Ved lov nr. 198 af 6. juli 1957 om investeringsfonds [årbog 1956-57, side 375] blev der åbnet adgang til at opnå fradrag i den skattepligtige indkomst for beløb, der i overensstemmelse med lovens regler henlægges til investeringsfonds. Beløb, der henlægges på denne måde, skal benyttes til forlods afskrivning på driftsmidler, som den skattepligtige senere anskaffer.

Efter loven er det en betingelse for at opnå fradrag for henlæggelserne, at den skattepligtige indsætter et beløb af samme størrelse som henlæggelsen på en spærret konto i et pengeinstitut kaldet konto for investeringsfond; skattepligtige, der fører regnskab, skal dog kun indsætte et beløb svarende til halvdelen af investeringsfondshenlæggelsen. De midler, der således er indskudt på spærrede konti i pengeinstitutterne, skulle af disse efter de hidtidige regler indbetales til Danmarks nationalbank og forrentes af staten med en ikke-indkomst- skattepligtig simpel årlig rente på 2 pct.

Ved nærværende lov ændres reglerne således, at de beløb, der fra og med 1. januar 1959 indskydes på konti for investeringsfonds, skal forblive i de pengeinstitutter, der har modtaget indskuddene; og beløb, der er indskudt før 1. januar 1959, skal pr. denne dato tilbageføres fra nationalbanken til de pågældende pengeinstitutter. Som en naturlig følge af, at pengeinstitutterne får fri rådighed over de foretagne indskud, bestemmes det tillige, at statens pligt til at forrente disse bortfalder. Pengeinstitutterne må herefter forrente indskuddene på sædvanlig måde. Til gengæld for, at indskyderne således opnår normal forrentning af deres indskud, skal renter, der vedrører tiden efter 1. januar 1959, indkomstbeskattes. Man har herefter fundet det naturligt, at tilskrevne renter fremtidig frit skal kunne hæves, mens de efter de hidtidige regler først kunne hæves sammen med indskuddet.

Med nyordningen bortfalder grundlaget for at yde vederlag til pengeinstitutterne for deres medvirken ved investeringsfondsordningen.

De nye regler gennemføres med virkning fra 1. januar 1959. Indskud i pengeinstitutterne før 1. januar 1959 behandles indtil denne dato efter de hidtidige regler og derefter efter de nye regler.

Ved fremsættelsen af lovforslaget påpegede finansministeren, at nyordningen ville medføre en forøgelse af pengeinstitutternes likviditet. Dette kunne dog „ikke anses for betænkeligt i den nuværende økonomiske situation, bl. a. under hensyn til, at der til gengæld opnås en betydelig administrativ forenkling af hele investeringsfondsordningen og en væsentlig besparelse på statsbudgettet."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige udvalgsberettigede partier, mens Alfred Jensen som ordfører for Danmarks kommunistiske parti gik imod det. Såvel fra venstres som fra det konservative folkepartis side ønskede man dog en mere vidtgående lovændring gennemført.

I overensstemmelse hermed stillede de to sidstnævnte partiers medlemmer af det udvalg, der behandlede sagen, til 2. behandling nogle ændringsforslag, hvorom det i udvalgsbetænkningen hedder:

„Ifølge ændringsforslagene gives der alle skatteydere adgang til at foretage investeringsfondshenlæggelse i henhold til loven om investeringsfonds, altså ikke alene de selvstændige erhvervsdrivende, men også lønmodtagere. Samtidig foreslås grundlaget for beregningen af henlæggelsen ændret, således at man i stedet for erhvervsindtægten benytter den skattepligtige indkomst forhøjet med de i indkomstårets løb betalte skatter. Maksimum for henlæggelsen skal efter ændringsforslagene være 20 pct. af det nævnte indkomstbeløb, medens det nu er 15 pct. af erhvervsindtægten med visse nærmere angivne reguleringer. Minimum for henlæggelsen foreslås nedsat fra 500 kr. til 300 kr. Der foreslås endelig den ændring med hensyn til anvendelsesområdet for de henlagte midler, at de foruden til investeringsformål i den nugældende lovs forstand skal kunne bruges til anskaffelse af egen bolig.

Mindretallet er af den opfattelse, at de foreslåede ændringer i høj grad vil stimulere opsparingen til investering, ligesom lønmodtageres mulighed for start af egen virksomhed vil blive lettet."

Ændringsforslagene støttedes ikke af udvalgets flertal, der ifølge betænkningen var af den opfattelse, at „drøftelsen af de i mindretallets ændringsforslag omhandlede spørgsmål bør foregå som led i det almindelige skattereformarbejde og efter en nærmere undersøgelse af forslagets virkninger, navnlig i henseende til størrelsen af det provenutab, som det må antages at medføre. Finansministeren har erklæret sig villig til at foretage en sådan undersøgelse. Flertallet og finansministeren er imidlertid enige om, at gennemførelsen af det foreliggende lovforslag om investeringsfonds, som der er almindelig enighed om, ikke bør udsættes, og flertallet indstiller derfor lovforslaget til vedtagelse uændret."

Efter at mindretallets ændringsforslag var forkastet, vedtoges lovforslaget i uændret affattelse med 129 stemmer mod 5, idet kun kommunisterne stemte imod.

Loven om investeringsfonds er i ajourført stand optrykt i Lovtidende som bekendtgørelse nr. 340 af 10. december 1958.