L 18 Lov om ændring i lov om stempelafgift.

Af: Finansminister Kjeld Philip (RV)
Samling: 1960-61 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 46 af 01-03-1961
Ved loven overføres beføjelsen som stempelmyndighed i første instans i København fra finansministeriet til overpræsidiet med virkning fra 1. april 1961 i stedet for som oprindelig foreslået 1. februar 1961.

I de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget, udtales herom:

„Efter den gældende stempellovgivning (lovbekendtgørelse nr. 99 af 23. april 1929 § 25) er stempelmyndigheden i København finansministeriet, uden for København vedkommende amt. Finansministeriets beføjelser i så henseende udøves gennem skattedepartementet.

Da det må anses for naturligt, at beføjelsen som stempelmyndighed i første instans også i København henlægges til en lokal myndighed, og da Københavns overpræsidium, der på mange andre områder har funktioner svarende til amternes, må anses for det naturlige organ for varetagelsen af disse opgaver, foreslås det at henlægge stempelmyndigheden i første instans i København til overpræsidiet. Ovenstående lovforslag indeholder de til gennemførelsen heraf fornødne ændringer i stempelloven.

Det bemærkes, at forslaget er på linje med, hvad det af finansministeren nedsatte udvalg til revision af stempelloven har foreslået, jfr. udvalgets betænkning (nr. 265) af 1960, lovudkastets § 22."

Med den nævnte ændring vedtoges lovforslaget enstemmigt.
Partiernes ordførere
Edvin Boye Hansen (S), Viggo Hauch (V), Erik Ninn-Hansen (KF), Helge Larsen (RV) og J. Skræppenborg-Nielsen (SF)