L 26 Lov om ændring i lov om tillæg til lov om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr.

Af: Landbrugsminister Karl Skytte (RV)
Samling: 1958-59
Status: Stadfæstet
Lov nr. 85 af 21-03-1959
Ved loven udsættes for et tidsrum af 2 år den ved lov nr. 75 af 28. marts 1956 foreskrevne revision af lov nr. 113 af 13. april 1954 om tillæg til lov om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr. Revisionen vil herefter være at foretage senest i folketingsåret 1960-61.

Udsættelsen begrundedes af landbrugsministeren ved lovforslagets fremsættelse dels med, at overgangsbestemmelserne i den nævnte tillægslov til den tid vil have udspillet deres rolle, dels med hensynet til, at der under indenrigsministeriet forberedes forslag til en ny giftlov. Ministeren oplyste i denne forbindelse, at landbrugsministeriet nu har taget skridt til nedsættelse af et udvalg, der skal gennemgå den gældende lovgivning om bekæmpelsesmidler og fremkomme med en motiveret indstilling om, hvorvidt og på hvilke områder en revision må anses for ønskelig.

Samtidig gennemførtes en tilføjelse til ovennævnte tillægslovs § 2, idet det i et nyt stk. 2 bestemmes, at udgifterne ved det af landbrugsministeren nedsatte giftnævn skal dækkes ved afgifter, der pålignes fabrikanter og importører af bekæmpelsesmidler.

Ministeren oplyste ved fremsættelsen, at denne bestemmelse foresloges indsat i overensstemmelse med et af landbrugsministeriet til finansudvalget givet tilsagn om ad denne vej at skabe hjemmel for afholdelse af de med giftnævnets virksomhed forbundne udgifter.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt.
Partiernes ordførere
Chr. Thomsen (S), Henry Hansen (V), Axel Reedtz-Thott (KF), Frederik Slipsager (RV), Kristian Kristensen (DR) og L. Lynnerup Nielsen (DKP)