Ved loven, der gennemførtes i forbindelse med loven om ændringer i og forlængelse af lov om valutaforhold m. v. (jfr. nedenfor under nr. 95), foretoges en række ændringer i toldloven af 28. januar 1959, specielt i dennes tarifafsnit.

Baggrunden for den gennemførte lovændring var, at der under forhandlingerne i folketinget forud for vedtagelsen af toldloven af 28. januar 1959 var blevet rejst spørgsmål om, hvorvidt ikke tiden — med de forbedrede valuta- og beskæftigelsesforhold — var inde til at tage mere vidtgående skridt i retning af afskaffelse af importreguleringen og samtidig iværksætte ændringer i toldtariffen.

Det viste sig i forbindelse hermed, at der fra mange sider såvel i folketinget som i erhvervene var betydelig interesse for denne tanke og ønske om at finde frem til en hurtig løsning af de med dens virkeliggørelse forbundne problemer; det bestemtes dog slutteligt, at spørgsmålet skulle udskydes til særlig afgørelse på et senere tidspunkt, når en samlet plan, dels for den tilsigtede afvikling af importreguleringen, dels for omlægningerne af toldforholdene, var udarbejdet.

Kravet om udarbejdelsen af en sådan plan accentueredes imidlertid som følge af udviklingen med hensyn til de europæiske markedsdannelser og drøftelserne vedrørende Danmarks stillingtagen hertil, idet det toldmæssige udgangspunkt for den danske deltagelse i disse videregående bestræbelser for at nedbryde handelsskrankerne nu måtte fastlægges. Hertil kom, at det var nødvendigt, at omlægningen skete inden for en så kort tid, at den kunne blive effektiv fra den dato, der måtte blive ansat som den senest mulige som udgangspunkt for Danmarks toldaftrapning inden for den markedsdannelse, landet valgte at tilslutte sig.

Resultatet af regeringens drøftelser med hensyn til, hvilken markedsdannelse man ville foreslå Danmarks deltagelse i, blev, at man anbefalede tilslutning til de syv landes frihandelssammenslutning (se omtalen side 504 af folketingsbeslutningen om Danmarks ratifikation af konventionen om oprettelse af Den europæiske Frihandelssammenslutning).

I en redegørelse herfor, som udenrigsministeren den 14. juli 1959 fremsatte over for folketinget, bebudede denne da også allerede da, at der i folketingsåret 1959-60 ville blive fremsat forslag om en revision af toldtariffen og om afvikling af importreguleringen. I denne redegørelse blev endvidere angivet de retningslinjer, hvorefter forslaget om denne revision ville blive udarbejdet, og den påtænkte tarifrevisions sammenhæng med en afvikling af den særlige danske importregulering blev fremhævet.

Den nævnte forbindelse med forslaget om Danmarks tiltrædelse af de syv landes frihandelssammenslutning blev yderligere understreget af finansministeren (Kampmann) den 10. november 1959 ved fremsættelsen af forslaget til den heromhandlede lovændring. Ministeren pointerede dog bl. a. følgende:

„Det må fremhæves, at man ikke af den lige nævnte sammenhæng mellem frihandelssammenslutningens dannelse og den nu foreslåede omlægning af importreguleringen og toldpolitikken kan udlede, at omlægningen ikke har sin selvstændige begrundelse. Det er tværtimod blevet mere og mere klart, at der netop herved kunne opnås visse fordele og måske især afvikles forskellige ulemper, der med tiden er blevet mere og mere mærkbare. Hertil kommer flere gunstige mere almene og langsigtede økonomiske fordele ved en mere hensigtsmæssig importpolitik i retning af billiggørelse af produktionen gennem øget international arbejdsdeling og måske på adskillige vareområder tendens til lavere avancer og dermed priser. En omlægning af importreguleringen og toldpolitikken må derfor - uanset de overgangsvanskeligheder, der kan indtræffe - ventes at være til gavn for vort lands økonomiske stilling.

Det er formentlig heller ikke for meget at sige, at der vist fra praktisk taget alle sider er enighed om, at en ændring af importforholdene, hvorved den særlige danske importregulering bliver afviklet, er meget ønskelig, og denne opfattelse synes også at være fremherskende inden for erhvervslivet. De modstridende synspunkter vedrører derfor formentlig mere spørgsmålet om, hvorledes omlægningen nærmere skal gennemføres, altså hvor hurtigt afviklingen af importreguleringen skal ske, og hvad ændringerne i toldtariffen skal gå ud på, end selve det principielt ønskelige i en sådan omlægning."

