Ved loven gennemføres 2. del af det lovkompleks, der første gang fremsattes den 17. februar 1956 (årbog 1955-56, side 454, 481 og 495). Af disse 5 lovforslag, der bestod af forslag til lov om bestyrelsen af de offentlige veje og forslag til lov om tilskud til de offentlige veje (begge fremsat af ministeren for offentlige arbejder) samt forslag til lov om omsætningsafgift af motorkøretøjer m. v., forslag til lov om vægtafgift af motorkøretøjer m. v. og forslag til lov om afgift af benzin (alle tre fremsat af finansministeren), gennemførtes ingen i folketingsåret 1955-56, men i folketingsåret 1956-57, da de alle blev genfremsat, gennemførtes loven om bestyrelsen af de offentlige veje (årbog 1956-57, side 255).

Mens finansministerens tre lovforslag ikke blev genfremsat i folketingsåret 1957-58, genfremsatte ministeren for offentlige arbejder tilskudslovforslaget i en skikkelse, der, hvad hovedprincipperne angår, i det store og hele svarede til det to gange tidligere fremsatte lovforslag; dog var forslaget som følge af, at finansministeren ikke genfremsatte sine forslag til en almindelig revision af motorafgiftslovgivningen, affattet ud fra den forudsætning, at de gældende regler om afgiftsmidlernes anvendelse skulle opretholdes. Selv under hensyntagen til disse ændringer og endvidere til det forhold, at lovforslaget under udvalgsbehandlingen undergik en række ændringer, idet der stilledes og vedtoges i alt 18 ændringsforslag til forslagets i alt 14 paragraffer, kan det dog fastslås, at den nu gennemførte lov stadig bygger på principperne i de tidligere fremsatte lovforslag og dermed på det udkast, der var indeholdt i 1. del af motorafgiftskommissionens betænkning, der blev afgivet den 21. maj 1954.

Vedrørende lovens indhold anføres følgende:

Ad kapitel I. Refusion af kommunernes regnskabsmæssige udgifter (§§ 1-6).

I § 1 fastslås i paragraffens 1. stk., at betegnelsen „offentlige veje" i denne lov er sammenfaldende med vejbestyrelseslovens definition og klassificering.

I paragraffens 2. stk. bestemmes, at der til delvis dækning af kommunernes udgifter til offentlige veje og stier skal udbetales dem et refusionsbeløb på grundlag af hver kommunes anerkendte vej udgifter. Disse udgifter refunderes for amtskommunernes vedkommende med 75 pct., mens refusionsprocenten, for så vidt angår de øvrige kommuner, fastsættes for hver enkelt kommune under hensyntagen til længden af kommunens offentlige veje, kommunens indbyggertal og størrelsen af de refusionsberettigende vej udgifter, således som nærmere angivet i et bilag, der er knyttet til loven, og hvis satser er overensstemmende med de af motorafgiftskommissionen i sin tid foreslåede. Efter denne ordning vil købstæderne, der hidtil har modtaget faste beløb beregnet på grundlag af visse vejlængder og antallet af motorkøretøjer, ligesom sognekommunerne få refusion i forhold til de faktiske udgifter, hvortil kommer en under udvalgsbehandlingen indsat bestemmelse om, at refusionen for købstæderne, København og Frederiksberg skal forhøjes således, at den for kommunens hovedlandeveje pr. kilometer udgør 75 pct. af den gennemsnitlige refusionsberettigende vej udgift pr. kilometer for hele kommunens vejnet. Denne bestemmelse tilsigter at give byerne en vis refusionsmæssig ligestilling med amtskommunerne, for så vidt angår den gennemgående trafik.

For at kommunerne ikke som hidtil skal kunne tjene på at overtage private veje gives der i paragraffens 3. og 4. stk. bestemmelser om, at refusionen i disse tilfælde, hvis der opkræves vejbidrag fra lodsejerne, ikke kan ydes med mere end halvdelen af udgifterne til istandsættelsen efter fradrag af lodsejernes bidrag og ikke med mere end 30 pct. af udgiften. Beregnes refusionen på denne måde, kan udgifter til istandsættelse af de pågældende veje ikke medregnes blandt kommunens øvrige refusionsberettigende vej udgifter.

