På finansloven for 1960-61 er drifts- og anlægsbudgettets indtægter opført med 6 946 mill. kr. og dets udgifter med 6 059 mill. kr., hvilket giver en anslået merindtægt på 887 mill. kr.
På det af finansministeren fremsatte tillægsbevillingslovforslag for samme år regnedes der, for så vidt angår drifts- og anlægsbudgettet, med en nedgang i indtægterne på 5 mill. kr. og en stigning i udgifterne på 331 mill. kr., altså en formindskelse af merindtægten på 336 mill. kr.
Under tillægsbevillingslovforslagets behandling i folketinget forøgedes drifts- og anlægsbudgettets indtægter med knap 1 mill. kr., mens udgifterne gik henved 25 mill. kr. op. Det samlede resultat skulle herefter, når finans- og tillægsbevillingslovens drifts- og anlægsbudget tages under ét, stille sig således: indtægter 6 942 mill. kr., udgifter 6 425 mill. kr., merindtægter 517 mill. kr. Som det fremgår af det følgende, præges tillægsbevillingsloven for 1960-61 imidlertid af, at man har undladt et stort antal budgetreguleringer uden bevillingsmæssig betydning. Budgettet fremtræder derfor ikke efter tillægsbevillingslovens gennemførelse i så ajourført stand, som tilfældet har været i tidligere år.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren herom:
„Det foreliggende forslag til tillægsbevillingslov adskiller sig fra tidligere tillægsbevillingslove derved, at det er begrænset til forslag om ændringer i finanslovens bevillinger på de områder, hvor en egentlig bevilling er påkrævet, medens forslag, der går ud på at registrere uundgåelige reguleringer af de på finansloven opførte beløb — og som ikke kan anses for nødvendige i bevillingsmæssig henseende — ikke er opført i nærværende forslag.
Som det vil være det høje ting bekendt, har tillægsbevillingsloven traditionelt været tilrettelagt således, at der for alle indtægter og udgifter, med hensyn til hvilke der kunne imødeses afvigelse fra finanslovens bevillinger, blev optaget en forhøjelse eller nedsættelse på tillægsbevillingslovforslaget. Man tog sigte på at lade tillægsbevillingslovens enkelte forslag supplere de på finansloven opførte enkeltbevillinger, således at beløbene på de to bevillingslove tilsammen kunne give et billede så rigtigt som muligt af de ventede regnskabstal for det pågældende finansår. På tillægsbevillingslovforslaget optoges således såvel bevillinger til foretagelse af nærmere angivne dispositioner som sådanne reguleringer af finanslovens bevillinger i op- eller nedadgående retning, der alene var registrering af foretagne eller ventede ind- og udbetalinger i tilfælde, hvor beløbsændringer ikke nødvendiggjorde en egentlig bevilling.
Som eksempler på sidstnævnte art af forslag kan jeg nævne ændringer i de på finansloven opførte indtægtsbeløb — for så vidt det ved budgetteringen på finansloven gældende grundlag er uændret — eller forhøjelse af lovbestemte udgifter, idet størrelsen af sådanne udgifter følger det lovmæssige beregningsgrundlag, uden at en forhøjelse af beløbet er udtryk for en bevillingsmæssig disposition.
I den nævnte form for tillægsbevillingslov skete i 1955-56 en ændring, da der i overensstemmelse med en af det høje ting den 16. maj 1955 truffen beslutning indførtes en nyordning med henblik på at opnå en forenkling og begrænsning af tillægsbevillingsloven. Ordningen, der omfattede driftsbudgetterne på finanslovens §§ 8-23 inkl. og statsvirksomhederne på finanslovens § 2, gik ud på, at en række nærmere angivne reguleringer, som ikke kunne anses for at have selvstændig bevillingsmæssig interesse, blev udeladt på de enkelte konti og i stedet optaget med ét samlet nettobeløb på en såkaldt budgetreguleringskonto, der opførtes sidst i den pågældende paragraf, respektive i det pågældende afsnit på § 2. Om de nærmere enkeltheder i ordningen og om de reguleringer af bevillingsmæssig formel karakter, som den omfattede, tillader jeg mig at henvise til indledning til anmærkninger til forslag til lov om tillægsbevilling for finansåret 1955-56 [se årbog 1955-56, side 51].
Efter at denne ordning havde virket i nogle år, blev der i udvalget vedrørende statens budget og regnskab fra medlemmer af finansudvalget rejst spørgsmål om afskaffelse af de nævnte budgetreguleringskonti, der vel havde medført en begrænsning af tillægsbevillingslovens omfang, men ikke mentes at have resulteret i den tilsigtede lettelse for finansudvalget. Efter nærmere overvejelser foreslog regnskabsudvalget at afskaffe budgetreguleringskontiene samtidig med, at man fortsat undlod regulering af de bevillinger på § 2 og §§ 8-23 inkl., der havde været omfattet af ordningen med budgetreguleringskonti. En sådan nyordning er foreslået gennemført på nærværende tillægsbevillingslovforslag, og samtidig er forslaget udvidet til at omfatte andre af finanslovens paragraffer, således at samtlige driftsparagraffer indtil § 26 er omfattet af den nye ordning.
