 1957-58 tiltrådte folketingets finansudvalg, at der bl. a. under hensyn til den intensivering af erhvervsvejledningsarbejdet, der måtte forventes inden for den nærmest kommende tid som følge af de store årganges indtræden på arbejdsmarkedet, allerede med virkning fra finansåret 1958-59 påbegyndtes en udbygning af den offentlige erhvervsvejledning omfattende såvel en forøgelse af antallet af erhvervsvejledere ved de offentlige arbejdsanvisningskontorer som en i forbindelse hermed stående udbygning af erhvervsvejledningens centrale ledelse i arbejdsdirektoratet bl. a. ved tilknytning til direktoratet af forskellig sagkyndig bistand, herunder lægelig, psykologisk og matematisk-statistisk sagkundskab.
Siden en landsomfattende erhvervsvejledning blev iværksat den 1. oktober 1955, er såvel arbejdsanvisningskontorernes arbejde med den individuelle erhvervsvejledning som den erhvervsorienterende virksomhed i skolerne tiltaget betydeligt. Udviklingen har været størst i byerne og de bymæssige bebyggelser, mens udnyttelsen af erhvervsvejledningen har været mindre i landkommunerne.
Efter erhvervsvejledningslovens behandling i folketinget i folketingsåret 1957-58 blev det ved lov nr. 163 af 7. juni 1958 om ændringer i lov om folkeskolen og lov nr. 165 af 7. juni 1958 om gymnasieskoler pålagt såvel folkeskolen som gymnasieskolen at give erhvervsorientering som led i skolens undervisning, ligesom erhvervsorienteringen ved lov nr. 234 af 10. juni 1960 om ændringer i lov om ungdomsundervisningen m. v. er inddraget i de forskellige former for ungdomsundervisning i medfør af denne lov. Der er herved taget skridt til en betydelig udvidelse af erhvervsvejledningen for den skolesøgende ungdom.
Siden erhvervsvejledningslovens vedtagelse i rigsdagssamlingen 1952-53 er behovet for erhvervsvejledning, som det påpeges i bemærkningerne til forslaget til nærværende lov, forøget meget betydeligt. Den hastigt stigende industrielle udvikling med heraf følgende differentiering af arbejdsopgaverne og øgede krav til arbejdskraftens effektivitet gør det ønskeligt, at tilgangen af arbejdskraft til enhver tid sker på en sådan måde, at den enkelte finder frem til den plads, hvor han har størst mulighed for at udfolde sine evner til egen såvel som til samfundets gavn. Dette gælder ikke blot ved den umiddelbare placering i arbejdslivet, men også ved valg af uddannelse, som i mange tilfælde indebærer et betydeligt tilskud af offentlige midler, og ved senere skifte af erhverv eller beskæftigelse. De større markedsdannelser og den høje beskæftigelse understreger yderligere betydningen af, at arbejdskraften såvel ved den første indpasning i arbejdslivet som ved senere tilpasning til eventuelt ændrede produktions- eller beskæftigelsesforhold finder frem til den mest ønskelige placering.
Om lovens indhold anføres:
I § 1 beskrives erhvervsvejledningens indhold og formål og angives den for erhvervsvejledningens enhed afgørende retningslinje, at erhvervsvejledningen uanset de vejledningssøgendes alder og øvrige forhold bør ydes efter de samme grundprincipper.
Ifølge § 2 nedsætter arbejdsministeren til bistand ved lovens administration et råd — erhvervsvejledningsrådet — der sammensættes således:
en af arbejdsministeren udnævnt formand,
to medlemmer udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening, heraf det ene medlem repræsenterende handels- og kontorområdet,
to medlemmer udpeget af Landsorganisationen De samvirkende Fagforbund i Danmark,
heraf det ene medlem repræsenterende handels- og kontorområdet,
et medlem udpeget af Danske Kvinders Nationalråd og Fagbevægelsens Kvindesekretariat i fællesskab,
et medlem udpeget af De samvirkende danske Landboforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeninger i fællesskab,
et medlem udpeget af Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer og Fællesrepræsentationen for danske Arbejdsleder- og tekniske Funktionærforeninger i fællesskab,
én repræsentant for arbejdsministeriet,
arbejdsdirektøren,
statskonsulenten i sager vedrørende folkeskolen og seminarierne, undervisningsinspektøren for gymnasieskolerne, statskonsulenten i sager vedrørende ungdomsundervisningen, direktøren for handelsministeriets tilsyn med den tekniske undervisning,
direktøren for handelsministeriets tilsyn med handelsskoleundervisningen samt
sekretariatschefen i uddannelsesrådet for ikke-faglærte arbejdere.