§ 2, der angiver, hvilke af kommunernes vej udgifter der er refusionsberettigende, og hvilke udgifter der ikke kan medregnes, lyder således:

„Blandt de vej udgifter, som lægges til grund for den i § X omhandlede refusion, kan ikke medtages udgifter til belysningsanlæg, sporanlæg og andre ledningsanlæg eller udgifter til vedligeholdelse og drift af de nævnte anlæg. Af udgifter vedrørende vandafledning medtages udgifter til dræn, nedløbsbrønde med tilhørende stikledninger samt vejgrøfter og sådanne kloakker, der udelukkende tjener til en vejs afvanding. Andre udgifter, som er nødvendige for afledning af vejenes overfladevand, kan kun medregnes, når de særskilt er pålignet vejarealet ved kendelse i henhold til §§ 22, 32 og 74, stk. 5, jfr. §§ 94 og 100, i lov nr. 214 af 11. april 1949 om vandløb eller i henhold til § 1, jfr. § 18, i lov nr. 123 af 28. april 1906 om vandløb i København.

Udgifter til offentlige stier kan kun medregnes, når ministeren for offentlige arbejder under hensyn til den pågældende stis færdselsmæssige betydning godkender dette.

Kun administrationsudgifter af teknisk art kan medregnes. København, Frederiksberg samt købstad- og sognekommuner kan ikke medtage større beløb til administration end 9 pct. af de i øvrigt anerkendte udgifter. Har kommunen en fast teknisk forvaltning, kan ministeren godkende, at administrationsudgiften uden videre sættes til de anførte 9 pct.

I vejudgiften skal fradrages indtægter, der tilfalder vejvæsenet ved udleje eller bortsalg af materiel eller ejendom, ved teknisk bistand, ved bidrag fra lodsejere (jfr. dog § 1, stk. 4), fra andre private eller på anden måde. Endvidere skal der i de omhandlede udgifter fradrages de beløb, på grundlag af hvilke der af eller igennem offentlige myndigheder ydes særlige tilskud til vejarbejder.

Bidrag til vejformål fra en anden kommune skal ikke fradrages, og den kommune, der yder bidraget, kan ikke medregne dette. Ministeren for offentlige arbejder kan dog i særlige tilfælde tillade afvigelser herfra.

I vejudgifterne medtages udgifterne til snerydning, bortkørsel af sne og grusning på kørebaner og cykelstier samt udgifter til anskaffelse, drift og vedligeholdelse af snerydnings- og grusningsmateriel samt sneskærme. Ligeledes kan udgifter til vejtavler, lyssignaler og anden afmærkning medregnes.

I tvivlstilfælde afgør ministeren for offentlige arbejder, hvorvidt et på et vejregnskab opført beløb vil kunne medregnes, ligesom ministeren kan fastsætte nærmere regler for refusionsberegningen, herunder værdien af ydet naturalarbejde."

Mens det i lovforslaget blev foreslået, at kun sådanne udgifter vedrørende vandafledning, der udelukkende tjener til en vejs afvanding, skulle kunne medtages til refusion, er bestemmelserne herom under udvalgsarbejdet blevet ændret således, at der også bliver mulighed for at godkende andele af udgifter til fællesanlæg, der foruden at være nødvendige til bortskaffelse af vejens overfladevand også tjener andre interesser. Det er ved den nye formulering overladt til de i henhold til vandløbslovgivningen nedsatte vandløbsretter m. v. i de enkelte tilfælde at udskille den andel af disse udgifter, der er refusionsberettigende.

Endvidere blev under udvalgsarbejdet maksimumsgrænsen for de tekniske administrationsudgifter hævet fra 8 til 9 pct. af de i øvrigt anerkendte udgifter.

I §§ 3-6 er angivet de nærmere bestemmelser om administrationen af refusionsreglerne — herunder tidsfrister for indsendelse af de fornødne regnskaber og indberetninger. Der vil herefter straks efter et finansårs afslutning kunne udbetales en foreløbig refusion på grundlag af de af kommunerne senest den 15. april indsendte foreløbige oplysninger.