Den foreslåede nyordning, der har opnået tilslutning fra finansudvalget, går herefter ud på, at man for §§ 1-26 inkl. undlader på tillægsbevillingsloven at optage reguleringer af finanslovbevillinger, når disse reguleringer i bevillingsmæssig henseende er af formel karakter, og ordningens gennemførelse vil derfor på intet punkt indskrænke finansudvalgets og folketingets bevillingsmæssige myndighed.
Det drejer sig for det første om besparelser på udgiftsbevillinger. Ud fra bevillingsmæssige synspunkter kan det ikke anses for nødvendigt ved tillægsbevillingslov at nedsætte en finanslovkonto, selv om det kan forudses, at kun en del af det på finansloven bevilgede beløb vil blive anvendt.
For det andet drejer det sig om afvigelser fra de på finansloven skønnede indtægter i de tilfælde, hvor der ikke er sket ændringer i det ved finansloven forudsatte grundlag. Den bevillingsmæssige hjemmel for administrationen til at oppebære indtægten af en ved lov eller på anden måde fastsat afgift el. lign. er tilvejebragt ved finansloven, hvad enten indtægtens faktiske størrelse viser sig at blive større eller mindre end det på finansloven skønnede beløb. Hvad særligt angår finanslovens § 1, Skatter og afgifter, medfører nyordningen, at indtægtsposterne ikke reguleres i det omfang, der er tale om forøgede eller formindskede indtægter på det i finansloven forudsatte grundlag. Hvis der foreligger ændringer i indtægterne på grund af ny eller principielt ændret lovhjemmel, må bevilling som hidtil søges på tillægsbevillingsloven.
Endelig drejer det sig for det tredje om tilfælde, hvor udgifter, der beregnes efter faste regler, kan forudses at ville overstige de på finansloven bevilgede beløb. Til denne art af udgifter hører f. eks. tjenestemandslønninger og funktionshonorarer til de ved normeringslov og finanslov fastsatte tjenestemandsstillinger, skatter og afgifter af de staten tilhørende ejendomme og statstilskud, hvis størrelse afhænger af faste beregningsregler i gældende love.
Om samtlige tilfælde, hvor undladelse af regulering af finanslovkonti ved tillægsbevilling kan finde sted, tillader jeg mig at henvise til den i indledningen til tillægsbevillingslovforslagets anmærkninger optagne redegørelse.
Den nye fremgangsmåde vil medføre, at tillægsbevillingsloven ikke som hidtil sammen med finansloven vil give udtryk for statens samlede indtægter og udgifter i pågældende finansår. Heller ikke dette vil efter min opfattelse volde betænkelighed, idet tillægsbevillingslovens budgetmæssige betydning i de senere år er trængt stærkt i baggrunden. Som budget og som vejledende dokument for den finansielle og økonomiske politik er tillægsbevillingsloven nu afløst af den økonomiske årsoversigt, som indeholder en nærmere skønsmæssig beregning over årsresultatet. Jeg skal i denne forbindelse henvise til årsoversigten for 1960-61, der for kort tid siden er forelagt det høje ting.
De reguleringer, der er udgået af tillægsbevillingsloven, er uden bevillingsmæssig interesse. En fuldstændig ajourføring ved tillægsbevilling af samtlige bevillinger på finansloven må anses for at være uden betydning i budgetmæssig henseende. Nyordningen medfører en væsentlig arbejdsbesparelse for finansudvalget og folketinget og betyder en rationalisering af dette lovarbejde."
Ved lovforslagets 1. behandling henvistes det uden forhandling til finansudvalget.
Dettes betænkning indeholdt 602 ændringsforslag, hvoraf 590 var stillet af vedkommende minister og tiltrådt af hele udvalget eller — i enkelte tilfælde — af et flertal inden for udvalget. Herudover stillede et mindretal (V og KF) 12 ændringsforslag om nedsættelse eller bortfald af en række bevillinger.
Ved 2. behandling vedtoges de af ministrene stillede ændringsforslag, mens mindretallets ændringsforslag forkastedes. Socialistisk folkeparti stemte imod en række ændringsforslag vedrørende militære bevillinger samt mod forsvarsministeriets budget om helhed. De uafhængiges ordfører gav ligeledes udtryk for, at der var en del af de foreslåede bevillinger, som partiet ikke kunne tiltræde.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 123 stemmer, idet 11 medlemmer (SF og Uafh.) hverken stemte for eller imod.