Finansministeren betonede endvidere, at administrationen under udarbejdelsen af forslaget til lov om ændringer i toldloven havde modtaget en mængde henvendelser fra bl. a. industriens, arbejdernes, håndværkets, handelens, landbrugets, gartneriets og frugtavlens organisationer, og at ministeriet - i modstrid med den tradition, der ellers har rådet på dette punkt - i den foreliggende sammenhæng havde fundet det rigtigt at imødekomme ønskerne om løbende orientering af og drøftelser med erhvervsorganisationer og erhvervsvirksomheder allerede under udarbejdelsen af forslaget til ændringer i tariffen.

Ministeren udtrykte endvidere, at selv om regeringen for sit vedkommende måtte søge frem mod en afbalanceret helhedsplan og derfor kun i et vist omfang havde kunnet imødekomme de fremførte ønsker, var det hans håb, at det fremsatte forslag repræsenterede en passende afvejning af de modstående interesser og synspunkter.

Med hensyn til de foreslåede ændringer skal kun anføres følgende:

Det samlede antal positioner i forslaget var i alt 1 495 mod 1 463 i toldloven af 28. januar 1959. Forøgelsen skyldtes imidlertid alene foretagne underopdelinger, og antallet af toldpligtige positioner var endog foreslået reduceret fra 872 til 816. Denne begrænsning hang ikke alene sammen med, at administrationen havde videreført bestræbelserne for at få råvarer m. v. gjort toldfri, men skyldtes også, at der foresloges indført toldfrihed for en række varer, der mere eller mindre har karakter af forbrugsvarer, og som ikke eller kun i begrænset omfang fremstilles i Danmark.

I bestræbelserne for at gøre en række varer toldfri eller toldbillige følges med hensyn til råvarer og materialer i en del tilfælde den fremgangsmåde, at der åbnes adgang til at lade tolden bortfalde eller nedsætte, når råvarerne skal gå til bestemte produktioner.

Vedrørende de gennemførte ændringer i tariffen skal der her i øvrigt kun anføres, at mens der i det fremsatte forslag var foreslået uændrede toldsatser for 1029 positioner, forhøjelser for 296 positioner og nedsættelser for 170 positioner, blev der under forslagets behandling i folketinget vedtaget 218 ændringsforslag alene til de foreslåede toldsatser.

Ud over ændringerne i en del af de hidtidige toldsatser blev der ved denne lovændring i toldloven indsat en hjemmel til i givet fald at kunne pålægge antidumpingtold eller udligningstold. Bestemmelserne herom bygger på de definitioner af dumping m. v., som findes i GATT, hvilket også er tilfældet med hensyn til denne særlige antidumpinglovgivning inden for en lang række andre lande, der allerede har etableret en sådan lovgivning.

Endvidere foretoges for selve toldforvaltningsbestemmelsernes vedkommende nogle ændringer, hvoraf en del repræsenterer lempelser i forhold til de hidtil gældende regler. Det gælder bl. a. den nye regel om adgang til toldfrihed i visse tilfælde for særlig værdifuld emballage, toldfrihed for flyvemaskinemotorer m. v., der indføres af virksomheder, som reparerer flyvemaskiner, og toldfritagelse for rullende jernbanemateriel, f. eks. tankvogne, der midlertidigt anvendes her i landet af private.

Ud over de foran nævnte ændringer indeholder loven en række bestemmelser om ændringer i og tilføjelser til toldloven af 28. januar 1959, der alle er en direkte følge af Danmarks ratifikation af konventionen om oprettelse af Den europæiske Frihandelssammenslutning. Disse bestemmelser, der oprindeligt var indeholdt i et selvstændigt forslag til lov om ændringer i toldloven (fremsat af finansministeren den 13. januar 1960, se endvidere herom side 464), blev under udvalgsarbejdet sammenarbejdet med de i det her omhandlede lovforslag indeholdte bestemmelser, så at samtlige de til toldloven foreslåede ændringer og tilføjelser samledes i dette forslag, hvorefter finansministeren under de to lovforslags fælles 2. behandling tog det den 13. januar fremsatte lovforslag tilbage.