Ad kapitel II. Vejfonden (§§ 7-9).

Da det — som nævnt foran — er forudsat, at provenuet af motorbeskatningen i samme omfang som hidtil skal anvendes til vej formål, er bestemmelserne i § 7 om vejfondens indtægter ændret i forhold til det i de to tidligere folketingsår fremsatte lovforslag; § 7, stk. 1, der indeholder disse bestemmelser, er derved blevet omtrent identisk med den af motorafgiftskommissionen foreslåede bestemmelse (§ 1 i kommissionens udkast).

I vejfonden indgår herefter de afgifter af motorkøretøj er og drivmidler til disse, der opkræves i henhold til følgende love:

Lov nr. 135 af 28. april 1931 om afgift af motorkøretøjer med senere ændringer og tillæg.

Lov nr. 500 af 20. december 1950 om bortsalg af visse brugte personmotorkøretøjer med senere ændringer.

Lov nr. 276 af 5. december 1957 om en tillægsafgift af visse motorkøretøjer.

Endvidere henlægges i vejfonden det provenu, som i øvrigt i henhold til lovgivningen vedrørende afgift af benzin og omsætningsafgift af motorkøretøjer m. v. skal anvendes til vej formål.

Af vejfonden udredes forlods den kommunerne i henhold til kap. I tilkommende refusion af deres vej udgifter samt i det omfang, det bestemmes ved de årlige finanslove, udgifterne til det i lov nr. 95 af 29. marts 1957 om bestyrelsen af de offentlige veje omhandlede vejnævn, til vejdirektoratets administrationsudgifter, til drift af et vejlaboratorium samt forsøg med vejbaner, vejmaterialer og andre undersøgelser af betydning for vejvæsenets økonomi, til advarselstavler og vejvisere m. v., til hovedvejsafmærkningen samt til andre formål, der er af særlig betydning for landets vejvæsen som helhed. På samme måde kan afholdes udgifter til de i § 9 omhandlede tilskud og tilskud til etablering og vedligeholdelse af motorbådsanlæg i henhold til tidligere givne tilsagn samt udgifter til tilbagebetaling af erlagt omsætningsafgift i henhold til § 19 i lov nr. 184 af 6. juli 1957 om omsætningsafgift af motorkøretøjer m. v.

Vejfonden bestyres af ministeren for offentlige arbejder (bortset fra det nedenfor under e) omhandlede tilskud, der administreres af arbejdsministeren), og han kan i øvrigt efter forhandling med finansministeren disponere over vejfonden til følgende formål:

a) Som tilskud til anlæg eller udbygning af samt til forstærkning af kørebaner på offentlige veje, som er af betydning for den gennemgående færdsel, eller til systematisk forbedring af færdselsforholdene på større sammenhængende strækninger af disse, såsom tilvejebringelse af forbedrede oversigtsforhold, regulering af vejtilslutninger og af beplantnings- og bebyggelsesforhold eller til tilvejebringelse af forskriftsmæssige belysningsanlæg for kørebaner samt til offentlige parkeringspladser og -anlæg.

b) Som tilskud til udbygning af biveje, der skal optages som landeveje.

c) Som tilskud til anlæg af offentlige stier, som aflaster veje af betydning for den gennemgående færdsel.

d) Som tilskud til reguleringsforanstaltninger ved særlig farlige vejkryds, vejsving o. lign. på offentlige veje.

e) Som tilskud til andre anlægsarbejder på biveje og offentlige bygader, der iværksættes med bekæmpelse af arbejdsløshed som væsentligt formål.

f) Som tilskud til nødvendige vejarbejder, der på grund af ekstraordinære forhold vil virke særlig tyngende på vedkommende kommunes økonomi.

g) Som tilskud til vejarbejder, der iværksættes i henhold til statshusmandsloven.

h) Til arbejder på veje, gader og pladser, der ejes af staten og er åbne for almindelig færdsel, samt til forstærkning, udvidelse, vedligeholdelse og drift af de af staten ejede færdselsbroer over vandarealer.

i) Til gennemførelse af de i henhold til lov nr. 28 af 1. februar 1930 om sikring af færdslen ved krydsninger mellem veje og jernbaner m. v. omhandlede opgaver.