Erhvervsvejledningsrådet nedsætter underudvalg til behandling af særlige opgaver inden for rådets arbejdsområde og supplerer sig, såfremt det skønnes fornødent, med særlige sagkyndige, ligesom sådanne kan tilkaldes i det enkelte tilfælde.
Erhvervsvejledningsrådet skal følge udviklingen af alle forhold, der har betydning for erhvervsvejledningen, fremsætte forslag til sådanne foranstaltninger, som udviklingen gør påkrævet, samt stå til rådighed med bistand for arbejdsministeren, undervisningsministeren og andre myndigheder, for hvilke erhvervsvejledningen er af betydning. Det påhviler således bl. a. rådet at fremsætte forslag til retningslinjer for udvælgelsen af personale til at varetage den i § 3 omhandlede erhvervsvejledning, at fremsætte forslag til retningslinjer for uddannelse af personale, som udfører erhvervsvejledningsopgaver, at følge samarbejdet mellem de myndigheder, institutioner, herunder skolen, og andre organer, som yder erhvervsvejledning, og om fornødent at fremsætte forslag til fremme af dette samarbejde, at fremsætte forslag til fastlæggelse af de nærmere regler for afgivelse af erklæringer til brug ved erhvervsvejledningen samt at fremme det fornødne samarbejde mellem de interesserede organer med henblik på tilvejebringelse af egnet materiale til brug ved erhvervsvejledningen.
Et af lovens hovedformål er at opnå den størst mulige samordning af det arbejde, som fra forskellig side udføres på erhvervsvejledningsområdet.
Den måde, hvorpå de forskellige former for uddannelse og dygtiggørelse tilrettelægges og koordineres, er af meget væsentlig betydning for den enkeltes situation i erhvervsvalget. Der bør derfor ligeledes skabes grundlag for en vekselvirkning mellem de myndigheder og institutioner m. v., som varetager erhvervsvejledningsfunktioner, og de myndigheder og institutioner, der beskæftiger sig med tilrettelæggelse af undervisning i videre forstand.
På denne baggrund må ses bestemmelsen i § 2 om nedsættelse af et erhvervsvejledningsråd med den opgave at bistå ikke blot arbejdsministeren, men også undervisningsministeren og andre myndigheder i spørgsmål vedrørende erhvervsvejledning.
Ved rådets sammensætning, der ændredes under folketingets behandling, har man tilstræbt på den ene side at dække de væsentligste af de myndigheder og organisationer, der arbejder med erhvervsvejledning og uddannelsesspørgsmål, og på den anden side at begrænse rådets medlemstal, således at der sikres rådet handlekraft og effektivitet.
§ 3, stk. 1, fastslår, at den offentlige arbejdsanvisning fortsat skal yde vederlagsfri, individuel erhvervsvejledning og skal stå til rådighed med bistand ved tilrettelægning og gennemførelse af erhvervsorientering, herunder inden for skolevæsenet.
Efter bestemmelsen skal der knyttes erhvervsvejledning til hvert enkelt offentligt arbejdsanvisningskontor, hvilket stort set indebærer en lovfæstelse af den eksisterende ordning.
De nævnte erhvervsvejledningsopgaver varetages ifølge stk. 2 af erhvervsvejledere, der ansættes af arbejdsdirektoratet på grundlag af en af vedkommende kontorbestyrer efter forhandling med de stedlige skolemyndigheder afgiven indstilling.
De nærmere regler for erhvervsvejledernes virksomhed fastsættes af arbejdsministeren.
Ved bestemmelsen om, at erhvervsvejlederne ansættes ved den offentlige arbejdsanvisning som sådan, åbnes der mulighed for en ordning, der bedre kan sikre en fordeling af erhvervsvejlederpersonalet afpasset efter det til enhver tid eksisterende lokalebehov. Endvidere vil man under en sådan ordning, der i øvrigt forudsætter, at erhvervsvejledningen fremover baseres på heltidsansatte erhvervsvejledere, få større mulighed for gennem fastlæggelsen af ensartede retningslinjer for udvælgelsen og uddannelsen af erhvervsvejlederne at sikre et tilfredsstillende fagligt niveau.
