Loven har følgende ordlyd:

§ 1. I lov om offentlig forsorg, jfr. bekendtgørelse nr. 311 af 23. september 1954 med senere ændringer, foretages følgende ændringer og tilføjelser:

Til § 291.

Ordene „dog §§ 284 og 306" ændres til: „dog § 284".

Til § 306.

§ 306, stk. 2-4, udgår. I stk. 5 og i stk. 6 ændres „stk. 1-4" til: „stk. 1". I stk. 7 ændres „stk. 1-6" til: „stk. 1 og stk. 5-6".

Til § 307.

I stk. 2 udgår nr. 1.

§ 2. Denne lov træder i kraft straks. Fattighjælpsvirkninger, der er indtrådt i medfør af bestemmelserne i § 306, stk. 2-4, jfr. stk. 6, og § 307, stk. 2, nr. 1, jfr. stk. 7, i lov om offentlig forsorg, betragtes fra tidspunktet for lovens ikrafttræden som ikke indtrådt.

Den hidtil gældende bestemmelse i forsorgslovens § 306, stk. 2-4, der ophæves ved loven, går ud på, at sygehjælp, der må ydes til personer, der — uanset at de er ubemidlede i folkeforsikringslovens forstand — ikke er medlemmer af en anerkendt sygekasse, i visse tilfælde skal ydes med fattighjælps virkning; dette gælder f. eks. i tilfælde, hvor vedkommende overhovedet ikke har søgt optagelse i sygeforsikringen, hvor han står som bidragydende medlem, eller hvor han er slettet af sygeforsikringen på grund af kontingentrestance. Begrundelsen for bestemmelsen, der indførtes i 1942, var, at den manglende forsikring måtte betragtes som uforsvarlig økonomi, hvorfor eventuel sygehjælp som følge deraf fik fattighjælps virkning.

Bestemmelsen i forsorgslovens § 307, stk. 2, nr. 1, der ligeledes ophæves ved loven, går ud på, at kommunehjælp ydes med fattighjælps virkning, når en person inden for et tidsrum af 18 måneder i 12 måneder har modtaget løbende underholdshjælp til fuld forsørgelse. Baggrunden for denne regel, der ligeledes indførtes i 1942, var, at en sådan person som følge af hjælpens omfang og varighed var underkastet fast offentlig forsorg.

Ved fremsættelsen af lovforslaget, der må ses i sammenhæng med det samtidig af indenrigsministeren fremsatte lovforslag om ændringer i den kommunale valglov (se foran under nr. 56), udtalte socialministeren, at regeringen havde fundet det rimeligt at foreslå de ovenfor refererede fattighjælpsbestemmelser i forsorgsloven ophævet, samtidig med at skattebetalingsbetingelsen for valgret ved kommunevalg foresloges ophævet. Regeringen havde ikke ment i denne forbindelse at burde foreslå ophævelse af fattighjælps virkning i den lange række af tilfælde, som er nævnt i forsorgsloven, men i de i lovforslaget omhandlede to tilfælde ramte bestemmelserne ofte uforholdsmæssig hårdt. Ministeren havde fundet det rimeligt at formulere ikrafttrædelsesbestemmelserne således, at personer, der inden lovens ikrafttræden er ramt af fattighjælpsvirkningerne, straks får deres fulde rettigheder tilbage, herunder muligheden for fremtidig at oppebære folke- eller invalidepension.

Ved 1. behandling fik lovforslaget en velvillig modtagelse fra alle partier. Holger Eriksen (S) beklagede, at et tidligere fremsat lovforslag om i endnu højere grad end angivet i det nu foreliggende forslag at ophæve fattighjælpsvirkning ikke var blevet vedtaget. N. Chr. Christensen (V) og Poul Sørensen (KF) udtalte, at de kunne tiltræde forslaget, netop fordi det var blevet modereret set i forhold til det i 1954 af socialdemokratiet fremsatte forslag. Alfred Jensen (DK) anbefalede lovforslaget, men rejste det spørgsmål, om det overhovedet var rimeligt at knytte valgretsfortabende virkning til nogen som helst form for offentlig hjælp. Hans parti havde allerede i 1953 fremsat et videregående lovforslag, og han beklagede, at dette forslag eller det af socialdemokratiet i 1954 fremsatte forslag, der som ovenfor nævnt også var videregående, ikke blev gennemført.

Efter at lovforslaget havde været underkastet udvalgsbehandling, indstillede hele udvalget lovforslaget til vedtagelse uforandret. Uden for betænkningen stillede det kommunistiske parti forslag om ophævelse af forsorgslovens §§ 206, 305, 307 og 308, der alle omhandler tilfælde af ydelse af kommunehjælp med fattighjælps virkning. Ved 2. behandling forkastedes kommunisternes ændringsforslag som alene kommunisterne stemte for.

Også til 3. behandling stillede kommunisterne et ændringsforslag. Dette gik ud på at fattighjælps virkning i medfør af forsorgslovens § 307, stk. 2, nr. 5, også skulle bortfalde. Bestemmelsen vedrører de tilfælde, hvor en person modtager kommunehjælp til stadighed, således at hjælpen indgår som en fast og ikke uvæsentlig del af vedkommendes nødvendige forbrug.

Socialministeren udtalte ved 3. behandling, at han så med sympati på forslaget om ophævelse af forsorgslovens § 307, stk. 2, nr. 5, som efter hans opfattelse også burde bortfalde engang, men forinden var det nødvendigt at skabe en større parlamentarisk tilslutning til bortfaldet, end der var for tiden. I øvrigt var det ministerens opfattelse, at bestemmelsen kun anvendtes i meget få tilfælde, og det var hans agt i et cirkulære at give nye retningslinjer for anvendelsen af bestemmelsen med henblik på en lempeligere anvendelse af den fremtidig. Efter det foreliggende anbefalede ministeren at stemme imod det kommunistiske ændringsforslag, der forkastedes med 122 stemmer mod kommunisternes 6 stemmer.

Ved den endelige afstemning vedtoges lovforslaget enstemmigt.