Det bestemmes i § 8, stk. 1, at forinden tilskud ydes af vejfonden til de under § 7, litra a-d, omhandlede formål, skal der indhentes en erklæring fra vejnævnet om det pågældende arbejdes ønskelighed.

Bestemmelsen blev indsat af udvalget, efter at der fra flere sider var blevet peget på det ønskelige i at sikre en ordning, hvorefter de omhandlede vejfondstilskuds samfundsøkonomiske berettigelse ville blive underkastet en i saglig henseende betryggende vurdering. Formålet med indsættelsen af denne bestemmelse var at sikre, at der ved lovens udformning blev taget hensyn til den den 13. december 1956 vedtagne folketingsbeslutning angående reglerne for tilskud af vejfonden (årbog 1956-57, side 549), hvori det udtaltes: „at en undersøgelse af spørgsmålet om en revision af de gældende regler for vejfondens tilskud til vej- og gadearbejder med eventuelle tilsluttende nedrivninger af bygninger snarest bør optages med det for øje at tilvejebringe størst mulig sikkerhed for, at sådanne tilskud fra vejfonden også ud fra en samfundsmæssig vurdering altid har tilstrækkelig økonomisk begrundelse."

I samme stykke fastsættes, at „tilskud til disse arbejder ydes med 85 pct. af udgifterne ved arbejdet inden for en af ministeren for offentlige arbejder godkendt overslagssum.

Højere tilskud kan dog med vejnævnets tilslutning ydes en amtskommune til særlig kostbare vejarbejder, hvis gennemførelse er af overvejende interesse for samfundet som helhed, samt i øvrigt til by- og sognekommuner i ganske særlige tilfælde."

Også denne bestemmelses formulering skyldes udvalget, idet der opnåedes enighed om dels at forhøje normalprocenten for almindeligt vejfondstilskud fra de foreslåede 80 til 85, dels at tilstræbe en klargøring af, at højere tilskud kan ydes til de amter, hvor det i hele samfundets interesse er nødvendigt at anlægge eller udbygge kostbare og moderne hovedfærdselsårer.

I paragraffens 2. stk. bestemmes, at tilskud til beskæftigelsesarbejder normalt kan udgøre fra 60 til 75 pct. alt efter deres færdselsmæssige betydning.

§ 9 giver ministeren for offentlige arbejder mulighed for at yde vejbestyrelsen i visse by- og forstadskommuner, i hvilke der foregår en intensiv kørsel med omnibus, et særligt tilskud svarende til 3/4 af den vægtafgift, som for det sidst afsluttede finansår er indbetalt af de motorkøretøjer med påhængs- og sættevogne, som udelukkende har været benyttet til omnibuskørsel i fast rute inden for det pågældende område. Derimod er udgået den i det fremsatte lovforslag foreslåede tilføjelse, hvorefter en kommune kunne vælge at lade dette tilskud komme vedkommende trafikselskab til gode på betingelse af, at taksterne skulle fastsættes under hensyntagen til denne refusion.

Ad kapitel III. Midlertidige bestemmelser og overgangsbestemmelser (§§ 10-14).

§ 11 sikrer kommunerne en vis minimumsrefusion af vejudgifter afholdt i de senere år før lovens ikrafttræden. Det bestemmes tillige, at ingen kommune, uanset bestemmelserne i kap. I, i de første 3 finansår efter lovens ikrafttræden kan modtage et mindre refusionsbeløb end gennemsnittet af den kommunen i de sidste 3 år før lovens ikrafttræden udbetalte refusion.

§ 13 indeholder bestemmelser om overførelse af de nu eksisterende vej fondsmidler til den i § 7 omhandlede nye vejfond.

Lovforslaget blev ved 1. behandling i folketinget velvilligt modtaget af ordførerne for samtlige partier, og efter en længere udvalgsbehandling, hvorunder der som foran nævnt stilledes en lang række ændringsforslag, vedtoges det således ændrede lovforslag ved 3. behandling enstemmigt.