Om indholdet af de nævnte bestemmelser kan følgende anføres:

Ved indsættelse af et nyt stk. 2 i toldlovens § 1 tilvejebringes hjemmel til gradvis ophævelse af tolden for alle af konventionens almindelige toldfritagelsesordning omfattede varesendinger. For de pågældende varer vil tolden herefter blive nedsat med 20 pct. pr. 1. juli 1960, med 10 pct. pr. 1. januar 1962 og pr. 1. juli 1963, hvorefter den nedsættes med yderligere 10 pct. pr. 1. januar i hvert af følgende år: 1965, 1966, 1967, 1968, 1969 og 1970, så at de omhandlede varer fra og med 1. januar 1970 er fuldstændig toldfrie.

Nedsættelsen af tolden er i henhold til konventionens bestemmelser herom knyttet til basistoldtariffen, det vil sige den tarif, der er gældende den 1. marts 1960.

For varer, der ved indførslen tilskrives et kreditoplag eller oplægges på et privat transitoplag, berigtiges tolden i forbindelse med varernes fraførsel fra oplagene på grundlag af den på fraførselstidspunktet gældende told, jfr. toldlovens § 81, stk. 3, og § 90.

Opnåelse af toldfritagelsen er ifølge konventionen betinget af, at de pågældende varesendinger er ledsaget af et oprindelsesdokument, der enten kan være en af de næringsdrivende udfærdiget erklæring eller et af toldvæsenet eller en autoriseret organisation udstedt certifikat. Med henblik på, at danske eksportvarer i størst muligt omfang kan drage fordel af toldfritagelse i de øvrige medlemsstater, vil det derfor være nødvendigt, at der ydes erhvervene fornøden bistand med oplysninger, udstedelse af certifikater m. v.

Bestemmelser om toldvæsenets bistand i forbindelse med udstedelsen af oprindelsesdokumenter for her fra landet udførte varer findes allerede i den gældende toldlovs § 174. Da der imidlertid som nævnt ifølge konventionen er mulighed for, at bistand kan ydes også af dertil autoriserede organisationer, der skal være udpeget af den eksporterende medlemsstat og anmeldt over for de øvrige medlemsstater, er der som nyt stk. 2 i § 174 indføjet en bestemmelse om, at finansministeren på nærmere fastsatte vilkår kan meddele organisationer, der fremsætter begæring herom, autorisation til at udstede oprindelses- dokumenter.

Da medlemsstaterne har en fælles interesse i, at oprindelsesreglerne respekteres af producenter og eksportører i alle medlemsstater, bestemmes det i konventionen, at der skal etableres et nært samarbejde mellem medlemsstaternes toldmyndigheder, og at disse skal bistå hinanden i undersøgelser af rigtigheden af oprindelsesdokumenter. Som følge heraf er der som nyt stk. 3 i § 174 indføjet en bestemmelse, der giver toldvæsenet fornøden hjemmel til at iværksætte undersøgelser af rigtigheden af oprindelsesdokumenter for udførte varer i tilfælde, hvor en anden medlemsstat har ønsket dette, samt i øvrigt i tilfælde, hvor der — for så vidt angår eksporten til andre medlemsstater — er fremkommet forhold, der giver rimelig grund til iværksættelse af en sådan undersøgelse.

Forslagene om de foran berørte ændringer i toldloven gav anledning til et meget omfattende udvalgsarbejde. Resultatet heraf blev som allerede nævnt et meget stort antal ændringsforslag (i alt 233).

Til belysning af partiernes stilling til de gennemførte ændringer og af ordførernes opfattelse af disses indhold eller virkninger skal der i det følgende anføres nogle uddrag af partiordførernes bemærkninger ved lovforslagets 3. behandling.

Lars P. Jensen (S) udtalte bl. a., at hans parti ikke ønskede tolden for dens egen skyld. Partiets stilling var den, at hvis industrien havde brug for en sådan støtte, så var man villig til at medvirke til, at den fik den. Han fortsatte med følgende udtalelser:

„For os har det været afgørende, at vi fik lavet det rigtige, og dér har vore principper måttet vige.

Der har dog været ét princip, som vi ikke er veget fra, og det er det princip, at vi i vort arbejde sigter henimod at sikre produktion og beskæftigelse så meget, som det er muligt i den nye tid, vi nu går i møde; Vi skal efter vor opfattelse sørge for et lunt klima omkring vor industri såvel som omkring vort landbrug, et lunt klima om den industri, der skal ud at slås, den industri, der skal sikre beskæftigelsen fremover, både den høje beskæftigelse, vi har, de store årgange, som kommer, og den afgang, som finder sted fra landbruget. Det har hele samfundet interesse i, og deraf afhænger vor fremtid.