Bestemmelsen i § 5, stk. 1, hvorefter arbejdsministeren påser, at den nødvendige sagkyndige bistand står til rådighed, svarer til den gældende lovs § 5, stk. 1, idet man dog ved bestemmelsens formulering har taget hensyn til, at den for erhvervsvejledningen nødvendige sagkyndige bistand ikke er begrænset til den psykologiske sagkundskab, men også omfatter f. eks. den pædagogiske sagkundskab. Sådan sagkyndig bistand er allerede under den nuværende ordning knyttet til arbejdsdirektoratets afdeling for erhvervsvejledning.
Ifølge § 5, stk. 2, træffer arbejdsministeren foranstaltning til, at der tilrettelægges og iværksættes en særlig uddannelse for erhvervsvejledere og andet personale, der er beskæftiget med den i § 3 omhandlede erhvervsvejledning.
Bestemmelsen må ses på baggrund af, at det har vist sig påkrævet, at der inden for erhvervsvejledningsinstitutionens rammer gennemføres en systematisk uddannelse for personalet. Der er herved navnlig tænkt på gennemførelsen af en grundlæggende uddannelse for erhvervsvejledere af betydeligt større omfang end den hidtidige erhvervsvejlederuddannelse, der i det væsentlige har indskrænket sig til nogle få kursus af 8 eller 14 dages varighed. I øvrigt henvises til, at det i henhold til § 2, stk. 3, er henlagt til erhvervsvejledningsrådet at fremsætte forslag til retningslinjer for uddannelse af personale, som udfører erhvervsvejledningsopgaver.
Erfaringerne har vist, at der til brug for erhvervsvejledningen må foregå en stadig indsamling og bearbejdelse af oplysninger om erhvervs- og uddannelsesforhold m. v. § 6 bestemmer derfor, at arbejdsministeren drager omsorg for tilvejebringelse af hjælpemidler og oplysningsmateriale til brug for erhvervsvejledningen.
Ifølge § 7 afholdes og fordeles udgifterne, for så vidt de vedrører de enkelte arbejdsanvisningskontorer, efter de i arbejdsløshedslovens § 2, stk. 10 og 11, indeholdte regler, d. v. s. således, at 1/4 af udgifterne bæres af kommunerne og 3/4 af staten. De øvrige udgifter i medfør af denne lov, d. v. s. arbejdsdirektoratets lønudgifter m. v. som centralledelse, samt udgifter til henholdsvis tilvejebringelse af hjælpemidler og oplysningsmateriale til brug for erhvervsvejledningen og iværksættelse af uddannelsesforanstaltninger for erhvervsvejledningspersonale afholdes fuldt ud af statskassen.
Ifølge § 8, som ophæver loven af 1953, kan loven ved kgl. anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som ifølge de særlige stedlige forhold måtte findes hensigtsmæssige.
Loven gælder ikke for Færøerne, da dens område er et færøsk særanliggende.
Lovens øvrige bestemmelser svarer stort set til den hidtidige lov.
Lovforslaget fik en velvillig behandling i folketinget.
Med undtagelse af de uafhængige gav alle partiers ordførere tilslutning til lovforslaget og erkendte det stigende behov for erhvervsvejledning.
Under behandlingen var navnlig erhvervsvejledningsrådets sammensætning genstand for diskussion, hvad der som nævnt gav anledning til enkelte ændringer.
Af udvalgsbetænkningen fremgår bl. a., at spørgsmålet om skolens placering i erhvervsvejledningen har været genstand for en dybtgående drøftelse, idet hele udvalget har været enigt om, at der måtte lægges stor vægt på at bevare og udbygge skolens grundlæggende erhvervsorientering.
Udvalget anbefaler støtte til lokalt samarbejde og at interessere og orientere forældrene i erhvervsvejledningsarbejdet.
Overgangen fra deltids- til heltidsansatte erhvervsvejledere bør efter udvalgets opfattelse ske gradvis, idet udvalget lægger afgørende vægt på såvel, at den nære forbindelse med skolen bevares, som at erhvervsvejledningen udbygger kontakterne til erhvervs- og organisationslivet, så det frugtbare samarbejde, der adskillige steder er opstået mellem skole- og erhvervskredse, udvikles.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 120 stemmer; 1 medlem (Arne Bertelsen [Uafh.]) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.