Ud fra disse synspunkter kan vi stemme for toldlovsforslaget, som det ser ud nu."

Henry L. W. Jensen (V) gav udtryk for, at hans partis udgangspunkt var, at varerne ikke måtte fordyres, og at råvarer og hjælpestoffer skulle kunne indføres frit. Tolden måtte derfor ikke være højere end nødvendigt, da den ellers ville påføre eksportindustrien en urimelig byrde, skade konkurrenceevnen over for udlandet og forringe den valutariske stilling. „Vi er", udtalte han, „på et område, hvor priserne og konkurrencen og det hele udvikler sig på en måde, som vi ikke er i stand til at overse. Vi har fra venstres side erkendt, at når man ophæver importrestriktionerne, må man sætte en rimelig told i stedet, og vi har erkendt, at vi måtte være med i dette arbejde, men vi har også måttet erkende fra første begyndelse, at det er politikkens gang og reglerne for spillet, at vi ikke kunne gøre noget, fordi trekantregeringen allerede havde fastlagt princippet. Derfor kan venstre ikke medvirke til dette lovforslags gennemførelse og kan af de af mig angivne grunde ikke stemme for det."

Poul Møller (KF), der gav tilslutning til lovforslaget, fandt, at man under udvalgsbehandlingen var nået frem til en bedre udgangsstilling for erhvervene end den, der var tiltænkt dem efter regeringens forslag. „Den bedre udgangsstilling for erhvervene er opnået først og fremmest ved, at man overalt, hvor man har kunnet gøre det uden at skade dansk produktions interesser, har gennemført toldfrihedsbestemmelser for råvarer og halvfabrikata. Det er muligt, at nogle mindre danske industrier vil blive ramt af disse toldfrihedsbestemmelser; men det har været nødvendigt at gennemføre for de store industriområder, der skulle liberaliseres, en fri adgang til deres råvarer og halvfabrikata i videst mulig udstrækning; det har vi ment måtte være rigtigt ved overgangen til frihandelsområdet.

Man har dernæst øget toldsatserne for færdigvarer, hvor det var muligt at gennemføre en sådan forøgelse, og i den udstrækning der kunne vindes politisk flertal for det."

Senere udtalte han: „Spørgsmålet kan nu stilles, om dette resultat er tilfredsstillende. Under de politiske forhold, der råder her i landet, og som er afspejlet i den regeringsdannelse, vi har, og på baggrund af de dogmer, der hersker i dansk politik, når told diskuteres, og i betragtning af det tidpres, der har været, tror jeg ikke, man kunne have opnået stort mere end det, der her foreligger til vedtagelse. Vi nåede frem til det mulige. Spørgsmålet var for det konservative folkeparti, om vi ved vor deltagelse skulle sikre det opnåeliges, det muliges, gennemførelse eller lade det mulige falde til skade for produktion og beskæftigelse".

A. C. Normann, der ved 3. behandling talte på det radikale venstres vegne (i stedet for Aage Fogh), lagde stor vægt på den frigørelse af importen, der ville blive følgen af de samtidig førte forhandlinger om forslaget til lov om ændringer i og forlængelse af lov om valutaforhold m. v. Han afvejede dette resultat med de skete ændringer i toldloven og anførte, at hans partis repræsentanter i udvalget havde sat ind for at hindre det samlede toldniveau i at overstige en rimelig grænse. Dette var efter hans opfattelse lykkedes i en sådan grad, at han kunne anbefale vedtagelsen af begge lovforslag.

J. M. Pedersen (DR) anbefalede ud fra til dels samme opfattelse som det radikale venstres ordfører. Han glædede sig over, at det på en række områder var lykkedes at opnå toldfrihed eller toldnedsættelser, og han fandt, at de foreslåede forhøjelser med undtagelse af ganske enkelte ikke var større, end at de med nedsættelsen pr. 1. juli igen ville være nede på det hidtidige niveau.

Petra Petersen (DK) motiverede på sin partifælle Fuglsangs vegne kommunisternes stilling således:

„Vi har ved tidligere behandlinger erkendt, at visse toldforhøjelser kan være nødvendige af hensyn til produktion og beskæftigelse; men vi har samtidig gjort opmærksom på, at vi ikke ville tage medansvar for toldforhøjelser og toldbeskyttelse, der gennemføres på en sådan måde, at det for forbrugere og arbejdere betyder prisforhøjelser og dermed en lavere levefod.

Derfor foreslog min gruppe ved anden behandling gennem vort forslag til dagsorden, at regeringen og folketinget traf foranstaltninger til gennem kontrol med priser, avancer og monopoler at beskytte forbrugerne imod, at hjemlige producenter brugte den forhøjede told til at gøre forbrugsvarerne dyrere. Uden forsøg på at give en motivering stemte såvel regeringspartier som opposition imod vort dagsordensforslag.

Kommunisterne ønsker altså ikke i dag at tage noget medansvar for told- og valutalovsforslagene, der om et øjeblik antagelig skal vedtages; vi vil hverken stemme for eller imod ved den endelige afstemning, men undlade at stemme."

Hans Schmidt (SI) udtrykte sin stilling til toldlovsforslaget og det samtidigt behandlede valutalovsforslag med følgende udtalelse:

„Jeg agter at stemme for dem som helhed ud fra den betragtning, at de er nødvendige for erhvervslivets omstilling til et større markeds vilkår. Denne nødvendighed ville foreligge, uanset hvilket område Danmark end måtte tilslutte sig, og den vil så givet også foreligge for det tilfælde, at udviklingen fører hen til et større markedsfællesskab, end de syv udgør i dag."

Også Aksel Larsen (SF) ville stemme for toldlovsændringen. Hovedsynspunktet ved toldsatsernes udformning måtte efter hans opfattelse være „at værne vor valuta, produktion og beskæftigelse uden at forårsage et stigende prisniveau. Måske kan et stigende prisniveau ikke helt undgås på enkelte områder, men som helhed tror jeg ikke det behøver at komme. Allerede fra 1. juli skal de nye toldsatser nedsættes med 20 pct. over for deltagerlandene i frihandelsområdet og derefter årlig med 10 pct. af det, vi vel må kalde „grundbeløbet", for til sidst helt at bortfalde. Derimod opretholdes de over for alle øvrige lande. Dels kan der så blive en vis beskyttelse for dansk industri og produktion, dels vil følgen blive, at prisniveauet ikke behøver at stige, efter som toldsatserne bortfalder over for landene inden for de syv. Dansk industri får imidlertid en lille halv snes år til at tilpasse sig forholdene under frihandelsområdet og vil stadig have en større beskyttelse i forhold til den hidtidige over for konkurrencen fra verdens øvrige lande."

Finansminister Kampmann indrømmede i sit svar til ordførerne, at der på visse områder var sket en række toldforhøjelser, og at beskyttelsen herudover kunne være forøget ved den toldnedsættelse, der havde fundet sted ved nedsættelse af satserne for råvarer og andre dele, som indgår i den danske produktion. Heroverfor fremhævede ministeren især følgende:

„Jeg tror dog alligevel, jeg må have lov at sige, at også toldreformen af 1960 bevarer Danmark som et lavtarifland. Det kan man med god samvittighed stadig hævde. Derfor er der ikke så megen bund i de udtalelser, der også i dag er faldet fra partiet venstre om, at der ved dette toldlovsforslag gennemføres en fordyrelse af varerne her i landet. Jeg mener, det er rigtigt her at påpege, selv om jeg har gjort det før, at den anden vej, den, som partiet venstre har anvist, ville have medført toldforhøjelser i et ganske andet omfang, end der er tale om i dag. Derfor skal man nok bevæge sig lidt forsigtigt, når man retter anklager mod det brede flertal, der i dag står bag den nye toldlov.

Men så er der en anden ting, som jeg også er nødt til at gentage, og det er, at man ganske glemmer i argumentationen, at ved overførslen fra bunden liste til friliste vil slutresultatet på en lang række områder — og på en række af de områder, hvor der er foreslået toldforhøjelser — blive en billiggørelse af varerne."

Finansministeren sluttede i øvrigt med at henvise til, at der samtidig med gennemførelsen af toldlovsforslaget skete en nedsættelse af en række indirekte afgifter, hvoraf han nævnte afgiften på chokolade- og sukkervarer, papirafgiften, afgiften på spiritus og tændstikafgiften. (Se herom nedenfor under nr. 21-24).

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 110 stemmer (S, RV, DR, SF, SI og KF med undtagelse af Clausen (Olufskjær), H. C. Toft og Weikop). 37 medlemmer (V og DK samt de tre foran nævnte medlemmer af KF, 2 grønlandske medlemmer og Thorkil Kristensen) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.